Den nationale version af nyliberalismen udelukker arbejdskraften fra frihedens rige; partiet Venstre er et eksempel. Indenfor landets grænser må og skal arbejdskraften være geografisk fleksibel, og jo større fleksibilitet, desto bedre, men mellem lande – eller rettere: til Danmark – tillades ikke geografisk mobilitet. Økonomisk er dette ulogisk, for hvorfor er det godt at en bornholmer kan søge arbejde i København, men ikke en gambianer?
Det er givet at den nationalliberale tendens har vundet frem globalt. Til trods for at de globale lønforskelle er langt større i dag end omkring år 1900, og til trods for at det er blevet billigere og fysisk lettere at bevæge sig over store afstande, er emigrationen i dag langt mindre (især relativt til arbejdsstyrken) end før 1. Verdenskrig, da europæere i stort tal udvandrede til USA og kinesere til andre Østasiatiske lande (og USA). På det punkt er verden i dag betydeligt mere lukket.
Det giver en indlysende skævhed. Kapitalen frigøres, men arbejdskraften stavnsbindes. Heri ligger en væsentlig del af årsagen til at kapitalen på globalt plan er blevet styrket i forhold til lønarbejderne:
Kapitalen har frihed til at bevæge sig derhen, hvor afkastet er størst. Det betyder at et fattigt land for at få kapital må sørge for bedre vilkår – bl.a. lavere løn, færre miljøomkostninger og lavere skat – end nabolandet, og det betyder også at der bliver alvor bag truslen om at relokere, hvis fx de danske lønninger ikke holdes på et moderat nivo. Frihed giver magt og rigdom.
Men i dag stopper liberalismens generøsitet ved menneskene. Arbejdskraften er ufri, fx er afrikanske arbejdere stort set låst fast i Afrikas fattigdom. De får ikke lov til at søge til de rige lande i jagten på højere løn. Det ville ellers gavne dem på tre måder: De, der emigrerer, får en højere løn; arbejdsudbudet i Afrika reduceres, hvilket presser lønnen dér op; og selve truslen om at flytte til federe græsgange tvinger de lokale og multinationale virksomheder i Afrika til at tilbyde bedre vilkår. Således nærmede emigrationen til USA de europæiske lønninger til datidens høje amerikanske nivo. Den globale arbejders aktuelle ufrihed giver magtesløshed og fattigdom.
Alt dette er imidlertid kun den ene del af historien, nemlig den der handler om konkurrencen mellem kapital og arbejde; her har arbejdet den ene hånd bundet på ryggen.
Men der er også en konkurrence blandt kapitalejerne om de givtige forretninger og blandt lønarbejderne om jobs.
Ligesom et dansk supermarked ikke bryder sig om, at tyske Lidl slår sig ned i nabolaget og snupper noget af omsætningen, vil tilstrømning af udenlandske arbejdere i sig selv skade danske arbejdere: Større arbejdsløshed, lavere løn og vanskeligere vilkår for organiseringen. Der er ingen tvivl om at emigrationen til Amerika i sin tid begrænsede de amerikanske lønstigninger og var en væsentlig årsag til at det blev så svært at organisere fagligt.
Kapitalsiden har magtet at lægge låg på sin borgerkrig gennem organisering.
Den finansielle kapital er samlet pensionskasser, forsikringsselskaber og diverse spekulationsfonde, mens den produktive er organiseret i ca. 70.000 transnationale selskaber. Gennem sammenslutninger og overtagelser er enhederne blevet så store, at et pænt mål af koordinering og samarbejde (fx strategiske alliancer) er blevet muligt, således at den for dem så skadelige konkurrence kan begrænses.
Hertil kommer at det ændrede styrkeforhold mellem kapital og arbejde har givet kapitalinteresserne det afgørende ord i regeringer og internationale organisationer; selskabsskatten er reduceret, nye markeder – bl.a. indenfor områder, der tidligere blev varetaget af det offentlige – er blevet tilbudt den private sektor og nye internationale regler er pligter for regeringerne og rettigheder for de transnationale selskaber.
Kapitalen har en stærk, velorganiseret Internationale.
Fagbevægelsens afvejende rolle – fx indenfor EU – er ophørt. Arbejdersidens organisering er blevet svækket. I de fleste lande er organisationsprocenten faldende, men først og fremmest er det ikke lykkedes at opbygge en ny global Internationale. Kun en sådan kan give kapitalen modspil og erstatte den indbyrdes konkurrence med solidaritet.
Hvis en sådan Internationale ikke kan etableres (men man kunne starte med EU), eller hvis fondene og koncernerne ikke kan jages ind i buret igen gennem politisk styring af kapitalen, må man frygte at den aktuelle alliance mellem de nationalliberale og de lavtlønnede vil styrkes.