Hvor alvorlig bliver krisen?
Det er der ingen, der véd eller kan vide (de sidste to uger viser alle indikatorer i Danmark, Europa, USA og – ikke mindst – England, at det går meget stejlt ned ad bakke).
Den nyliberale deregulering har betydet manglende indsigt, og derfor er økonomien, især dens finansielle del, blevet til et tåget landskab. I sin udmærkede bog om kapitalfonde skriver Nyrup Rasmussen, at kapital- og hedgefonde står for halvdelen af kapitalmarkedet, og disse fonde er om nogen uregulerede. Ingen aner hvor mange dårlige lån, der er, og ingen aner med hvilken kraft råddenskaben forplanter sig i systemet.
Vi véd ikke om vi står overfor en nedsmeltning, en langvarig 30er depression eller måske et mildere forløb. Indtil nu har økonomernes prognoser systematisk dementerer de tidligere prognoser. Reglen synes at være, at udsigterne for arbejdsløshed osv. bliver dobbelt så pessimistiske for hver to måneder. Det er der ikke noget mærkeligt i: De fleste økonomer er nok analytikere, men de er også forpligtede til at være optimister, eftersom pessimisme er en selvopfyldende profeti.
Vi er altså på herrens mark. Eller i orkanens øje, hvorfra det som bekendt er svært at danne sig et overblik.
Lad mig imidlertid forsøgsvis søge at skaffe et sådant ved at sammenligne med 30erne.
Som i dag havde finanskapitalen – især i USA – fået frit beløb, så den havde vokset sig stærk forud for krakket. Alligevel var den en dværg sammenlignet med vore dages finanskapital, der – målt på genereret profit – er blevet af samme størrelsesorden som den produktive kapital. Meget barberes nu væk, som det blev det dengang. Men det ændrer ikke, at finanskapitalen i dag står stærkere og er trængt langt dybere ind i realøkonomien.
Nyliberalismen er det primære ideologiske udtryk for den uhæmmede finanskapital, og krisen kan ikke andet end sætte nyliberalismens legitimitet under pres. Men om der kommer noget ud af det, afhænger af om der er et troværdigt alternativ og – ikke mindst – stærke og organiserede interesser, der vil en anden vej.
Det var der i 30erne, hvor arbejderbevægelsen stod stærk i Danmark, Europa og USA. Det var en vigtig del af Rooseveldt’s New Deal at styrke de amerikanske fagbevægelser, og i det samtidige Kanslergadeforlig formåede Socialdemokratiet at opretholde arbejdernes realløn, hvilket dels var godt for arbejderne, dels sikrede en bund under købekraften, så krisen trods alt ikke blev værre end den blev. (På det tidspunkt – i 1933 – havde Danmark deflation, dvs. faldende priser, og derfor havde arbejdsgiverne bebudet lock out for at gennemtvinge at lønningerne også blev sat ned. I forliget blev den lock out forbudt). Samtidig så vi med Steincke’s socialreform den spæde start på velfærdsstaten.
Generelt betød arbejderklassens styrke at der var ret snævre grænser for, hvor kapital-venlig en politik der kunne føres.
Anderledes i dag. Som jeg har argumenteret i Kritisk Debats tema om klasser (i decemberudgaven og i denne udgave), er arbejderklassen i Danmark eroderet, fordi kapitalindtægter vejer stedse tungere i ‘almindelige menneskers’ indkomst. Langt flere end i 30erne har i dag en interesse i at kapitalen hjælpes til at komme til hægterne.
Heri ligger imidlertid også at der er langt flere, der har en interesse i at uansvarlige kapital-forvaltere, der har spekuleret folks penge væk, sættes under administration. Det drejer sig især om bankerne og pensionskasserne. ATP, LD og andre lønmodtagerpensionskasser har i lige så høj grad som Danske Bank deltaget i det store kasino, med investeringer i kapitalfonde, hedgefonde og andet svineri. Ikke fordi de er specielt grådige, men fordi lovgivningen forpligter dem til alene at stræbe efter maximal profit, og her gav fx investeringer i kapitalfonde ofte det højeste afkast (bl. a. takket være disse fondes skatteunddragelse). For så vidt ligger ansvaret hos lovgiverne. Det er rovdyrs natur at gå efter råt kød, så hvis nogen kommer til skade, er det dyrepasseren, der må bebrejdes.
Alt i alt er der mindre muligheder – sammenlignet med 30erne – for et opgør med kapitalismen som sådan, men bedre muligheder for et opgør med den uhæmmede kapitalisme, altså nyliberalismen.
Det oprør kommer dog først, når/hvis det står klart at folks pensionsformuer er i fare. På det tidspunkt vil flere og flere indse, at det er absurd at vores økonomiske vilkår i alderdommen skal afhænge af kapitalmarkedet, dvs. spekulationsfonde. Da vil det blive realistisk at foreslå en omlægning af pensionssystemet i retning af større vægt for folkepensionen, og/eller at pålægge kasserne at investere i danske statsobligationer, som er sikrere papirer (rent bortset fra at de dermed støtter demokratiet, snarere end tilfældige spekulanter).
Indgreb overfor friværdien er vanskeligere, fordi så mange har interesser her; det problem ser dog ud til nu delvis at løse sig selv. Man kunne forestille sig en model, hvor sådanne samfundsskabte værdier inddrages på god gammel georgistisk vis, hvorefter disse beløb anvendes til at sikre at andre boligejere ikke behøver at gå fra hus og hjem. På den måde unddrages boligformuen kapitalmarkederne, til fordel for almindelige boligejere. Når boligmarkedet er gået helt i bund, hvilket alt tyder på vil ske, kunne jeg forestille mig at mange ville se fornuften i en sådan model.
Den egentlige finansielle formue (især aktier og obligationer) er meget koncentreret hos de rigeste, så her burde en kraftig beskatning være politisk mulig.
Måske vil det om et års tid være realistisk at sætte en sådan gennemgribende demokratisering af den finansielle sektor på dagsordenen.
Det vil være fornuftigt i sig selv. Det vil også disassociere befolkningsflertallet fra kapitalens interesser, og så er der pludselig åbnet for langt mere gennemgribende reformer.
PS.
‘Dansk Nyliberalisme’, redigeret af undertegnede, er netop udkommet på forlaget www.frydenlund.dk (440 sider, 299 kr).
Bogens indhold:
Den danske kapitalisme og demokratiets forfald (Anders Lundkvist begin_of_the_skype_highlighting end_of_the_skype_highlighting), Nyliberalismen i velfærdssamfundet (Peter Nielsen), Staten, individet og styringen (Ivan Lind Christensen og Christian Ydesen), Kom nyliberalismen til Danmark i 1982? (Per Høberg og Christian Ydesen),
Nyliberalismens Storhed og Fald – hvordan nyliberalismen fik fodfæste i økonomisk tænkning og politik i Danmark (Balder Asmussen), Myten om Den økonomiske Genopretning – var det virkelig Schlüter-regeringen, der frelste dansk økonomi fra afgrunden? (Balder Asmussen), Nyliberalisme i byplanlægningen (Petter Næss), Markedsgørelsen af renovationssektoren (Ole Busck), Offentlig modernisering – mellem marked og mulig demokratisering (Janne Gleerup), Spøgelset fra Lissabon (Kenneth Haar), Privatisering og udlicitering i Danmark gennem 25 år (Frank Aaen), Nyliberalismen i Danmark og den offentlige sektor (Henrik Herløv Lund), Klasser, fordeling og magt i nyliberalismens Danmark (Anders Hadberg), Radikalt demokrati(tab) (Peter Nielsen),
Liberalt demokrati? (Anders Lundkvist begin_of_the_skype_highlighting end_of_the_skype_highlighting), Efterord om den økonomiske krise.
Bogen anmeldes senere i Kritisk Debat