Forleden så vi en CNN-debat mellem republikanske og demokratiske politikere. Overfladisk set var de lynende uenige, men de diskuterede på identiske præmisser. Ikke et ord om folkeretten, manglen på masseødelæggelsesvåben osv., ingen diskussion af USAs ret til at forme verden efter sine interesser, f.eks. ved at afhænde Irak til de amerikanske selskaber.
Da en af republikanerne undrede sig over, at araberne var så fjendtlige over for Amerika, i betragtning af at USA flere gange havde interveneret i Mellemøsten for at skaffe demokrati og frihed, måtte jeg bøje hovedet for denne idealist: Selv om han således indirekte erkendte, at et virkeligt folkestyre som sin første handling ville smide alt hvad der lugtede af McDonalds ud af regionen, veg han ikke tilbage for at fortsætte kampen for mellemøstligt demokrati.
Ingen af demokraterne antydede, at der måske kunne være andet end idealisme i den amerikanske politik. Selv om det er børnelærdom, at det første, man skal gøre, hvis man vi forstå og eventuelt kritisere en politik, er at se bort fra politikerens egen udlægning, eftersom han/hun altid vil iklæde sine handlinger de smukkeste og aktuelt mest populære idealer.
Hvis Kerry vinder, vil hans vælgere hensynke i apati, når de må erkende, at han vil det samme som Bush. Men hvis han taber er der en chance for, at demokraterne finder ud af, at der er flere stemmer i at have en anden politik end republikanerne.
Siger min taktiske kone. Jeg er uenig: Selv om valget mellem en effektiv og en fanatisk imperialist er svært, vil jeg dog foretrække den effektive; det andet er for skræmmende. Jeg har en også en anden grund.
Bush afskaffer velfærden
Bush har lagt op til en ændring i, hvad der måtte være af amerikansk velfærdsstat. Ideen er ikke at erstatte skattefinansierede, almene ydelser med forsikringsordninger, sådan som tendensen er i Europa. Det er langt hen ad vejen virkeliggjort i USA, men er for moderat for Bush. I forsikringssystemet er der jo stadig et element af solidaritet, selv om den kun omfatter dem, der har råd til at betale præmien. Den, der forsikrer sig mod arbejdsløshed eller dårligt helbred, kan jo komme for skade at finansiere andres sygdom eller arbejdsløshed, mens han/hun selv lever sund og rask og beskæftiget til sine dages ende.
Derfor har Bush foreslået et system, hvor den enkelte indsætter sin opsparing på diverse konti, som der så kan trækkes på i tilfælde af fyring, hjertetilfælde eller alderdom; opsparingen skal opmuntres gennem skattebegunstigelse. Hvert individ er sin egen velfærdsstat! Det er måske en innovation, Anders Fogh kan lære noget af; når noget for noget udvikles til fra mig til mig fremmes personlig ansvarlighed, og pjækkeri bliver en saga blot, når konsekvensen straks kan ses i kontoudtoget. På længere sigt er ideen at overflødiggøre den gammeldags welfare.
Den plan er Kerry imod, og det gør en forskel. Han udfordrer naturligvis ikke som Nader den amerikanske selskabskapitalisme og dens de facto kontrol med politikken; han er selv gift ind i det system. Men han har forståelse for, at en forsat polarisering af den amerikanske befolkning giver ustabilitet. Den amerikanske fængselsbefolkning omfatter allerede flere mennesker end landbruget.
Rundt regnet halvdelen af vælgerne vil stemme på Bush. Selv om hans politik kun har gavnet de allerrigeste, og selv om han har været befriende åben i sin overklassepolitik, vil mange fattige stemme på ham. Blandt andet fordi alternativet er så uskarpt.