Alt tyder nu på, at USA har lidt et endegyldigt nederlag i Irak, hvad enten nederlagets form bliver, at USA må forhandle med Iran og Syrien, eller at man trækker sig tilbage til baser i og udenfor Irak. Alt tyder også på, at den irakiske borgerkrig fortsat vil underminere centralregeringen og lede til en tredeling af landet, med mindre Tyrkiet formår at forhindre et Kurdistan i nord.
De fleste kommentarer har koncentreret sig om konsekvenserne for Bush, Blair og Fogh, og om den sandsynlige udvikling i Irak. Men nederlaget rækker langt videre.
De neokonservatives imperiale udenrigspolitik har lidt skibbrud. ‘Overreach’, hedder det. Der har faktisk allerede været tegn på, at USA er ved at rebe sejlene og opgive den aggressive politik. For tre og et halvt år siden, netop efter Baghdads fald, talte stærke kræfter i Washington om invasion af Syrien og Iran (‘real men go to Teheran’), men i det sidste års tid har tonen været meget myg – og multilateral – overfor det radikale styre i Iran. Et angreb er nu helt utænkeligt, bl.a. fordi det formentlig vil udløse et blodbad på amerikanske tropper i Iraks shiamuslimske regioner.
USA har erfaret, at landets overvældende militære magt kan vælte regeringer, men ikke sikre kontrol (og Israel – USA’s allierede – har tilsvarende erfaret i krigen med Hitzbollah i Libanon, at militær overlegenhed er af begrænset værdi). Den erfaring har venner og fjender taget til efterretning. Amerikansk omnipotens er afsløret som en illusion. Konsekvenserne kan blive monumentale.
Også i andre henseender er USA’s magt blevet svækket
Modsat WTO, der er en multilateral organisation, er IMF (Valutafonden) USA’s forlængede arm. Og IMF har mistet megen magt i de sidste par år, siden Argentina slap godt fra at sige nej og nu har gjort sig uafhængig af organisationen. Generelt har de fattige lande styrket deres positioner væsentligt, fordi de mineraler og landbrugsvarer, som de sælger, er steget dramatisk i pris. På tre år er kaffe steget 87%, ris 50% og mineraler generelt 100% (www.UNCTAD.org: Trade and Development Report 2006). De tjener så gode penge, at de ikke er afhængige af IMF-lån, og disse er da også svundet ind til vist nok en fjerdedel af det tidligere niveau. Det har – indtil videre – frataget USA et centralt middel til at disciplinere de fattige lande.
Samtidig buldrer den kinesiske økonomi fortsat fremad, ligesom Rusland effektivt har sat en stopper for overdragelsen af kontrollen med landets naturressourcer til vestlige interesser. Krisen om Georgien tyder på, at Rusland føler sig stærk nok til at forsøge at trænge USA tilbage fra olien, gassen og den strategiske tilstedeværelse i Kaukasus og Centralasien.
Endelig er der USA’s umiddelbare interessesfære, nemlig Latinamerika, hvis opgør med nyliberalismen er uadskilleligt fra en mere uafhængig linie i forhold til USA. Specielt bliver det vigtigt at følge udviklingen i Mexico, hvor den venstreorienterede ‘parallelregering’ næppe kan true den nye præsident, men måske vække befolkningen til bevidsthed om egne interesser.
Så er der olien. Det drejer sig dels om Iraks olie, dels om at manglende kontrol med Irak betyder usikker kontrol med hele Mellemøsten og dets olie.
Først Irak: Bush har netop erklæret sin frygt for at dette lands olie skal falde i hænderne på ‘terrorister’; det gør den næppe, men det kan også være galt nok, hvis shiaerne og kurderne får kontrollen. Den kurdiske olie kan amerikanerne regne med, men ikke de store felter i den sydlige del af landet. USA og den irakiske regering arbejder stadig med den såkaldte PSA-plan, der reelt overdrager ejet og udbyttet af olien til de multinationale olieselskaber (nærmere i min bog ‘Bush, Neokonomien og Dollaren. En bog om USA’s politiske økonomi’, Frydenlund 2006), men med den aktuelle situation ligner dette mest ønsketænkning.
Dernæst Mellemøsten generelt: Frem til Shahens fald i 1979 kontrollere USA Mellemøsten indirekte, nemlig via Iran og Saudi Arabien (‘surrogat strategien’), men da den strategi faldt til jorden engagerede USA sig med en off-shore militær tilstedeværelse, med base i Qatar. Under Bush har den officielle strategi været – med et demokratisk Irak som springbræt – at få demokratiseret hele Mellemøsten, hvilket formodedes at give stabilitet, herunder stabile olieforsyninger. Problemet med den strategi har på det retoriske plan været, at de fleste af regionens diktaturer holdes oppe med amerikansk økonomisk og militær hjælp (våben til prinserne i Saudi Arabien, massiv økonomisk hjælp til Mubarraks Ægypten, frihandelsaftale med Jordan, støtte til Musharafs miltærdiktatur i Pakistan), så araberne tager næppe – modsat de fleste danske politikere og journalister – den amerikanske snak om frihed og demokrati særlig alvorligt.
På det praktiske plan er problemet, at hvis regionen faktisk demokratiseres, således at folkeflertallet kommer til at bestemme, vil resultat givetvis være at alt, hvad der begynder med ‘amerikansk’ og MacDonald vil blive smidt ud. Hvis USA mister Irak, helt eller trekvart, vil denne off-shore garant for regionens diktaturer miste troværdighed, og man kan tænke sig en folkelig bølge a la den i Østeuropa i slutningen af 80erne. Resultatet kan blive demokratier som i Palæstina eller halvdemokratier som i Iran, alle givetvis med en stærk islamistisk tendens. Hertil kommer, at en svækket amerikansk kontrol med Mellemøsten – sammenholdt med evig krig i Afghanistan – vil vanskeliggøre USA’s varetagelse af sine olie- og gasinteresser nordpå, i Kaukasus og Centralasien.
USA har tre typer af interesse i olie
For det første den rent forsyningsmæssige. Her spiller Mellemøsten faktisk en langt mindre rolle for USA end for Europa og Japan; ‘kun’ 25% af den amerikanske olieimport kommer fra Golfen, mens 30% hentes fra Mexico og Canada og 14% fra Venezuela. Men hver dråbe er vigtig i denne tid, hvor Kaukasus/Centralasien er blevet et usikkert kort, og hvor Venezuela (Chavez) omdirigerer olien fra USA til bl.a. Kina.
For det andet den strategiske interesse: Mellemøsten sidder på to tredjedele af verdens oliereserver, så den, der kontrollerer Mellemøsten, kontrollerer dels olieprisen, dels et centralt input i den europæiske og kinesiske økonomi. Hvis Mellemøsten tabes, mister USA et afgørende kort i den kommende konfrontation med Kina.
For det tredje den finansielle interesse. Det er velkendt, at oliens afregning i dollars er central for denne valutas status som global supervaluta, med alle de goder det indebærer for USA (at udlandet finansierer 6-7% af USA’s forbrug og investeringer, se Kapitel 5 i min ovenfor nævnte bog). Hertil kommer, at Mellemøstens olieindtægter – nu med de store prisstigninger de sidste par år – investeres i dollarværdier, og derfor – sammen med den kinesiske og japanske dollaropkøb – er centrale for at holde dollarværdien oppe og dermed fastholde denne valutas status som supervaluta.
Alt i alt er kontrollen med Mellemøsten af afgørende betydning for USA’s finansielle hegemoni. Mistes denne region er det de to søjler i det amerikanske hegemoni – militæret og dollaren – der ryger.
Derfor vil USA gøre alt for at forhindre at tabet af Irak får en dominoeffekt i regionen, men hvordan? Man kan ikke udelukke, at Bush nægter at se nederlaget i øjnene og sender 100.000 mand yderligere til Irak, men det er usandsynligt at han har politisk styrke til dette, især efter det forventede nederlag ved midtvejsvalget. Mit gæt er, at USA reber sejlene, overlader mange opgaver til multilaterale fora (denne tendens er allerede klar i Afghanistan og Iran) og koncentrerer sig om sine vitale interesser:
1) Forsøg på at kontrollere Mellemøsten gennem off-shore tilstedeværelse. Man overlader regionen til sig selv, dropper offensive idéer om at påvirke indenrigspolitikken og indskrænker sig til fra baser og hangarskibe at gribe ind, hvis fx et shiamuslimsk oprør i den østlige del af Saudi Arabien (hvor olien er) truer forsyningerne. Sådanne opgaver kan det amerikanske militær naturligvis løse.
2) Terrorbekæmpelsen afkobles fra det imperiale projekt, som den har tjent til at legitimere. Kampen mod terror nydefineres som en politimæssig opgave.
3) På lidt længere sigt kan dollarens særstatus næppe bevares, dels grundet den usikre kontrol med olien, dels fordi Kina fylder stadig mere i den globale økonomi og ikke i længden vil acceptere USA’s finansielle hegemoni. Det vil kræve en smertefuld omstilling af USA til en ‘almindelig økonomi’, der balancerer udenrigshandelen.
4) Samtidig tror jeg, at Mellemøsten og terrorisme i de kommende år vil vise sig som side-shows i forhold til den egentlige konflikt, den mellem Kina (og formentlig Rusland) overfor USA og dets allierede (England og Japan). USA kan forventes at ændre alle sine prioriteringer i lyset af den modsætning.
På kort sigt er USA’s udsigter dystre
Rent bortset fra problemerne i Mellemøsten (og Latinamerika) går det skidt med den amerikanske økonomi. I 3. kvartal 2006 var væksten i BNP helt nede på 1,6% (3% er normen i USA), underskuddet overfor udlandet stiger stadig, og det er uvist om boblen på ejendomsmarkedet brister med en recession til følge eller det lykkes at finde en blød landing (www.cepr.net).
Det må ikke være rart at være Bush.
Offentliggjort 1. november 2006 i www.kritiskdebat.dk.