Artiklens første halvdel giver en nogenlunde up to date beskrivelse af kapitalmagten i Danmark.

Dermed ajourfører jeg nogle tidligere undersøgelser af dette emne, se Lundkvist, 2009 og (for en kortere version) ‘Markedsmagt og Kapitalmagt i Danmark’ nedenfor. Her kan findes en mere fyldig beskrivelse af, hvordan selvejet – som vi fx kender det fra landbruget, detailhandelen og håndværket – er blevet afløst af selskabskapitalismen. En produktionsmåde baseret på enheden af kapital og arbejde (ejeren arbejder selv) og med et betydeligt indslag af kooperation (andelsbevægelsen) er blevet erstattet af en produktionsmåde stort set uden selvejere og uden økonomisk selvforvaltning. I den nye produktionsmåde – selskabskapitalismen – ejer mange ganske vist meget, men vi er langdistancekapitalister, dvs. uden indflydelse på vore økonomiske sammenhænge.

Emnet er meget underbelyst i dansk økonomisk forskning. Der er beklageligt, for det betyder at megen økonomisk politisk debat – på højre og venstre fløj – sker uden kendskab til de virkelige økonomiske magtforhold. Fx er det formentlig enestående i vestlig kapitalisme, at en enkelt koncern – A.P.Møller-Mærsk – har en så stor kontrol med både den produktive og finansielle del af den danske økonomi. Det vil gøre en overgang fra kapitalistisk til demokratisk styring af økonomien langt vanskelige i Danmark end i andre lande.

Anden halvdel fortæller om årsagen til kapitalens stigende magt, nemlig historien om liberaliseringen af den danske kapital efter 1980. Frigørelse er mægtiggørelse, også for kapitalen.

I USA er det åbenbart at kapitalens interesser oftest trumfer de folkevalgtes planer, eller at de store selskaber finansierer og dermed reelt køber de folkevalgte (lobbyisme). I Danmark er kapitalens magt mindre åbenbar, men næppe mindre. Koncentrationen af kapitalmagten er i hvert fald betydeligt større i Danmark, især fordi nr. 1 indenfor den produktive sektor (A. P. Møller) kontrollerer nr. 1 indenfor den finansielle sektor (Danske bank). Microsofts eller Goldman Sachs position i USA kan slet ikke måle sig hermed.

Kapitalkoncentration i toppen

Kapitalmagten i Danmark er blevet koncentreret, dermed øget, meget betydeligt, især efter 1990.

Vi kan måle denne magt ved at se på virksomhedernes omsætning i procent af BNP. Kilden til oplysningerne er Mapping Corporate Denmark og Børsens guldnummer 2007 (tal for 2006), mens BNP er hentet fra Statistikbanken, tabel NAT01. BNP angiver værditilvæksten i Danmark. Omsætningen omfatter både dansk og udenlandsk aktivitet (typisk fifty-fifty); derfor giver det ikke mening at sætte denne omsætning i forhold til den samlede danske omsætning, med henblik på at bestemme disse virksomheders vægt i dansk økonomi. Videre er virksomhedernes omsætning lig deres salgsindtægter, og de opløses i værditilvæksten (der fordeles på løn og profit) og udgifterne til råvarer og andet input; da denne sidste post i gennemsnit udgør 60% af omsætningsværdien (Abildgren/Skak-Nielsen, 2000: 55), er det klart at virksomhedernes omsætning og BNP er to meget forskellige ’dyr’. Af begge grunde skal virksomhedernes omsætning som procent af BNP ikke opfattes som andele af BNP. BNP tjener alene som benchmark for de større virksomheders vægt.

Det viser sig at den største danske virksomheds omsætning i 1970 udgjorde 8% af BNP (det var ØK), i 2000 var procenten steget til 11% og i 2006 til 16% (begge år Møller-Mærsk). Men tager vi højde for at Danske Bank og Dansk Supermarked i dag er med i koncernen, bliver procenten i stedet mere end 28% i 2006. Det ses således at dansk kapitalisme siden især 2000 har fået én altdominerende aktør med en langt større vægt end ØK havde i sine velmagtsdage.

Ser vi på de 10 største koncerners omsætning, igen i procent af BNP, kan vi konstatere en stigning fra 23% i 1970, over godt 32% i 1990 og 40% i 2000, til 52% i 2006. Den tilsvarende vægt for de 100 største koncerner vokser fra 55% i 1970 over 84% i 1990 og 100% i 2000 til 108% i 2006. Altså en kontinuert stigning i kapitalens koncentration og dermed magt.

De 10 største, listet efter omsætning, var:

1970 ØK, APM (A.P.Møller-Mærsk), SAS, FDB, Ess-Food, Forenede Bryggerier, P&T, Hovedstadens Brugsforening (HB), Korn- og Foderstofkompagniet (KFK) og Dansk Landbrugs Grovvareforsyning (DLG). FDB er forløber for Coop, Ess-Food for Danish Crown. To af de 10 virksomheder var offentligt ejede (SAS og P&T), fire var andelsforeninger, nemlig FDB, Ess-Food, HB og DLG. De sidste 4 var private selskaber; ingen af disse var finansielle.

1980 APM, ØK, FDB, Ess-Food, FLSmidth, DLG, Lauritzen, Dansk Esso, Danske Sukkerfabrikker og Kjøbenhavns Handelsbank. Ingen af de 10 virksomheder var offentlige, mens 3 var andelsforeninger (FDB, Es-Food og DLG). 7 af de 10 var således private selskaber, hvoraf ét var finansielt.

1990 APM, DB (Danske Bank), Unidanmark, SAS, Nykredit, Kreditforeningen Danmark, FDB, ØK, P&T og BRF Holding. Unidanmark var forløberen for Nordea, Kreditforeningen Danmark blev i 2001 under navnet RealDanmark en del af Danske Bank. To af de 10 virksomheder (SAS og P&T) er atter offentligt ejede, mens kun én (FDB) er andelsforening. Den store ændring er imidlertid at 5 af de 10 største nu er finansielle virksomheder (DB, Unidanmark, Nykredit, Kreditforeningen Danmark og BRF); det afspejler de store fusioner, der havde fundet sted indenfor bank- og realkreditsektoren.

2000 APM, Nordea, TDC, DB, SAS, Arla, Danish Crown, Dansk Supermarked, Carlsberg og FDB. Efter omdannelsen af P&T til TDC og privatiseringen er der nu én offentligt ejet virksomhed (SAS); desuden 3 andelsselskaber (Arla, Danish Crown og FDB). Af de resterende 6 selskaber er 2 nu finansielle (DB og Nordea).

2006 APM, DB, ISS, Dansk Supermarked (DS), Danish Crown, TDC, Arla, Carlsberg, Nykredit og Novo Nordisk. Ingen af de 10 er nu offentlige, mens to er andelsselskaber. Af de resterende 8 er 2 finansielle (DB og Nykredit). Efter Sallings død ejer APM 67% af Dansk Supermarked (DS). I APM’s regnskab for 2008 beskrives DB som ’associated company’; det kan diskuteres, hvornår DB blev en del af APM koncernen, men da APM gennem en årrække har ejet minimum 20% af DB’s aktiekapital – nok til kontrol – er det rimeligt i 2006 at betragte både DS og DB som del af koncernen.

Lad os dernæst tage et andet mål for de største virksomheders magt, nemlig antallet af deres ansatte i procent af den samlede danske arbejdsstyrke.

Kilden er her Mapping Corporate Denmark og Børsens guldnummer 2007 (tal for 2006); Statistisk Årbog, 1975, tabel 16; Andersen o.a., 2002: 129; samt Statistikbanken RAS3307. Da virksomhedernes ansatte omfatter arbejdskraft i både Danmark og udlandet, skal procenterne ikke opfattes som andele. Den danske arbejdsstyrke er alene en benchmark. Virksomhederne er listet efter omsætning.

Vi ser først på den største virksomhed. Den beskæftigede i 1970 blot 1,8% af arbejdsstyrken (ØK), i 2000 2,1% (APM) og i 2006 3,9% (APM); medregnes atter DB og DS under APM koncernen bliver tallet 5,4%. Som indenfor omsætning er APM’s vægt på beskæftigelsesområdet langt større end ØK’s vægt i 1970.

De 10 størstes tilsvarende andel vokser fra 3,5% i 1980 (ikke tal for 1970) over 8,6% i 2000 til 22,8% i 2006 (23,3% hvis vi ser på hele APM koncernen). Igen en betydelig stigning i koncentrationen (det store hop fra 2000 til 2006 skyldes at det internationale rengøringsfirma ISS, der alene beskæftigede mere end 360.000 i 2006, nu kom med i top 10).

De 100 størstes andel er øget fra 23,5% i 1980 over 33,9% i 2000 til 35,9% i 2006 (36,1% med det ’konsoliderede’ APM).

Finanskapitalens vækst

Lad os nu betragte udviklingen i den private, finansielle sektor. Denne består af banker, sparekasser, realkredit, forsikring, investeringsforeninger og pensionskasser.

Det viser sig at de midler, som finanssektoren råder over, altså aktiverne (egenkapital plus fremmedkapital, dvs. lånte midler), er øget fra at overstige BFI med knap en halv gang i perioden mellem 1948/49 og 1963, til at være 2,2 gange så stor i 1983; denne faktor er derefter øget til 3,4 i 1993, 4,1 i 2001 og ikke mindre end 7 i 2007. BFI står for bruttofaktorindkomst, der er lig med BNP målt i faktorpriser (dvs. uden afgifter og tilskud); BFI skal forstås som et mål for hele økonomiens størrelse. Kilden er forskellige udgaver af Statistisk Årbog samt Hansen, 1974.

Den finansielle sektor er økonomiens bydreng, der skal bringe opsparing hen til virksomheder, der vil investere pengene produktivt (dvs. faktisk producere noget, hvad enten det er varer eller tjenesteydelser), men det ser ud som om formidlingen har fået større betydning end målet (produktion). Dette har været tendensen tværs gennem højkonjunktur og lavkonjunktur, eufori og krise, men det er også klart fra tallene, at mens finanskapitalen stagnerede i de første årtier, og voksede jævnt fra 1970erne til århundredeskiftet, er den nærmest eksploderet siden 2001. Enhver overvejelse over muligheden for at regulere finanskapitalen må tage højde for, at denne økonomiske magt er er langt større i dag end i 1970erne.

Strukturen i den finansielle sektor har også undergået forandringer.

Fra begyndelsen af 60erne til begyndelsen af 80erne gik pengeinstitutterne tilbage fra 53% af den finansielle sektor (den samlede finanskapital, stadig målt på aktiverne) til 38%, idet kreditforeningerne indtog det meste af dette tabte terræn; det afspejler periodens byggeboom. Derefter er realkreditten (nu éntydigt i form af boligkapital, efter omdannelsen af foreningerne til aktieselskaber) faldet tilbage, mens pensionskasser, investeringsforeninger og (efter 2001) bankerne har overtaget markedsandele. Også sparekasserne blev i slutningen af 80erne (1989) omdannet til aktieselskaber og blev dermed uskelnelige fra banker.

Nyliberalismens fremvækst: Faser i kapitalens deregulering

Nyliberalisme har mange aspekter: Privatisering/udlicitering, et fleksibelt og individualiseret arbejdsmarked, begrænsning og kommercialisering af den offentlige sektor, frihandel og frie kapitalbevægelser. Men det er det sidste – både indenlands og mellem landene – der er det centrale, for det er liberaliseringen af kapitalen, der flytter magten. Først når den demokratiske styring af økonomien afløses af den kapitalistiske, bliver det muligt at gennemføre det øvrige program.

I en blandingsøkonomi som den danske administrerer fællesskabet en betydelig del af økonomiens overskud (via skatten), mens den største del af resten bliver til kapital, dvs. penge der gives ud med henblik på et afkast.

I kapitalismens barndom blev en stor del af denne kapital genereret af virksomhederne som profit og derefter investeret i virksomheden. I vore dage har også husholdningerne overskud, som placeres i banken, i værdipapirer, i pensionsordninger eller i en ejerbolig; og virksomheden investerer en stor del af sin profit udenfor virksomheden, ligesom den låner fremmedkapital for at drive forretningen. Dette er kapitalmarkedet, hvor der udlånes penge for en kortere eller længere periode; det varetages af pengeinstitutionerne (banker, evt. sparekasser), realkreditinstitutioner, forsikringsselskaber (hvor der jo også opspares), pensionskasser og diverse investeringsforeninger.

Striden mellem det offentlige og disse institutioner drejer sig om to spørgsmål: 1) Hvem bestemmer omfanget af kredit og således har en stor indflydelse på samfundets økonomiske aktivitet? Er det regeringen – demokratiet – via pengepolitikken, eller sker det gennem samspillet mellem de private borgere og disse institutioner, hvor det i realiteten er kapitalen, der kan fastlægge reglerne (ved at bestemme renten og udlånets omfang)? 2) Hvem bestemmer fordelingen af kapitalen til vindmøller, skibsværfter, og alt andet, og dermed samfundets økonomiske struktur? Er det Folketing og regering gennem kapitalkontrol eller har de finansielle institutioner frihed til at træffe disse centrale beslutninger?

Der er ingen tvivl om i hvilken retning udviklingen er gået. Vi ser først på dereguleringen i forhold til udlandet, dernæst på de interne forhold.

Udenlandske kapitalliberalisering

Man skelner mellem kapital (valuta), der anvendes til import, og så de egentlige kapitalbevægelser. Disse sidste deler sig i de langsigtede direkte udenlandske investeringer, hvor Carlsberg fx køber pesos for at bygge eller købe et bryggeri i Mexico, og de kortsigtede porteføljeinvesteringer, hvor man køber udenlandske værdipapirer (tidligere aktier og obligationer, nu mange andre typer), oftest i håbet om en ret hurtig kapitalgevinst.

Indtil 1958 kontrollerede det offentlige kapitalbevægelser ud og ind af landet. I 30erne havde man en tilsvarende kontrol, men mens rationeringen af den knappe udenlandske valuta dengang blev varetaget af Valutarådet, hvor erhvervsorganisationerne havde betydelig indflydelse, var det i efterkrigstiden først Nationalbanken, senere handelsministeriet, der stod for opgaven (Kilde: Hoffmeyer 1993, Milhøj, 1965: 263ff, Abildgren, 2007: 8-13).

Udenlandsk valuta skulle købes i Nationalbanken, og tilladelse blev kun givet, hvis der kunne anføres en god, dvs. samfundsnyttig, grund. Valutaspekulation var derfor udelukket (idet jeg ved ´spekulation´ forstår at motivet alene er håbet om en kapitalgevinst i form af øget værdi for værdipapiret). Men også valuta til finansiering af import skulle godkendes, således at det var muligt at give førsteret til fx råstoffer til landbrug og industri.

Liberalt sindede opfattede dette som et nødvendigt onde, indtil landet – og verden – havde rejst sig efter 2. verdenskrig, og det er da også blevet den altdominerende vurdering i eftertiden, at demokratisk styring af kapitalen er en nødløsning, der kun kan komme på tale, når landet står i våde. Ligesom indslagene af planøkonomi under de to verdenskrige. I 30erne leverede Socialdemokratiet her en modfortælling, idet de så kapitalkontrollen som første skridt mod socialismen, altså ikke et ´onde´, men et ´gode´. Men den historie har jeg intetsteds set fortalt om kapitalreguleringen frem til 1958.

I 1958 nedlægges EPU (European Payment Union), der havde reguleret betalingerne – dermed handelen – mellem Europas lande, og som havde beskyttet Europa mod den amerikanske storebror, dvs. mod den stærke dollar. Liberalisering stod nu på den internationale dagsorden. I Danmark får vi i begyndelsen af 60erne en liberaliseringen af leverandørkreditter, dermed af handelen, og af direkte udenlandske investeringer.

Fra slutningen af 60erne tillades såkaldte ´finanslån´, dvs. at erhvervslivet selv optager lån i udlandet (tidligere var det stort set kun staten, der optog udenlandske lån, således at landets udenlandsgæld helt overvejende var offentlig). Nationalbanken var oprindeligt imod denne liberalisering, fordi det ville undergrave muligheden for at føre (stram) pengepolitik, når erhvervslivet blot kunne henvende sig i udlandet, hvis de danske myndigheder vurderede at der var behov for at begrænse kreditten i landet. Prisen for den rare nye kilde for kapitaltilførsel var at regeringens og Folketingets mulighed for at føre økonomisk politik begrænsedes væsentligt, mens den danske og international (privat)kapital var blevet styrket tilsvarende. Frem til 1976 dækkes det danske betalingsbalanceunderskud især gennem denne private kapitalimport, men derefter svinder den ind, fordi kapitalejerne frygter at kronen skal miste værdi (hvilket vil gøre udenlandske lån dyrere, målt i kroner); i 1984, da Schlüter´s fastkurspolitik er etableret, eksploderer de private lån.

Først noget senere i 1980erne dereguleres de kortsigtede og mere spekulationsprægede porteføljeinvesteringer, formentlig fordi disse er de farligste, idet en valuta lynhurtigt kan komme under pres, hvis disse hurtige penge pludselig forlader et land; hvilket vi har set utallige eksempler på. Omkring 1985 får danskere ret til at købe udenlandske aktier og udlændinge ret til at købe danske aktier, og i 1989 er de sidste typer kapitalbevægelser liberaliseret. Som Hoffmeyer gør opmærksom på er liberalisering selvforstærkende: restriktioner på ét område er ofte meningsløse, når kapitalen er fri på tilgrænsende områder, fordi det med lidt kreativitet normalt er let at omgå hegnspæle (Hoffmeyer 1993: 86).

Baggrunden for denne danske udvikling er systemskiftet i det internationale system. Indtil 1973 havde vi Bretton Woods systemet, hvor nogenlunde stabile valutakurser sikredes af en betydelig grad af kontrol med kapitalbevægelserne. Da det brød sammen, søgte Europa at opnå en vis stabilitet gennem det såkaldte Slange-samarbejde, der søgte at binde de europæiske valutaer i et ret fast værdiforhold. Det fungerede skidt, og heller ikke efterfølgeren – EMSen – var en succes. Årsagen er simpel: Frie kapitalbevægelser destabiliserer valutaernes værdi, så et fast forhold forudsætter kapitalkontrol. Men den forudsætning var der ikke villighed og/eller politisk-økonomisk styrke til at opfylde.

Indenlandsk kapitalliberalisering

Også i indenrigsøkonomisk henseende var 1958 et skelsår. Fra da af og indtil 1975 havde vi højkonjunktur, med meget lav arbejdsløshed, mens 50erne havde været præget af stagnation, med lav vækst, ret høj arbejdsløshed og fastfrosne erhvervsstrukturer (bortset fra landbrugets kontinuerte tilbagegang).

1950erne var samtidig en periode, hvor regering og Folketing havde et fast greb om økonomien og satte sine prioriteringer igennem. Det gjaldt især på boligområdet, hvor staten søgte at lindre den store boligmangel fra krigens tid gennem en omfattende styring og subsidiering af boligbyggeriet. Kreditforeningerne og private bygherrer blev nærmest marginaliseret, så vi nærmede os en egentlig socialisering af dette felt.

Der var også problemer, måske fordi styringen var halvhjertet, så i 1958 trak staten sig ud, og fik i stedet oprettet 4 realkreditfonde til at fortsætte arbejdet (Milhøj, 1965: 302ff). Disse havde en mærkelig hybridagtig konstruktion. På den ene side var de oprettet og administreret af bankerne, på den anden side var de selvejende institutioner, som skulle henlægge overskuddet til reserverne, og som var stramt reguleret af staten. Det lyder som en udlicitering af en offentlig opgave, og bankernes interesse har formodentlig ligget i provisionen ved at administrere. Desuden fortsatte det offentlige med at støtte det almennyttige boligbyggeri.

På sin vis blev den demokratisk styring således fastholdt.

Dette gjaldt også bankerne. Bankernes profit beror på udlån, så de vil gerne udlåne så meget som muligt til dem, der vil betale den højeste rente. Heroverfor stod den offentlige interesse i at begrænse udlånene, fordi for megen kredit (likviditet) ville give inflation, overophedning og betalingsbalanceproblemer.

I 1965 indgik Nationalbanken og bankerne en deponerings’aftale’, hvilket betød at bankerne skulle deponere en del af deres indlån i Nationalbanken og derfor ikke kunne udlåne så meget (´aftale´ er sat i gåseøjne, fordi der i realiteten var tale om et diktat); den blev så i perioden mellem 1970 og 80 afløst af et egentligt udlånsloft. Da det blev ophævet, kunne bankerne stort set gøre hvad de ville, og modsat i udlandet var der i Danmark ikke ´placeringsregler´, med krav om at en del af udlånene gik til at finansiere det offentlige (ved at købe statsobligationer). Hvis Nationalbanken skulle finde på at stramme vilkårene for den indenlandske finanskapital, kunne de private banker blot låne i udlandet. Det var også i årene omkring 1980, at restriktioner for udlån fra realkredit, forsikringsselskaber og pensionskasser blev afviklet (Abildgren, 2007: 12). De finansielle institutioner var nu sat fri, om end de endnu en halv snes år var stavnsbundet indenfor deres særlige områder.

Derfor er der i dag ingen demokratisk kontrol med mængden af kredit. Pengepolitikken blev ineffektiv, hvilket viste sig midt i 80erne, da Nationalbanken forgæves søgte at stramme, fordi betalingsbalanceunderskuddet nåede op på 5 %; dette var under den af alle lærebøger hyldede ´genopretningspolitik´ efter Anker Jørgensen.

Centralbankerne i de kapitalistiske lande prøver at regulere prisen på kreditten ved at variere deres udlånsrente til de private banker (diskontoen), men effekten heraf mindskes i takt med at det private kapitalmarked er blevet grænseoverskridende, således at private kan omgå offentlig regulering ved at låne i udlandet.

Finanskapitalen er svulmet op på bekostning af centralbankernes og staternes midler. Derfor er centralbankernes – og staternes – magt reduceret betragteligt, og der er da også siden 1980erne flere eksempler på at de har tabt en styrkeprøve med den internationale kapital. I den situation har centralbankerne forvandlet sig fra en modspiller til kapitalen til en medspiller, – dens serviceorgan. Kontrollanten er blevet erobret af den, der skulle kontrolleres. Det bliver klart, når man kontrasterer nutidens med datidens Nationalbank. Dengang havde Nationalbanken magt, og den brugte den til at sætte grænser for bankerne.

Overhovedet var det i 1970erne, at vi fik den store styrkeprøve mellem kapitalen og demokratiet. Mange kender til datidens strid om økonomisk demokrati, hvilket var fagbevægelsen tilbud om et historisk kompromis, hvor arbejdsgiverne fik løntilbageholdenhed mod at lønarbejderne fik andel i virksomhedernes overskud og indflydelse på, hvordan kapitalen skulle allokeres. Men der var også andre, mindre kendte, forsøg på at styre kapitalen i samfundsnyttig retning, nemlig væk fra privatforbrug og over i produktive investeringer, der kunne give beskæftigelse.

Datidens politiske prioriteringer blev overvejende defineret af Socialdemokratiet; dette parti var dengang tilhænger af kapitalstyring, men evnen til at iværksætte den var begrænset.

Det drejer sig om Kapitalmarkedsrådet, der eksisterede fra 1971 til 1983, uden at det udrettede meget. Dernæst Kreditformidlingsloven fra 1973, som Hækkerup stod bag, og hvis idé var at begrænse forbrugslån. Videre i 1980 en Finansieringsreform, som foreslået af Ivar Nørgård, hvor tanken var at pensionsinstitutionerne skulle pålægges at udlåne til erhverv, der var vigtige for betalingsbalancen (den havde det meget skidt i disse ´afgrundsår´), mod at de undgik beskatning; det gav anledning til en strid mellem Nationalbanken og den socialdemokratiske regering, fordi førstnævnte frygtede at de begunstigede erhverv så ikke ville have brug for at låne i udlandet, hvilket ville betyde at riget ville fattes penge; da også pensionsinstitutionerne var imod, kom der intet ud af forslaget.

Videre skal nævnes dereguleringen af kreditforeningerne, der netop i 70erne stod for en meget stor del af kreditten.

Frem til 1970 var disse undergivet en stram regulering, der dels tog sigte på at sikre deres økonomiske sundhed, dels at lægge loft over deres obligationsudstedelse, fordi man – som ved bankerne – ønskede at begrænse kreditten i samfundet. Men omkring 1970 blev obligationsmarkedet givet frit, hvilket betød at den lange rente nu udelukkende var ´markedsbestemt´, dvs. bestemt af kapitalen.

Med Realkreditreformen fra 1970 forsøgte man dog en vis regulering, nemlig at begrænse forbrugslån, baseret på friværdi, og især Socialdemokratiet ønskede at lede kreditten fra boligbyggeri over til nyinvesteringer, men dette forsøg på at lægge en dæmper på det private boligbyggeri blev undergravet af at folk i stedet finansierede deres huse med private pantebreve. I 1979 forsøgtes med et Tinglysningsstop at bremse visse private pantebreve, men det måtte opgives.

På dette tidspunkt er kreditforeningerne stadig foreninger, så det er ikke aktionærer der sætter dagsordenen. Umiddelbart er det derfor en strid om, hvorvidt den demokratiske eller selvforvaltende sektor skal bestemme, men liberaliseringen må have fristet foreningerne til at optræde mere kapitalistisk, således at den senere forvandling til aktieselskaber nærmest blev en formssag. I 1989 bestemmes at alle nye realkreditinstitutioner skal være aktieselskaber, så de kan blive datterselskaber i finansielle koncerner; de gamle foreninger vælger også at nedlægge sig selv som foreninger.

I anden halvdel af 80erne bryder finanskapitalen de sidste lænker, da de gamle grænser mellem banker, realkredit, forsikring og pension nedbrydes. En finansiel koncern kan nu beskæftige sig med stort set alt, og gøre stort set alt.

Denne uhæmmede frihed for kapitalen måtte nødvendigvis lede til den beskrevne kapitalkoncentration. For når kun jungleloven råder vil de store dyr vinde og de små uddø.

Offentliggjort 10. sept. 2010 i sektionen Kritik og Kaos på www.modtryk.dk.

Litteratur

Abildgren, K. 2007: Financial Liberalisation and Credit Dynamics in Denmark in the Post-World War II Period; Nationalbanken.

Hansen, Sven Aage 1974: Økonomisk Vækst i Danmark, Bind II: 1914-1970, Akademisk Forlag 1974.

Hoffmeyer, E. 1993: Pengepolitiske problemstillinger 1965-90, Danmarks Nationalbank.

Lundkvist, A. 2009: Den danske kapitalisme og demokratiets forfald, i Dansk Nyliberalisme, red. af A. Lundkvist, Frydenlund.

Mapping Corporate Denmark: http://ilex.cbs.dk/corporatedk/Corp…

Milhøj, P. 1965: Danmarks Statistik, 2. Del, Gads Forlag.

Statistisk Årbog, 1950-2009 (www.dst.dk).

Statistikbanken (www.statistikbanken.dk).