I skrivende stund (d. 29/9) er intet afklaret, om end det tyder på at den store bail out pakke vedtages i USA.
Status
Lad os først gøre kort status over landets finansielle situation.
For få måneder siden havde USA 5 gigantiske investeringsbanker:
– Bears Stearn, der gik fallit og overtaget – med regeringshjælp – af Morgan Stanley,
– Lehman Brothers, der gik fallit og ikke blev reddet,
– Merril Lynch, der gik fallit og overtaget af Morgan Stanley,
– endelig Morgan Stanley og Goldman Sachs: De kunne indtil for en uges tid siden glæde sig over konkurrenternes bortfald, men i sidste uge faldt også deres aktier drastisk. De har nu søgt om at blive almindelige banker. Dermed ophører kategorien ‘investeringsbanker’ i USA. Det gamle Wall Street eksisterer ikke mere.
Til forskel fra almindelige banker beskæftiger investeringsbanker sig med at arrangere store lån for selskaberne (de ‘underskriver’/underwrite disse, dvs. de garanterer at lånene afsættes, evt. ved selv at købe nogle af dem). Det juridiske skel mellem almindelige banker og investeringsbanker blev imidlertid stort set ophævet for en halv snes år siden (altså under Clinton). Dette skel blev indført i 30erne for at give myndighederne lidt styr på spekulationerne, så dets ophævelse markerede den store deregulering af finanssektoren, – den deregulering, hvis resultat vi nu ser.
Denne brancheglidning har – som i Danmark – betydet at alle stort set kan beskæftige sig med alt; hvis myndighederne skulle finde på at stramme grebet om fx forsikring, kan den finansielle kapital blot foretage sig noget andet, altså ‘flygte’ til et andet forretningsområde. Kapitalen frigøres og myndighederne lammes. (Hvorfor var det så vigtigt for Morgan Stanley og Goldman Sachs at blive almindelige banker? Det véd jeg ikke, måske skattefordele).
Også de almindelige banker – hvis de er almindelige – har store problemer. De største er CitiGroup og Bank of Amerika, som lever endnu. Men i sidste uge gik Washington Mutual (USA’s største sparekasse) fallit og Wachovia, der også er meget stor, har så alvorlige problemer, at den nu overtages af CitiGroup. For fuldstændighedens skyld skal vi også have med at Fannie Mae og Freddie Mac – der finansierer mere end halvdelen af boligmarkedet – gik fallit og blev overtaget af staten, og verdens største forsikringsselskab, AIG, blev frikøbt (bailed out).
Grunden til disse massakrer er velkendt. Bankerne havde store ejendomslån, der ikke blot var dårlige (ringe chance for tilbagebetaling), men også uigennemskuelige. Det betød at banker ikke turde låne til hinanden, eller kun til renter, der var to eller tre gange så høje som normalt. Den almindelige pengestrøm – likviditeten – i toppen af det økonomiske system tørrede ind. Bankerne kunne ikke finansiere underskud, selv om de måtte være midlertidige. Det var det, der udløste den aktuelle krise. For en uge siden så man ned i et sort hul, med umiddelbar fare for nedsmeltning, så noget måtte gøres.
Fra markedskapitalisme til statskapitalisme
Finansminister Paulsons redningspakke koster $700 mia, som betales til Wall Street for deres dårlige lån; næppe mange af de penge kan komme tilbage ved at sælge disse lån senere. Paulsons forslag var et rent frikøb (bail out), med ham selv som suveræn leder af forløbet. Så Bush regeringens politik var klar: Skidt med principperne, Wall Street skal have socialhjælp.
Republikanerne i Kongressen slog sig – i første omgang? – i tøjret. Statsindgreb er i deres optik socialisme (så Pinochet var en stor socialist?), så de anbefalede en anden model. Et sigende element var at skatten på kapitalgevinster skulle afskaffes, således at det igen bliver profitabelt at spekulere! Krisen skyldes åbenbart ikke for meget, men for lidt deregulering, – en beundringsværdig principfasthed. Det kommer de næppe igennem med, men formentlig vil et andet ‘markedsvenligt’ tiltag indgå i pakken, nemlig at finansinstitutionerne i højere grad selv skal forsikre sig.
Demokraterne har ikke de samme principielle indvendinger mod statsindgreb, men de ville ikke være med til at det blev et rent frikøb, dels fordi det er uretfærdigt at skatteyderne skal betale for spekulanternes tab, dels fordi det giver ‘moral hazard’ at kapitalejerne kan beholde profitten, når det går godt, men ikke lider tabet, når det går skidt; enhver rationel storinvestor vil så se stort på risiko, hvis den potentielle gevinst er stor, dvs. kapitalismen vil gå under i irrationalitet. Derfor vil de 1) have en lille straf for de finansielle topchefer i form af loft over deres aflønninger, som modydelse til frikøbet (denne håndfuld har fået ikke mindre end $3 mia i aflønning i de sidste 5 år), 2) det offentlige skal have aktier i de institutioner, der hjælpes, så det offentlige får en vis indflydelse og måske afkast, og 3) afbalancere støtten til finanssektoren med støtte til dens ofre, dvs. de almindelige amerikanere, der risikerer at måtte gå fra hus og hjem. Endelig vil demokraterne på længere sigt givetvis arbejde for mere regulering, så man undgår en gentagelse. Vi får se, hvor meget af dette, der går igennem.
Hvad betyder det?
Det ser ud til at vi skifter produktionsmåde i disse dage. Først var der slaveøkonomien, så feudalismen, så den markedsbaserede privatkapitalisme, men fra d. 19. sept. 2008 – husk datoen, så du kan fortælle den til dine børnebørn – statskapitalisme. I hvert fald i USA (Kina har allerede denne model).
Markedsøkonomiens lange og seje dødskamp er afsluttet.
Dette økonomiske system er baseret på at selvstændige aktører konkurrerer, nogle vinder og får profit, andre lider tab og går ned. Tilhængere af markedsøkonomi argumenterer at dette er 1) retfærdigt, fordi chancen for profit afvejes med risikoen for tab, og 2) effektivt, fordi de ineffektive luges ud. Det offentlige skal blande sig uden om, fordi indgreb kaster grus i konkurrencens fintfølende maskineri. Og specielt skal man ikke redde foretagender, der har spekuleret galt. Enhver ædruelig kapitalejer vil tage enhver risiko, når tabsrisikoen er væk (‘moral hazard’).
Markedsøkonomien har længe haft det skidt. Det offentliges monopolfremmende institutioner – skjult under betegnelser som ‘konkurrencestyrelse’ og lignende – har tilladt næsten enhver fusion og overtagelse, således at der bliver færre spillere på markedet, dermed mindre konkurrence. Og som nævnt har myndighederne – også før Det Store Frikøb – reddet diverse foretagender. Da Lehmans Brothers fik lov til at gå ned (de må have hørt til en upopulær kapitalfraktion), blev det fejret af alle gode liberalister: Myndighederne havde nu ‘tegnet en streg i sandet’, og vi fik en reprise af hyldesten til markedet. Det holdt ikke mange dage.
Stregen er nu overskredet. Spekulanter overalt i verden kan ånde lettet op: Deres tab bliver dækket, og de kan feste videre med enhver spekulation. Hertil kommer at det tilsyneladende bliver forbudt at ‘handle kort’. Dette betyder at man spekulerer i et faldende marked ved at låne aktien i dag, sælge den dyrt i morgen, og tilbagekøbe den billigt (hvis forudanelsen viser sig rigtig) om ét år, når den lånte aktie skal leveres tilbage. At dét bliver forbudt betyder, at det bliver ulovligt at være pessimist! Kommunismens utopi, hvor enhver yder efter evne og nyder efter behov, hvor altså produktivkræfternes udvikling har afskaffet knapheden, blev ikke til noget, men til gengæld har vi fået et kapitalistisk slaraffenland: Tab eksisterer ikke længere (notabene: for de store), og det er forbudt at give økonomisk udtryk for pessimisme. Med venner som Paulson og Bernanke kan kapitalismen ikke fejle.
Eller? Når staten påtager sig risikoen, således at profitten er sikker, burde det kun gå én vej for aktierne. Men hvilken vej går det for denne stat?
USA´s offentlige underskud vil tage et tigerskridt frem, og al økonomisk logik tilsiger at det vil betyde af statens papirer, dvs. amerikanske statsobligationer, vil blive mindre værd. Risikoen er jo blot flyttet fra kapitalen til staten. Og økonomisk set er USA i en langt svagere position i denne krise end tilfældet var i 1929, da den forrige verdenskrise brød ud. For det første har det offentlige i dag et stort budgetunderskud, takket være Bush’s skattelettelser til de rige og krigene i Irak og Afghanistan. For det andet havde USA i 1929 masser af penge til gode i udlandet, især i Tyskland og England; de kunne trækkes hjem for at finansiere diverse krisepakker. I dag er USA’s udlandsgæld svimlende, fordi man gennem mange år har importeret for dobbelt så meget som man eksporterer; Europa og Asien har gavmildt finansieret mere end 5% af amerikanernes forbrug og investeringer. Faktisk skylder verdens rigeste land dobbelt så mange penge som alle verdens fattige lande tilsammen (lidt mærkeligt måske, for det er vel fattige der mest har brug for at låne?). Ikke mindst kineserne har ydet enorme lån ved at købe amerikanske statsobligationer, og hvordan mon de vil reagere, når disse lån viser sig at være halvrådne? For et par uger siden udtalte Ørstrøm Møller til Information (18/9), at kreditkrisens effekt vil være at flytte det økonomiske tyngdepunkt fra USA til EU og Kina. Det sidste indgreb kan ikke andet end forstærke en sådan tendens; med mindre alle økonomiske love er sat ud af kraft, må dollaren snart falde betydeligt.
Markedsøkonomien er nu effektivt aflivet. De morsomme republikanere, der mener at socialismen står for døren, overser at alternativet til markedsøkonomi også kan være den renlivede kapitalisme.
Kapitalismens princip er ikke konkurrence, men profitmaksimering, og denne beskæftigelse varetages faktisk bedst, hvis der slet ikke er konkurrenter. Konkurrencen har det jo med at erodere profitten, så enhver kapitalejer vil selvfølgelig helst være mutters-alene på ‘markedet’. Og ligeledes er der fra kapitalens vinkel intet galt med en stærk stat, der kan flytte skat fra kapitalindkomster til arbejdsindkomster (det er sket overalt i den vestlige verden), uddele ‘corporate welfare’, og i det hele taget lægge tingene til rette, så betingelserne for profitmaksimering er de bedste (‘forbedre konkurrenceevnen’, hedder det). Det har vi set i mange år. Men nu har vi fået det grænseoverskridende skridt, hvor staten sikrer kapitalens profitter ved simpelthen at afskaffe tab.
Kapitalismen er baseret på liberalismens ideer, på samme måde som Kinas aktuelle økonomiske system er baseret på kommunismens. Og ligesom kommunismen hyldes i kinesisk retorik, lang tid efter at virkeligheden er blevet den modsatte, således vil der nok i nogle år endnu være folk, der taler om ‘markedsøkonomi’ og ‘konkurrence’ uden at bryde sammen af grin, og som på årsmøder vil hylde liberalismen og tale om værdien af at klare sig selv, ‘lad falde hvad ikke kan stå’, den onde stat osv. De vil have overset, at alt det er stendødt på det overordnede plan (men små købmænd får nok stadig lov at gå fallit).
Hvem er det for resten der betaler gildet? Hvem dækker egentlig spekulanternes tab?
Når det offentlige frikøber enkelte institutioner såsom AIG er det klart for alle, at det er de mennesker, der finansierer det offentlige, der betaler. Altså skatteyderne. Det vil også være tilfældet, når finanssektorens dårlige lån nu overtages. Derimod er de gavmilde bidragydere ikke blevet identificeret, når centralbankerne – som for nogle dage siden – pumper hundreder af milliarder ud i finanssystemet; de penge synes at komme fra himlen eller marsmændene. ‘But there is no such thing as a free lunch’, som liberale så rigtigt siger. De penge, der stilles til rådighed for privatbanker og andre spekulanter, er især centralbankens valutareserver, og hvis centralbanken er landets bank, altså alle borgernes bank, så er det igen befolkningen der spæder i kassen.
En stor del af amerikanernes skattebidrag vil gå direkte i spekulanternes lommer. Alt i alt synes den statssanktionerede kapitalisme at have sejret stort over markedsøkonomien.
Vil indgrebet virke?
Dette skrives på et tidspunkt, hvor der stadig er lidt knas, men hvor det ser ud til at en pakke bliver vedtaget. Samtidig er de asiatiske aktiemarkeder faldet i nat, europæiske og amerikanske aktier står til tab på 3-4%. Flere iagttagere tvivler på at pakken vil stoppe faldene.
Hvorfor? Hvoraf finanskapitalens utaknemmelighed over den store julegave?
Lad os starte med Europa. Her er nyheden at tre store finansielle institutioner – fra Benelux, England og Tyskland – i dag er gået ned. Her i landet har Danske Bank måtte erkende at dets deltagelse i festen synes at koste 500 mio kr eller mere (dårlige lån i Lehmans), samtidig med at små og mellemstore banker lukker, opkøbes eller fusionerer på stribe. Den ekstremt koncentrerede danske finanssektor bliver endnu mere koncentreret, dvs. konkurrencen på dette område reduceres. For resten mener de kyndige at den danske banksektor er den mest udsatte i Europa (vor realkredit synes mere sund, men bliver den ved med at være det, når de danske huspriser for alvor begynder at falde? de er mere overvurderede end fx de amerikanske).
Dernæst USA. Hvorfor denne stivnakkede pessimisme?
Selv om den amerikanske realøkonomi har klaret sig bedre end den europæiske (der nu synes i decideret recession, dvs. faldende BNP), er det gået skarpt ned ad bakke på det sidste, selv om dette er blevet overset grundet dramaet på Wall Street. BNP stiger, men meget mindre end ventet, beskæftigelsen falder og arbejdsløsheden stiger.
Dertil kommer at de amerikanske huspriser skal meget længere ned. Hidtil er det kun de elendige subprimelån, der har været problematiske, men det er kun 20% af lånene; snart breder råddenskaben sig til mellem-kvalitetslån, og skal de også frikøbes? En iagttager har sagt til www.bloomsberg.com – fin kilde – at der ikke er brug for $700 mia, men $5.000 mia! (USA’s BNP er omkring $12.000 mia, til sammenligning).
Den grundlæggende årsag til aktiefaldene i dag er vel at de store aktieinvestorer ikke er dumme. De véd at tab ikke forsvinder, men blot flyttes omkring. Dollaren må falde og den amerikanske rente stige, så det vil blive dyrere at låne. (I dag faldt Euroen i forhold til dollars grundet de nævnte europæiske krak, men da Europa ikke har de samme ubalancer som den amerikanske økonomi, må det snart gå de anden vej).
Men i øvrigt er det simpelthen uforudsigeligt, hvad der vil ske. Og uforudsigeligheden for den økonomiske udvikling er naturligvis øget gennem den sidste snes år, i takt med dereguleringen. Regulering giver kontrol og indsigt, deregulering det modsatte. Derfor er risikoen større i dag end ved en kortvarig aktiekrise for en snes år side.
Den politiske reaktion i USA bliver spændende. Tilsyneladende er et stort flertal i befolkningen imod Det Store Frikøb. Mon denne utilfredshed kan slå igennem hos Obama og demokraterne i form af effektive tiltag til en virkelig demokratisering af den finansielle sektor? Man kan tvivle, selv om der er gode ting i deres forslag. Traditionelt har demokraterne bedre forbindelser til Wall Street end republikanerne, og Obama er omgivet af radikale nyliberalister fra Clinton-tiden (Rubin, Summers). Fagbevægelsen er svag og overhovedet kniber det med organiserede udtryk for almindelige menneskers interesser.
Hvad må der gøres?
For liberalister er sagen klar: Al denne undergravning af markedsøkonomi og konkurrence, al denne statsindblanding, må stoppe. Lad os begynde at tælle liberalister i de kommende uger. De kan nok sidde på et lille sted. Den liberale midterposition mellem kapitalisme og antikapitalisme bliver presset ud.
Folk, der er skeptiske over kapitalismen, burde få det lettere, fordi kapitalismens ideologiske facade med snakken om marked, konkurrence osv. bliver mere og mere utroværdig. Og diskursen om det fagligt-saglige ‘rigtige’, underforstået at der kun eksisterer almene eller samfundsmæssige interesser, skal afløses af en snak om, hvilke interesser hvilke indgreb gavner og skader.
Venstrefløjen bør i den kommende tid diskutere det passende svar på den dobbelte krise: kreditkrisen og krisen for markedsøkonomien.
1) Kreditkrisen betyder umiddelbart at finanskapitalen har spillet fallit; den kan ikke selv skabe en nogenlunde stabil finanssektor. Det kan enhver se, og mange virksomheder udenfor denne sektor (de ‘produktive kapitalister’) nærer næppe den store kærlighed til spekulanterne. Derfor vil de fleste politikere og økonomer – selv bankfolk – i Danmark være enige i at der er behov for en skrappere regulering, så det kommer nok (i USA er finanskapitalen så stærk at den muligvis har styrke til at modsætte sig indgreb).
Da den frie finanskapital er diamanten i nyliberalismen, må tiden være inde for venstrefløjen til systematisk at kritisere denne ideologi, og konkret formulere alternativet: Demokratisk styring i stedet for kapitalistisk styring.
2) Hvis Danske Bank om nogle måneder vakler på fallittens rand, må det offentlige gribe ind. Der kan ikke være tale om en tilbagevenden til markedsøkonomien. Aktionærerne skal tabe deres penge (intet frikøb), mens almindelige bankindskud skal garanteres (sådan som det allerede er idag, ganske uliberalt iøvrigt). Det afgørende er imidlertid her, at venstrefløjen insisterer på at det offentlige overtager og beholder banken, altså fyrer direktion og bestyrelse og indsætter en ledelse fx bestående af 1/4 indskydere, 1/4 ansatte og 1/2 udpeget af Folketinget. Her må vi lære af Demokraterne USA, der har krævet aktier – dermed indflydelse – i de finansielle institutioner, der frikøbes.
3) Individuelle og faglige pensionsordninger (og såmænd også ATP) er blevet til spekulationskapital. Vi får se hvor meget de taber, pt. står PFA til en betydelig bet. Lad os håbe at almindelige mennesker, med penge i klemme her, siger stop, og kræver at vores alle sammens nettoformue kommer under demokratisk regulering og kanaliseres tilbage til den folkepension, der gennem årene er blevet mere og mere ‘udkonkurreret’.
4) Det grundliggende er, at hvis kapitalisterne ikke ‘ejer’ deres tab, så bør de heller ikke eje deres profit. Kapitalisme uden privat profit er ikke kapitalisme, så et sådant krav betyder ultimativt at kapitalismen afvikles til fordel for offentlig styring og at det offentlige inddrager økonomiens overskud. I et demokrati er den offentlige sektor principielt den demokratiske sektor, fordi det i sidste instans er Folketinget, der bestemmer. Men i praksis drejer det sig ofte om at vriste kontrollen med staten fra kapitalejerne; USA er demokratisk, men de forskellige redningspakker viser klart, at den store kapital langt hen ad vejen kontrollerer de øverste offentlige instanser. Demokratiseringen af økonomien må gå på to ben, idet kapitalen må trænges tilbage fra både den private og den offentlige sektor.
Dette perspektiv må holdes for øje, for ellers farer man vild ved de mange små skridt.
Markedsøkonomien er død!
Velkommen til kapitalismen – eller demokratiet.
Bragt i www.kritiskdebat.dk 1. oktober 2008.