De rige bistandsklienter

Der forhandles nu om en ny Bankpakke. Problemet er akut, for bankaktierne rasler ned og lån mellem banker er ved at sande til, som under finanskrisen i efteråret 2008. I Danmark er op mod 15 banker i farezonen, og Nationalbanken har nu udvidet kreditmulighederne for bankerne ved at acceptere deres udlån som sikkerhed; det er for at de ikke skal være så afhængige af at låne på det globale marked.
Den ubegrænsede statsgaranti for indlån ophørte for et år siden, og statsgaranterede lån til bankerne ophører om et års tid. Dermed er danske banker ringere stillet end de fleste europæiske, og det må der rettes op på, siger bankerne. Samtidig forlyder det, banker, der vil overtage konkurstruede kolleger, vil få en stor præmie, samt at en håndfuld af de største banker vil blive udpeget som ‘too big to fail’, altså garanteres mod at gå fallit; det er for at berolige udenlandske investorer.

Alt dette er formentlig nødvendigt, men er det rationelt?
Det er i strid med alle markedsøkonomiske principper. Disse tilsiger at virksomheder skal klare sig selv; de har ret til profit, men skal til gengæld bære tab, herunder risikoen for fallit. Videre skal de konkurrere på lige vilkår, men særgarantien betyder at fx Danske Bank kan låne lettere og billigere end de mindre banker; det er faktisk pointen med garantien.

Banksektoren har gennem adskillige år været på hastig flugt fra konkurrencebaseret markedsøkonomi til oligopolistisk kapitalisme (oligopol: få udbydere).
Milepælene i denne udvikling var to store fusionsbølger i hhv. 1990 og 2000, men tendensen er fortsat herefter (fra 2001 til 2009 faldt antallet af pengeinstitutter fra 211 til 148). Og jo færre ‘spillere’, desto mindre konkurrence; markedets magt over bankerne erstattes af de store bankers magt over markedet. Med den ny Bankpakke vil udviklingen forstærkes, nu med udtrykkelig statsstøtte. I forvejen har Danske Bank 51% af banksektorens kapital, mens nr. 2 – Nordea – har 18%, i alt 69% (2009); til sammenligning måtte 5 mere ligeværdige banker i 1983 deles om 60%.

Hvis regeringen gik ind for konkurrence ville den omfavne S og SF’s forslag om en statsbank, der kunne give et modspil til Danske Bank’s næsten-monopol. Men Lene Espersen afviste denne idé, fordi det ville betyde ‘nordkoreanske tilstande’, hvilket viste en bekymrende mangel på evne til at skelne mellem stalinisme og institutioner kontrolleret af folkevalgte. Alternativt kunne man dekretere en opsplitning af Danske Bank i 10 mindre banker, men det forslag hører vi næppe fra Brian Mikkelsen. Det skyldes at han foretrækker kapitalisme frem for markedsøkonomi.

Tendensen mod større koncentration af kapitalmagten er i øvrigt ikke speciel for den finansielle sektor.
I 1970 havde de 10 største koncerner i Danmark en omsætning svarende til 23% af BNP; i 2000 var dette tal vokset til 40% og i 2009 til ikke mindre end 51%. Ser vi på den absolut største koncern havde den i 1970 en omsætning svarende til 8% af BNP (det var ØK), mens Mærsk i 2009 havde godt 25%; det høje tal hænger sammen med at koncernen ejer 68% af Dansk Supermarked (bl.a. Netto) og 20% af Danske Bank, hvilket er mere end nok til at sikre kontrol. Denne grad af kapitalkoncentration, hvor nr. 1 indenfor produktiv virksomhed ejer nr. 1 indenfor finans, er formentlig enestående i Europa.
Tendensen er ikke overraskende, for den følger logisk af nyliberalismen. Kernen i denne ideologi er deregulering – frigørelse – af kapitalen, og da frihed er det pæne ord for magt, er det ikke mærkeligt at kapitalens økonomiske magt er blevet helt dominerende, på bekostning af både marked (konkurrence) og demokratisk styring.

Tilbage til den kommende Bankpakke 4.
Enhver stat har en forpligtelse til at sikre det finansielle system. Derfor er den nævnte lovgivning formentlig nødvendig. Men den er ufuldstændig.

Der har i de senere år været megen tale om ‘noget for noget’, og at rettigheder bør afbalanceres med pligter, fx stilles der mange adfærdskrav til modtagere af kontanthjælp og dagpenge. Det er rimelige principper, så de kunne med fordel også anvendes på de økonomisk magtfulde bistandsklienter.

Jeg mener: Når staten støtter bankerne med diverse garantier, således at flere kunder kan lokkes til, ikke mindst fra udlandet, og når den garanterer de største af dem mod fallit, så burde denne generøsitet afvejes med krav om en vis demokratisk indflydelse på udlånspolitikken; det er også nødvendigt af den simple grund, at ansvarsfrie banker ikke behøver at bekymre sig om risici.

Bankbestyrelserne bør have offentlige repræsentanter med vetoret, således at spekulation i værdipapirer og i ejendomsmarkedet blokeres, eller – endnu bedre – med magt til at gennemtrumfe at udlånene går til fornuftige formål såsom miljø. Folkestyrets repræsentanter kan tage fejl, men i lyset af de senere års erfaringer synes det vanskeligt at fordele den danske kapital dårligere end bankerne gør.
Generelt bør spekulationen begrænses. For 50 år siden var finanssektorens kapital på niveau med BNP, i 2001 4 og i 2007 mere end 7 gange så stor. Et sådant forhold mellem realøkonomi og pengeøkonomi er ustabilt, ligesom en omvendt pyramide.

Vi står nu overfor den anden dybe finanskrise på 3 år. Der vil komme flere, hvis ikke systemet reformeres. Få så den strukturkommission nedsat!

(Artiklen er en lettere revideret version af en kommentar i Information d. 24. august 2011)

Dette indlæg blev udgivet i Dansk debat, Dansk politisk økonomi, Den økonomiske krise og tagget , , . Bogmærk permalinket.