Hvad betyder den økonomiske krise for de fattige lande? Dette spørgsmål er til dels druknet i de sidste måneder, hvor panikken i de rige lande har bredt sig, og hvor den realøkonomiske krise er blevet evident, uden at finanskrisen – at bankerne ikke tør låne til hinanden – kan siges at være overstået (den meget høje rente ved disse interbank lån er stadig meget høj, og falder kun ganske langsomt, trods alle redningspakkerne).
Men som sædvanlig er effekten af en krise langt alvorligere i de fattige end i de rige lande, fordi de har mindre at stå imod med, og fordi fald i væksten betyder virkelig fattigdom.
Indtil for et års tid siden gik det faktisk rimeligt godt, fordi priserne på deres eksportvarer skød i vejret, takket være den generelle højkonjunktur, selv om de høje fødevarepriser – og den høje oliepris – gav meget store problemer for befolkningerne i de lande, der ikke eksporterede; for 5 måneder siden bevilgede de rige lande med store fanfarer $12 milliarder for at lindre sidstnævnte krise, men faktisk har de kun fået $1 milliard.
Nu er bøtten vendt. De fattige landes eksport til os falder, fordi vor købekraft reduceres. Og eksportpriserne falder. De beløb, som emigrantarbejderne kan sende hjem, er en meget væsentlig indkomstkilde i mange lande, fx i Mellemamerika, men de overførsler tørrer nu ind. Samtidig oplever mange af landene kapitalflugt, fordi europæiske og amerikanske investorer/spekulanter har fået kolde fødder og foretrækker sikkerheden i form af dollar eller euro; de vestlige krisepakker har skadet bankerne i fattige lande, for hvorfor risikere indskud dér, når pengene nu er sikrede i EU og USA?
Sikkerhed? Når USA’s økonomi er gældsat over begge ører, især efter alle redningspakkerne? Tja, faktisk er dollaren blevet styrket, hvilket ikke er let at forklare, men grunden er formentlig at det foreløbig er gået endnu værre for de europæiske og asiatiske økonomier.
De meget fattige lande rammes hårdest, men det er ‘mellemøkonomierne’ der har akutte valutaproblemer grundet kapitalflugt. I de sidste par uger er listen blevet længere og længere: Ungarn, de baltiske lande, Ukraine, Argentina, Pakistan og nu tales der også om at Bulgarien, Rumænien, Tyrkiet, Brasilien og Sydafrika er truet.
Generelt burde de fattige lande denne gang være mindre udsat, fordi mange har lært lektien fra tidligere valutakriser. De ligger ikke inde med mange subprimelån, de har været mere forsigtige med at optage lån hos IMF og vestlige banker, og de har ofte betydelige reserver i hård valuta. Til gengæld er den globale recession langt dybere end tidligere.
Hvad kan der gøres?
I en mere retfærdig verden kunne man forestille sig at alle milliarderne, der er blevet brugt til at redde nogle finansielle spekulanter (især storbanker), som oplagt ikke er gode til at drive den finansielle sektor og derfor burde være sat fra bestillingen i stedet for at blive frikøbt (bail out), var blevet brugt til at frikøbe de fattige lande, som i hvert fald er uden skyld i miséren.
Men det sker måske også?
Det indtryk kan man få, når man læser Valutafondens hjemmeside. Iflg. IMF’s direktør, Strauss-Kahn, vil man denne gang ikke stille de hårde betingelser om nedskæring af den offentlige sektor, som i 80erne og senere dømte den fattige verden til endnu større fattigdom; IMF “will adress the needs they have, not the agenda we have” (så det var omvendt, da man forfulgte den nyliberale dagsorden?). Og en anden IMF-topperson, Massoud Ahmed, udtaler endda, at man vil anbefale finanspolitisk stimulering og sikre at der er penge til rådighed for sundhed og uddannelse.
Selv om man bør tage disse udsagn med et stort gran salt, er de interessante. IMF har alle dage været kontrolleret af USA’s finansministerium, så måske er de et udslag af at Paulson er i ideologisk skred, – og af at IMF forventer at Obama vil anlægge en mere ‘social’ linie.
Vi får se. Nyliberalismens ideologiske fallit kan have gavnlige effekter, men på den anden side vil de rige lande nok blive mere egoistiske, i takt med at deres hjemlige problemer tårner sig op. IMF råder pt. over $200 milliarder, hvilket ikke er meget, så en størrte redningspakke til de fattige lande vil kræve samarbejde med Fed og andre centralbanker.
Ny økonomisk verdensorden?
Sarkozy er kommet med nogle ret så revolutionære udtalelser om at der skal gøres op med spekulationskapitalismen og at Frankrig skal ihukomme De Gaulle’s mere ‘anti-amerikanske’ politik, hvad der så ligger i det (men interessant i betragtning af Sarkozy’s tidligere meget ‘pro-amerikanske’ linie). Samtidig har Gordan Brown talt om et nyt Bretton Wood.
Bretton Wood var det internationale økonomiske system, der herskede fra 1945 til 1971, da USA opsagde det. Det var karakteriseret ved nogenlunde faste, politiske bestemte valutakurser, dvs. disse kurser var ikke bestemt af ‘markedet’ (finanskapitalen). Systemet forudsatte politisk kontrol med kapitalbevægelserne, for hvis disse var frie ville kapitalflugt og kapitaltilstrømning hver anden måned depreciere eller appreciere valutaerne; det forudsatte også at IMF – der i hvert fald i starten administrerede systemet – rådede over en fond med ret store beløb, som kunne sættes ind, hvis en dårlig betalingsbalance satte en valuta under pres.
Kan man forestille sig noget tilsvarende idag? Måske, for det er givet at der vil komme mere politisk kontrol med de internationale kapitalbevægelser. Men et nyt Bretton Wood vil som et minimum skulle inkludere Kina og Indien, og måske andre store økonomier som Brasilien og Sydafrika. Det gamle Bretton Wood handlede alene om Vesten plus Japan, fordi den Tredje Verden ikke talte i den globale økonomi. Det gør de idag,, fordi de nu er integreret i den globale økonomi, både realøkonomisk (handel) og finansielt (som modtager af betydelige reelle og spekulative investeringer).
FN organisationen UNCTAD (www.unctad.org) har i flere år været særdeles kritisk overfor den nyliberale verdensorden: “We have build a big casino next to the real economy, and now the casino is crashing down”. I forbindelse med den aktuelle krise har oganisationen understreget de fattige landes problemer, herunder kapitalflugten og at hjælpen fra de rige lande er tørret ind i det seneste år. UNCTAD anbefaler at det forbydes at spekulere i valuta og at stærke valutaer (pt. dollaren) hjælper de svage. Og at FN får en central placering i forhandlinger om en ny økonomisk verdensorden.
Hvordan er udsigterne for noget sådant? Sidst der var tale om en ny økonomisk verdensorden var i 70erne, hvor krisen hed ‘oliekrisen’, men det kom der ikke noget ud af. De fattige lande var politisk stærkere end i dag, især efter USA’s nederlag i Vietnam, men var for økonomisk svage til at stille noget op overfor den vestlige kapitals økonomiske modoffensiv, – den modoffensiv, der resulterede i Reagan/Thatchers højrentepolitik (monetarisme), der ruinerede den fattige verden.
I dag synes den vestlige kapital langt mere svækket, takket være en krise af uanet dybde. Derfor er der en vis grund til optimisme.
Så længe kapitalismen råder, vil magt naturnødvendigt afhænge af rigdom, men der vil altid være nogle politiske frihedsgrader. IMF står for rigdommen, FN for de politiske frihedsgrader. For venstrefløjen i Danmark må den kommende danske krise naturligvis være central, men det globale perspektiv må ikke glemmes, og her må det gælde om at styrke FN’s rolle.
Kapitalismen krise – for det er det – vil få ulykkelige konsekvenser for millioner af almindelige mennesker jorden over, men den giver også muligheder for en mere rationel og retfærdig verdensorden.
Bragt i www.kritiskdebat.dk 1. november 2008.