Hvorfor er kritik af den politiske økonomi vigtig?

Dette spørgsmål er foranlediget af Jan Helbaks kritik af min kritik af Marx’s version af denne kritik i augustudgaven af Kritisk Debat. Se http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1549, der var et svar på min artikel på modkraft.dk: http://modkraft.dk/artikel/kapitalisme-analyse-i-vore-dage, der igen bygger på min Marx-kritik i Bind 2 af min Hoveder og Høveder (kapitel 22, 23 og 24), som kan findes på min hjemmeside www.anderslundkvist.net

Men før jeg kommer til dette spørgsmål en kort replik.

Svar til Helbak

Jeg er enig i det første afsnit om ‘De teoretiske præmisser’ (for Marx’s økonomikritik). Det er en korrekt udlægning af Marx’s grundlag – og dette grundlag er frugtbart. Overordnet er Marx´s filosofi den praktiske materialisme, der siger at idéerne – og hvad deraf følger – er afledt af interesserne. Det giver en fundamental realisme i analysen. Appliceret på historien resulterer dette udgangspunkt i den historiske materialisme, der – meget kort fortalt! – hævder at økonomien bestemmer resten. Det er en fin ‘ledetråd’ – som han kalder det – og det er da også den røde tråd i en bog, jeg er i gang med at skrive om ‘Dansk kapitalisme – historie og struktur’.

Så kommer vi til Helbaks kritik af min kritik af Marx´s økonomiske teori.

1) Helbak anker over at reducerer arbejdskraftens arbejdsværdi til arbejdsværdien af subsistensmidlerne. Så primitiv er Marx angiveligt ikke, omend han gør det ‘ind imellem’. Men han gør det i den mest autoritative sammenhæng, nemlig når han introducerer hele teorien i Das Kapital’s kapitel 4, afsnit 3, hvor det hedder s. 185 i Dietz udgaven (jeg har ikke den danske oversættelse for hånden):

“Die zur Produktion der Arbeitskraft notwendige Arbeitszeit löst sich also auf in die zur Produktion dieser Lebensmittel notwendige Arbeitszeit, oder der Wert der Arbeitskraft ist der Wert der zur Erhaltung ihres Besitzers notwendigen Lebensmitteln.”

Det er muligt at Marx i Theorien über den Mehrwert har filosoferet over ’stofskifte’, men det dementerer vel ikke hans udsagn i Das Kapital. Og vigtigst: For Marx er det en pointe, at arbejdskraften for kapitalismen ikke er noget helligt. Det er en vare på linje med en skjorte. I begge tilfælde må arbejdsværdilæren appliceres, dvs. værdien må bestemmes som skjortens hhv. arbejdskraftens reproduktionsomkostninger, målt i arbejde.

2) Helbak mener videre, at jeg overser kernen i Marx’s udbytningslære, når jeg skriver at man kun kan sælge sin arbejdskraft ved at sælge sig selv, altså blive slave (således at Marx’s teori er i modsætning til kapitalismens særkende, nemlig frie arbejdere). ‘Arbejderen sælger sin vare – sin arbejdskraft – fuldstændig frit’. Ja, men derefter er det slut med friheden.

Det er i hvert fald, hvad jeg mener er følgen af Marx’s teori. Men nej, siger Helbak: “Når dagskontrakten er ophørt, kan han gøre hvad han vil”. Jamen hov: ‘Dagskontrakten’ går ikke ud på at arbejdskraften, men arbejdet (fx 8 timer), sælges. Og skal vi tro Marx, er salget af arbejde blot fremtrædelsesform for væsenet, nemlig salg af arbejdskraft. Så det er poor salesmanship at ville forsvare Marx’s teori om arbejdskraftens værdi ved at henvise til ‘dagskontrakten’.

3) Så kommer vi til profitratefaldet, hvor jeg ikke har noget at tilføje; læseren kan selv sammenligne vore forskellige argumenter.

Men jeg har en fodnote. Ligesom det på Marx’s tid – før marginalismen og nytteteorien – var fælles gods, at lønnen svarede til subsistensomkostningerne (fordi enhver kunne se at det var sådan empirisk), således var den dominerende, nemlig ricardianske, økonomiske teori enig med Marx i, at kapitalismens dage var talte, fordi profitmulighederne ville udtørre. Ricardo begrundede så profitratefaldet anderledes end Marx, nemlig med henvisning til at kombinationen af befolkningstilvækst og knap jord ville øge afkastet til jorden (jordrenten), mens reallønnen var konstant = subsistensmidlernes (kornets) værdi. Derfor måtte profittens andel af nettoproduktet stedse falde. Dette blot som almindelig oplysning til folket.

Hvorfor gider vi diskutere abstrakt økonomisk teori?

Somme tider kan man blive så fanget af de logiske og filosofiske problemer i en teori, at man glemmer dens formål. Altså: Hvorfor er det vigtigt med en god teori om kapitalismen?

Jeg mener at enhver økonomisk teori har to vigtige funktioner: At levere redskaber til at forstå den aktuelle politiske økonomi – det er det rent analytiske; og at levere argumenter til at forsvare eller kritisere den herskende økonomi – det er den politiske dimension.

Standard økonomisk teori benægter den sidste dimension, idet teorien hævdes at være objektiv, altså politisk neutral. Den marxistiske tradition, derimod, insisterer på at en teori altid skæres til på en bestemt måde, med bestemte politiske implikationer; ‘kritik af den politiske økonomi’ er kritik af kapitalismen – og af standardteorier herom.

Det er da heller ikke svært at se – når man først ser efter – at ‘borgerlig’ økonomisk teori er – borgerlig. Der tegnes et harmonisk billede, hvor markedets usynlige hånd får de modstående interesser til at gå op i en højere enhed, hvor samfundsnytten maksimeres. Det søges vist at markedet er effektivt og at det optimerer medlemmernes velfærd. Det første skulle fremgå af den generelle ligevægtsteori (fra Walras og frem), det sidste af velfærdsteorien (fra Pareto og frem). Der er dog store problemer med nævnte ligevægtsteori, eftersom betingelser for at denne ligevægt faktisk virkeliggøres er meget, meget restriktive, se Kapitel 12 i Hoveder og Høveder (http://anderslundkvist.net/wp-content/uploads/2010/10/2dkap12.pdf). Videre er kapitalen i standardteorien blot én blandt flere – ligestillede – produktionsfaktorer, hvortil kommer at produktionen med dens profitmaksimering afbalanceres af forbrugernes nyttemaksimering; den politiske implikation er at ikke blot ejerne af produktionsmidlerne, men også almindelige mennesker har økonomisk indflydelse.

Kritisk – lad os bare sige socialistisk – økonomisk teori sætter ikke markedet, men kapitalismen i centrum. For den overordnede magt ligger hos kapitalen, og derfor er profitmaksimering økonomiens styrende princip. Det giver en teori, hvor interessemodsætningen mellem arbejde og kapital er i centrum. Vi får en strukturering af økonomien, der er langt mere konfliktbaseret; det er der også en masse politik i.

Som bekendt bygger Marx´s version af den kritiske økonomiteori på arbejdsværdilæren, der dels er tænkt som et redskab til at forklare priserne (at varerne udveksles i forhold hvor meget arbejde, der kræves for at fremstille dem), dels har en åbenbart politisk funktion, idet læren hævder at arbejdet og kun arbejdet skaber (social) værdi, således at arbejdsfri indkomster delegitimeres. Marx ser økonomien fra arbejderklassens synsvinkel, dvs. det er lige så lidt som standardteorien en objektiv, interesseuafhængig teori.

Men derfor kunne arbejdsværdilæren jo godt være et fint redskab til at forstå priserne og de øvrige økonomiske relationer under kapitalismen. Som det er fremgået ovenfor mener jeg ikke, at dette er tilfældet.

Marx´s begrundelse for arbejdsværdilæren (som pristeori) er uholdbar. Han tager to varer, der udveksles, og spørger hvad der fælles mellem dem. Hans svar er de begge er resultat af arbejde, så det må være mængden af arbejde, der bestemmer prisforholdet. Men det argument falder ved den simple observation, at også ikke-arbejdsprodukter kan udveksles. Hertil kommer at prøven på arbejdsværdilærens gyldighed under kapitalismen må være, at den kan forklare forholdet mellem kapital og arbejde, dermed lønnen, men det mener jeg (som det er fremgået) ikke at den kan.

Vi kan få en masse inspiration fra Marx, men hans økonomiske teori er et dårligt redskab til at forstå kapitalismen. Faktisk benyttes den da heller ikke af socialistiske økonomer, når de bestræber sig for at forstå den stigende ulighed, finans- og gældskrisen etc.

Marxister skiver somme tider ‘merværdi’ i stedet for ‘profit’, men kapitalen maksimerer profitten, ikke merværdien, og den grundlæggende politiske kritik af kapitalismen for at være udbyttende har heller ikke brug for merværditeorien: Det er i sagens natur kun arbejdet med dets blod, sved og tårer, der skaber noget, og derfor er værdig til en aflønning; kapitalindkomster, altså indkomster i kraft af det blotte, passive eje, skaber intet, og dette afkast er derfor taget fra arbejderne. Borgerlige økonomer har da også alle dage haft svært ved at give en etisk begrundelse for profit, rente etc. Det nærmeste man er kommet er abstinens- eller venteteorien hos Nassau Senior og senere Alfred Marshall, ifølge hvilken profit er kompensation for den psykologiske smerte ved ikke at forbruge overskuddet (men investere det), således at profit er betaling for en ikke-indsats. Meget ‘dialektisk’ kunne man sige, hvis man sarkastisk.

Marx´s kategorier er også et dårligt redskab til at kritisere de harmoniserende økonomer.

Disse kategorier kan ikke bruges til at vise manglerne i den generelle ligevægtsteori, og neoklassikernes kapitalbegreb – kapitalen som en produktionsfaktor på linie med jord og arbejdskraft – blev ikke revet fra hinanden af marxister, men af kritiske økonomer, der viste at dette kapitalbegreb ledte til inkonsistenser. De konkluderede – i den såkaldte ‘kapitalkontrovers’ i 60erne – at kapital i stedet er en fordelingskategori, der er meta forhold til de fysiske produktionsfaktorer (førende neoklassikere med erkendte disse ‘mangler’, således nævnte Samuelson dem i sin lærebog; prisværdigt, men mindre prisværdigt at disse sider gled ud i de følgende udgaver). Så neoklassikerne har lige så lidt som Marx et konsistent kapitalbegreb, hvilket vel må være den første betingelse for en god teori om kapitalismen.

Min vej væk fra Marx’s økonomiteori

Tillad mig nogle mere personlige ord om, hvorfor jeg nåede frem til at forkaste Marx’s økonomiteori.

Jeg begyndte at læse statskundskab ved Århus Universitet i 1965. I 1966/67 havde vi et meget grundigt baseret på Samuelson’s med rette berømte lærebog. Jeg var allerede da venstreorienteret, men det er sjovt at tænke tilbage på, at jeg ikke dengang så standard økonomiske teori som politisk ladet; den var objektiv og havde intet, hverken positivt eller negativt, at gøre med min politiske overbevisning.

Så kom 1968 og vi blev alle marxister. Vi begyndte den lange march gennem MEW (Marx-Engels-Werke) og selv specialiserede jeg mig snart i den politiske økonomi; jeg underviste i Das Kapital, skrev en lille bog ‘Introduktion til medoden i Kapitalen’, og skrev speciale om ‘Kapitalens bevidsthedsformer’, dvs. de tankeformer eller ideologier som var indlejret i kapitalismens økonomiske kategorier. Ifølge Marx fremtræder arbejdsværdien ikke som det der er, nemlig et socialt forhold, men som en ting, altså noget objektivt og ikke-socialt. Derfor bliver vore tanker om sociale forhold fordrejet. Dette er teorien om tingsliggørelse eller varefetichisme, som ikke – som de fleste tror – har noget at gøre med forbrugerisme.

Jeg blev tilhænger af den Hegel-inspirerede kapitallogiske skole, som jeg mente og mener er den mest korrekte udlægning af Marx. Mange gode marxister kørte som jeg træt i den uendeligt komplicerede værdiformsanalyse i kapitel 1. Fint, men denne analyse er fundamental i Marx’s økonomiteori og dropper man den, tager man hjerteblodet ud af Marx. Selv droppede jeg den i 1975. Af tre grunde. For det første var Böhm-Bawerks kritik af Marx”s begrundelse for arbejdsværdilæren ikke til at komme uden om (se ovenfor). For det andet indebar tingsliggørelsesteorien at penge fremtrådte og blev opfattet som en ting, nemlig guld, selv om penge er et socialt forhold; men den illusion forsvandt sammen med guldfoden og udspringer altspå okke af penge som sådan (det var snarere Marx, der var ‘pengefetichist’ ved at hævde at pengefunktionen nødvendigvis inkarneres i en ting). Og for det tredje – og vigtigst – går det ikke at grundlaget for hele økonomien er så helvedes indvinklet; det er i strid med god metodologi, nemlig at man starter med det abstrakte, enkle og derfor gennemskuelige, og først inddrager de konkrete bestemmelser, dermed alle komplikationerne, i anden eller tredje omgang. Dette gælder enhver videnskab – fysisk, biologi, matematik.

Når jeg tænker tilbage kom stødet til denne afstandtagen fra Marx’s økonomiteori faktisk et andet sted fra, nemlig mit forsøg på at finde hoved og hale i Marx’s opfattelse af ‘produktivt arbejde’ i bind 2 af Das Kapital; det var så indviklet og fortænkt at det simpelthen var utroværdigt; for at få arbejdsværdilæren til at passe – sikre arbejdsværdien som centrum i det økonomiske univers – var Marx her nødt til at konstruere flere og flere epicykler (lige som fortidens tilhængere af det jord-centrerede verdensbillede).

Kritikken af den politiske økonomi havde altså brug for et andet grundlag. Det fandt jeg med inspiration fra kapitel 2 om udvekslingsprocessen i Das Kapital; her tales der ganske vist også om denne fetichisme, men hovedsagen er at Marx her har ladt mystikken i kapitel 1 bag sig og gennemfører en realistisk analyse af denne udvekslingsproces (dermed markedet) og de interessemodsætninger, der formidles af denne proces; og først og fremmest er det først nu at privatejendommen, dvs. den juridisk-politiske forudsætning for markedet, får den centrale placering, som den fortjener. Det er produktionens private karakter, der er markedsøkonomien særtræk, set i forhold til en socialistisk, planlagt økonomi.

De næste mange år gik så med at udforme en kritisk økonomiteori på dette grundlag. Første resultat var ‘Kritik af privatarbejdet. 1. Del: Simpel vareproduktion’, der kom i 1981. Her finder jeg dynamikken i den systematiske fremstilling af kapitalismen i modsætningen i privatarbejdet mellem at vi arbejder både for os selv og for de andre; målet er privat, men samtidig indgår arbejdet i en arbejdsdeling og derfor er arbejdet også socialt. Bogen indeholder videre et kapitel, hvor jeg kritiserer Marx’s arbejdsværdilære. Som undertitel siger handler bogen ikke om kapitalniveauet. Det kom så med i ‘Hoveder og Høveder. En demokratisk kritik af det private samfund’ fra 2004, hvor jeg også diskuterer modsætningen mellem demokrati og kapitalisme. Her har jeg også nogle kapitler, hvor jeg kritiserer Marx’s kapitalteori (merværditeorien).

Hvorfor er der stadig økonomer, der fastholder den ortodokse marxisme?

Årsagen er simpel, nemlig at de opfatter en socialistisk kritik af kapitalismen som identisk med Marx’s kritik. Uden Marx er alt tabt.

De ortodokse frygter, at hvis vi dropper Marx er vi henvist til Keynes og hans moderne inkarnationer såsom Stiglitz og Krugman; disse leverer værdifuld kritik af den moderne kapitalisme, men de er ikke socialister, dvs. de vil udrense spekulation og andre uretfærdigheder og irrationaliteter fra kapitalismen, men ikke afskaffe denne produktionsmåde. I stedet for som Marx at interessere sig for de herskende interesser og hvordan disse undergraves, nøjes de med appeller til den gode vilje og den sunde fornuft.

Men Marx’s teori er kun ét bud på en socialistisk teori. Og det er et dårligt bud, fordi teorien er inkonsistent i sit grundlag. Min kritik går altså ikke på, at Marx skrev for 100 år siden og derfor er forældet. Teorien handler om kapitalismen som sådan, altså ikke den form den havde på Marx’s tid. hvis den abstrakte teori var rigtig, ville det være let at opdatere analyserne, så de dækkede mere moder manifestationer af kapitalen.

Så vi skal bare glemme Marx og komme videre? Overhovedet ikke. Vi skal lære af hans fejl. Vi skal værdsætte de mange dybtgående enkeltanalyser, fx om kapitalismens polariseringstendenser og om dens krisebefængte natur. Vi skal hente argumenter i hans skånselsløse kritik af de harmoniserende økonomer (den er kedsommelig og ineffektiv, når han som det overvejende er tilfældet i Theorien über den Mehrwert ‘kritiserer’ ved at opmåle deres afstand til Marx’s arbejdsværdi- og merværditeori, men inspirerende og ofte dødelig, når han udøver intern kritik, dvs. tager deres præmisser for pålydende og derefter viser, hvordan de leder til urimeligheder).

Og vi skal først og fremmest værdsætte den store styrke i alt, hvad Marx rørte ved, nemlig hans usentimentale realisme. Denne holdning (den praktiske materialisme) må videreføres i en alternativ kritik af den politiske økonomi.

Dette indlæg blev udgivet i Dansk politisk økonomi, Økonomisk og politisk teori og tagget . Bogmærk permalinket.