Grækenlands skæbnetime

For et par år siden annoncerede den daværende græske statsminister, Giorgios Papandreou fra PASOK, en folkeafstemning, hvor grækerne skulle sige ja eller nej til Trojkaens nedskæringskrav. Han blev kaldt til en kammeratlig samtale, hvor han fik at vide, at hvis en sådan afstemning blev gennemført, ville der blive lukket for kassen. Papandreou bøjede sig og blev snart efter erstattet af en bankøkonomen. I dag er PASOK på størrelse med de danske Konservative.

Den historie husker grækerne, men åbenbart ingen uden for landets grænser. Jeg har i hvert fald ikke set nogen referencer til den. Men det er den historie, som nu IKKE gentages. Syriza står fast på en folkeafstemning på søndag, selv om Trojkaen også denne gang har forklaret, hvad prisen for demokrati er i euro og cents (der kommer ingen bail out penge i dag, tirsdag).

Alle, i og udenfor Grækenland, holder nu vejret i angst og spænding. men jeg tror også at der er en vis lettelse over at 4 års waterboarding – som en Syriza talsmand udtrykte det – nu er slut. Også på den europæiske venstrefløj er der formentlig lettelse, nemlig over at Syriza ikke i sidste instans bøjede sig for nedskæringskravene og dermed havde umuliggjort et opgør med nyliberalismen flere år frem.

Folkeafstemningen er logisk og derfor fornuftig. Flertallet af grækere støtter regeringens opgør med nedskæringspolitikken, og flertaller støtter græsk medlemskab af Euro-zonen. Regeringen har forsøgt i fem måneder at tilgodese begge ønsker, men Trojkaen har ikke rokket sig en tomme (hvorimod grækerne har gjort mange indrømmelser). Befolkningen må nu afgøre, hvad den vil.

Dette er det afgørende, og det skal fastholdes. I forhold hertil er de forskellige udspil og alle rygterne blot en del af en blame-game.

Dette spil er svært at gennemskue. Så meget er dog klart, at skønt Juncker – kendt som Europas største skatteunddrager – i en lang følelsesladet tale kritiserede Tsipra for at fordreje forløbet fredag (hvor bruddet kom), kom han for skade selv at lyve. Han sagde at Trojkaen fredag havde lovet eftergivelse af noget af gælden, hvilket hele tiden har været et centralt græsk ønske, men EU Kommissionen måtte snart meddele – host, host – at det faktisk ikke var en del af Trojkaens sidste ‘tilbud’. Dette blev da også klart søndag, da Merkel og Hollande – vist nok under pres fra Obama, der ikke gider international økonomisk uro – stillede en sådan eftergivelse i udsigt. Det blev set som noget nyt, et desperat forsøg på at få grækerne til at opgive folkeafstemningen. Men for at eksemplificere forvirringen var de to statslederes melding den næste dag, at der ikke kunne være tale om ‘yderligere’ indrømmelser til grækerne.

Interessen samler sig nu om, hvad der sker i dag, tirsdag. IMF skal betales, men bliver det ikke, fordi der ingen bail out penge kommer fra Euro-gruppen. Hvad betyder det? Det har forlydt, at man ikke skal tage det så tungt her og nu; IMF sender blot en påmindelse, som gentages en uge efter etc. Andre siger at hvis man misligholder IMF lån, så er man gået fallit (‘default’), fordi disse lån altid har førsteprioritet, altså er de fineste eller mest seriøse. Og hvis der foreligger en græsk statsbankerot, så er vi inde i nyt territorium, der måske gør folkeafstemningen irrelevant.

Det andet store spørgsmål er naturligvis, om grækerne stemmer ja eller nej til Trojkaens sidste ‘tilbud’. Finanskapitalens repræsentanter tror, der er 60%’s sandsynlighed for et ja, mens de to sidste meningsmålinger, jeg har set, siger hhv. 47% og 57% for et ja, hvilket tyder på en meget tæt afstemning.

De andre regeringsledere i Euro-zonen siger at det er en afstemning om Euro-medlemskab eller ej, selv om afstemningen formelt er om Trojkaens sidste tilbud. Tsipras siger, at hvis vælgerne følger Syriza og afviser dette tilbud, ønsker han at genoptage forhandlingerne med denne folkelige styrke i ryggen. Men det er næppe sandsynligt, at Trojkaen lader sig påvirke af demokratiske meningstilkendegivelser. Trojkaens ‘fortolkning’ er mere end en fortolkning, for den kan jo vælge at smide grækerne ud efter et nej. Eller kan den? Der er ingen juridiske procedurer for at udelukke et medlem af Euro-zonen, har Varoufakis (græsk finansminister) og andre påpeget, men de fakto kan man jo gøre det ved at ECB helt indstiller forsyningen med Euro.

Hvis det bliver et ja, er forventningen et regeringen træder tilbage og måske udskriver valg. Syriza vil have overlevet med æren i behold, men grækerne må fortsat leve med nedskæringspolitik.

Det tredje store spørgsmål er konsekvenserne på finansmarkederne af den græske tumult. Der var fald mandag på 4-5% i Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien. Men hvordan bliver reaktionen, hvis Grækenland faktisk forlader Euroen? Specielt vil man holde øje med om krisen smitter, således at spanierne og italienerne skal til at betale højere renter på deres lån.

Til slut: Hvis Grækenland forlader Euroen til fordel for drakmeren vil det have alvorlige økonomiske og sociale konsekvenser, specielt med kraftigt stigende inflation, dvs. faldende levestandard. Det er alle enige om.

Men en exit betyder også en ny frihed. Man kan afskrive den gæld, der har ligget som en dødvægt over den græske økonomi, og man er ikke længere forpligtet af Euro-regler. Det åbner mulighed for en radikalisering af politikken. Faktisk bliver det næsten nødvendigt at iværksætte en kraftig omfordeling fra rige til fattige, hvis ikke den almindelige befolkning skal synke ned i fattigdom.

Den bedste og mest up to date kilde til den græske krise er http://www.theguardian.com/uk

 

Dette indlæg blev udgivet i Debat om Europa og EU, Den økonomiske krise og tagget , , , . Bogmærk permalinket.