Udbudsøkonomi
Et marked består af producenternes udbud og forbrugernes efterspørgsel. Spillet mellem de to kræfter bestemmer prisen og afgør om markedet ekspanderer eller det modsatte.
Dette gælder når vi ser på markedet for tomater, men også når vi betragter det samlede udbud og efterspørgsel i en økonomi såsom den danske.
Hvis der er for få tomater, kan man prøve at sænke producenternes omkostninger eller prøve at stimulere efterspørgslen; begge dele vil gøre større produktion mere tillokkende.
Og hvis der er for lille produktion i økonomien som helhed, og derfor arbejdsløshed, kan man tilsvarende tilsvarende satse på at reducere alle virksomhedernes omkostninger, og de to store poster er her løn og skat; eller man kan give befolkningen større købekraft, især i form af bedre lønninger.
Den første strategi hedder ‘udbudsøkonomi’. Ikke overraskende har virksomhederne siden tidernes morgen anbefalet denne politik, bakket op af (ny)liberale politikere, der hverken bryder sig om arbejderbevægelsens ønsker om højere løn eller om skat.
Deres økonomer har leveret en række argumenter. Det grundlæggende argument hedder Say’s Lov (efter den franske økonom Jean-Baptiste Say, der skrev i begyndelsen af 1800-tallet). Denne lov siger at ‘udbud skaber sin egen efterspørgsel’, så derfor kan man ikke generelt have overudbud og dermed arbejdsløshed. Hvorfor ikke? Jo, for hvis en skofabrikant producerer og udbyder flere sko til en værdi af 10.000 kr, må han betale sine arbejdere og de andre, der bidrager til den øgede produktion, samme beløb. Producentens øgede omkostninger modsvares af andres øgede indkomst. Derfor kommer pengene til at passe: Øget udbud for 10.000 kr modsvares af øget efterspørgsel på 10.000 kr.
Den umiddelbare indvending er, at ikke al indkomst går til forbrug (købekraft), eftersom noget spares op. Men, hedder det videre, denne opsparing sættes i banken, hvorefter banken udlåner til virksomhederne, så de kan investere, dvs. efterspørge flere maskiner og mere arbejdskraft. Så i sidste instans bliver der efterspørgsel nok til at aftage det øgede udbud.
Langt de fleste økonomer, Marx undtaget, var tilhængere af denne teori.
Så kom krisen i 30erne. Denne var for det første teoretisk umulig, men når den alligevel indtraf, hvad skulle man så gøre? Teorien var falsificeret, men alligevel brugte man den i begyndelsen af 30erne som grundlag for den ordinerede medicin. Hvis der var overudbud og arbejdsløshed, måtte kuren være at sænke omkostningerne, dvs. lønningerne, således at det igen kunne betale sig at producere. Denne nedskæringspolitik blev gennemført i USA (indtil Roosevelt), Tyskland (indtil Hitler) og England, men resultatet var at krisen blev uddybet. Det blev demonstreret at udbudsøkonomi ikke virkede.
Udbudsøkonomien var diskrediteret, men efter det Keynesianske mellemspil frem til 1970erne – hvor man stort set undgik kriser – kom den igen, nu som et element i nyliberalismen (der også tæller politikker såsom kapitalliberalisering, privatisering og kommercialisering og reduktion af den demokratiske sektor).
I Danmark manifesterer udbudsøkonomien sig især på to felter:
1) Indenfor det særlige marked, der hedder ‘arbejdsmarkedet’, hævdes det, at arbejdsudbud skaber sin egen efterspørgsel. Hvis man øger arbejdsudbudet ved at piske arbejdsløse til mere energisk at søge arbejde, finder de også et arbejde. Og hvis man får de beskæftigede til at arbejde 12 minutter mere om dagen eller arbejde på tidligere fridage, så øges beskæftigelsen.
Hvad nu hvis der simpelthen ikke er efterspørgsel efter virksomhedens produkter? Så finder de arbejdsløse ikke arbejde, ligegyldigt hvor ihærdigt de søger; og så vil de beskæftigede, der arbejder mere, blot forhindre arbejdsløse i at få et arbejde.
Men måske skyldes det ‘rigide strukturer’ på arbejdsmarkedet? Et mere ‘flexibelt arbejdsmarked’ er da også de nyliberales svar på den nuværende krise.
Lad os forestille os den konsekvente nyliberale – udbudsøkonomiske – løsning. Hvis man i morgen forbyder fagforeningerne og dermed indfører et helt frit arbejdsmarked, hvor hver lønmodtager kan og må acceptere den løn, som han eller hun kan blive enig med arbejdsgiveren om, og hvis man samtidig afskaffer dagpenge og kontanthjælp, – så er der ingen tvivl om at arbejdsudbudet vil tordne så meget i vejret, at lønnen vil falde til et niveau, hvor alle kommer i beskæftigelse. Hvis nogen stadig ikke har et arbejde, kan og må de nu sælge sig selv for 10% mindre end ‘kollegaerne’. Så det er sådan set let nok at skabe fuld beskæftigelse. I hvert fald på kort sigt, for problemet er selvfølgelig, om lønmodtagerne ikke er blevet så fattige, at de ikke kan købe den øgede produktion, der følger af de mange nye ‘hænder’, herom nedenfor.
2) Den udenrigsøkonomiske version af udbudsøkonomien er at virksomhedernes omkostninger skal ned, så vore produkter kan blive billigere og vi kan eksportere mere.
Derfor må lønnen ikke stige (jf. de nylige overenskomstforhandlinger) og derfor skal skatten ned; selskabsskatten er da også blevet sænket over mange år, i Danmark og Europa, og nu skal skatten på arbejde ned, dels for at øge arbejdsudbudet, dels for at gøre det muligt for virksomhederne at sænke lønnen.
I sidste afsnit vender jeg tilbage til dette tema.
Kritik af udbudsøkonomien
Den overordnede kritik af udbudsøkonomien blev leveret af Keynes i 30erne. Kritikken af at udbud skaber sin egen efterspørgsel kan sammenfattes i to punkter.
For det første er det ikke rigtigt at ‘pengene passer’, for den del af den øgede indkomst, der opspares, går ikke automatisk til investering.
I en krise gemmer vi – og bankerne – mange af pengene som likviditet, dvs. de stilles ikke til rådighed for investering, og videre vil virksomhederne ikke investere, når økonomien er i recession. Begge dele er tilfældet i dag. Bankerne har fået masser af penge, uden at der er kommet gang i investeringerne; således stillede ECB – den europæiske centralbank – generøst hundreder af milliarder Euro til rådighed, til en meget lav rente, men de er blevet brugt til at fore bankernes reserver i disse usikre tider, snarere end til udlån til erhvervslivet. Hverken likviditetsindsprøjtninger eller lav diskonto (den officielle rente) har kunnet lokke bankerne til at udlåne eller virksomhederne til at låne. Pengepolitikken fungerer ikke i en krisesituation, – som argumenteret af Keynes for 75 år siden.
For det andet begår udbudsøkonomerne den fejl, at de slutter fra hvad der er godt for den enkelte virksomhed til hvad der er godt for dem alle (og samfundsøkonomien).
For den enkelte virksomhed er det fint, hvis lønnen i denne virksomhed falder; det tilskynder ganske rigtigt til at øge produktion og udbud. Men hvis lønnen falder generelt, falder købekraften i samfundet, dvs. der er ingen til at købe det ekstra udbud.
Liberal teori er individualistisk, også på dette område. Man tager udgangspunkt i det enkelte og tror at samfundsøkonomien blot er de mange enkelte lagt sammen. Dette er den såkaldte ‘atomistiske fejlslutning’, hvor man slutter fra det enkelte til helheden, fra individet til samfundet, eller fra mikroøkonomi til makroøkonomi.
Denne kritik af udbudsøkonomien ledte Keynes til at foreslå modstykket, altså ‘efterspørgselsøkonomi’.
Kernen i denne er at staten – og fagforeningerne, kunne man tilføje – sørger for at der er købekraft nok i samfundet. I en krisesituation skal staten øge de offentlige udgifter til sundhed, uddannelse, kollektiv transport (offentligt forbrug og investeringer), men også til dagpenge (overførselsindkomster). Alternativt kan skatterne sænkes, så folk får flere penge at forbruge, men denne politik kan vises at være mindre effektivt. Desuden skal arbejderbevægelsen sørge for at lønnen i hvert fald ikke falder og dermed udhuler købekraften. I 30erne gennemførte Roosevelt en sådan politik, med øgede offentlige udgifter og politiske tiltag, der styrkede fagforeningerne (se http://anderslundkvist.net/2012/05/fra-stauning-til-socialdemokratisk-folkeparti/ ).
Uanset de to teoriers effektivitet mht. at bekæmpe en krise, behøver man ikke at være et politisk geni for at indse, at de afspejler forskellige interesser.
Arbejdsgiverne har en soleklar umiddelbar interesse i en udbudsøkonomi, der sænker sænker løn og skatter, mens lønmodtagerne har en lige så klar interesse i en efterspørgselsøkonomisk politik, som bevarer eller hæver reallønnen, sikrer dagpengene og sørger for en ordentlig velfærdsstat. Det kan derfor ikke undre at borgerlige alle dage har anbefalet udbudsøkonomi, mens socialdemokrater og socialister har foretrukket efterspørgselsøkonomi. Derimod kan det undre at den nuværende, socialdemokratisk ledede regering fører en klar udbudsøkonomisk politik, med lavere lønninger, lavere skat på arbejde, pressede overførselsindkomster og generelt mindre offentlige udgifter (vækst på blot 0,8% frem til 2020).
Bekæmp international konkurrence om løn og skat
Men efterspørgslen efter dansk produktion kommer også fra udlandet, og er det her ikke rigtigt, at øget eksport forudsætter bedre konkurrenceevne, altså at løn og skatter skal ned (konkurrenceevnen kan også øgs ved øget fysisk produktivitet, men det ser jeg bort fra her)? Her kan vi jo ikke argumentere at lavere løn sænker købekraften, for købekraften i udlandet påvirkes jo ikke.
Det umiddelbare svar er ‘jo’, og det var da også denne konkurrenceevne, som Niels Lunde – økonomisk ekspert ved Børsen – refererede til, da han skulle forklare, hvorfor øget arbejdsudbud giver mere beskæftigelse: Øget arbejdsudbud lægger et pres nedad på lønnen, hvilket øger konkurrenceevnen, og derfor vil beskæftigelsen (i eksporterhvervene) stige, se http://borsen.dk/nyheder/politik/artikel/13/234581/regeringen_vil_aflyse_trepartsforhandlinger.html
Regeringen og de fleste økonomer har begrundet behovet for stigende arbejdsudbud med den fremtidige mangel på arbejdskraft, men den begrundelse faldt for nylig til jorden, da Danmarks Statistik fandt ud af, at der i hvert fald frem til 2020 ikke er en sådan mangel. Dermed bortfaldt grundlaget for 2020 planen, uden at det afficerede mange. Niels Lundes begrundelse kommer sikkert sandheden nærmere: Arbejdsudbudet skal øges for at lønnen kan komme under pres. For at få øget beskæftigelse skal lønmodtagerne altså afgive feriedage og en ordentlig løn. Den ‘deal’ har jeg ikke hørt fremlagt af regeringen eller fagforeningernes top, og den er måske også svær at sælge til lønmodtagerne.
Men igen: Er det ikke rigtigt at omkostningerne skal ned for at vi kan konkurrere med udlandet og eksportere mere?
Lad os først se på hvad det indebærer. Det betyder i al sin enkelthed at de forskellige landes lønmodtagere sættes i et konkurrenceforhold, der presser lønnen ned. Og det betyder at regeringerne sættes i en konkurrence, der må lede til lavere selskabsskat og lavere skat på arbejde, altså en udhuling af finansieringen af den demokratiske sektor og velfærdsstaten. Det er prisen for øget eksport. Konkurrencen om den bedste konkurrenceevne indebærer altså et kapløb mod bunden. Vi har da også set, at i takt med at liberaliseringer har sat konkurrencen fri, er lønstigningerne modereret og skattebidraget – dermed omfanget af den demokratiske sektor – reduceret.
Det åbenbare svar på denne udfordring er at undtage løn og skat fra denne konkurrence, således at virksomhederne alene kan sænke omkostningerne ved at øge produktiviteten. Dette kan principielt gøres på to måder, enten ved at de nationale regeringer begrænser konkurrencen med udlandet, altså protektionisme, eller gennem internationale aftaler om minimumsstandarder. Det sidste er at foretrække.
EU – eller hvordan det europæiske økonomiske samarbejde nu kommer til at se ud, når røgen har lagt sig efter krisen – bør indføre en fælles selskabsskat, fx 30%.
Og videre bør Europas regeringer sammen med fagbevægelsen gennemføre minimumslønninger. Samme niveau i det fattige Sydeuropa og det rige Nordeuropa er ikke realistisk, men det afgørende er at der kommer bund under lønningerne, så de ikke bliver en variabel i konkurrencen. I de enkelte lande, fx Danmark, bestod arbejderbevægelsens store sejr i at eliminere den løntrykkende konkurrence mellem arbejderne til fordel for kollektive overenskomster. Med ‘Ny løn’ (individuelle lønaftaler) og mere decentrale forhandlinger er det system under pres i Danmark, og den internationale konkurrence lægger et yderligere pres på solidariteten. Faktisk umuliggøres international solidaritet – hjerteblodet i arbejderbevægelsen – når hvert lands arbejdsgivere kan fortælle sine lønmodtagere, at landet mister arbejdspladser, med mindre de går ned i løn. Derfor må den nationale ophævelse af den indbyrdes konkurrence generaliseres og gøres international.
Artikel til redaktionen Politisk Økonomi, modkraft.dk, juni 2012.