Overalt i Europa gennemføres nu chokterapi, helt efter Naomi Kleins recept.
Grækenland, Portugal og Spanien gik foran. Derefter har Tyskland, England og Italien bebudet store nedskæringer. Hvortil kommer den danske regerings nylige bidrag (Genopretningsplanen).
Den umiddelbare begrundelse er at EU’s konvergenskrav om max. 3% underskud på de offentlige finanser. Som nævnt af bl.a. Nyrup Rasmussen holder den ikke en meter, fordi grænsen de fakto blev sat ud af kraft omkring 2005, da både Tyskland og Frankrig overskred den, uden at det fik konsekvenser. I stedet fik vi en mere fleksibel grænse, der bl.a. betyder at de 3% kun skal nås over en årrække, således at det er ok at overskride den, når der er lavkonjunktur som nu. Hvorfor oppositionen accepterer denne snak om ’internationale forpligtelser’ er en gåde.
Hertil kommer at nedskæringer er ensbetydende med at smide benzin på bålet. En restriktiv finanspolitik betyder at væksten falder og arbejdsløsheden stiger; det giver færre skatteindtægter og dermed <i>større</i> budgetunderskud. At nedskæringspolitik giver et dårligt resultat, efter alle målestokke, altså både hvis man er optaget af vækst og underskud, illustreres af det irske eksempel:
<i>”Irland begyndte at reducere sit budgetunderskud i 2008, da bankkrisen bredte sig og underskuddet var på 7,3 procent af BNP. Økonomien skrumpede snart med 10 procent og – surprise, surprise – underskuddet eksploderede til 14,3 procent” </i>(’The US is not Greece’, Marshall Auerback, counterpunch.org).
Paul Krugman er inde på det samme (altså at deflationær politik giver skade, ikke gavn), se http://www.nytimes.com/2010/05/31/opinion/31krugman.html?pagewanted=print . Anledningen er at OECD – ’an influential Paris-based think tank supported by the governments of the world’s advanced economies’ – har anbefalet en deflationær politik (rentestigning), fordi den er bekymret for inflation. Faktisk er der ingen fare for inflation, truslen er snarere den modsatte.
Jeg nævner det, fordi journalister og politikere normalt tillægger OECD en gudelignende status, som en uafhængig institution der kan vurdere fx dansk økonomi objektivt. Det er ikke tilfældet, faktisk hører denne tænketank til i den mere radikale del af det nyliberale spektrum.
********
Herhjemme er argumentationen fra statsministeren og økonomer som Claus Vastrup (i Deadline), at en ekspansiv finanspolitik kan være udmærket under normale omstændigheder, og på kort sigt, men den giver større offentlige underskud. Derfor må man ud på det internationale finansmarked og låne, og det bliver dyrere, jo større underskuddet (dermed risikoen) er, dvs. vi skrues ned i et sort hul af gæld. Men Irland passer altså ikke ind i denne filosofi.
I Danmark stopper al argumentation efter at man har konstateret overdommerens mening. Overdommeren er den internationale finanskapital – de store banker, forsikringsselskaber, pensionskasser og andre mere eller mindre spekulative fonde – og dommen er at regeringerne skal tilpasse deres politik efter dens behov.
I især Tyskland og USA får finanskapitalen og dens politiske repræsentanter ikke et tilsvarende medløb. I Danmark er det stort set kun Stig Ørskov fra Politiken, der gør opmærksom på det skæve i, at de banker, der har bragt os ud i uføret og selv blev reddet af den rare stat, nu går forrest i talen om økonomisk ansvarlighed, dvs. offentlige nedskæringer, se http://politiken.dk/debat/signatur/article981573.ece
Man kunne bede overdommeren om at fremvise sine akkreditiver, pålægge ’ham’ nogle bøder for tidligere synder, og indføre nogle restriktioner, så ’hans’ særinteresser i mindre grad forstyrrer spillet for de øvrige aktører. Ikke i Danmark. Her er finanskapitalen Gud, den inkarnerede rationalitet.
Det er muligt at nogle regeringer har handlet uforsvarligt ved at optage for store statslån i udlandet. Men kilden til denne uforsvarlighed er for det meste (i hvert i Spaniens tilfælde), at man allerførst har tilladt kapitalen at handle som den ville, og den ville handle meget, fordi den vidste at staten (borgerne) var der til at baile out, hvis det gik galt.
Lån skal betales tilbage, ok, men hvorfor er det kun staten, der skal gøre det? Så når bankerne kræver renter og afdrag for deres lån til de europæiske regeringer, burde svaret være: Selvfølgelig, men så skal vi for resten også have de penge tilbage, som vi bailede jer out med; plus honorar for vores sikkerhedsstillelser (især de €750 mia); plus bøder for diverse bedragerier.
Det herskende princip om ’private profitter, offentlige tab’ burde altså erstattes med et princip om ’private tab, offentlige overskud’. Det ville være god gammeldags markedsretfærdighed. Når det ikke er sådan, skyldes det at vi ikke – som mange tror – lever i en markedsøkonomi, men under kapitalisme.
Finanskapitalen agerer efter sin natur, som er profitmaksimering, så den handlede ikke uforsvarligt, eftersom den er hævet over moral. Når tigeren laver ulykker, ligger skylden ikke hos tigeren, men hos den dyrepasser, der åbnede buret.
Oppositionen i Danmark har undladt at åbne hele denne kampplads.
Jo, der var et forslag for et par måneder siden om at splitte de store banker op, så de ikke længere var ’too big to fail’, og så danskerne derfor ikke længere risikerede at hænge på en bail-out. Glimrende, – og aldeles useriøst. Som at foreslå en socialistisk omvæltning inden den første. Véd oppositionen ikke, at Danske Bank er et ’associeret selskab’ under Mærsk-Møller, den absolutte nr.1 i dansk selskabskapitalisme? Hvis regeringen i morgen – meget hypotetisk – foreslog en opsplitning af Danske Bank, ville rederiet formentlig være i telefonen 5 minutter efter med en meddelelse om at man flytter til Asien, hvis et sådant forslag bliver til noget.
Det ville have været seriøst, hvis SD/SF havde fremlagt en detailleret plan med diverse tidsfrister, om hvordan Danmark kan inddæmme finanskapitalen: I enhver realistisk plan ville en likvidering af Danske Bank være absolut sidste trin. Første skridt kunne være beskatning, andet trin offentlige repræsentanter i bankbestyrelserne, med magt til at vetoe ren spekulation i værdipapirer og på ejendomsmarkedet.
Mens vi er ved oppositionens økonomiske politik, mere præcist ved de berømte 12 minutter:
Det er her interessant, at Stauning-regeringen i 1937/38 bekæmpede arbejdsløsheden ved at reducere arbejdet for de beskæftigede, således at der kunne blive arbejde til de arbejdsløse. Aldersgrænsen for modtagelse af aldersrente blev nedsat fra 65 til 60 år, overarbejde blev forbudt, og alle lønmodtagere fik ret til ferie i 12 dage (jf. S.A.Hansen og Ingrid Henningsen: Dansk Socialhistorie, 1914-39, Gyldendal 1984, ss.338 og 389). Altså et win-win indgreb, fordi både beskæftigede og arbejdsløse vinder.
Gad vide hvad der er sket siden da? Er vi mon blevet så meget fattigere end i 30erne, at økonomien bryder sammen, hvis vi ikke knokler mere? Eller måske en nyliberalisme har sat sig fast i hovedet hos Sohn og Sass Larsen?
Så sent som i 80erne gennemførte Mitterand i Frankrig en nedsættelse af arbejdstiden for at mildne arbejdsløsheden.
*********
Siden sidst
Markedet er somme tider mærkeligt.
For en uges tid siden hviskede en kineser, at Kina måske ville neddrosle sine lån til EU (ophøre med at købe europæiske obligationer). Markedet strøg ned og Euroen blev svækket. Dagen efter kommer et officielt dementi, hvorefter det gik den modsatte vej. Som påpeget af en ekspert fra Saxo Bank giver dette ikke mening, for hvis Kina har fået kolde fødder mht. sine europæiske investeringer, annoncerer man ikke at man trækker sig ud, eftersom man dermed devaluerer sine investeringer. Man gør det langsomt, over en længere periode. (Apropos Saxo Bank: Som en stor investeringsbank er den Danmarks svar på Goldman Sachs. Ideologien er ultraliberalistisk og den støtter derfor Liberal Alliance. I sine vurderinger er den ofte pessimistisk over markedsudviklingen, hvilket tyder på at den spekulerer i et faldende marked, men også betyder at man her ofte finder gode modargumenter til andre bankers permanente jubeloptimisme. Banken plages for tiden – i øvrigt lige som storebroderen i USA – af beskyldninger om at have snydt nogle kunder, jf. www.borsen.dk ).
Andet eksempel: I fredags nedgraderede et amerikansk ratingbureau den spanske gæld, hvilket fik markedet til at vende. Som jeg tidligere har været inde på, er disse bureauer aldeles utroværdige, fordi de er købt og betalt af diverse kapitalinteresser, så hvorfor i alverden tillægges de orakelstatus? Det må være noget med, at alle investorer tror at alle andre er idioter.
Men det synes faktisk som om spanske banker har problemer, fordi de rammes af recessionen generelt og mere specielt af tabene i den spanske ejendomssektor. Regeringen har opfordret til bankfusioner for st styrke sektoren. Problemet for europæiske banker er at de skal reddes af deres egen stat, som for tiden fattes penge; ECB eller EU’s finansministerium hjælper ikke, det sidste fordi det ikke findes. Dette er modsat den tilsvarende situation i USA i 2008, hvor Fed og finansministeriet direkte kunne gå ind og baile out. De €750 mia er et sikkerhedsnet, men først når fx den spanske stat har forsøgt sig.
Amerikanske banker har $200 milliarder (mia) i klemme i Spanien. I øvrigt er det overvejende gennem store lån til tyske og franske banker at den amerikanske finanskapital er udsat. Dette forklarer at USA i forbindelse med det store sikkerhedsnet på €750 mia åbnede en billig kreditlinie til Europa; det er nok så meget denne amerikanske garanti, der har holdt EU flydende. Det betyder selvfølgelig også en stor økonomisk og derfor politisk afhængighed af USA.
Siden sidst er situationen på pengemarkedet (det korte lånemarked) forværret. Interbank-renten stiger hele tiden, dvs. det bliver sværere for bankerne at klare den daglige likviditet. Her er det i øvrigt kommet frem at nogle af de store banker fifler med regnskaberne. Det sker v.hj.a. de såkaldte repo-forretninger: Bank A sælger et værdipapir i dag for €1 million (mio) til Bank B og køber det tilbage en uge efter for lidt mere. Det er selvfølgelig i realiteten et kort lån, men formelt er det køb og salg. Banken kan nu pynte på regnskabet ved at ’sælge’ et papir et par dage før kvartalsregnskabet, så den på dagen for regnskabet ser sundere ud (mere likviditet). Denne praksis er et gammelt trick, men ser nu ud til at blive mere benyttet.
At likviditeten strammer til ses også af, at virksomhederne i stigende omfang har svært ved at sælge deres obligationer.
Realøkonomisk er det gået op og ned, men de fleste – og vigtigste – tal fra USA tyder på at opsvinget er stagneret. Den danske regering er fortsat optimistisk og mener at bunden er nået; det skal den ikke bebrejdes, for et lands finansminister får sin løn for at være optimist – andet ville være uansvarligt – men jeg undres dagligt over så lidt kildekritik, der praktiseres af journalister og kommentatorer. Man kan ofte stole på uafhængige instanser, men regeringsinstanser samt fagforeninger for den globale kapitalisme såsom OECD og IMF har nogle bestemte interesser at pleje.
Allersidste ny er at Ungarn erklærer at være i en græsk situation. den forrige regering har skjult store underskud, så landet er i fare for at gå bankerot. Kurserne i Europa faldt straks med 2% (den ungarske finanssektor er stort set ejet af europæiske banker). Hvorfor laver man egentlig økonomiske prognoser? Rådne æbler popper ustandseligt op på steder, hvor ingen havde forventet det.
Offentliggjort i Kritik og Kaos på www.modkraft.dk 4/6 – 2010.