Der er flere problemer med denne gængse historie.
Sandt er det, at den offentlige sektor er ineffektiv (jeg véd det – jeg har boet i Grækenland i mange år). Den er også underfinansieret, da halvdelen af grækerne – hvilket stort set er den mere velstående halvdel som læger, advokater og mange virksomheder – ikke betaler skat. Men sådan har det været i 100 år, så årsagen til den aktuelle krise kan ikke isoleres til dette forhold. Det er, som hvis en mand udsættes for et røveri, hvorefter man finder frem til alle dårligdomme i hans livsførelse og ser bort fra selve røveriet.
Et stort underskud er ikke specielt for Grækenland. Et sådant har de fleste europæiske lande, også Danmark. Faktisk kan de engelske, irske og portugisiske underskud godt konkurrere med det græske. Det kunne tyde på, at hovedårsagen til miseren ikke skal søges en i specifik græsk situation.
Nej, det grundlæggende problem er den globale økonomiske krise. Denne blev udløst af amerikanske investeringsbanker og andre spekulanter, der havde fået noget nær frie hænder til at gøre, hvad de ville, hvilket de så gjorde med de velkendte følger.
Finanskapitalen i USA og Europa skulle herefter reddes af staten, dvs. af os alle sammen (ved frikøb eller bailout, som det hedder), og jeg skal hilse og sige, at den har det fint nu. Aktiekurserne i USA og Europa er næsten fordoblet, siden bunden blev nået i april sidste år. De amerikanske banker overgår hinanden i indtjening, og bonusserne er heller ikke ringe. Ingen krise her.
Det kniber mere med realøkonomien, hvor arbejdsløsheden stadig stiger.
Og så er der jo staternes underskud, der skyder i vejret overalt. Af to grunde: For det første fører en økonomisk krise automatisk til offentlige underskud, fordi skatteindtægterne falder og de offentlige udgifter til f. eks. dagpenge stiger. For det andet belaster de nævnte frikøb naturligvis de offentlige budgetter. Underskud forsvinder ikke bare, de flyttes omkring, så da staterne betalte finanskapitalens regninger, måtte de selv få lommesmerter. Spekulanterne var stærke nok til at skubbe aben over til det offentlige.
Sandt at sige er Grækenlands ulykke et godt eksempel på, at finanskapitalen ikke blot er genopstået fra de døde, men tillige er særdeles vital. Den lugtede blod og spekulerede mod den græske gæld, så et alvorligt, men håndterbart problem, blev til en katastrofe. Den græske realøkonomi har stort set ikke ændret sig i denne periode, så det er utroværdigt at lede efter årsagen her.
Alligevel kræver EU og Valutafonden store offentlige nedskæringer som betingelse for frikøbet. Det var samme politik, som Valuta-fonden – under navnet ‘strukturtilpasningsreformer’ – praktiserede i den fattige verden fra 1980’erne og frem. Med ødelæggende resultater for disse lande, med færre skoler og hospitaler, men med fine resultater for de vestlige kreditorer, eftersom der nu blev penge til rentebetalinger.
Således også nu. Den krævede politik løser ikke grækernes problem, dels fordi den offentlige sektor som sagt ikke er hovedårsag til krisen, dels fordi en sådan nedskæringspolitik vil lande Grækenland i en anderledes dyb krise, med voldsom arbejdsløshed.
Men nedskæringerne løser spekulanternes problem, ved at fjerne risikoen for, at Grækenland går fallit, så de ikke får deres penge igen. For når statens udgifter til grækerne skæres ned, bliver der penge til at betale de udenlandske långivere. Frikøbet er ret beset ikke et frikøb af Grækenland, men af den internationale finans-kapital. Som den amerikanske økonom Dean Baker har bemærket, så skal de tyske skatteydere ikke hidse sig op over, at de skal betale for grækernes afslappede livsstil (der i parentes bemærket har givet dem en middel- levetid, der er tre år højere end den danske), men over at de skal betale for Deutsche Banks fejlslagne spekulationer i den græske statsgæld.
Så hvad burde man have gjort? Man burde, senest efter at Grækenland for et par måneder siden blev kastebold for spekulanter, have begrænset eller afskaffet kapitalens frie bevægelighed. Specielt burde EU have krævet at Grækenland straks forbød kapitaleksport (rige grækere har forværret krisen ved at flytte deres kapital til udlandet). Men det lå ikke i kortene. Kapitalens frihed har været grundsten i det økonomiske samarbejde i EU siden 1985 (Det Indre Marked), og en sådan sten piller man nødigt ved. Tænk hvis man i stedet for kapitalistisk styring af økonomien begyndte at administrere demokratisk. Tænk hvis de folkevalgte politikeres ideer og værdier talte mere end kapitalens profitabilitet. Tænk hvis det var folket, der på demokratisk vis bestemte, hvordan ressourcerne – kapitalen – skulle fordeles mellem finans og realøkonomi, vindmøller og biler, København og Nordjylland! Dette måtte give kuldegysninger hos enhver god nyliberal økonom og politiker.
Efter subprime-krisen for to-tre år siden, og de afsløringer der fulgte i kølvandet, var de fleste enige om, at det var for galt, at nogle tilfældige direktører og aktionærer kunne styrte verden ud i dyb krise. Nu måtte der ryddes op i dette kasino. Men stort set intet er sket. Ikke en gang en lille afgift på kortsigtede kapitalbevægelser (Tobin-skat) er det blevet til. Banker og finansinstitutioner har mange penge og derfor stor politisk indflydelse. Se blot på Danmark, hvor de stort set slap for modydelser, da de kom på støtten. I den virkelige verden får man kun lempelige vilkår, hvis man har penge, og det har grækerne – eller arbejdsløse, for den sags skyld – ikke.
Nyliberale overalt i Europa slikker sig om munden i disse tider.
Pointen i Naomi Kleins bog Chokterapi var, at storkapitalen bruger katastrofer til at gennemføre radikale reformer. Det er det, vi nu ser et forsøg på. Den krise, der burde have lagt nyliberalismen i graven, kan meget vel revitalisere den og i stedet forvandle EU-landenes offentlige sektorer til ødemarker.
Alle EU-lande har store underskud, hvilket de skal have i en depression, fordi kriser bedst bekæmpes med øgede offentlige udgifter. Men EU’s førkeynesianske – for ikke at sige stenalderagtige – økonomiske filosofi siger, at de skal reducere deres underskud til maksimalt tre procent af BNP. Hvis det gennemføres, bliver der ikke megen velfærdsstat tilbage. Her er kravene til grækerne blot murbrækkeren. Derfor er grækernes kamp vores kamp.