Kapitalismekritik i dag: Svar på en artikel

Den fem forfattere bag artiklen ‘Enhedslisten kapitalismekritik er overfladisk’ (http://modkraft.dk/artikel/enhedslistens-kapitalismekritik-er-overfladisk) har åbnet en meget vigtig diskussion for Enhedslisten og omegn. Sidst vi diskuterede var for godt et år siden, hvor vi i forbindelse med partiets principprogram nåede til en rimelig afklaring (synes jeg selv) om holdningen til stat og demokrati.

Nu gælder det mere generelt kapitalismeanalysen.

Jeg kan ikke følge forfatternes forargelse over, at nogle af vore politikere udtrykker forargelse over de gængse holdninger til arbejdsløse og over den stigende ulighed, for politik har uundgåeligt og heldigvis i høj grad med moral at gøre. Men det er selvfølgelig rigtigt, at moral ikke kan erstatte analyse, og det er også rigtigt at det kniber med grundige analyser af vor moderne, nyliberale kapitalisme (om end det næppe er fair at efterspørge en sådan i et principprogram). Vi skal vide hvor kapitalismen er på vej hen, så vi har mulighed for at udstikke en realistisk strategi for vejen mod socialisme. Jeg har, som forfatterne, savnet at den nødvendige defensive kamp for velfærdsstaten suppleres med offensive forslag om demokratisering af økonomien mv., således at befolkningen får en idé om vor vision for et andet samfund. Uden sådanne forslag er der en fare for at EL fremstår som lige så nostalgisk som DF.

Ifølge forfatterne udspringer miséren af, at venstrefløjen har glemt Marx’s politiske økonomi, især arbejdsværdilæren, merværditeorien og teorien om profitratefaldet. Her er det objektive fundament, der skal redde os fra indignation og anden overfladisk kritik.

Jeg mener at de nævnte teorier er logisk uholdbare. Vi kan lære en masse af Das Kapital, men ikke bygge på denne bog ved analysen af kapitalismen. Lad mig forklare.

Marx’s merværditeori er som bekendt baseret på at arbejderen ikke aflønnes for sit arbejde, fx 8 timer, men for sin arbejdskraft, hvis arbejdsværdi er subsistensmidlernes arbejdsværdi, fx 6 timer; deraf merværdien (her 2 timer), der i udviklet form hedder profit.

Denne teori om lønarbejdet – og dermed kapitalismen – er nødvendig, hvis arbejdsværdilæren skal fastholdes. For hvis lønnen er betaling for selv arbejdet, tvinger denne lære os til at spørge, hvor lang tid det tager at arbejde 8 timer? Hvis arbejdet er målestok for værdi, kan arbejdet ikke selv have værdi. Ligesom det er absurd – eller tomt – at spørge hvor lang en meterstok er. Ricardo og andre tilhængere af arbejdsværdilæren rodede sig ud i disse absurditeter, men Marx undgår dem med sin teori om, at det til sit væsen er selve arbejdskraften, ikke arbejdet, der sælges.

Desværre er teorien uholdbar (nærmerre herom i Kapitel 22 i min afhandling Hoveder og Høveder: http://anderslundkvist.net/wp-content/uploads/2010/10/3gkap22.pdf

Man kan kun sælge sin arbejdskraft ved at sælge sig selv, dvs. blive slave, men kapitalismen adskiller sig netop fra slavesamfundet (og det feudale samfund) ved at den umiddelbare producent er fri. Marx er klar over dette ‘problem’ og forsøger uden held at tale sig ud af det, bl.a. med antydninger af at arbejdskraften strengt taget ikke sælges, men blot udlejes, hvilket imidlertid er ensbetydende med at det så er selve arbejdet der sælges.

Hertil kommer at teorien leder til absurditeter, for for at reproducere arbejdskraften er ikke blot livsmidlerne nødvendige. Også den tid, det tager at koge kartoflerne, ja, den tid der går til søvn, er nødvendig for at holde arbejderen i live; hvis arbejderen betales for alt det, er det snarere ham, der udbytter kapitalisten, end omvendt.

Endelig er der naturligvis det empiriske argument, nemlig at lønnen historisk er steget til langt over subsistensomkostningerne; Marx søger her at gardere sig med en gummiparagraf om, at der indgår et sædvanemæssigt eller ‘moralsk’ element i bestemmelsen af arbejdskraftens værdi.

Derfor falder Marx’s teori om arbejdskraftens værdi, og med den hele arbejdsværdilæren (i hvert fald indenfor en økonomi med lønarbejde, altså kapitalismen). Arbejdsværdilæren er ikke et mere eller mindre nyttigt instrument ved analysen af kapitalen; den en inkonsistent som en teori om kapitalismen og derfor ubrugelig.

Også teorien om det tendentielle profitratefald er, i Marx’s version er liogisk uholdbar.

Vi har at profitraten p’ er defineret som m/(v + k), hvor m er merværdien, v den variable kapital og k den konstante kapital. Vi dividerer tæller og nævner med v og får (m/v)/(1 + k/v). Tælleren er merværdiraten m’, mens k/v er den ‘organiske sammensætning af kapitalen’, som vi kan kalde q. Altså p’ = m’/(1 + q). Marx antager nu en historisk tendens til at q vokser, fordi der kommer mere maskineri etc pr. arbejder; da nævneren således vokser, vil p’ falde. Q.E.D (quod erat demonstrandum) som man skriver, når man havde bevist noget i matematik.

Problemet er at når q øges, skabes der mere relativ merværdi, dvs. m’ øges. Og når både nævner og tæller øges, bliver tendensen for p’ ubestemt. Marx kalder stigende m’ en ‘modvirkende årsag’, på linie med fx udenrigshandel, men dette er en metodologisk fejl, eftersom stigningen i m’ er indbegrebet i stigningen i q (altså på samme logiske niveau, ikke en ydre forstyrrelse).

Jeg mener altså ikke at vi kan bygge på Das Kapitals begrebsapparat ved analysen af kapitalismen (og det har socialistiske økonomer da også sjældent gjort i konkrete analyser).

Det blivende i marxismen er i stedet – efter min mening – filosofien om den praktiske materialisme, ifølge hvilken den nøgterne interesse bestemmer den smukke idé; og det er den historiske materialisme, der bygger på denne filosofi. Her er Marx fortaler for en realisme, der gennemhuller ideologier og anden skønsnak. Og her er jeg ganske enig med forfatterne i, at det er der – desperat – brug for.

Hvilket bringer mig tilbage til de fems artikel, for den svarer ikke på det store spørgsmål om, hvorfor vi sidder i suppedasen, altså hvordan i al verden det kunne lykkes for kapitalen at overtage magten for 3-4 årtier siden.

Det nærmeste vi kommer er, “at oven på den traditionelle socialdemokratismes nederlag og arbejderbevægelsens efterfølgende handlingslammelse, der som proces har forløbet over de sidste 20-30 år, er der sideløbende vokset en ny socialdemokratisme frem.” Det lyder i retning af en forræderiteori, selv om artiklen generelt er et opgør med tendenser til moralisering på venstrefløjen. Andre har lige så idealistisk forklaret nyliberalismen med de liberales ideologiske oprustning i 70erne med Hayek-inspirerede tænketanke osv.

For at forstå, hvad der har ramt os, skal vi snarere se på de ændringer i det materielle grundlag, der har svækket lønarbejderne overfor kapitalen.

Jeg tænker på den større udbredelse af servicearbejde, som er mere heterogent end gammeldags industriarbejde og derfor åbner for flere individualiseringstendenser på arbejdsmarkedet. Vi skal også se på skiftet fra fast arbejde til deltidsarbejde eller kontrakter for et år eller to (prekært arbejde), hvilket også svækker solidariteten, dermed lønarbejdernes styrke overfor arbejdsgiverne. Og endelig må vi interessere os for de nye mere kapitalkonforme interesser som den typiske lønarbejdere har fået (ejerbolig, pensionsopsparinger etc.). For at forstå og kortlægge disse ting har vi brug for en ny socialistisk økonomisk teori, men så sandelig også for en masse empirisk forskning. Forfatternes besværgelser om arbejderklassen hjælper ikke.

Nyliberalisme er radikal kapitalisme, netop fordi modmagten blev nedkæmpet. Det er en form der er helt forskellig fra fx 60erne, da der var mere balance i magtforholdet mellem arbejde og kapital (hvilket vel var den materielle grund til at 60ernes velfærdsstat blev mulig). Den magtbalance begyndte at blive forrykket omkring 1980, og det er derfor at arbejderbevægelsen ikke formåede at bremse nyliberalismen. Disse triste kendsgerninger må være udgangspunktet for enhver ædruelig socialistisk analyse.

 

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Dansk debat, Økonomisk og politisk teori og tagget , , . Bogmærk permalinket.