Det gryende opsving er aflyst
Langt de fleste bankøkonomer mener, at regeringen ser alt for lyst på fremtiden (http://www.information.dk/telegram/507400 ). Alligevel er der grund til at tro, at regeringen faktisk er for optimistisk.
Jeg ser først på den faktiske økonomiske situation, og dernæst på de politiske konsekvenser, når den triste virkelighed ikke længere kan fortrænges.
I Danmark faldt BNP i 2. kvartal med 0,3%, samtidig med at væksten i 1. kvartal blev nedskrevet fra 0,8% til 0,6%. Ingen tror længere på regeringen, der fortsat taler om opsving og forudser en vækst i BNP i år på 1,4% og næste år på 2,0%.
I forhold til 1. kvartal var ‘væksten’ i BNP i 2. kvartal på 0,0% i Eurolandene (jf. http://epp.eurostat.ec.europa.eu/cache/ITY_PUBLIC/2-14082014-AP/EN/2-14082014-AP-EN.PDF ). Økonomien står altså bomstille. Det mest chokerede var at Tyskland – Europas traditionelle vækstlokomotiv – gik tilbage med 0,2%, samtidig med at diverse tillidsindex styrtdykker. Også Italien mistede 0,2% og i Frankrig var tallet 0,0% (hvilket kun ufuldkomment afspejler de negative resultater af Hollande’s nedskæringspolitik). En anden vigtig samhandelspartner, Sverige, har netop nedskrevet vækstforventningerne.
Den europæiske inflation er nu faldet til 0,3%. Det er symptom på den manglende efterspørgsel i økonomien, og det er tæt på deflation, der er ødelæggende, dels fordi deflation gør gæld dyrere og dermed mere belastende (der er allerede deflation i bl.a. Spanien), dels fordi det får forbrugerne til at vente på de billigere varer. Det forventes at Draghi (chef for den Europæiske Central Bank, ECB) må følge Fed’s eksempel og pumpe en masse penge ud ved at købe statsobligationer (http://borsen.dk/nyheder/avisen/artikel/11/90964/artikel.html?hl=RHJhZ2hp). Det virker ganske vist ikke, eftersom de selskaber og finansielle institutioner, der modtager pengene, blot sidder på dem eller investerer dem spekulativt. Men udsigten til de billige penge fik straks aktiemarkedet til at gå op. Hvad der er dårlige nyheder for nogen, er gode nyheder for andre.
Hvorfor dette tilbageslag?
Noget skyldes de russiske sanktioner og den usikkerhed, som kriserne i Ukraine og Mellemøsten har skabt, men det forklarer kun den negative økonomisk udvikling i de sidste par måneder. Den egentlige årsag er, at nedskæringspolitikken atter engang har demonstreret, at den ikke virker (for den generelle økonomi og dermed for almindelige mennesker – for den finansielle sektor og dermed de rige fungerer den fint).
Heri ligger også, at den negative effekt af krisen omkring Ukraine først slår igennem i tallene for 3. kvartal; intet tyder på at denne krise løses, tværtimod. Man kan aldrig udelukke at tallene for et enkelt kvartal blot er et ‘blip’, men intet tyder på det.
Halvdelen af, hvad vi producerer, eksporteres, så den nye krise i Europa må nødvendigvis ramme den danske økonomi hårdt. Eksporten har da også været vigende i de sidste måneder.
Regeringen har ret i at beskæftigelsen har været stigende og ledigheden faldende (det sidste skal man nu ikke lægge så meget i, eftersom det for en stor del skyldes, at folk er blevet skubbet ud af arbejdsmarkedet og derfor ikke registreres som ledige). Men traditionelt er det arbejdsmarkedet, der reagerer langsomst på en konjunkturvending. Det er også rigtigt at danske forbrugere ytrer stor optimisme – hvilket imidlertid ikke har affødt større privatforbrug; fra en stigning på 1,5% i 1. kvartal faldt det til en stigning på blot 0,3% i 2. kvartal.
Krisens forløb siden 2008
Lad mig ultrakort repetere den europæiske krises forløb (jf. kapitel 2 i min bog Eurokrisen. Europa mellem pengestyre og folkestyre, Hovedland 2013).
Det startede med finanskrisen, der blev udløst af Lehman Brother’s fallit i september 2008. Det betød at BNP styrtdykkede i 2009, samtidig med at arbejdsløsheden skød i vejret. Det er en overset kendsgerning, at denne krise faktisk blev overvundet ret hurtigt ved at USA, EU og Kina alle førte en ekspansiv økonomisk politik, hvor man pumpede milliarder ud i realøkonomien. I 2010 og første halvår af 2011, er der atter pæn vækst.
Men i andet halvår 2011 drejes den økonomiske politik 180 grader, fra Keynesianisme til nedskæringspolitik. Årsagen – eller anledningen – var at de offentlige underskud og dermed gæld voksede kraftigt. Det var der to årsager til. Krisen øgede de sociale udgifter til dagpenge etc., samtidig med at skatteprovenuet faldt i takt med faldet i folks indtægter. Og staterne havde brugt milliarder på at frikøbe bankerne og andre finansielle institutioner, således at den private gæld blev forvandlet til offentlig gæld. Skiftet til nedskæringspolitik forårsagede en ny krise, Eurokrisen. I øvrigt har politikken ikke haft den tilsigtede effekt, nemlig en reduktion af den offentlige gæld (i forhold til BNP). Men gældsproblemet, især i Sydeuropa, blev inddæmmet, fordi ECB i sommeren 2012 erklærede at ville opkøbe det nødvendige antal statsobligationer (‘Draghi’s bazooka’).
I andet halvår 2011 mister opsvinget pusten, og i hele 2012 og første halvdel af 2013 er der negative vækstrater. I andet halvår 2013 og 1. kvartal 2014 går det en anelse frem i Euro-området, hvilket giver anledning til en spirende optimisme. Danmark følger stort set de europæiske konjunkturer, omend 2. halvår i 2013 var dårligere end i Europa.
Det ser altså ud til at være slut nu, i Europa og i Danmark.
Europæisk politik
Meget tyder nu på en langvarig stagnationsperiode i Euro-landene, såfremt den nuværende politik fortsætter.
Gør den det?
Centrum-venstre regeringen i Italien under Renzi forsøger at gøre den europæiske politik mere efterspørgselsorienteret. Hollande’s regering siges at ligge på samme linje, men de tre ministre der stod for en mere venstreorienteret kurs er netop blevet fyret, så billedet er noget uklart, og i øvrigt har Hollande en historie for at tilpasse sig den tyske nedskæringspolitik. Således gik han til valg på at bekæmpe Finanspagten (med dens låg over offentlige udgifter), men endte med at acceptere den. Det, der kan ændre noget, er hvis den tyske regering forskrækkes over det nylige fald i BNP, og udsigten til yderligere fald i løbet af efteråret. Under finanskrisen i 2009 førte Tyskland faktisk en (forsigtig) Keynesiansk politik, så nedskæringspolitikken er ikke hugget i sten.
Det kan således tænkes, at der dispenseres fra Finanspagtens grænse for offentlige underskud på 3% af BNP.
Men Keynesiasme gør det ikke alene, for øgede offentlige underskud vil afføde negative reaktioner fra finanskapitalen. Lån til de europæiske lande vil blive set som mere risikable, og derfor vil den kræve højere renter, og denne øgede udgift vil vanskeliggøre en mere ekspansiv politik. Anderledes udtrykt, kan finanskapitalen vetoe en mere efterspørgselsorienteret politik. Her er det, at ECB kommer ind i billedet, for ved at øge købet af statsobligationer kan den holde værdien (kursen) af disse oppe og dermed renten nede. Alle er nu glade. Den ekspansive finanspolitik tilfredsstiller almindelige mennesker, idet arbejdsløsheden begrænses, og den ekspansive pengepolitik glæder finanskapitalen.
Det lyder for godt til at være sandt, og kan da også meget vel blive til løgn.
Hvis ECB køber statsobligationer og dermed tilfører bankerne en masse penge, kan det nok holde finanskapitalen glad og dermed i ro. Men hvad vil bankerne bruge pengene til? Krisens hidtidige forløb har vist, at de ikke investerer pengene produktivt, altså udlåner til virksomhederne; det er for usikkert under en krise og i øvrigt har virksomhederne ikke lyst til at ekspandere, når forbruget står i stampe. Hvis vi får et skift til en ny Keynesianisme, altså ekspansiv finanspolitik, kan dette imidlertid ændres og pengene flyde ind i realøkonomien, til flere investeringer og flere arbejdspladser. Hvis nedskæringspolitikken fastholdes går pengene til spekulation, især i aktier, jf. den aktieboble, der er blevet udviklet over de sidste par år; men bobler brister, ligesom boligboblen før krisen, og når det sker forvandles stagnation til ny, akut krise.
Under en krise kan ekspansiv pengepolitik altså ikke erstatte ekspansiv finanspolitik, som allerede Keynes fremhævede.
Alt hænger derfor på, om nedskæringspolitikken opgives, og det afhænger igen af de politisk-økonomiske magtforhold. Det er ikke et spørgsmål om, hvilken økonomisk politik og teori, der er ‘rigtig’ og hvilken ‘forkert’, for ‘rigtigt’ og ‘forkert’ er relativt i forhold til interessen. Lønarbejdere og marginaliserede har en klar interesse i en mere ekspansiv finanspolitik, mens bankerne generelt har en lige så klar interesse i en kombination af ekspansiv pengepolitik og restriktiv finanspolitik. Det første har jeg omtalt ovenfor, det sidste skyldes, at det er finanskapitalen, der finansierer den del af staternes udgifter, som ikke dækkes af skatterne, og her er det klart at debitor (staterne) helst skal have en sund økonomi, uden underskud, for ellers reduceres værdien af disse lån.
Endelig er der den produktive kapital, altså de virksomheder der – modsat finanskapitalen – faktisk producerer noget. De burde jo have en interesse i, at der kom gang i realøkonomien, men faktisk har de, indtil videre, allieret sig med finanskapitalen; formentlig fordi den produktive og finansielle kapital i dag er sammenvævet (store virksomheder spekulerer også), og her er det åbenbart den finansielle side, der styrer.
En anden dimension i interessemønstret er modsætningen mellem Nordeuropa, især Tyskland, og Sydeuropa.
Sydeuropa skylder stadig en masse penge til Nordeuropa. Det giver ‘os’ en interesse i balancerede budgetter i Sydeuropa, deraf Trojkaens hærgen dernede. Men dette forklarer ikke nedskæringspolitikken i Nordeuropa; ‘vi’ har råd til en ekspansiv politik, og det har da heller ikke skortet på opfordringer hertil, dels for at vi selv kan komme ud af krisen, dels som en solidaritetsgerning med Syd (fordi vi så får råd til at købe deres eksportvarer). Men en sådan politik er hidtil blevet vetoet af den nordeuropæiske finanskapital, selv om tyske og danske statsobligationer er bundsolide papirer, hvis værdi ikke vil være truet af større offentlige underskud.
Den nordeuropæiske nedskæringspolitik er derfor lidt af en gåde. hHvorfor vedtog man en Finanspagt, der har den samme grænse i nord som i syd for de offentlige underskud (nemlig 3% af BNP)? Hvis der nu en gang skal være en grænse, hvorfor så ikke lade den afhænge af de enkelte landes økonomiske situation?
Det har jeg ikke noget umiddelbart svar på. Måske er Nordeuropa’s regeringer og banker fanget i deres nyliberale retorik om, at ’tillid’ kræver balancerede budgetter, hvad enten man er rig eller fattig.
Dansk politik
Hvilke politisk-økonomiske virkninger vil det få i Danmark, når tilbageslaget ikke længere kan benægtes?
Det umiddelbare slutning ville selvfølgelig være at opgive den fejlslagne nedskæringspolitik og prøve noget nyt. Men sådan spiller klaveret ikke. Om en politik er ‘fejlslagen’ eller ej er som nævnt relativ i forhold til interessen. Og selv om kriteriet for succes er udviklingen i BNP (snarere end i aktiekurserne), kan man altid finde bortforklaringer, fx at nedskæringerne og strukturreformerne ikke har været dybtgående nok (efter finanskrisens udbrud i 2008 blev skytset i først omgang vendt mod bankerne, men i anden omgang blev den dominerende diskurs at det alt sammen var statens skyld, se Mirowski: Never let a serious crisis go to waste, Verso 2013).
For regeringen er det livsnødvendigt at der kommer et opsving. Det er den eneste chance for at vinde det kommende valg. Uden et opsving vil alle ofrene, alle nedskæringerne, alle strukturreformerne have været forgæves og folk vil spørge: hvad skulle de nytte? Fyringerne af de tusinder af offentligt ansatte? Sænkningen af selskabsskatten? Piskningen af de arbejdsløse og andre marginaliserede? Regeringen vil have et mega forklaringsproblem.
Det tilsiger at regeringen må vælge. Man kan tage et hurtigt valg, før den økonomiske nedtur bliver åbenbar, gerne således timet at venstrefløjen får skylden. Eller man kan satse på at konjunkturerne vender i foråret.
Hvilken økonomisk politik vil den nye krise afføde, hvad enten den administreres af den nuværende eller en kommende borgerlig regering?
Regeringens finanslovsforslag forudser et offentligt underskud på præcis 3%, altså netop det tilladte indenfor Finanspagten. Det forudsætter imidlertid, at dens optimistiske vækstprognoser holder, og det gør de næppe; derfor bliver skatteindtægterne mindre og de sociale udgifter til dagpenge etc. større, således at underskuddet bliver større end de 3%. Hvis Finanspagten fastholdes, bliver nye nedskæringer derfor nødvendige (man kunne også hæver skatterne, men den løsning er dømt ude under nyliberalismen). Det vil imidlertid være selvmord, både for realøkonomien og regeringen. Regeringen må håbe, at den nye krise bliver så generel at der kommer et pres i Euro-landene for at dispensere fra Finanspagten.
Venstrefløjen bør presse på for en mere ekspansiv finanspolitik. Som det er sagt masser af gange: pengene er der. De skal bare aktiveres, fx ved at finansiere offentlige udgifter med en millionær- og aktieskat.
Keynesianisme er nødvendig, men den skal kalibreres rigtigt. Større offentlige udgifter snarere end skattelettelser; det er dels mere effektivt, dels betyder det at fælles velfærd prioriteres over privat velfærd og den demokratisk styrede sektor over den kapitalistisk styrede. Og så skal det selvfølgelig sikres at væksten bliver bæredygtig, hvilket også tilsiger vækst i den offentlige snarere end i den private sektor; mere service, færre dippedutter.