Da Rusland i 90erne var meget svagt, benyttede man lejligheden til – trods løfter om det modsatte – at optage Østeuropa i NATO og dermed inkludere disse lande i den vestlige interessesfære. Med den energiske støtte til Kiev-regeringen, og dens kamp mod østukrainerne, håber Vesten nu at rykke grænsen mod Rusland mange hundrede kilometer mod øst. Hvis det lykkes vil det betyde likvideringen af den sidste rest af russisk interessesfære, og århundreders russisk mareridt vil blive til virkelighed, nemlig ingen stødpude mod vestlig aggression.
Imidlertid er der flere problemer i denne politik.
Det første problem er, at Putin ikke er Yeltsin.
Rusland har nu en regering, der søger at varetage landets sikkerhedsinteresser. Derfor vil landet aldrig acceptere et fjendtligsindet Ukraine, og det vil aldrig acceptere en nedkæmpelse af de russisk-orienterede østukrainerne. Lige så lidt som USA blot ville se på, hvis Mexico fik en regering, der var allieret med Rusland (eller Kina), og slet ikke hvis halvdelen af mexicanerne var halv-amerikanere.
Det er usandsynligt at økonomiske sanktioner vil virke, og NATO vil næppe gribe militært ind, hvis Rusland besætter Østukraine militært. Det man får ud af offensiven mod Rusland er allerede ved at ske, nemlig at Rusland vil se mod øst, især Kina, og at Vesten vil støde BRIKS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) fra sig. Disse lande støtter Rusland i den aktuelle konflikt, fordi de godt kan kende vestlig imperialisme på travet. Der tales om faren for en ny kold krig med Rusland, men resultatet bliver snarere end uddybet modsætning mellem Vesten og resten af verden.
Det andet problem er det ideologiske.
Kiev-regeringen kom som bekendt til magten gennem et kup mod den demokratisk valgte præsident. I mange år har Ukraine været delt nogenlunde fifty-fifty mellem en vestlig del, der ser mod EU, og en østlig del, der ser mod Rusland; de to sider har skiftedes til at vinde valgene. Ofte blev der fiflet med valgprocessen og resultatet, men valget, der i 2010 bragte Yanukovich til magten, var frit og fair iflg. observatører fra EU Parlamentet og OSCE.
I forfatningen var der procedurer for, hvordan man kan afsætte en præsident, men oprørerne tog i februar sagen i egen hånd og fordrev præsidenten efter voldelige demonstrationer.
Dagen før kuppet havde udenrigsministre fra Tyskland, Frankrig og Polen formidlet et kompromis, der bl.a. indebar nyvalg senere på året, men det var de mere rabiate altså ikke tilfredse med. Skønt de således havde underkendt EU’s løsning, anerkendte EU hurtigt den nye kup-regering, hvor de højreradikale blev belønnet for deres indsats med adskillige af de tunge ministerier; det antyder styrkeforholdet mellem de pæne EU-tilhængere og de mindre pæne fascister.
Undertrykkelsen af modstand mod det nye styre gik nu i gang. Lederen af kommunistpartiet blev frataget ordet i Parlamentet, da han kritiserede Højre Sektor’s mordbrand i Odessa, hvor næsten 50 mennesker døde; partiet fik 13% af stemmerne ved parlamentsvalget i 2012, men står nu til at blive forbudt. Der er en generel klapjagt på især venstreorienterede kritikere, og russiske journalister i Ukraine intimideres (én er blevet myrdet). Det samme gælder østukrainerne, der må flygte i hundredetusindetal for de ukrainske soldater, hvoraf mange i øvrigt er deserteret til Rusland; derfor har de højreradikale militser spillet en stor rolle i borgerkrigen. Ruslands nødhjælp blev forhalet af Kiev-regeringen og fordømt af Vesten, der ikke har løftet en finger i hvad der ligner en humanitær katastrofe.
For at få informationer om disse ting må man ty til russiske medier som Russia Today, der til forskel fra de vestlige medier også rapporterer om hændelser, der er ubelejlige for dem selv. Den énsidige mediedækning i Vesten betyder at de fleste opfatter Rusland som aggressoren, så her vil man næppe få ideologiske problemer. Anderledes i resten af verden, der har rig erfaring med vestligt hykleri.
Det tredje problem er at meget tyder på, at EU har skudt sig selv i foden med sanktionerne.
Det begyndende opsving synes nu vendt til en begyndende nedtur; i andet kvartal faldt den økonomiske vækst i Tyskland og Italien, og Frankrig er i en stadig mere håbløs situation. Den overordnede grund er nok at nedskæringspolitikken igen, igen viser sig at være gift for økonomien, men Ruslands sanktioner og hele den uro, som konflikten har skabt, spiller også ind.
Hertil kommer at Ukraines økonomi er i ruiner. Hvis landet indrulleres i den vestlige interessesfære, vil det kræve enorme støttepakker fra et kriseramt EU, især efter at Rusland forventeligt afbryder økonomisk samarbejde med Ukraine.
Alt i alt et dårligt afkast på satsningen.