Enhedslisten: Mellem Fort Danmark og international solidaitet

Dilemmaer

Diskussionen om løntrykkeri og ‘velfærdsturisme’ er let for Dansk Folkeparti: Opbyg et Fort Danmark og lad polske og rumænske lønarbejdere sejle i deres egen sø.

Den burde også være let for liberale: Efter et par krokodilletårer over de vanskelige tider og lovprisning af arbejdskraftens frie bevægelighed, kan de gnide sig i hænderne over virkeliggørelsen af deres drømme om lavere lønninger og udhuling af velfærdsstaten. Når det alligevel ikke er så let for Venstre, skyldes det alene pustet i nakken fra Dansk Folkeparti.

Men for Enhedslisten er det svært, meget svært. Kan forsvar for den danske velfærdsstat forenes med internationalisme? Den ene grøft er indrullering i Dansk Folkepartis nationalisme, den anden accept af nyliberalismens tilbagerulning af velfærdsstaten, med polske og rumænske arbejdere som stødtropper.

Politikken er lettest, når det drejer sig om arbejdsmarkedet: Udenlandsk arbejdskraft er velkommen, men det skal ske på danske løn- og arbejdsvilkår. Nej til social dumping er godt for udlændingene, fordi det sikrer dem en anstændig løn, og godt for danske lønarbejdere, der undgår løntrykkeri. Intet dilemma her, principielt set.

Men samtidig giver det sig selv, at større arbejdsudbud vil lægge et pres nedad på lønnen. Her er svaret deling af arbejdet. Polakken (og den danske arbejdsløse) overtager noget af det arbejde, som danske lønmodtagere stønner under. Dette betyder – ligesom eksistensen af fagforeninger – en ophævelse af arbejdsmarkedet, hvor det er udbud og efterspørgsel af arbejde, der bestemmer. Igen er der ingen principielle problemer for EL. Noget andet er, at med det nuværende styrkeforhold mellem arbejde og kapital er det begrænset, hvor langt vi kan komme med en sådan politik, men det er i den retning, der må arbejdes.

Vanskeligere stiller sagen sig, når det kommer til velfærdsydelserne. Her har man mest talt om børnepenge, dagpenge og SU, men det er – eller bliver – selvfølgelig også relevant for kernevelfærden: folkepension og gratis adgang til uddannelse og sundhed.

Det første spørgsmål er selvfølgelig, om velfærdsstaten faktisk kommer under pres. Liberale vil sige at danskerne arbejder for lidt (selv om vi knokler som aldrig før), så en cost-benefit analyse af den gennemsnitlige polak vil vise, at han kan betale sig for Danmark, ja, at mere udenlandsk arbejdskraft måske endda er nødvendig, for at vi i fremtiden kan finansiere velfærdsstaten. Og i øvrigt betaler udlændingen jo skat fra dag 1 og bidrager dermed straks til finansieringen.

Hvis man ikke abonnerer på denne liberale teori, hvor polak og dansker takket være det frie (arbejds)marked automatisk har fælles interesser, stiller sagen sig anderledes; så er det mere nærliggende at sige, at når flere skal have velfærd bliver der – alt andet lige – mindre til hver.

Men sådanne økonomiske kalkyler kan ikke – eller bør ikke – være afgørende for Enhedslistens stilling. Vi vil forsvare velfærdsstaten, men ikke på bekostning af vore udenlandske kammerater.

Det umiddelbare svar synes derfor at måtte blive, at hvis tilvandret arbejdskraft koster noget på velfærdskontoen, må denne have tilført flere midler, nemlig ved at skrue op for beskatningen af kapitalen og de velbeslåede (de flyder i penge i disse år).

1890 og i dag

For at få de rigtige principper på plads kan det være hensigtsmæssigt at sammenligne med situationen i Danmark sidst i 1800-tallet.

Dengang var den danske arbejder også truet af konkurrencen på arbejdsmarkedet, ikke international konkurrence som i dag, men af den indbyrdes konkurrence her i landet.

Fagforeningerne var endnu svage, så der var stor konkurrence om a få jobbene; det betød at den, der var villig til at gå for den laveste løn, satte niveauet. Styrkelsen af fagforeningerne indebar, at det frie arbejdsmarked – ja, arbejdsmarkedet som sådan – blev afskaffet og erstattet af kollektive aftaler; den indbyrdes konkurrence blev afløst af indbyrdes solidaritet.

Tilsvarende må det i dag dreje sig om at erstatte konkurrencen mellem den danske og polske lønarbejder med international solidaritet: Arbejdere i alle lande, forener Eder! Det indebærer en afskaffelse af arbejdskraftens frie bevægelighed, en grundpille i det Indre Marked.

Vi er tit tilbøjelige til at sige, at kapitalens frie bevægelighed er hjørnestenen i dette marked (de to andre friheder er for handel med varer og serviceydelser, men da denne varetages af kapitalen, er disse blot underparagraffer under kapitalens frihed). Men arbejdskraftens frie bevægelighed er det nødvendige komplement til kapitalens, for hvor sidstnævnte giver positiv magt til kapitalen, sørger førstnævnte for den nødvendige svækkelse af arbejdersiden.

I parentes bemærket: Her har socialister et stort oplysningsarbejde foran sig for de fleste tænker vel, at da frihed er godt, er et frit arbejdsmarked i EU godt for arbejderne; med det Indre Marked fik kapitalisterne deres frihed, men det gjorde arbejderne også, så det var en fair deal.

Imidlertid er det arbejdsgiverne, der har magten, og derfor betyder frihed for den enkelte arbejder frihed for arbejdsgiveren til at hyre den, der affinder sig med den ringeste løn.

Afvisning af arbejdskraftens frie bevægelighed betyder selvfølgelig ikke, at et land lukker sig inde i sig selv, blot at fælles organer – fagforeninger eller statslige myndigheder – styrer denne trafik; ligesom afskaffelse af kapitalens frie bevægelighed ikke indebærer tilbagevenden til national selvforsyning, for internationalt økonomisk samkvem er faktisk tænkeligt, uden at det er styret af kapitalen og dens profitmotiv.

Ingen i EL vil være uenig i disse ting. Problemet er selvfølgelig at etablere magtfulde internationale organisationer for lønarbejderne.

Der er også et andet problem, og igen kan parallellen til 1800-tallets Danmark være til hjælp.

Dengang var der interessemodsætninger mellem forskellige faggrupper, især mellem faglærte og ufaglærte, hvor de sidste var svagere – fordi de var mere undværlige end de faglærte – og derfor vanskeligere at organisere. Disse modsætninger blev mere eller mindre overvundet gennem den ’solidariske lønpolitik’, hvor lavtlønnede fik større lønfremgang end højtlønnede. I dag må princippet tilsvarende være, at faglig og anden politik i særlig grad tilgodeser østeuropæere (og sydeuropæere).

Igen: Ingen principielle problemer, ‘blot’ praktiske.

Hvad der må gøres

Enhver véd, at Danmark – endsige Enhedslisten – ikke alene kan løse problemerne. Derfor er internationalt samarbejde – og kamp – nødvendig.

Førsteprioritet må være at arbejde for at styrke samarbejdet mellem europæiske fagforeninger og andre progressive bevægelser (herunder socialistiske partier). Uden en styrkelse på dette niveau er der ingen vej frem.

Så er der EU – det for Danmark realt eksisterende internationale samarbejde.

Efter det Indre Marked er EU blevet et éntydigt nyliberalt projekt, med et velkoordineret kapløb mod bunden på tre fronter:

  1. Arbejdskraftens frie bevægelse presser løn- og arbejdsvilkår overalt i Europa (reallønnen står da også i stampe). Kravet må her være europæiske minimumslønninger, – i starten på forskellige niveauer, men senere en ‘harmonisering’.
  2. Kapitalens frie bevægelighed tvinger (til en vis grad, for der er stadig frihedsgrader for et land som Danmark) til at indrette den økonomiske politik efter kapitalens behov, for ellers forsvinder den. Kravet er her kapitalkontrol, på nationalt eller europæisk niveau. Det betyder i sidste instans politisk kontrol med allokeringen af investeringerne, nemlig i retning af en mere bæredygtig udvikling (mindre skadelig og unyttig produktion); i første omgang er der naturligvis kravet om en Tobin-skat (finansiel transaktionsskat), som ustandselig fremføres, men hvor der hidtil ikke har været tilstrækkelig politisk styrke bag.
  3. Endelig indebærer den af EU institutionaliserede konkurrencestat, at den universelle velfærdsstat er under pres. Den tiltrækker arbejdere fra mindre priviligerede lande, hvilket formentlig vanskeliggør finansieringen. Derfor øges presset for at indføre en forsikringsbaseret ‘velfærdsstat’, altså en kommercialisering af velfærden, hvor de, der kan betale, får mest (den udvikling er allerede i fuld gang, jf. marginaliseringen af folkepensionen). Her må kravet være fælles velfærdsstandarder i EU.

Enhedslisten står overfor store udfordringer i sin politik. Vi har to modstandere, dels den voksende højrenationalisme, dels den styrkede nyliberalisme. Det er en farefuld sejlads mellem Scylla og Carybdis.

 

Dette indlæg blev udgivet i Dansk debat, Debat om Europa og EU, Enhedslisten og tagget , , . Bogmærk permalinket.