Hvad blev der egentlig af IMF?

Det er nok for tidligt at skrive en nekrolog, men alligevel: IMF – Den Internationale Valutafond – er i dag kun en skygge af sig selv.

Så sent som i 2004 skyldte de fattige lande $96 milliarder til fonden, i dag kun $20 milliarder, hvoraf Tyrkiet tegner sig for halvdelen. De store Østasiatiske lande – Sydkorea, Thailand og Indonesien – har lært af de katastrofale virkninger af IMF’s lånebetingelser i forbindelse med krisen i 1997-98 og har derfor gjort sig uafhængig af organisationen ved at opbygge store valutareserver. Og i Latinamerika har en række lande, herunder Brasilien og Argentina, tilbagebetalt deres IMF-lån og får nu i stedet betingelsesløse kreditter fra Venezuela (Hugo Chavez’ oliemilliarder). Også Rusland har frigjort sig fra IMF.

IMF er et kreditorkartel for de rige landes banker og fonde
Når et fattigt land var i krise, var det IMF, der først rykkede ud og tilbød lån. Betingelsen var at landet gennemførte nyliberale ’strukturtilpasninger’, dvs. det skulle tilpasse økonomien til den internationale kapitals behov. Det betød for det første, at landet skulle afvikle restriktioner for udenlandske investeringer (både produktive og finansielle) og for handel, altså fri adgang for multinationale selskaber (der står for alle produktive investeringer og 67 procent af al varehandel), banker og fonde. Og for det andet at landet skulle skære ned på offentlige udgifter til sundhed, uddannelse osv., så der kunne blive penge til at betale de udenlandske kreditorer. Det hele foregik under et tykt ideologisk tæppe om at hjælpe de stakkels fattige.

Hvis landet sagde nej, var der ikke blot lukket for IMF-penge. Uden dette blå stempel, ville ingen regeringer eller private banker yde lån. Så det fattige land havde ikke meget valg. (Derfor markerer det en yderligere svækkelse af IMF, at Argentina netop har fået et stort lån fra den Inter-Amerikanske Udviklingsbank, trods landets strid med IMF).

I Latinamerika var effekten af denne politik en stagnation i den økonomiske udvikling. Mellem 1960 og 1980 steg BNP med i alt 82 procent, men 1980-2000 – da IMF var på banen – blev det kun til 9 procent. Det samme mønster ses i Afrika. (De seneste år er det gået bedre i begge regioner, især takket være de stærkt stigende olieindkomster).

I denne forbindelse (vækst i BNP) nævner Center for Economic and Policy Research (CEPR) et morsomt forhold. IMF udgiver en publikation kaldet Economic Outlook, hvor man spår om væksten i forskellige lande. Det viser sig at så længe Argentina fulgte IMF’s anbefalinger, dvs. indtil 2003, er organisationen alt for optimistisk, dvs. den faktiske vækst lå langt under den projicerede; men da præsident Kirchner frigjorde sig fra IMF og den nyliberale politik, var organisationen alt for pessimistisk, dvs. man undervurderede groft den faktiske – meget høje – vækst. CEPR spørger diskret om vi måske her har et eksempel på at politiske interesser har farvet den rene økonomiske videnskab? Det er klart, at de negative prognoser for den sidste periode skadede Argentina meget, fordi de gør udlandet betænkeligt ved at investere i landet. Tilsvarende har IMF undervurderet Venezuela’s økonomiske vækst under Chavez. Måske skal vi i fremtiden udøve lidt mere kildekritik, når vi ser tal fra IMF, OECD osv.

Er IMF’s nedtur blot midlertidig?
Der kan komme nye finansielle kriser i stil med den østasiatiske, men det synes som om de fattige lande har lært lektien, så det er svært at forestille sig at de igen skulle henvende sig til IMF. Men forudsætningen er selvfølgelig, at der er alternative lånemuligheder. Det er der i Latinamerika, – så længe Chavez ikke kuppes og så længe olieprisen er høj. Det sidste forekommer nogenlunde sikkert, mens det selvfølgelig ikke kan vides om USA får held til at destabilisere det venezuelanske styre.

Man må også spørge om IMF’s svækkelse er det samme som en svækkelse af den globale nyliberalisme? Det er klart tilfældet i Latinamerika, men det er mere tvivlsomt i Østasien. I Sydkorea er den af IMF påtvungne åbning af landet for den internationale kapital fastholdt, og især den amerikanske kapital spiller en stor – og måske stigende – rolle i erhvervslivet, bankvæsenet og på børsen; samtidig har Japan privatiseret en stor del af finansvæsenet (postbanken) og knyttet sig endnu tættere til USA, hvilket skulle tilsige yderligere liberaliseringer. I begge lande er den traditionelle statskapitalistiske model, med tæt samarbejde mellem stat, selskaber og banker, under pres. På den anden side har Thailand for nylig indført tvangslicenser på medicin mod AIDS og hjertesygdomme; det betyder at medicinalselskaberne må acceptere, at Thailand selv producerer medicinen, mod en afgift på kun 5 procent til selskabet, hvilket sænker prisen med 70 procent. Hvis det system breder sig, vil det være en bombe under den intellektuelle privatejendomsret, dvs. selskabernes privatisering og monopolisering af viden. De fattige lande vil få råd til medicin.

Så det er for tidligt at afblæse kampen mod den globale nyliberalisme! Alligevel kan demonstranter mod IMF notere sig en klar sejr. De gav deres lille, men vigtige bidrag til at rive saglighedens slør af organisationen.

Artiklen bygger især på materiale fra amerikanske CEPR (Center for Economic and Policy Research): www.cepr.net og en rapport fra UNCTAD (http://www.unctad.org/en/docs/gdsmdpbg2420071_en.pdf) med den sigende titel: Beyond IMF.

Bragt 1. maj 2007 i www.kritiskdebat.dk.

Dette indlæg blev udgivet i Global politisk økonomi og tagget , . Bogmærk permalinket.