Kapitel 3. Stækket kapitalisme 1901-1957

Dette er udkastet til Kapitel 3 i en bog ‘Dansk kapitalisme, historie og struktur’, som jeg er ved at skrive. Kapitlet handler om den kapitalistiske udvikling 1901-57; det følgende kapitel handler om klasseudviklingen i samme periode. Senere kapitler vil omhandle velfærdskapitalismen 1957-82, samt den senere – nyliberale – periode.

I tidligere udgaver af Kritisk Debat er bragt Kapitel 1 om perioden fra landboreformerne til det kapitalistiske gennembrud i 1890erne og Kapitel 2 om økonomisk demokrati på landet (andelsbevægelsen).

Jeg modtager meget gerne kommentarer, kritik og forslag, så kapitlerne kan forbedres.

Kapitlet har været bragt i Kritisk Debat, juni 2016.

I dette kapitel ser vi på kapitalens udvikling, i det næste på klassekampen; først pengene, så menneskene, om man vil.

Vor periode starter i 1901, hvor den industrielle kapitalisme er brudt igennem og det parlamentariske demokrati er indført. Der er tre grunde til at afslutte perioden i 1957.

Indtil slutningen af 50erne er den økonomiske vækst, dermed også kapitalismens udvikling, af moderat omfang; det går langsomt. Først derefter buldrer den højkonjunktur, der varer frem til 1973. Videre er det i slutningen af 50erne at landbrugets nedtur for alvor tager fart; Danmark ophører med at være et landbrugsland, og med det danske landbrugs overvejende ikke-kapitalistiske karakter betyder dette i sig selv en relativ styrkelse af kapitalen. Endelig markerer vedtagelsen af folkepensionen i 1957 begyndelsen til en grundlæggende ændring i den danske kapitalismes karakter, idet velfærdsstaten og med den en stor offentlig sektor vokser frem, således at en betydelig del af økonomien unddrages direkte kapitalistisk styring; velfærdsstatens årtier bliver emnet i Kapitel 5.

Jeg begynder med en bred fremstilling af de forskellige faser i kapitalismens udvikling 1901-57; de aspekter af periodens økonomiske historie, der direkte vedrører klassekampene, inddrages først i Kapitel 4. Dernæst vil jeg søge at bestemme, hvor meget kapitalen ‘fylder’ i forhold til den samlede økonomi (målt ved BFI) gennem vor periode. Dernæst undersøges kapitalismens strukturforandringer, især kapitalkoncentrationen.

Kapitalismens faser 1901-57

1901-14: Stagnation efter gennembruddet i 1890erne.

Dette er gode år for landbruget, der endog øger sin relative vægt marginalt, jf. Tabel 3.1 nedenfor. Omstillingen til animalsk produktion og opbygningen af andelsbevægelsen bærer nu frugt, stærkt støttet af gode udenlandske konjunkturer. Hertil kommer de landbrugsvenlige Venstre-regeringer; specielt omlægges skatten i 1903 fra hartkorn til indkomstskatter, hvilket favoriserer landbruget, hvilket også er tilfældet med toldloven fra 1908.

Industrien kunne ikke fastholde accelerationen fra 1890erne, men presser alligevel håndværket i denne fase. Industrien producerer overvejende (90%) til hjemmemarkedet, og nyder derfor ikke på samme måde som landbruget godt af de gode konjunkturer.

Perioden er præget af en høj grad af liberalisme. Det gælder internationalt, hvor fri bevægelighed for varer og kapital, indenfor guldfodens rammer, præger billedet. Det gælder også Danmark, hvor Venstre som nævnt sidder ved roret det meste af tiden. Erhvervslivet kan stort set gøre, hvad det vil. Der er ingen lovgivning til at regulere aktieselskaber, der netop i disse år skyder frem. Bankerne kan uhindret spekulere på især boligmarkedet (hvilket resulterer i en dyb, men kortvarig krise i 1908). Og i fravær af kapitalregulerende lovgivning får vi mange monopoler, karteller og andre konkurrencebegrænsende tiltag; virksomhedsstørrelsen indenfor industrien vokser.i

Denne udvikling peger hen på et paradoks i liberal økonomisk tænkning. Grundværdien er maksimal økonomisk frihed, altså minimal statsregulering. Det betyder at de store fisk spiser de små; de store virksomheder er frie til at slå sig sammen, til skade for de små, der udkonkurreres, og for forbrugerne, der må betale monopolpriser. Men efterhånden som økonomien monopoliseres er det selve konkurrencen, der udkonkurreres. Og her kommer dilemmaet, for i flg. liberalismen er det netop den frie konkurrence, der er rygraden i økonomisk frihed og i økonomisk effektivitet.

Det har op igennem århundredet givet en vis ambivalens hos Venstre overfor monopollovgivning, en ambivalens der dog sjældent er faldet ud til fordel for gennem lovgivning at sikre konkurrencen. Som vi senere skal se, har liberal økonomisk tænkning i vore dage opnået hegemoni, men vel at mærke i den variant, der favoriserer store virksomheder på bekostning af konkurrencen.

1914-22: Statsregulering, spekulationskapitalisme og nedtur

Disse år må inddeles i tre faser. Først krigsårene 1914-18, så højkonjunkturen 1918-20 og endelig den såkaldte fredskrise 1921-22.

Krigsudbruddet i 1914 var naturligvis en stor udfordring for den danske økonomi. Kunne man stadig afsætte landbrugsvarer til England, og kunne man stadig få kul og andre råvarer fra Tyskland? Det krævede intrikate forhandlinger med de to lande, men det lykkedes stort set, indtil den uindskrænkede u-båds krig i 1917 hæmmede udenrigshandelen betydeligt.ii

Under alle omstændigheder nødvendiggjorde den vanskelige situation, at økonomien blev reguleret, således at de knappe ressourcer fra udlandet blev fordelt på en sådan måde at både landbrug og industri kunne køre videre i et rimeligt omfang. Videre betød vareknapheden inflation, som søgtes dæmpet gennem et system af maksimalpriser og produktionsregulering. For at varetage disse opgaver blev der ved krigens start nedsat en Overordentlig Kommission. Den blev ledet af den radikale indenrigsminister Ove Rode og bestod i øvrigt af repræsentanter for erhvervslivet, især landbrug og industri.

Det betød at førkrigstidens liberale økonomiske system midlertidigt blev erstattet af en statsreguleret korporativisme, dvs. økonomien blev styret af staten i samarbejde – og konflikt – med erhvervslivets organisationer (der selv ofte havde modstridende interesser).

Konflikterne udspillede sig især med landbruget. Dette erhverv nød godt af den stigende efterspørgsel fra udlandet og den øgede knaphed indenlands, hvilket tilsammen tenderede mod at presse priserne på landbrugsvarer op. Den tendens søgte kommissionen at modvirke, hvilket ikke var populært i landbruget. Alligevel voksede erhvervets indtægter betydeligt mere end andre befolkningsgrupper. Det samme gjaldt redere og andre handelskapitalister, der profiterede af de stigende fragtrater.

Også industrien nød godt af verdenskrigen. Erhvervet fik stort set de nødvendige forsyninger, og man slap for den udenlandske konkurrence. Det store opsving kom dog først under den internationale højkonjunktur lige efter krigen (1918-20), da hele Europa blev frit til at øge efterspørgslen.

De usædvanlige forhold gav store indtjeningsmuligheder for de initiativrige, herunder de såkaldte ‘gullashbaroner’, der leverede konserves til skyttegravenes soldater. Overhovedet blomstrede spekulationskapitalismen som aldrig før; på børsen fordobledes kurserne under krigen. Især forventedes det, at der efter krigen ville åbne sig et stort marked i Rusland, så Plum-koncernen og andre opbyggede store varelagre. Også ØK under H. N. Andersen og Sibirisk Kompagni under Hjerl-Hansen var aktive, og generelt steg handelsselskabernes aktiekapital fra 110 mio kr. i 1914 til 360 mio i 1919.

Også industrikaptalen nød godt af de gode efterkrigskonjunkturer. Max Ballin etablerede i 1918 en læder- og skotøjstrust, og i provinsen blev der anlagt mange mindre skibsværfter. Indekset for industriproduktion steg fra 83 i 1918 til 137 i 1920, altså med mere end 50%.

Det meste af denne hektiske aktivitet blev orkestreret og finansieret af finanskapitalen, med Landmandsbanken (under Emil Glückstadt) i centrum. Kapitalkoncentrationen i de forudgående år havde givet den store kapital en stærkt øget magt, ikke mindst på det politiske niveau. H. N. Andersen havde stor indflydelse på Kongen, bl.a. i forbindelse med Påskekrisen 1920, hvor han anbefalede at afskedige Zahle, og han fungerede i flere år som uofficiel udenrigsminister; i 1922 lykkedes det ham at få udenrigsminister Harald Scavenius erstattet med en ØK-mand (Chr. Cold), fordi førstnævnte favoriserede Glückstadt på bekostning af Andersen. Samme Glückstadt repræsenterede i øvrigt Danmark på flere udenlandske konferencer. Alt i alt var storkapital og dansk ’storpolitik’ vokset sammen på en måde, der minder om amerikanske tilstande.

I efteråret 1920 blev Danmark ramt af den internationale ‘fredskrise’, der betød at det nævnte industriindeks faldt til 105 i 1921.

Krisen skyldtes flere forhold. De europæiske lande begyndte atter at eksportere, og dermed var det slut med den danske hjemmeindustris beskyttede tilværelse. Samtidig havde det udenlandske boom resulteret i overproduktion og dermed faldende priser og forringede afsætningsmuligheder for dansk eksport. Og endelig stabiliseredes det kommunistiske styre i Rusland, så investeringerne dér nu måtte afskrives.

Korthuset faldt nu sammen; engrospriserne halveredes og aktiekurserne styrtdykkede. Mest dramatisk gik det ud over handelskapitalen, hvor kompagnierne havde satset på at det bolsjevikiske styre blev en parentes. ØK klarede sig, men for Plum-koncerne blev det en katastrofe, at det russiske marked ikke materialiserede sig.

Også industrieventyret viste sig at havde ‘bygget på sand’, som Hansen og Henningsen skriver. Provinsskibsværfterne måtte nedlægges og Ballins skotøjskoncern gik fallit. Antallet af industriarbejdere faldt dramatisk fra 170.000 i 1921 til knap 130.000 i 1922.

Det meste af al denne spekulation var blevet finansieret af Landmandsbanken, som derfor nu sad tilbage med aben. Banken gik reelt fallit, men blev i flere omgange reddet af staten, dvs. skatteyderne.iii

Da røgen i 1922 havde lagt sig, var Danmark et meget forandret land.

Som det fremgår af tabel 3.1. var landbrugets vægt i økonomien blevet voldsomt reduceret, fra 32% til 23% af BFI, trods den gode indtjening i krigens år. Industriens andel var stort set uforandret (11%). Under og især lige efter krigen havde andelen været helt oppe på 15% i 1920, men det meste blev barberet bort af fredskrisen.

Den danske kapitalisme skiftede karakter to gange i perioden 1914-22.

Under krigen blev markedskapitalismen som nævnt erstattet af en statsreguleret korporativisme, hvor erhvervene kom under stram styring. Videre blev der i 1917 omsider lovgivet om aktieselskaberne, således at de blev regnskabspligtige, ligesom bankerne og børsen blev reguleret; men disse tiltag viste sig at være alt for svage, og efter at have vaklet modsatte Venstre sig Socialdemokraternes og de Radikales forslag om en monopollovgivning.

Da den Overordentlige Kommission under pres fra især landbruget blev afviklet i 1919, fik kapitalismen frit løb, så den spekulation, der allerede eksisterede under krigen (‘gullashbaronerne’), nu kunne eksplodere i et sandt orgie.

Kapitalismen bevægede sig således fra det ene yderpunkt til det andet, indtil det hele brast under fredskrisen.

1922-29: Fastfrosne strukturer

Mens 20erne var ’roaring’ i USA, var Europa præget af stagnation, arbejdsløshed og prisfald. Således også i Danmark.

Produktionen steg ganske vist betydeligt efter 1922, både indenfor landbrug (70% for animalske produkter) og industri (50%), men indtjeningen blev ramt af prisfald, især forårsaget af datidens deflationspolitik. For landbruget betød dette at den valuta, der blev indtjent fra eksporten, omveksledes til stadig færre kroner. Og i industrien (hvor eksporten stadig var af underordnet betydning) var problemet at omkostningerne – løn og råstoffer – faldt mindre end priserne på færdigvarerne.

Ligesom før krigen kom liberalismen i højsædet. Der var Venstre-regeringer det meste af 20erne, først Neergaard 1920-24, så Madsen-Mygdahl 1927-29. 1924-26 var der et socialdemokratisk intermezzo, men det kom der ikke meget ud, dels fordi de Radikale vaklede noget i støtten, og dels fordi Danmark i denne periode levede under et noget begrænset demokrati, idet de borgerlige kontrollerede Landstinget og dermed havde vetomagt. Resultatet var, at når de borgerlige havde flertal i Folketinget kunne de gennemføre deres politik; når SD og RV havde flertal begrænsedes magten ofte til det negative, nemlig at forhindre borgerlig politik.

Spekulationskapitalismens storhed og fald fik sine konsekvenser. Sammenbruddet for bankvæsenet satte sig sine spor; før og især lige efter krigen havde bankerne overhalet sparekasserne, men i 20erne tog disse atter føringen.iv Det skyldtes naturligvis befolkningens mistillid til bankvæsenet. Samtidig blev bankerne, kloge af skade, yderst tilbageholdende med at udlåne til industri og handel. Dette lagde en kraftig dæmper på den økonomiske vækst, og i 1926/27 var der egentlig økonomisk krise (‘deflationskrisen’) med tårnhøj arbejdsløshed, men derefter bedredes vilkårene hurtigt.

Nettoresultatet var at industriens andel af BFI stagnerede, lige som før 1914, jf. Tabel 3.1, mens landbruget fastholdt sin andel. Strukturerne i dansk økonomi var således bemærkelsesværdigt fastfrosne i dette årti.

1929-39: Verdenskrise og kapitalistisk opsving

Krakket på Wall Street i oktober 1929 betød at efterspørgslen i USA og snart i resten af verden reduceredes, hvilket resulterede i faldende priser. Da prisfaldet først omfattede landbrugets råvarer, som vi importerede, var dette til fordel for den danske økonomi, der faktisk havde det udmærket i et par år.

Men i 1931 ramte krisen Danmark med fuld styrke, da landbrugets afsætningspriser også begyndte at falde. Det generelle problem var, at USA nu trak sine penge ud af Tyskland og dermed eksporterede depressionen til Europa. Det internationale kapitalmarked brød sammen, så Danmark kunne ikke låne for at finansiere det underskud, som den faldende landbrugseksport medførte; samtidig erstattedes frihandelen med bilaterale aftaler med især England og Tyskland. Som nærmere omtalt i næste kapitel gik dette især ud over landbruget, der nu oplevede en eksistenskrise. Hvis vi noget nonchalant ser bort fra den store arbejdsløshed, klarede industrien sig rimeligt. Resultatet blev, som det ses af Tabel 3.1., at industriens vægt øgedes fra 11% til 15%; dermed fik den kapitalistiske produktionsmåde et kraftigt skub fremad.

Det var der to grunde til.

For det første betød den kraftige reduktion i det internationale økonomiske samkvem, at den udenlandske konkurrence faldt bort; dansk industri sigtede endnu på hjemmemarkedet, så derfor skadede det ikke så meget, at eksportmulighederne også svækkedes. I internationale krisetider er relativ selvforsyning en stor fordel.

For det andet holdt den nyetablerede Valutacentral hånden under industrien. Det voldsomme fald i landbrugseksporten indebar at den udenlandske valuta, der var til rådighed for import af råstoffer og andet til industrien, blev meget knap. Den måtte rationeres, og som under 1. Verdenskrig blev denne opgave varetaget af fagforeningerne og erhvervsorganisationerne, men her var arbejderbevægelsens repræsentanter nu styrket væsentligt. Det var et effektivt system, men det betød også at de etablerede virksomheder fik fortrinsstilling, således at det var småt med fornyelser. Den danske kapitalisme blev lidt konservativ og gammeldags. Alt i alt var den statslige korporativisme tilbage, efter 20ernes ultra-liberalisme.

Også håndværket gik frem, fra 10% i 1929 til 12% i 1939. Det hang sammen med at småproduktion i 30erne blev et tilflugtserhverv, og at industrien snarere end at udkonkurrere håndværket trak det op med reparationsopgaver og andre hjælpefunktioner.

30ernes klassekampe, og dermed krisepolitikken, behandles i næste kapitel.

1940-50: Besættelsestiden og de første efterkrigsår

Den kraftige regulering af økonomien fortsatte i dette årti, blot skiftede Valutacentralen navn til Direktoratet for Vareforsyning.

Men vilkårene var naturligvis ganske anderledes. Eksporten til England faldt helt bort, men til gengæld aftog Tyskland nu ubegrænsede mængder af landbrugsvarer til særdeles gunstige priser. Som under 1. Verdenskrig tjente landbruget mange penge, men da regningen ikke blev betalt af tyskerne, men af en konto i Nationalbanken, var det i realiteten skatteyderne, der måtte undgælde.

Samarbejdspolitikken under besættelsen betød, at der var grønt lys for direkte og indirekte arbejde for besættelsesmagten. De pågældende virksomheder, senere kaldt ‘værnemagere’, byggede bl.a. de store fæstningsanlæg langs Jyllands vestkyst. Mangelen på energi gav også store indtægter til de virksomheder, der udgravede tørv og brunkul. Der var således et vist opsving for hvad man kan kalde industriel spekulation.

Vareknapheden indebar at de erhvervsgrupper, der havde fine indkomster, ikke kunne effektuere deres efterspørgsel. Der opstod pengerigelighed, som efter krigen søgtes neutraliseret gennem en formuestigningsafgift, kaldet engangsskatten, ligesom en pengeombytning betød at værnemagere og andre mistede illegalt tjente formuer. Ingen skulle tjene på krigen, var det politiske budskab; spekulationen skulle luges ud af den danske kapitalisme.

Efter krigen og frem til 1950 blev hele reguleringssystemet langsomt afviklet. Samtidig omlagde landbruget eksporten til England, men måtte her acceptere betydeligt lavere priser; erhvervets profittering på besættelsen betød, at der ikke var politisk opbakning til at gøre noget ved dette indkomsttab.

Især grundet forsyningsproblemer var industriproduktionen i 1945 reduceret med ikke mindre end 26% i forhold til 1938-niveauet, og samtidig var produktiviteten faldet betydeligt. Men derefter og frem til 1953 øgedes produktionen betydeligt. Det skyldtes ikke mindst at erhvervet nu i stigende omfang begyndte at eksportere, hvilket der netop i efterkrigstiden var gode muligheder for. Tyskland lå stadig i ruiner og kunne ikke selv producere, og generelt var der i Europa en betydelig overefterspørgsel, efter krigens knaphedsøkonomi. Industrien gik også i dette årti stærkt frem, fra 15% af BFI i 1939 til 19% i 1950.

1950-57: Stagnation

I denne fase øgedes industrialiseringen, men den økonomiske vækst var betydeligt langsommere end i det øvrige Vesteuropa. Landbruget havde gode år frem til 1953, bl.a. takket være den øgede efterspørgsel under Korea-krigen, men fik derefter afsætningsproblemer, fordi de europæiske lande i stigende grad beskyttede deres eget landbrug, især efter dannelsen af EF i 1956.

Den hæmmede industrielle udvikling beroede dybest set på, at erhvervet var blevet noget gammeldags i sammenligning med det øvrige Vesteuropa, hvis produktionsapparat var blevet mere (Tyskland) eller mindre smadret under krigen, og som derfor måtte opbygge mere moderne industrier.

Hertil kom at Danmark løb ind i betalingsbalanceproblemer, hver gang regeringerne forsøgte sig med en mere ekspansiv politik. En sådan politik øger jo importen, og når landbrugets eksport var presset og industriens ikke var tilstrækkeligt konkurrencedygtig, gav det problemer, som tvang regeringerne til at slå bremserne i. Denne zigzag kurs kaldtes stop-go politikken.

Socialdemokraterne ønskede at bruge Marshall-hjælpen til industriel fornyelse, men det ville Venstre, som sammen med de Konservative sad på regeringsmagten 1950-53, ikke være med til. Og man kunne eller turde ikke låne i udlandet for at dække underskuddet på betalingsbalancen og finansiere et industrielt opsving.v

Som det ses af Tabel 3.1. fortsatte forskydningen fra landbrug til industri frem til 1957, hvor industrien nu omsider er blevet størst. Simpel vareproduktion går tilbage, snart også ved at centraliseringen af mejerier etc langsomt eroderer andelstanken og giver mere plads til profitmotivet.

Den danske kapitalismens historie i disse 56 år efterlader ikke megen tvivl om, at kapitalens principper gennemtrænger økonomien i højere grad i 1957 end i 1901. Det ikke-kapitalistiske landbrug går tilbage, den kapitalistiske industri frem. Men min hypotese vil også være, at det går meget langsomt.

Kan vi måle kapitalismens udbredelse mere præcist? Den første betingelse for at denne opgave kan løses, er naturligvis at vi véd, hvad der skal måles, altså hvad kapital er.

Hvad er kapital?

Kapital er penge, der gives ud med henblik på at erhverve et overskud, nemlig rente, profit eller kapitalgevinst (fx en stigning i værdien af en aktie). Den bestemmelse dækker såvel handelskapital, industriel kapital som finansiel kapital.

Heri ligger at de penge, man bruger til at købe forbrugsgoder, ikke er kapital; formålet er her ikke flere penge, men konkret nytte. Ej heller er der tale om kapital, hvis en arbejdende selvejer såsom en gårdmand eller håndværker køber en spade til brug i virksomheden; det umiddelbare formål er nok at sænke omkostningerne/øge indtjeningen, men denne producent befinder sig indenfor den simple vareproduktion, hvor det ultimative mål ikke er profit, men at klare sig, altså opretholde en rimelig levestandard. Formlen for simpel vareproduktion er V1 – P – V2, hvor V1 og V2 er varer, mens P betyder penge; man sælger (V1 – P) for at købe (P – V2), således at varen eller brugsværdien er målet. Formlen for kapitalisme er P – V – P’, hvor P’ betyder ‘flere penge’; man køber for at sælge, dvs. gevinsten ved salg er målet. Ved den produktive – producerende – kapital er de varer, der købes, arbejde (Marx: arbejdskraft) og produktionsmidler, men formlen dækker alle kapitalformer, fx også handelskapital, hvor profitten opnås ved at købe billigt og sælge dyrt. I øvrigt er al økonomisk teori enig i, at profitmaksimering er kapitalens definerende træk.

Uenigheden vedrører ‘hvor profitten kommer fra’.

Marx reducerer den til merarbejde (merværdi), dvs. profitten genereres i produktionen; handelsprofit og finansiel profit (typisk rente) ses som fraktioner af denne merværdi. I næste kapitel kritiseres merværditeorien, men det umiddelbare problem er, at selv hvis teorien kan forklare kapitalismens profitformer, kan den ikke forklare profitten i før-kapitalistiske produktionsmåder, hvor fx handelskapitalens profit oplagt udspringer af udvekslingen (handelen), ikke af produktionen. Derfor er Marx’s kapitalbegreb ikke generelt eller universalhistorisk.

Ikke-marxistisk (‘borgerlig’) økonomisk teori, startende med Böhm-Bawerk, har lagt vægt på at kapital kommer fra opsparing, og derefter spurgt, hvorfor man sparer op snarere end forbruger? Det gør man for i stedet at forbruge i fremtiden. Men udskydelse af forbrug er pinefuldt afkald, og profitten – der muliggør større forbrug i fremtiden – er kompensation for dette afkald (at vi har en sådan ‘tidspræference’ er aldrig blevet demonstreret). Profitmaksimering er således blot et middel for brugsværdimaksimering; i sidste instans er kapitalen en tjener for nyttemaksimering. I neoklassikernes grundmodel af økonomien står profitmaksimerende virksomheder overfor nyttemaksimerende forbrugere, men de to drivkræfter er alligevel ikke ligestillede, for resultatet bliver at mens forbrugerne får tilfredsstillet deres behov, bliver profitten i denne model et rundt nul; for hvis der er overskud i en branche, tiltrækkes andre virksomheder, hvilket øger udbuddet og sænker priserne indtil profitten er konkurreret væk.

Alternativt har neoklassisk teori set profitten som udsprunget af kapitalens produktivitet, nærmere bestemt som lig med kapitalens marginalprodukt (dvs. hvad den sidst indsatte kapitalenhed kan producere). Den teori blev vist at være inkonsistent i den såkaldte ‘kapitalkontrovers’ i 1960erne og 70erne.vi

Det er ikke således, at alle virksomheder til alle tider har profitmaksimeret. Enhver rationel virksomhed søger naturligvis at minimere omkostningerne og maksimere salgsprisen for at få et så stort overskud som muligt. Men hvorfor geninvestere overskuddet i stedet for at omsætte det til forbrug? Hvorfor den evige kapitalakkumulation, hvor man aldrig kan sætte sig ned og nyde frugterne af ens økonomiske aktivitet? Hvorfor ikke slå sig til ro med en produktion, der kører på samme niveau (en stationær økonomi)? Fra et nyttemaksimerende menneskes synspunkt er denne evige udsættelse af forbruget irrationel. Forklaringen er at der er en over-individuel social mekanisme, der påtvinger virksomheden denne adfærd. Dette er konkurrencen med de andre virksomheder, for hvis hundrede virksomheder konkurrerer på et givet marked og blot én af dem vælger at reinvestere overskuddet i stedet for at omsætte det i forbrug, så vil denne virksomhed udkonkurrere de andre; den vil have flere og bedre maskiner end de andre, den kan bruge flere penge på marketing, innovation osv. Hansen tænker måske, at ‘nok er nok’, og ønsker at stille sig tilfreds med en konstant omsætning og et konstant overskud. Men hvis Hansen og Petersen begge har et årligt overskud på 100.000 kroner, og Hansen bruger dem på at omlægge haven, mens Petersen investerer pengene i virksomheden, bliver Hansen ad åre udkonkurreret og går fallit. Kunderne går til Petersen, der investerer i mere effektive maskiner og derfor kan sænke priserne.

Profitmaksimering udspringer altså ikke af ambitioner, grådighed etc., men er en for virksomheden nødvendig stræben. Heri ligger også at profitmaksimering forudsætter almen konkurrence, eller mere præcist: At almen konkurrence nødvendigvis må lede til kapitalakkumulation, altså at almen markedsøkonomi må slå om i kapitalisme.

Det er let at se, at det simple bytte (V1 – V2) må udvikle sig til pengeformidlet udveksling (V1 – P – V2), for uden et alment ækvivalent som penge, bliver det højst usikkert, om jeg kan finde en person, der har en vare V2 som jeg ønsker, samtidig med at vedkommende ønsker min vare V1; dette er problemet med ‘behovenes dobbelte sammenfald’. Men hvorfor udvikler almen markedsøkonomi (V1 – P – V2) sig til kapitalisme (P – V – P’)? Fordi – som sagt – almen konkurrence tvinger til profitmaksimering.vii

Dette abstrakte spørgsmål er af stor politisk vigtighed, for hvis markedsøkonomi nødvendigvis slår om i kapitalisme, bliver det illusorisk at arbejde for en ’socialistisk’, dvs. kapitalismefri, markedsøkonomi. Heri ligger ikke nødvendigvis, at en kapitalismefri økonomi kræver en afskaffelse af markedet, blot at konkurrencen begrænses til at udfolde sig indenfor strikte rammer.

Kapitalens vægt i Danmarks økonomi 1901-1957

Hvordan operationaliseres dette kapitalbegreb, hvor profitmaksimering står i centrum, så vi kan få en idé om udviklingen i kapitalens vægt i den danske økonomi i vor periode?

Den umiddelbare metode er måske at opregne værdien af realkapitalen (bygninger, redskaber, maskiner etc.) på forskellige tidspunkter og sætte dette i relation til BFI, så vi fx kan beregne at kapitalen i 1901 oversteg BFI med 25%, i 1957 med 75%. Men det går ikke, eftersom kapitalen ikke er en ting, men en social relation;viii om en græsslåmaskine er kapital eller ej, kan ikke ses på maskinen, lige så lidt som en springers styrke i skak ikke kan fastslås ved af springerens fysiske egenskaber. Man kunne også se på udviklingen i kapitalindkomsternes andel af den samlede indkomst; dette ville være et godt mål, men her er der simpelthen ikke tal for vor periode.

Min metode vil være at undersøge, hvor meget klart kapitalistiske erhverv fylder i den danske økonomi gennem perioden. Dette kan imidlertid kun være udgangspunktet, dvs. sådanne resultater må kvalificeres med andre betragtninger.

Lidt mere kapitalistisk erhvervsstruktur 1901-1957

I hvilken udstrækning har erhverv, der er domineret af profitmaksimering, vundet frem på bekostning af erhverv, der i højere grad er præget af simpel vareproduktion?

Tabellen nedenfor angiver sektorforskydninger i dansk økonomi i vor periode.

Tabel 3.1. Erhvervsudviklingen 1901-1957, andel af BFI (procent)

1901 1914 1922 1925 1929 1935 1939 1948 1957
Landbrug m.v. 31½ 32 23½ 24½ 23 18 18½ 21 17½
Håndværk 10 7 8
Bygge og anlæg 5 3 3 3 5
Industri 10 10 10½ 11½ 11 14½ 15½ 19 18½
Varehandel 14 15 18 19½ 18 17 17½ 16 14
Privat transport 4 5 7 5 7 5 7 7
Finans 4 2 2
Bolig-benyttelse 7 6 8 5
Det offentlige 9 10½ 14 12½ 12 13 12½ 13½ 15½
Øvrige 5 10 3 5
I alt 100 100 100 100 100 100 100 100 100

Kilde: Beregnet ud fra Hansen, 1974: Appendiks, Tabel 3.

Note: ‘Øvrige’ er hoteller, restauranter, biografer og teatre, der trods enkelte større virksomheder, helt er præget af smådrift, samt liberale erhverv og husgerning, der naturligvis er ikke-kapitalistiske.

Det ses at landbrugets relative tilbagegang kommer i tre hug, under 1. Verdenskrig og de første år herefter, i første halvdel af 30erne og efter 1948; derimod bevarer erhvervet sin position i årene før 1914, i 20erne og går endda frem under besættelsen og de første efterkrigsår. Som argumenteret tidligere er landbruget i vor periode overvejende af ikke-kapitalistisk karakter. I kategorien ‘landbrug’ er inkluderet skovbrug, gartneri og fiskeri.

Håndværket er mindre virksomheder, med 5 eller færre ansatte (er der flere er det industri), således at det kapitalistiske præg er svagt. Den arbejdende ejer stræber efter at få et udkomme for sig og familien. Det ses at erhvervet går tilbage før 1. Verdenskrig og i begyndelsen af 20erne, men derefter klarer sig forbløffende godt. I vor periode bliver erhvervet ikke udkonkurreret af den store kapital.

Byggeri og anlæg var i denne periode klart håndværkspræget (selvstændige, murere, malere, tømrere etc.);ix de store entreprenørvirksomheder hører en senere tid til. Erhvervet er meget præget af konjunkturerne og den skiftende boligpolitik, så dets vægt har været meget svingende. Anlægsudgifter finansieres normalt af det offentlige, men arbejdet udføres af private; derfor er anlæg ikke rubriceret under den offentlige sektor. Dog forgår anslået 10% af aktiviteten indenfor bygge og anlæg på offentlige arbejdspladser, og henføres derfor til det offentlige.x

Industriens andel er forbløffende stabil – eller stagnerende – frem til 1929, men i 30erne og frem til 1948 går erhvervet kraftigt frem i noget, der ligner en anden industriel revolution (den første var i 1890erne, som vi så i forrige kapitel). Bemærk imidlertid også den meget afdæmpede udvikling fra 1948 til 1957. Man skulle måske have forventet en negativ sammenhæng mellem håndværkets og industriens vægt, men det er ikke tilfældet: Håndværkets tilbagegang før 1914 giver ikke fremgang for industrien, og i 30erne går begge erhverv frem. Erhvervene synes at komplettere hinanden snarere end at konkurrere, hvilket skyldes at håndværket i vid udstrækning yder hjælpefunktioner til industrien.

Varehandelen drager nytte af 1. Verdenskrig, men mister vægt efter 1925.

Privat transport (udenrigsskibsfart, indenrigstransport samt luftfart) går frem indtil 1922 og i 50erne, men andelen er stabil i den mellemliggende periode.

Den finansielle sektor (banker, sparekasser, kreditforeninger og forsikring) har gennem perioden stået for en meget lille og meget stabil andel af BFI, bortset fra årene omkring 1. Verdenskrig (hvor den megen spekulation i øvrigt øgede andelen til 5% i 1920).

Endelig er der det offentlige. Den store post er her offentlige ydelser, dvs. især sundhed og uddannelse. Hertil kommer centrale dele af samfundets infrastruktur, nemlig offentlige værker (vand, gas og el), der overvejende drives af kommunerne, samt telefon, post, telegram og radio; også jernbaner, sporveje og rutebiler er overvejende offentlige; disse offentlige virksomheder sælger deres ydelser og er derfor en del af markedsøkonomien, men udbuddet af ydelser er under demokratisk kontrol.xi Overførselsindkomster bidrager derimod ikke til BFI, fordi de blot flytter rundt på allerede producerede værdier. Det ses at efter en betydelig stigning frem til 1922, har sektorens bidrag til BFI været konstant, dog med en fremgang i 50erne.

Min interesse er at undersøge, i hvilken udstrækning Danmark er blevet mere kapitalistisk i vor periode, jf. Tabel 3.2.

Her går jeg ud fra, at industrien klart er domineret af profitmaksimering, mens landbrug, håndværk samt bygge og anlæg overvejende lyder principperne i simpel vareproduktion. Heller ikke den offentlige sektor er profitmaksimerende. Det ses at den kapitalistiske industri stod i stampe med 10-11% frem til 1929, og derefter har øget sin andel til ca. 19% i efterkrigstiden. Det er selvfølgelig en betragtelig relativ fremgang, men den øgede vægt beror mest på tilbagegangen for landbrug og husarbejde, og det absolutte niveau er ikke højt. Det er som om kapitalen stadig drukner i mere gammeldags produktionsmåder.

Varehandel og privat transport er vanskelige at have med at gøre, fordi de begge indeholder både kapitalistiske og ikke-kapitalistiske dele. Varehandel deles op i de store engros handler og agenturer på den ene side, og detailhandelens mange småbutikker på den anden; engros handel, agenturer og rederier må formodes at være styret af profitmaksimering, så jeg regner dem til den kapitalistiske del af den danske økonomi.xii Privat transport består overvejende af et utal af små vognmandsforretninger og af et mindre antal meget store rederier.xiii

Indenfor den finansielle sektor er banker og til dels forsikring kapitalistiske, mens sparekasser og kreditforeninger ikke er det. Den kapitalistiske andel har i de fleste år ligget mellem 33% og 40%, hvilket jeg tager højde for i Tabel 3.2.xiv

Den sidste korrektion vedrører ‘boligbenyttelse’, hvis bidrag til BFI er værdien ved at bebo en lejlighed eller et hus. Dette er huslejen. Denne foreligger direkte ved beboelse af udlejningsejendomme, mens ‘huslejen’ ved beboelse ef eget hus skønnes ud fra huslejen for en tilsvarende bolig. Udlejeren sælger en serviceydelse, mens man må forestille sig at beboeren i eget hus både udbyder og forbruger denne ydelse. Dette kan forekomme lidt akavet, men det er klart at godet ved at bo et sted må indgå i BFI på linie med andre tjenesteydelser.

Det ses af Tabel 3.1 at boligbenyttelse udgør 6-8% af BFI frem til 1939; andelen falder betydeligt i efterkrigstiden, hvilket hænger sammen med den betydelige offentlige huslejestøtte. De private udlejningsvirksomheder er klart kapitalistiske (ofte af spekulativ karakter) og de udgjorde i 1955 42% af samtlige lejligheder (huse tænkes opdelt i lejligheder), mens ejerboliger stod for 41%, og de resterende 17% var andelslejligheder, folkepensionistlejligheder etc. Jeg antager at BFI-bidraget afspejler disse forhold, og videre at forholdet gælder i hele perioden.xv

Generelt vil jeg sige, at detaljerne i denne afgrænsning af den offentlige sektor kan diskuteres. Men min interesse er ikke denne sektors niveau, men udviklingstendens 1901-57, og her er det afgørende alene at kriterierne for afgrænsningen er konstant gennem perioden. Og det er de.

Vi kan nu opgøre den kapitalistiske andel af økonomien.

Tabel 3.2. Den kapitalistiske økonomis andel af BFI

1901 1914 1925 1935 1948 1957
Industri 10 10 11½ 14½ 19 18½
En gros og agenturer 8 10½ 8 8
Rederier 2 2 2 2
Finans-kapitalen ½ 1 ½ 1 1
Udlejnings-firmaer 3 3 2
I alt 23 24½ 28 28½ 32½ 33½

Kilde: Erhvervstællingerne for 1925, 1935, 1948 og 1958; Hansen, 1974; II: Tabel 3.

Konklusionen – den er foreløbig – må være

1) at kapitalismen indtil 1935 har haft en fremgang på omkring 5 procentpoint, og derefter og indtil de første par efterkrigsår på yderligere 4 procentpoint.xvi Ikke meget i løbet af et halvt århundrede.

2) at kapitalismen fra før 1. Verdenskrig til slutningen af 50erne er avanceret fra at udgøre en fjerdedel til en tredjedel af dansk økonomi, målt på BFI.

3) at fremgangen næsten alene skyldes industrien, og

4) at udviklingen har stået næsten bomstille 1948 til 1957.

Sammenholdt med Tabel 3.1. ses, at kapitalens øgede vægt først og fremmest er sket på bekostning af landbruget, mens fordoblingen af den offentlige sektors bidrag til BFI mellem 1901 og 1957 har modereret den kapitalistiske fremgang.

Kapitalens magt

Vor interesse er at bestemme, i hvilken udstrækning den danske økonomi er præget af profitmaksimering i perioden 1901 til 1957. Her kan ovenstående inddeling af erhvervene i kapitalistiske og ikke-kapitalistiske kun være den første tilgang.

Der er en vis usikkerhed involveret i denne analyse, fordi de ikke-kapitalistiske erhverv kan indeholde kapitalistiske virksomheder (godser, større hoteller, supermarkeder), mens omvendt nogle industrivirksomheder kan være håndværksprægede. Dette er dog næppe et stort problem efter at ikke-kapitalistiske virksomheder er udskilt fra handel, transport og boligbenyttelse.

Det store problem ved tilgangen ovenfor er, at erhvervene ikke kan ses som isolerede størrelser.

Med undtagelse af den offentlige sektor indgår de i en markedsøkonomi, hvor de køber og sælger af hinanden, og derfor påvirker sektorerne hinanden. Landbruget køber maskinel fra industrien og forbrugsgoder fra detailhandlere i byerne, ligesom de via andelsforetagender afsætter deres varer i ind- og udland. Dermed kommer landbrugerne i konkurrence med andre aktører, og jo mere udbredt konkurrencen – dermed markedsøkonomien – er, jo mere tvinges landbrugerne og deres sammenslutninger til at profitmaksimere. Gårdmænd må ikke akkumulere jord (deres primære produktionsfaktor), men indenlandsk og udenlandsk konkurrence tvinger dem til at investere i ny realkapital (høstmaskiner, traktorer etc.).xvii Hvor meget dette ydre pres formår at demontere den simple vareproduktion kan altid diskuteres.

Ser vi på håndværket er det tilsvarende givet, at erhvervet i betydelig udstrækning formedes af den kapitalistiske industri; på nogle områder var der direkte konkurrence, og hertil kom at grene af håndværket i stigende udstrækning blev hjælpevirksomheder for industrien, dvs. forsynede den med produkter, foretog reparationer etc., hvorved dele af erhvervet blev undergivet direkte kapitalistisk indflydelse. Tilsvarende gennemtvang industrien og engros handelen ofte et ‘bruttoprissystem’, der lagde loft over udsalgspriserne, således at flere produkter kunne sælges, men med lavere avancer for detaillisterne.

Kapitalistiske virksomheder vil, hvis frie, altid dominere og tvinge de ikke-kapitalistiske virksomheder til at tilpasse sig. I en markedsøkonomi med virkelig fri konkurrence vil selvejere (’småborgere’) tabe, fordi de også er arbejdende og derfor kun halv-kapitalister. De vil gerne have overskud, men dette overskud kastes ikke ubeskåret ind i kapitalakkumulation, så i konkurrencen har de den ene arm bundet på ryggen. Derfor må selvejerne gå til grunde – eller blive kapitalister. Som vi skal se i næste kapitel (Tabel 4.4) gik selvejet da også relativt tilbage. Hvor der i 1901 var lige mange selvstændige som privatansatte arbejdere, nemlig hver 40%, var de i 1960 skrumpet ind til 24%, mens arbejdernes andel af arbejdsstyrken var vokset til 60% (i dag udgør de selvstændige under 5%).

Så hvorfor er den kapitalistiske andel af økonomien vokset så beskedent, målt på erhvervsstrukturen? Hvorfor har kapitalen i vor periode ikke opslugt hele den danske økonomi?

Den danske kapitals internationale afmagt

At kapitalen generelt tenderer mod at vinde over selvejerne, indebærer ikke nødvendigvis at den danske kapital sejrer. Med fri international konkurrence risikerer den at tabe til større nationer med mere udviklede kapitalistiske strukturer.

Frem til slutningen af 50erne var dansk industri et hjemmemarkedserhverv. Eksporten var begrænset og blev langt overgået af landbrugseksporten. Man var ikke konkurrencedygtig på de internationale markeder, dels fordi vor industrialisering var begyndt senere end i Tyskland og England og derfor havde haft mindre tid til at udvikle sig, dels simpelthen fordi Danmark var et lille land. Erhvervet var i permanent fare for at blive udkonkurreret af udlandet.

Vilkårene skiftede naturligvis med konjunkturerne.

Før 1914 var der stort set fri international konkurrence, hvilket faldt sammen med at industrien stagnerede (som andel af BFI). Sammenlignet med andre lande var det danske toldniveau ret lavt.

Under 1. Verdenskrig beskyttede den megen regulering mod udenlandsk konkurrence, og lige efter krigen var specielt det tyske produktionsapparat så svækket, at det ikke udgjorde nogen fare for dansk produktion. Det ændrede sig efter 1920, hvor den danske produktion af specielt sko og tekstiler blev truet af billige udenlandske varer. Industrien (og de Konservative) krævede toldbeskyttelse, men den liberale Venstre-regering bøjede sig kun i meget ringe grad. Dette er en del af forklaring på industriens stagnation i 20erne.

Som nævnt ovenfor levede industrien en beskyttet tilværelse under 30ernes verdenskrise og besættelsen; erhvervet gik da også meget frem i denne periode, men omkostningen var at mange virksomheder forblev ret små og uproduktive. I 50erne liberaliseredes den europæiske økonomi gradvist, dvs. industrien fik mere udenlandsk konkurrence, herunder fra det tyske ‘Wirtschaftwunder’. Igen var dette en af grundene til at erhvervet stagnerede frem til 1957.xviii

Sammenfattende kunne dansk industri dårligt konkurrere med udlandet i vor periode. Derfor var erhvervet presset, når der blev åbnet for konkurrencen, og havde fremgang, når der blev lukket. Frihandel er til skade for den svage, også på det internationale niveau.xix

Den politiske begrænsning af kapitalen

Forudsætningen for at den kapitalistiske produktionsmåde fortrænger simpel vareproduktion er at der hersker fri konkurrence, altså at markedet ikke forstyrres af politiske indgreb. Men på en lang række områder blev kapitalismen hæmmet af offentlige indgreb.

En detailhandler måtte kun have én forretning i en by, hvilket effektivt sikrede at de forblev indenfor den simple vareproduktion. Gårdmænd måtte ikke akkumulere jord, fordi der frem til omkring 1960 var forbud mod sammenlægninger og samdrift. Denne regulering blev mere indgribende op igennem vor periode.

Før 1914 var kapitalen stort set fri, som i dag. Der var ingen lovgivning for den finansielle sektor, og virksomheder kunne samarbejde og fastsætte priserne, som de ville; guldfoden indebar at kapitalen frit kunne bevæge sig ud og ind af landet.

Under 1. Verdenskrig blev kapitalen lagt i lænker med maksimalpriser og mange andre indgreb, om end den selv – i den Overordentlige Kommission – selv var med til at udforme denne erhvervspolitik; samtidig kom der en lov, der gav en vis regulering af bankerne. Det finansielle sammenbrud efter krigen svækkede bankerne og den industri, som de finansierede, men kapitalen var ret fri i de liberale 20ere. Lige efter krigen var der megen snak om en konkurrencelov, der kunne sætte grænser for monopoldannelsen, men Venstre fik kolde fødder, så det blev ikke til noget. De offentlige indgreb i den finansielle sektor tog overvejende form af offentlig støtte til fallerede store banker, og under Madsen Mygdal sattes en offensiv ind overfor arbejderbevægelsen, hvilket også hjalp kapitalen.

1930erne blev det store vendepunkt. Industrien – dermed kapitalen – gik kraftigt frem, men samtidig blev dens frihed indskrænket. Det skete umiddelbart gennem Valutacentralen og monopolloven fra 1937, men også ved at staten trådte til og regulerede arbejdsmarkedet, ofte til skade for arbejdsgivernes interesser; således forhindrede Kanslergadeforliget en lønreduktion, og anden lovgivning reducerede arbejdstiden (mere ferie og forbud mod overarbejde).

Under 2. Verdenskrig og i de første efterkrigsår får vi atter et system med maksimalpriser og rationering, der dog afvikles i slutningen af 40erne; samtidig træder staten ind og regulerer boligsektoren massivt. Nationalbanken havde stor magt over erhvervslivet, fordi den afgjorde hvor meget den ville udlåne til banker og sparekasser (modsat i dag, hvor alle kan låne frit i udlandet) og til hvilken rente (diskontoen). Hertil kom at finansielle institutioner ikke måtte være supermarkeder, med alle produkter på hylderne (som i dag); sparekasser måtte ikke drive bankforretninger (især vekseldiskontering), og banker, realkredit og forsikring skulle begrænse sig til deres særlige felt. Specielt for bankerne gjaldt det, at det ikke var tilladt at eje aktiemajoriteten i en anden bank eller være repræsenteret i dens bestyrelse. Finanskapitalen var ikke fri til at ekspandere ubegrænset.

Heller ikke i udenrigsøkonomien havde kapitalen frit slag, tværtimod. Ind- og udførsel af kapital udover 2.000 kr krævede Nationalbankens godkendelse, og der var pligt til at hjemtage (omveksle) indtjent udenlandsk valuta, dvs. denne kunne ikke bruges frit.xx Udenrigshandlen var også undergivet restriktioner, først kvantitative importbegrænsninger, senere ret høje toldsatser, begge dele til fordel for hjemmeindustrien.

Offentlig regulering begrænser kapitalens suverænitet, men reguleringen er i øvrigt af tvetydig karakter.

Nogle gange gribes der ind for at hjælpe og beskytte kapitalen. Det er tilfældet med told og andre importbegrænsninger, ligesom Valutacentralens rationering af den knappe udenlandske valuta bl.a. tog sigte på at sikre industrien forsyning med råvarer; man kunne også nævne de forskellige erhvervsstøtteordninger. Mere generelt understøtter staten kapitalen ved at sikre den private ejendomsret til produktionsmidlerne og håndhæve kontrakter, ved at etablere en effektiv infrastruktur (veje etc.) og ved at finansiere et godt uddannelses- og sundhedssystem, således at der er en kvalificeret og sund arbejdskraft til rådighed. Alle disse offentlige opgaver afspejler den marxistiske indsigt, at staten i den kapitalistiske produktionsmåde må opretholde denne.

Andre gange gribes der ind for at beskytte befolkningen og ikke-kapitalistiske erhverv mod kapitalen. Konkret kan nævnes maksimalpriser, indgreb i overenskomstforhandlinger til fordel for arbejderne, restriktioner for den finansielle sektor og monopollovgivning. Overordnet er den progressive indkomstbeskatning (fra 1903) og diverse afgifter og former for kapitalbeskatning ret beset indgreb i den private ejendomsret. De, der har mest af dette gode, må bøde mest, mens de, der har mindst, nyder gavn af disse betalinger fra den private til den offentlige sektor, således at indkomstoverførsler (pensioner, dagpenge etc.) samt offentligt forbrug (uddannelse, sundhed etc.) kan finansieres.

Selve eksistensen af en offentlig, ikke-kapitalistisk sektor, udgør naturligvis en grænse for kapitalen; offentlig uddannelse og sundhed berøver den forretningsmuligheder. Disse offentlige funktioner afspejler, at staten under den demokratiske kapitalisme også afspejler befolkningens interesser. Bemærk at uddannelse og sundhed kan betragtes fra begge vinkler: Som en hjælp til kapitalen og som som et gode for befolkningen; det skyldes at arbejdere både er mennesker og et input til industrien.

I 30erne får det offentlige en langt større vægt i økonomien. I tabel 3.1 så vi, at dens bidrag til BFI frem til 50erne var konstant omkring 10%, men dette udtrykker kun det offentlige forbrug (sundhed, uddannelse etc.) samt offentlige værker, jernbaner etc. Herudover omfatter de offentlige udgifter også de sociale udgifter, dvs. overførselsudgifter såsom dagpenge og pensioner, og da disse voksede kraftigt i 30erne med Steincke’s socialreform steg de offentlige udgifter i dette tiår fra 13½ til 17½% af BFI. Hertil kom at staten øgede sin udlånsvirksomhed fra 13½ mio kr i 1929/30 til 72 mio kr. i 1939/40; disse midler anvendtes bl.a. indenfor boligsektoren. Videre etableredes en erhvervsfond og en kommunal lånefond, samtidig med at store offentlige midler gik til at sanere landbrugets gæld.xxi

Den offentlige regulering gavner altså industrien og sikrer kapitalen, men leder også frem til den velfærdsstat, som behandles nærmere i Kapitel 5 og 6. Hvilken funktion har været dominerende? Er staten i vor periode mest kapitalens, eller mest befolkningens stat? Det spørgsmål finder jeg, modsat ortodokse marxister, umuligt at afgøre. De offentlige indgreb holdt hånden under kapitalen – og satte grænser for dens frihed. Staten styrkede kapitalen, men omformede den samtidig i statskapitalistisk retning, nærmere bestemt en demokratisk kontrolleret kapitalisme. Det sidste var, om man vil, den pris, som kapitalen måtte betale for at overleve og trives.

Det er selvfølgelig for firkantet blot at operere med ‘befolkningen’ som kapitalens modmagt. Periodens lovgivning er resultat af brydninger mellem gårdmændenes, arbejdsgivernes og arbejdernes interesser, altså klassekampen, som den udspilles på det økonomiske og politiske felt. Tendensen var at gårdmændene gik tilbage antalsmæssigt i forhold til arbejderne, hvilket afspejledes i at den politiske magt skiftede fra Venstre til Socialdemokratiet. Fri markedsøkonomi veg for en mere planlagt og reguleret kapitalisme; nok får liberalismen en opblomstring i 20erne, men i 30erne bryder den sammen, og selv om maksimalpriser og rationering afvikles efter 1950, øges den offentlige regulering af bolig- og finanssektoren.

Hidtil har vi i dette kapitel fokuseret på kapitalens – marginalt – øgede vægt i forhold til den samlede økonomi. I resten af kapitlet ser vi på kapitalens interne struktur.

Strukturforandringer i kapitalismen

Traditionelt skelner man mellem finanskapital (tidligere kaldt ‘rentekapital’), handelskapital og industriel kapital; dette er generelt den kronologiske rækkefølge, jf. Danmark hvor handelskapitalen var dominerende fra den ‘florissante periode’ i slutningen af 1700-tallet og frem til industrialiseringens gennembrud i 1890erne.

Hvordan er forholdet mellem de tre kapitalformer i perioden 1901 til 1957? Tabel 3.2 giver det foreløbige svar: Kapitalismens fremgang er industrikapitalismens fremgang, mens såvel handelskapitalen som den finansielle kapital har stået i stampe. Helt efter bogen, kan man sige.

Finanskapitalen

Imidlertid fanger bidraget til den økonomiske vækst (BFI) kun en del af kapitalens magt.

Dette gælder især for finanskapitalen, der gennem sine aktiviteter, afspejlet i driftsregnskabet, kun har bidraget med omkring 1%, jf. Tabel 3.1 og 3.2. For så vidt skulle man tro, at dens indflydelse på dansk økonomi kun var en brøkdel af håndværkets, og det er selvfølgelig ikke tilfældet. Vi må også se på kapitalregnskabet, der beretter om den kapital som sektoren råder over og dermed – især gennem udlånspolitikken – på afgørende vis kan bestemme det danske erhvervslivs struktur og udvikling. Det kan håndværket ikke, fordi det råder over langt mindre kapital i forhold til de årlige aktiviteter.xxii

Lad os først betragte udviklingen i hele den finansielle sektor, altså både den mere og den mindre kapitalistiske del. Tabel 3.3 angiver de absolutte tal, herunder aktieselskabernes kapitel, mens Tabel 3.4 meddeler den procentuelle fordeling på de forskellige institutioner.xxiii

Tabel 3.3. Balancen i den finansielle sektor 1901 til 1957. Absolutte tal.

Balance,

mio kr

1901 1914 1925 1935 1948 1957
Banker 477 1.519 3.295 3.020 7.310 11.700
Sparekasser 550 937 2.060 2.490 5.250 6.880
Realkredit (restgæld) 803 1.925 3.497 5.180 7.350 10.690
Livs-forsikring 62

(A/S 41)

148

(A/S 98)

353

(A/S 248)

760

(A/S 560)

2.120

(A/S 1.570)

3.500

(A/S 2.670)

I alt mio kr. 1.892 4.529 9,205 11.450 22.410 32.770

Kilde: Statistisk Årbog, diverse årgange; Johansen, 1985.

Tabel 3.4. Balancen i den finansielle sektor 1901 til 57. Procenter.

Balance,

procenter

1901 1914 1925 1935 1948 1957
Banker 25,2 33,5 35,8 26,4 33,2 35,7
Sparekasser 29,1 20,7 22,4 21,8 23,8 21,0
Realkredit (restgæld) 42,5 42,5 38,0 45,2 33,4 32,6
Livs-forsikring 3,3 3,3 3,8 6,6 9,6 10,7
I alt 100% 100% 100% 100% 100% 100%

Tabel 3.4 beskriver forskydningerne indenfor den finansielle sektor. Det ses at bankerne overhaler sparekasserne op til 1914, men går betydeligt talbage, stadig relativt set, i 30erne grundet efterdønningerne af bankkrisen omkring 1920. Bankernes vigende vægt gavner kreditforeningerne, vel fordi mange investorer týr til de ret sikre obligationer i krisetider. Fra 20erne og frem til 1957 ligger sparekasserne konstant på lidt over 20%. Det ses også at de fire ’spilleres’ relative vægt har været ret uforandret efter krigen, bortset fra at bankerne har taget nogen få markedsdele fra sparekasserne; bemærk også at livsforsikring, der frem til 30erne var uden megen betydning, nu bliver en rimeligt vigtig faktor, med omkring 10% af markedet.

Hvilken vægt har hele sektoren i den samlede økonomi? Vi bruger her BFI som ‘benchmark’, dvs. dividerer BFI op i den samlede balance for de forskellige år:

Tabel 3.5. Den finansielle sektors vægt i økonomien 1901 til 57.

Mio kr. 1901 1914 1925 1935 1948 1957
Balance 1.830 4.529 9.205 11.450 22.030 32.800
BFI 1.372 2.529 6.153 6.380 17.662 32.668
Andel 133% 179% 149% 179% 125% 100%

Kilde: BFI er fra Hansen, 1974, bilagstabel 3.

Svingende procenter, men efter 1935 er der en klar tendens til at finanssektoren vægter mindre i den samlede økonomi.

Imidlertid er min interesse finanskapitalen, altså den kapitalistiske del af den finansielle sektor, idet kriteriet som altid er om den uhæmmede profitmaksimering er i højsædet.

Banker er klart kapitalistiske, mens kun en del (stigende fra 2/3 til 3/4 i vor periode) af livsforsikring er aktieselskaber. Sparekasser er i vor periode ikke-kapitalistiske. Det samme gælder realkredit, der er foreningsbaserede og i øvrigt stramt reguleret af det offentlige. Når livsforsikringernes aktieselskabsdel lægges til bankernes balance fås disse andele for finanskapitalens vægt i den finansielle sektor

Tabel 3.6. Den kapitalistiske andel af den finansielle sektor 1901 til 57

År 1901 1914 1925 1935 1948 1957
Andel 27% 36% 39% 31% 40% 44%

Det ses at efter en vækst frem til 1920erne, og fald i 30erne, har finanskapitalen fået en betydelig større vægt i den finansielle sektor fra 1935 til 1957.

Efter de ‘vilde år’ frem til 1920 – faktisk var den kapitalistiske andel af sektoren hele 56% i 1920 – hæmmede bankkrisen finanskapitalen, samtidig med at den op igennem perioden kom under stigende politisk kontrol. Bankernes almene indflydelse på den øvrige økonomi blev svækket med bankloven fra 1930, der forbød en bank at være repræsenteret i en anden banks eller et andet selskabs bestyrelse. På den måde blev finanskapitalen inddæmmet, givetvis under indtryk af krisen i 20erne, hvor bankfallitter trak industri- og handelsvirksomheder med ned.

Endelig kan vi relatere finanskapitalen direkte til realøkonomien (BFI):

Tabel 3.7. Forholdet mellem finanskapitalens balance og BFI 1901 til 57

1901 1914 1925 1935 1948 1957
Kvote (balance/BFI) 38% 64% 58% 56% 50% 44%

Det måske lidt overraskende resultat er således, at finanskapitalens betydning i forhold til realøkonomien er faldet kontinuert og betydeligt siden 1914. Anderledes udtrykt, er den finansielle sektor blevet klart mere kapitalistisk, men den samlede sektors svækkelse har betydet at finanskapitalen har fået generelt mindre vægt i økonomien. Graden af ‘finansialisering’ – for at bruge en moderne betegnelse – har været aftagende i vor periode.

Som vi skal se i Kapitel 7 er finanskapitalen sidenhen stormet frem: hvor dens balance i 1957 svarede til mindre end 50% af BFI, er vi i dag oppe på omkring 700%. Det er interessant at konstatere, at finansialiseringen ikke er øget kontinuert siden 1901; efter at have kendt bedre dage, var finanskapitalen presset i bund i slutningen af 1950erne.

Aktieselskaber

Efter et par falske starter (jf. Kapitel 1) brød selskabsformen igennem i 1890erne og havde en gylden periode ‘under højkapitalismen’ – som Svens Aage Hansen kalder disse år – frem til 1914.xxiv Hvor selskabsformen – som kapitalismen generelt – tidligere især havde været populær indenfor finans, handel og transport, blev industrien nu også omfattet.

Det særlige ved et aktieselskab er det begrænsede ansvar, dvs. at man højst kan miste den indskudte aktiekapital; ved en fallit må kreditorerne bære resten af tabet. Dette i modsætning til enkeltmandsvirksomheder eller interessentselskaber, hvor én eller flere ejere fuldt ud må bære alle tab, altså principielt må aflevere den sidste skjorte, om nødvendigt; disse selskaber blev da også alternativt betegnet ‘ansvarlige selskaber’ – med den implikation at aktieselskaber er ‘uansvarlige’.

Selskabsformen er altså et stort privilegium, som staten og domstolene i sin tid bevilgede. Historisk krævedes der derfor gerne en modydelse i form af at tilgodese offentlige formål, og videre var der ofte restriktioner på selskabernes låneoptagelse, eje af jord og endog på profitten. I takt med at kapitalens indflydelse på den amerikanske og engelske regering voksede, bortfaldt disse betingelser. Her var Danmark faktisk foran i udviklingen. Før loven i 1917 krævedes ingen tilladelse, og mens ‘interessenterne’ i 1700-tallet hæftede personligt og solidarisk blev denne kutyme omstødt med en dom fra 1827.xxv Det var nu i stedet selskabet som sådan – altså det anonyme selskab – der var ansvarligt, hvilket betyder at når aktieværdien er tabt og selskabets reserver udtømt, er det kreditorerne der må undgælde. I praksis har det ofte været staten – skatteyderne – der måtte betale.

På denne baggrund må man spørge, hvorfor alle danske virksomheder ikke blev omdannet til selskaber? Det var der faktisk også en tendens til før 1917, hvor en aktieselskabslov ud over regnskabspligt indførte minimumskrav til størrelsen af aktiekapitalen (5.000 kr), hvilket ryddede lidt op og reducerede antallet af selskaber. Fra nu af var de små afskåret fra privilegiet. Derudover var der nogle større virksomheder, fx Mærsk indtil for få år siden, der ikke brød sig om regnskabspligten, fordi offentligheden så kunne snage i virksomheden.

Når selskabsformen først sent blev dominerende må det nok forklares med, at de fleste danske virksomheder var små og derfor ikke kvalificerede og ikke kunne overkomme regnskabsbesværet (transaktionsomkostningerne). Dertil kommer naturligvis at en oprindelig ejer bliver afhængig af – andre – aktionærer og endda løber risikoen for helt at miste kontrollen; denne risiko er søgt imødegået ved at etablere en fondsstruktur, ved at indføre præferenceaktier (hvis ejere ikke har stemmeret, men til gengæld lokkes til med en forlods andel af overskuddet) eller gennem afstemningsregler, der priviligerer de store aktionærer (herunder måske den oprindelige ejer). Endelig må det fremhæves at der i 1903 blev indført selskabsbeskatning. Denne kan ses som selskabernes modydelse for deres privilegium, en modydelse, som altså ikke forelå før dette tidspunkt. Faktisk er det jo logisk at selskabet som sådan må betale skat, når det er anerkendt som juridisk subjekt med egne aktiver og indkomst; til tider er det blevet hævdet at der er tale om dobbeltbeskatning, idet ejerne både betale personlig indkomstskat og selskabsskat, men det argument (for afskaffelse af selskabsskatten) er altså uholdbart. Eksistensen af selskabsskat er måske den væsentligste årsag til at alle virksomheder ikke blev omformet til selskaber.xxvi

Frem til 1950erne er enkeltmandsvirksomheder, hvor en enkelt ejer bærer hele risikoen, dominerende og går endog lidt frem i mellemkrigstiden, mens aktieselskaberne står i stampe, jf. Tabel 3.6 og 3.7. Det ses at forskydningen fra enkeltmandsvirksomheder til aktieselskaber tager fart efter 2. Verdenskrig, men der er stadig lang vej til den aktuelle situation, hvor sidstnævnte står for langt det meste af den økonomiske aktivitet.xxvii

Tabel 3.8. Personel i enkeltmandsvirksomheder og aktieselskaber. Industri og håndværk, inkl. bygge/anlæg og værker.

Procenter 1925 1935 1948 1958
Enkeltmands-virksomheder 53 56 49 39
Aktieselskaber 27 27 31 42

Kilde: Erhvervstællingerne 1925, 1935, 1948 og 1958.

Tabel 3.9. Personel i enkeltmandsvirksomheder og aktieselskaber. Hele økonomien (industri, håndværk, bygge/anlæg, værker og handel).

Procenter 1925 1935 1948 1958
Enkeltmands-virksomheder 59 62 55 47
Aktieselskaber 23 23 27 36

Kilde: Erhvervstællingerne 1925, 1935, 1948 og 1958.

Ved slutningen af vor periode er selskabsformen dominerende indenfor industri og en gros handel, og den er også fremtrædende indenfor finans (banker og forsikringsselskaber) og rederier, mens andelen hos bygge- og anlægsvirksomhed og detailhandel er meget beskeden.

I øvrigt er det karakteristisk at egenkapitalen på denne tid udgjorde hele 28% af passiverne; den fordelte sig med 4/10 til aktiekapitalen og 6/10 på reserver; det muliggjorde en betydelig selvfinansiering, altså finansiering ud af overskuddet. Banklån spillede en ringe rolle, hvilket illustrerer den ovenfor omtalte relative adskillelse mellem finansiel og produktiv kapital.xxviii

Den politiske diskussion om aktieselskabsloven fra 1917 er interessant, fordi den bragte principperne bag organiseringen af den danske økonomi i spil.

Erhvervslivet og det Konservative Folkeparti var i udgangspunktet ikke overraskende modstander af regulering, men skulle der være regulering skulle andelsforeninger også være omfattet; de var jo en konkurrent til industrien.

Venstre var splittet. Deres liberale grundholdning var at økonomien skulle være i fred for offentlig indgriben.xxix Især andelsforeningerne. Argumentet var at aktieselskaber, der ‘alene var funderet på penge’ måtte tåle offentlig regulering, mens demokratiske foreninger burde undtages, hvilket de da også blev. Dermed valgte staten faktisk side i striden mellem simpel vareproduktion og kapitalisme. Skattemæssigt blev andelsforeninger også ‘begunstiget’ i forhold til aktieselskaber, fordi der ikke var en særlig skat på foreninger, hvis medlemmer jo var fuldt ansvarlige for tab. Dette princip er siden blevet fastholdt.

Socialdemokratiet var tilhænger af regulering, men var i øvrigt tilhænger af selskabsformen, for ved at samle kapitalen i større enheder ville vejen være banet for dens socialisering.

Kapitalens koncentration

Hidtil har vi set på kapitalens vægt i den danske økonomi. Dens styrke afhænger imidlertid også af, i hvor høj grad den er koncentreret. Magt svækkes ved at spredes og styrkes ved at samles.

Under den tidligere konkurrencekapitalisme svækkedes kapitalen ved at være spredt på en lang række virksomheder; deres indbyrdes konkurrence neutraliserede kapitalmagten.xxx Dette har alle dage – eller i hvert fald tidligere – været det centrale liberale argument for at kapitalismen ikke er tyrannisk, men tværtimod kastrerer den økonomiske magt i samfundet; derfor har den ikke behov for en ydre, politisk disciplinering.

Imidlertid bryder en virksomhed sig ikke om at der er konkurrenter, den vil meget hellere være ene på ‘markedet’, således at den selv kan fastlægge prisen. Eller den vil søge at samarbejde – det modsatte af konkurrence – med andre for at etablere oligopolier eller karteller, der kan bestemme priser og andre vilkår. Ofte vil stordrift og samarbejde øge produktiviteten, hvilket tenderer mod at give lavere priser; denne tendens står da overfor magten til at hæve priserne. Resultatet er under alle omstændigheder en koncentration af den økonomiske magt.

Denne proces i retning af øget kapitalkoncentration forudsætter fri konkurrence, men resulterer i sin modsætning, altså ophævelsen af konkurrencen. Derfor har liberale en indbygget ambivalent holdning til konkurrence, hvor tendensen – som illustreret af Venstre’s holdning til monopollovgivning – er at de foretrækker kapitalen for markedet. Konkurrencekapitalismen er i harmoni med markedet, hvis sjæl netop er konkurrencen; når konkurrencen sættes ud af kraft, kommer kapitalismen derfor i modsætning til markedet.

Den store virksomhed har en interesse i et reguleret marked, vel at mærke reguleret af den selv, og ikke af det offentlige, i hvilket tilfælde der vil være en risiko for at forbruger- og lønmodtagerinteresser gøres gældende. Det betyder dog ikke at den i alle tilfælde vil være modstander af politiske indgreb. I krisetider, hvor kapitalen simpelthen ikke evner at regulere økonomien, har den brug for staten; det var mest oplagt i 30erne. Også i mere normale tider er det en fordel for det store erhvervsliv, at staten aktiverer sin funktion som understøtter af den kapitalistiske produktionsmåde, gennem gode afskrivningsregler, en effektiv infrastruktur og meget mere.

Under ‘højkapitalismen’ frem til 1914 var der meget få offentlige indgreb i erhvervslivet; disse år var præget af en lang række fusioner og overtagelser, fx øgede de tre største banker (i hele vor periode drejer det sig om Landmandsbanken, Handelsbanken og Privatbanken) deres andel af bankernes balance fra 12% i 1901 til 50% i 1914.xxxi Desuden florerede karteller og andre konkurrencebegrænsende foranstaltninger, hvilket også koncentrerede kapitalens indflydelse. Denne tendens fortsatte under krigen og i de første år derefter, fordi kapitalen nu – som også beskrevet ovenfor – opnåede betydelig politisk indflydelse:

Det er åbenbart, at de danske kapitalinteressers greb omkring det politiske liv som helhed strammedes under krigen og ikke mindre i de nærmeste år derefter. Koncentrationsprocessen i erhvervslivet havde før krigen taget nogle vældige skridt fremad, og den kapitalekspansion, som krigen skabte, øgede yderligere storfinansens opfattelse af egen styrke og prestige, en vurdering, som underbyggedes af, at meget få lovmæssige bånd begrænsede dens aktiviteter, og ved at statsmagten under krigstidens reguleringer og handelsforhandlinger i væsentlig grad støttede sig til de store finansielle foretagenders ledere. I de nærmeste efterkrigsår, inden krisen og Landmandsbankkrakket havde pillet glorien af stormagnaterne, talte man ligefrem om ‘Det tredie Ting’, som udtryk for den indflydelse, som storfinansen øvede på politisk administration og presse (Hansen og Henningsen; 1984: 66).

Den politiske indflydelse rakte bl.a. til at få frikøbt Landmandsbanken og andre banker af det offentlige,xxxii mens krisen lugede ud i de mindre banker, således at de tre største i 1925 stod for 60% af alle bankers balance i 1925, mod – som sagt – 50% i 1914.

Tendensen i denne periode er oplagt, men derefter er det vanskeligere at udtale sig med sikkerhed. Der var ikke pligt til at fortælle om fusioner og overtagelser, så oplysningerne herom er af anekdotisk karakter. Vi kan dog bruge et antal indikatorer for at få et indtryk af udviklingen.

1) Som vi så ovenfor svækkedes bankerne generelt i mellemkrigstiden, og i 1935 var nævnte koncentrationsmål faldet til 50%; dette afspejler at ‘Det tredje Ting’ mistede indflydelse og at den kraftige regulering i 30erne generelt beskyttede den mindre kapital fra konkurrence.xxxiii

2) En anden indikator er udviklingen i forholdet mellem små og store virksomheder, målt på antal ansatte. Tynder det ud i små virksomheder? Koncentreres arbejdsstyrken hos de store?

Tabel 3.10. Fordelingen af industriarbejdere på virksomhedsstørrelser. Industri, håndværk, bygge/anlæg og værker.

Procenter 1897 1914 1925 1935 1948
5 eller derunder 33 29 28 26 21
6 til 99 47 44 41 43 47
100 eller derover 20 27 30 31 32

Kilde: Olsen, 1962: 173 (Tabel 1b).

Det ses at på det lange stræk er der en klar udvikling fra små til store virksomheder. Denne tendens er klarest i de liberale år før 1914, og bemærk den strukturelle stilstand i 30erne.xxxiv

Fraværet af øget kapitalkoncentration i mellemkrigsårene bekræftes også af Tabel 3.6 og 3.7. Aktieselskaber er i gennemsnit typisk omkring 30 gange så store som enkeltmandsvirksomheder, så deres konstante andel af økonomien i mellemkrigstiden tyder på at der ikke var en forskydning til fordel for de store. Dog vurderer Hansen og Henningsen at erhvervslivet i 20ere tog ‘nogle tydelige skridt i retning af monopolisering’.xxxv

Tendensen i tiden efter 1945 er vanskeligst at vurdere. Hansen og Henningsen mener, at der i løbet af 50erne og 60erne indtraf ‘en ret væsentlig kapitalkoncentration’. De anfører videre at andelen af ansatte i mindre virksomheder med 6-9 ansatte faldt, mens der ‘næppe’ var en koncentration omkring de store med mere end 100 ansatte. Men andelen af ansatte i sidstnævnte virksomheder voksede faktisk betydeligt, nemlig fra 25% i 1935 til 40% i 1958 (samlet personel indenfor industri og håndværk).xxxvi

Hvad ligger bag denne udvikling i kapitalkoncentrationen?

Bortset fra krigs- og krisetider var den politiske regulering af marked og kapital meget begrænset, sammenlignet med andre lande.xxxvii Først i 1937 får SD og RV gennemtrumfet en lidt mere indgribende monopollovgivning, men den bliver ikke implementeret før 2. Verdenskrig sætter en helt ny dagsorden. Og selv denne lov begrænser sig stort set til at kræve at konkurrencebegrænsende aftaler anmeldes til myndighederne, hvorefter disse kan give pålæg. Men det sker sjældent, hverken før eller efter. Virksomheder kan overtage hinanden og fusionere frit, og den eneste begrænsning synes at være forbud mod bruttopriser (se ovenfor), et forbud der kan dispenseres fra. Der var kort sagt frit spil, stort set. I 50erne etableres en Trustkommission, der kortlægger karteller og andet samarbejde, men kommissionen opløses og monopolloven fra 1955 indebærer ingen stramning.

Den politiske vilje manglede. Venstre var ikke interesseret, og hos de Konservative havde industrifløjen under Alexander Foss vundet opgøret lige efter 1. Verdenskrig med Asger Karstensen; det betød at mellemstanden af håndværkere og mindre handlende ikke fik en politisk repræsentation i deres modstand mod storkapitalen.xxxviii SD ønskede som nævnt ikke at forhindre aktieselskaber og store virksomheder, eftersom de formentes at etablere betingelserne for socialistisk planøkonomi. Partiet ville godt have regulering af arbejdsmarkedet, ofte til fordel for arbejderne og til ulempe for kapitalen, og lidt kontrol med de for forbrugerne (arbejderne) skadelige monopolpriser var heller ikke af vejen, men man opfattede det som reaktionært og umarxistisk at bekæmpe kapitalkoncentration. Socialdemokratiet var marxistisk – og liberalt.

I de liberale perioder, dvs. før 1914, i 1920erne og til dels i 50erne, styrkedes kapitalkoncentrationen. Men udviklingen gik ikke langt i vor periode, hvor erhvervslivet – modsat i fx Sverige – stadig var præget af mange små og mellemstore virksomheder. Det skyldes formentlig de tre bremser, som 1. Verdenskrig, 1930erne og 2. Verdenskrig udgjorde.

Konklusioner

Undersøgelsen i dette kapitel tyder på, at kapitalismen gik ret langsomt frem i perioden 1901 til 1957, paradoksalt nok mest i krigs- og krisetider (1. verdenskrig, 30erne og besættelsen og de første år derefter).

Eller det er måske ikke så paradoksalt, for netop i sådanne tider har staten følt sig tvunget til at støtte kapitalen med en kærlig, men også meget fast hånd. I mere almindelige år (før 1914, 20erne og 50erne) har politikken været mere liberal, men når kapitalen således var fri, viste den sig svag og udynamisk.

Denne svaghed kan til dels forklares med den udenlandske konkurrence, som netop bortfaldt i krigs- og krisetider. En anden forklaring er, at selv i overvejende liberale perioder var der trods alt politisk regulering (det gælder dog ikke før 1914), og i disse tider virkede de overvejende hæmmende; det gælder stopklodserne for kapitalakkumulation i landbruget og det gælder først og fremmest den ‘finansielle undertrykkelse’ efter forskrækkelsen efter 1. Verdenskrig.

Dette billede må dog nuanceres, når vi ser på indikatorerne for kapitalkoncentration. Både målt på aktieselskabernes vægt og på virksomhedernes størrelsesfordeling skrider koncentrationen rask frem før 1914 (hvor de kapitalistiske brancher stagnerer), mens der intet sker i 30erne (hvor kapitalismen får betydeligt større vægt); det sidste indikerer at den korporative stat især støttede den mindre kapital. I perioden efter 1948, hvor kapitalens vægt stort set er uforandret, vinder aktieselskaberne frem, ligesom de store virksomheder bliver mere dominerende.

Der synes således at være en tendens til at kapitalismen vinder frem i unormale tider, takket være bortfald af udenlandsk konkurrence og politisk hjælp, mens kapitalkoncentrationen da står i stampe. Omvendt i normale tider, hvor kapitalens vægt er uforandret, hvilket kompenseres – kan man sige – med øget koncentration.

En eftertanke: Hvad måler BFI?

I dette kapitel – og i hele bogen – er BFI en central kategori. Den indlysende årsag er den banale kendsgerning, at det er her, der er tal. Men hvad måler BFI?

Frem til 30ernes verdenskrise havde den økonomiske politik stort set indskrænket sig til pengepolitik, valutapolitik og toldpoltik; i øvrigt måtte økonomien klare sig selv. Liberalismens opfattelse af statsindgriben i økonomien som skadelig havde næsten hegemonisk status. Det var først efter krigen, at økonomisk politik trådte i forgrunden, gerne i form af Keynesianske indgreb for at bekæmpe arbejdsløshed og fremme vækst. Der blev nu behov for at kunne måle den økonomiske aktivitet mere præcist, og derfor blev man enige om internationale standarder for nationalregnskabet.

Her sejrede Keynesiansk over liberal tænkning. Det ligger dybt i liberalismen, at staten – den offentlige sektor – er uproduktiv; i værste fald skader den økonomien ved at forstyrre markedssignalerne, i bedste fald omfordeler den blot, hvad der er blevet skabt i den private sektor (‘det er jo erhvervslivet, der skaber værdierne’). Hvis BFI skal være et mål for den årligt skabte velstand, skal BFI derfor kun måle markedsaktivitet. Heroverfor stod Keynesianerne, der ville indregne offentlige tjenesteydelser indenfor sundhed, uddannelse og infrastruktur på lige fod med privat aktivitet, selv om den overvejende finansieres via skatten og stilles gratis til rådighed for borgerne; hvis det drejer sig om at måle velstand, måske velfærd, er det da også svært at argumentere for at privathospitaler, men ikke offentlige hospitaler skal medregnes, i og med at de bidrager med præcis samme ydelser.

Som sagt vandt Keynesianerne, støttet af socialdemokrater/socialister, således at den offentlige sektor, bortset fra indkomstoverførsler, medregnes i BFI; det giver et måleproblem, eftersom offentlige ydelser ikke sælges og derfor ikke har en markedspris, men det problem løstes ved at værdisætte dem fra omkostningssiden, nemlig som udgifterne til vareindkøb og – især – de offentligt ansattes løn.

En anden udfordring, man stod overfor, var at der udover det offentlige var en masse økonomisk aktivitet, der nok var privat, men ikke markedsmæssig, specielt var landsbyerne i Indien og mange andre fattige lande mere eller mindre selvforsynende. Denne aktivitet blev også søgt værdisat og indregnet i BFI. Derimod blev husmødres hjemmearbejde i fx Danmark noget ulogisk ikke medtaget.xxxix

BFI er kort sagt ikke et objektivt mål for velstand og økonomisk vækst. Kategoriens omfang var til forhandling. Det er stadig tilfældet. Kan det virkelig passe, har mange spurgt, at aktiviteter, der undergraver miljøet, indgår i BFI? Skulle de ikke snarere fratrækkes? Og hvad med private og offentlige militærudgifter? Bidrager de til velfærden? Derfor har man arbejdet med forskellige alternative velfærdsmål.

En anden dimension i diskussion har været om både varer og service skulle tælle med? I det sovjetiske nationalregnskab udelukkede man service, naturligvis ikke fordi sådanne ydelser blev set som unyttige, men fordi en bestemt læsning af Marx kun så produktion af egentlige, fysiske varer som produktivt, dvs. værdiskabende, arbejde; grunden var at kun varer kan akkumuleres, mens serviceydelser forsvinder, efter at de er leveret. Jeg kommer lidt ind på det tema i næste kapitel, i forbindelse med afgrænsning af arbejderklassen, men i dag er der nok få, der vil udelukke service som sådan.

Pointen er imidlertid, at BFI’s afgrænsning er til – til dels politisk – forhandling. Man kan også spørge, hvorfor den finansielle sektors ydelser skal tælle med i BFI, eftersom den ikke producerer noget i sig selv nyttigt. Den opsamler opsparing, multiplicerer disse penge (kreditmultiplikatoren) og udlåner dem, på en god dag, til virksomheder og husholdninger. En bank skaber ikke noget, den formidler blot. Men denne funktion er jo indirekte nyttig, kan man sige, fordi der dermed skabes bedre muligheder for produktion af umiddelbart nyttige varer og tjenesteydelser.

Jo, men hvis det argument accepteres, åbnes der en ladeport, for næsten alt kan hævdes indirekte at bidrage til vækst og velstand, fx det offentliges indkomstoverførsler, der går til de mindre velstående, der forbruger meget, mens den skat, der finansierer ydelserne, tages fra de mere velstående, der forbruger mindre (og opsparer mere), således at nettoeffekten er en styrkelse af samfundets effektive efterspørgsel, hvilket sætter gang i økonomien og dermed fremmer væksten. Allerede Marx var inde på sådanne indirekte effekter, nemlig da han, måske noget satirisk, argumenterede for at forbrydere bidrager til samfundets velstand ved at give indkomst til dommere og advokater (og man kunne tilføje: journalister og avisejere).

Som det er fremgået indregnes den finansielle sektors ydelser i BFI, selv om dette faktisk står i modsætning til den almindelige sondring mellem realøkonomi og finansiel økonomi, en sondring, der også anvendes i den officielle statistik, der nemlig sondrer mellem finansielle og ikke-finansielle selskaber. I denne bog accepteres statistikkens inkludering af finansielle ydelser i BFI, fordi det skaber for mange sammenlignelighedsproblemer ikke at gøre det, og også fordi dette bidrag er ret ringe, i hvert fald i dette kapitels periode. Men samtidig opererer jeg med en grundsondring mellem realøkonomi og finansiel økonomi, og dermed mellem produktiv kapital, der er investeret i produktion af varer og (umiddelbare) serviceydelser, og finansiel kapital, der ikke er.xl

Man kunne være kommet uden om alle disse afgrænsningsproblemer ved simpelthen at definere BFI som den samlede pris på alle de varer og tjenesteydelser, der omsættes på markedet. Dette ville give et interessant tal, fordi det ville måle markedsøkonomiens udbredelse. Men det ville næppe måle omfanget af velfærd, – og så måtte man nok alligevel være nødt til at opfinde et nyt begreb, der gjorde det.

Litteraturliste

Asmussen, B. (2004): Danmark i kapitalismens guldalder. Forholdet mellem den økonomiske politik og den samfundsøkonomiske udvikling i Danmark i 1950erne, i Historisk Tidsskrift, Hæfte 2.

Bairoch, Paul (1993): Economics and World History. Myths and Paradoxes, The University of Chicago Press.

Boje, P. (1997): Ledere, ledelse og organisation 1870-1972. Dansk industri efter 1870, Bind 5, Odense Universitetsforlag.

Boss H. (1990): Theories of surplus and transfere. Parasites and Producers in Economic Thought, Unwin Hyman.

Böhm-Bawerk, E. von (1889): Positive Theory of Capital, Illinois.

Chang, Ha-Joon, (2003): Kicking Away the Ladder. Development Strategy in Historical Perspective, Anthem Press.

Chang, Ha-Joon, (2007): Bad Samaritans. The Guity Secrets of Rich Nations and the Threat to Global Prosperity, Random House.

Dansk Pengehistorie, II (1968): 1914-1960, med bidrag fra Erling Olsen (1914-1931) og Erik Hoffmeyer (1931-1960), Danmarks Nationalbank.

Fink, Jørgen (2000): Storindustri eller middelstand. Det ideologiske opgør i Det Konservative

Folkeparti 1918-20. Aarhus Universitetsforlag.

Hansen, Svend Aage (1972): Økonomisk vækst i Danmark, Bind I: 1720-1914. Gads Forlag.

Hansen, Svend Aage (1974): Økonomisk vækst i Danmark, Bind II: 1914-1970. Akademisk Forlag.

Hansen, Svend Aage og Ingrid Henningsen (1984), I: Sociale brydninger. Dansk Social Historie 6:

1914-39. Gyldendal.

Hansen, Svend Aage og Ingrid Henningsen (1984), II: Velfærdsstaten. Dansk Social Historie 7:

1940-83. Gyldendal.

Hyldtoft, Ole (1999): Danmarks økonomiske historie 1840-1910, Systime.

Johansen, Hans Chr. (1985): Dansk økonomisk statistik 1814-1980, Danmarkshistorie, Bind 9, Gyldendal.

Lundgård Andersen, Hasse (1999): Stagnation eller dynamik? Den økonomiske udvikling i Danmark i 1950erne, i Historisk Tidsskrift, Hæfte 1.

Lundkvist, A. (2009): Ricardo, frihandel og lidt om handel i vore dage, i ‘Økonomisk teori – i historisk belysning’, red af Preben Etwill og Søren Kolstrup, Knuths Forlag.

Marx, Karl (1858): Grundrisse der Kritik der politischen Ökonomie, Frankfurt u.å.

Marx, Karl (1867): Das Kapital, 1. Band. Dietz Verlag 1969.

Michelsen, J. (1991): Pengene eller livet. Privat ejendomsret, aktieselskaber og politik, Sydjysk Universitetsforlag.

Milhøj, P. (1961): Danmarks Statistik, 1. Del, Gads Forlag.

Milhøj, P. (1965): Danmarks Statistik, 2. Del, Gads Forlag.

Mørch, Søren (1986): Det store bankkrak. Landsmandsbankens sammenbrud 1922-1923, 2. udgave, Gyldendal

Pedersen, Jan (2009): Danmarks økonomiske historie 1910-1960, Multivers Academic.

Noter

iHyldtoft, 1999: 255ff.; Hansen, 1972, I: 286ff.

iiHansen og Henningsen, 1984, I: 60ff. – Det følgende bygger i høj grad på dette værk.

iii Mørch, 1986, er den klassiske fremstilling af Landmandsbankens sammenbrud.

iv Jf. Tabel 8 i Hansen og Henningsen, 1984; I: 147; se også Erling Olsen i Dansk Pengehistorie, II: 70, hvor det af Tabel 3.8 fremgår at mens indlån i bankerne i 1918-20 var 2-3 gange så store som i sparekasserne, var der i 1926 fuldstændig paritet.

v Pedersen, 2009: 389? ; Hansen og Henningsen, 1984, II: 119.

vi Interesserede kan finde en diskussion af disse emner i Lundkvist, 2004: Bind II.

vii Standardøkonomisk teori har været uinteresseret i dette spørgsmål, men Marx kæmpede over hundreder af sider med problemet i Grundrisse der Kritik der Politischen Ökonomie (forarbejdet til Das Kapital). Inspireret af hegeliansk dialektik søgte han svaret i pengeformen, der angiveligt indbegriber en evig tendens til at stræbe ud over begrænsningen til en bestemt sum (Marx, 1858). I Das Kapital opgav Marx at løse problemet, for her dumper kapitalen (P – V – P’) ned fra himlen i Kapitel 4 (Marx, 1867). Nærmere i Lundkvist, 2004, Bind II: Kapitel 21.

viii Den store borgerlige kapitalteoretiker, Böhm-Bawerk, prøvede et sted at gøre dette. Han viklede sig ind i dobbeltregning ved til realkapitalen at tilføje penge, selv om disse i en vis udstrækning repræsenterer realkapital (Böhm-Bawerk, 1889: 70).

ix Johansen, 1985: 61; Milhøj, 1961: 381f.

x Der er kun oplysninger fra en senere periode, nemlig 1973 og 1982, hvor hhv. 8.8% og 13,5% af personellet indenfor bygge og anlæg var beskæftiget med offentlig virksomhed (Statistisk Tiårsoversigt 1982 og 89). Med et heroisk overslag antages at denne andel svarer til bidraget til BFI, og at en andel på godt 10% gælder i hele perioden 1901-57; dette er mere retvisende end ikke at foretage en korrektion.

xi Det offentliges vægt kan beregnes, fordi Hansen udspecificerer offentlige ydelser, offentlige værker, samt telefon, post, telegram og radio. Problemet er offentlig transport, der ikke er udskilt. I 1959/60 havde DSB 10 gange så megen persontransport, og 4-5 gange så megen godstransport, som privatbanerne, men der er kun tal for 1925 og 1935, hvor denne trafik bidrog knap 2% til BFI. Jeg har lagt disse 2% til det offentlige i alle år; bidraget er fratrukket transport, som derfor er omdefineret til ‘privat transport’.

xii Gennemsnitsstørrelse, målt på omsætning, i fx 1935 var 0,60 mio for en gros virksomheder, 1,48 mio for agenturer og 0,04 mio for detailhandelen. I slutningen af perioden etableres der nogle supermarkeder, men disse er uden betydning for det samlede billede. I øvrigt står de foreningsbaserede brugsforeninger for omkring 10% af omsætningen.’

Det er vanskeligt, at udskille bidraget fra engros (og agenturer) til BFI fra varehandlens bidrag (denne tælles jo også detail). De eneste tal er fra Erhvervstællingernes fire år (1925, 1935, 1948 og 1958), og de angiver omsætningen, ikke BFI. Udgangspunktet for min beregning er at sætte BFI-andelen lig med omsætningsandelen, dog med en korrektion. Det viser sig nemlig at i 1973, hvor der er direkte tal for engros’ BFI, udgjorde engros 57,4% af varehandelens BFI, mens engros’ andel af varehandelens omsætning var 66%; BFI-andelen var altså mindre end omsætningsandelen. Jeg antager nu at dette forhold også var gældende generelt i perioden 1901-57; fx i 1957 var engros’ andel af vareomsætningen 63%, hvilket så svarer til en andel af varehandlens BFI på 55% (63 x 57,4/66 = 55).

For 1901 og 1914 er der ikke tal for engros, hverken omsætning eller BFI; jeg antager her at engros’ andel af varehandlens BFI er den samme som i 1925, eftersom der ikke er nogle specielle grunde til at antage at forholdet var væsentligt større eller mindre før krigen. Men som parenteserne i Tabel 3.2. antyder betyder dette, at der her er en vis usikkerhed knyttet til den opgjorte grad af kapitalisme før verdenskrigen.

xiii Indenfor transport var den gennemsnitlige omsætning 0,06 mio for vognmandsforretningerne og 4,45 mio for rederierne (1957); sidstnævntes vækstbidrag sættes lig med udenrigsskibsfartens bidrag til BFI, hvilke er angivet i Hansen 1974, Tabel 3. I kategorien ‘transport’ er der endvidere jernbaner, rutebiler og sporveje, der helt overvejende er statslige eller kommunale.

xiv Sektorens betydning fanges dog ikke godt af dens bidrag til BFI; her må vi se på den kapital, som de forskellige institutioner råder over, jf. nedenfor. – Kun livsforsikring er medtaget, da der før 1948 ikke er tal for den i omfang lidt mindre skadesforsikring; den offentlige Statsanstalten for Livsforsikring vejer tungt indenfor området, og den er naturligvis ikke en del af den kapitalistiske økonomi.

xv I 1928 var der i alt 403.000 beboelseslejligheder i København og provinsbyerne, heraf mere end 75% udlejede (313.000), jf. Statistisk Årbog 1930, tabel 28. På den anden siden vægtede landområderne dengang tungere (i forhold til 1955) og her er ejerboliger dominerende.

xvi Det kan bemærkes at i 1920 havde industrien 1% og finanskapitalen 5%, men dette spekulationsår er så konjunkturbestemt, at det ikke er medtaget i tabellen.

xvii Det frigør dem så på den anden side fra fremmed arbejdskraft, hvilket gør dem mindre kapitalistiske i Marx’s forstand.

xviii Hertil kom at danske industri havde den laveste vækst i arbejdsproduktivitet i 1950erne, så det kan ikke undre at mange virksomheder måtte nedlægges og industriens hjemmemarkedsandel viste ‘en faldende tendens i 1950erne’ (Lundgård Andersen, 1999: 78f). På den anden side voksede eksportens andel af industriproduktionen fra 10% i 1950 til knap 20% i 1957, jf. Hansen, II, 1974: 145f.

Der er ingen tvivl om, at 1957/58 markerer et brud: 1950-58 vokser industriens bidrag til BFI med 2,6% p.a., fra 1958-66 med 7,8%. Ikke desto mindre argumenterer Lundgård Andersen for at dansk industri også før 1958 var ‘dynamisk’, og tilslutter sig dermed Jan Pedersens opfattelse, nemlig at periodens virkelige skel indtræder et par år ind i besættelsen, med lavvækst før og højvækst efter (Pedersen, 2009: 64ff).

Sammenlign også Asmussen, 2004, der sætter debatten om 1950ernes økonomiske udvikling ind i et større perspektiv, idet stagnationen forklares med at Socialdemokratiet indtil Trekantregeringen i 1957 ikke havde magt til at gennemføre en mere aktiv og keynesiansk inspireret industripolitik.

xix Liberal økonomisk teori har siden Ricardo og hans teori om komparative fordele argumenteret, at frihandel er til fordel for alle parter, også den svage. Den historiske erfaring viser snarere det modsatte. Da USA og Tyskland i slutningen af 1800-tallet overhalede England skete det bag høje toldmure, og det samme var tilfældet efter 2. Verdenskrig for Korea og Japan. Nærmere i Lundkvist, 2009; Bairoch, 1993; Chang 2003; Chang 2007.

xx Milhøj, II, 1965: 263ff. Her skal det bemærkes at Nationalbanken i 50erne til dels var underlagt regeringen. Indtil 1936 var Nationalbanken et privat aktieselskab, der også varetog aktionærinteresser, men med loven fra 1936 blev banken en selvejende institution, hvor staten har stor indflydelse, fordi den er den største kunde, fordi den vælger 10 af repræsentantskabets 25 medlemmer (de resterende 15 repræsenterer ‘erhvervslivet’), fordi regeringen udnævner formanden for direktionen og fordi økonomiministeren fører tilsyn med banken; diskontoen kunne kun ændres efter ‘forhandling’ med både økonomi- og finansministeren.

xxiHansen, II, 1974: 76ff.

xxii Driftsregnskabet opregner indtægter og udgifter for et år, mens kapitalregnskabet angiver aktiver og passiver på et bestemt tidspunkt, normalt d. 31/12. Aktiverne er beholdning af værdipapirer og tilgodehavender (udlån), mens passiver er optagne lån og andre forpligtelser samt egenkapitalen, der især består af reserver fra årets overskud. Når egenkapitalen betragtes som et passiv, skyldes det at sagen ses fra selskabets, ikke ejernes (aktionærernes) vinkel, og sidstnævnte har – på linie med kreditorerne – et krav på selskabet som sådan. Værdien ef egenkapitalen beregnes på en sådan måde, at aktiver pr. definition bliver lig med passiver (derfor ‘balancen’).

xxiii Bemærkninger til Tabel 3.3 og 3.4:

1) Skadesforsikring er udeladt, da der her ikke er tal for balancen; i øvrigt er de væsentligste dele af den finansielle sektor inkluderet. Livsforsikring inkluderer aktieselskaber og gensidige foreninger; Statsanstalten for livsforsikring, genforsikring og udenlandske selskaber er udeladt.

2) For realkredit er restgælden ved året slutning benyttet, da der ikke er tal for aktiverne i hele perioden; ud fra tallene i 1957 er restgælden ca. 5% mindre end aktiverne.

3) Sparekassernes aktiver betegnedes i ældre tid som ‘Samtlige midler ved årets slutning’.

4) I 1901 er der ikke tal for livsforsikringers balance; jeg har sat andelen til det samme som i 1914, altså 3,3%. I 1901 er tallene for bankernes aktiver og realkredittens restgæld hentet fra Johansen, 1985: 263ff.

xxivHansen, I, 1972: 296ff.

xxvMichelsen, 1991: 186ff. Nærmere om selskabsformen og dens historie i Lundkvist, 2004: Bind II, Kapitel 32.

xxvi Når der tages højde for inflation (og deflation) var der en reel stigning i aktiekapitalen 1916-31, fald 1931-47 og mindre stigning 1950-57 (Michelsen, 1991: 249).

Michelsen har undersøgt tre mulige forklaringer på udviklingen i antallet af selskaber og den samlede aktiekapital.

1) Er der positiv korrelation med den økonomiske vækst? Den hypotese kan afkræftes. Nok går selskaberne tilbage i 30erne, samtidig med den økonomiske krise, men i de generelt gode år fra 1908-14 og 1947-50 øges aktiekapitalen ikke.

2) Indebærer en skærpelse af selskabslovgivningen en afmattet udvikling for selskaberne? Den hypotese holder heller ikke. Loven fra 1917 ryddede som sagt lidt op, men snart dannes der atter mange selskaber. Den skærpede lov i 1930 (minimum hæves til 10.000 kr og der kom krav om en reservefond) efterfulgtes nok af en negativ selskabsudvikling, men det henfører Michelsen til krisen.

3) Endelig spørger Michelsen om selskabsbeskatningen har nogen betydning? Her finder Michelsen at selskabsskatten fra 1903 faktisk hæmmede selskaberne, selv om skatten var lav og proportional. I 1915 blev skatten gjort progressiv ligesom indkomstskatten, men samtidig begunstigedes virksomhederne skattemæssigt på anden vis. Denne model blev fastholdt gennem hele vor periode og derfor opstår spørgsmålet om effekten af skatteændringer ikke. Men at selskabsskat som sådan begrænser overgang til selskabsformen er givet. I øvrigt blev selskabsskatten i 1962 atter gjort proportionel; skatteprocenten blev 44 med halvt skattefradrag.

Konklusionen er kort sagt at det er svært at knytte udviklingen af selskaberne til en bestemt faktor.

xxvii Boje, 1997: 23ff.

De øvrige ejerformer er ikke medtaget i tabellerne, da de er af mindre betydning; det drejer sig om andelsvirksomheder, interessentselskaber (‘ansvarlige selskaber’), hvor der er fuld og solidarisk hæftelse mellem ejerne, samt kommanditselskaber, der er en blandingsform af interessent- og aktieselskaber. Tallene omfatter også kommunale og statslige virksomheder; de burde egentlig udskilles, da min interesse er den kapitalistiske del af økonomien, men da de udgør mindre end 4% af totalen (målt i personel) er det ikke skønnet umagen værd. Handel omfatter engros, detail og hoteller/restauranter. Der måles efter personel, da der ikke er tal for omsætningens fordeling på de forskellige ejerformer.

xxviiiMilhøj, II, 1965: 327ff.

xxix Michelsen, 1991: 267ff. – I diskussionerne omkring den skærpede 1930-lov havde Venstre bevæget sig i retning af en ‘utvetydig, pengeøkonomisk strategi. Partiet udtalte sig aldrig siden til fordel for statslige kontrolmyndigheder ..’ (s.289).

xxx Sondringen mellem konkurrencekapitalisme og den mere koncentrerede kapitalisme (‘monopolkapitalisme’ er en upræcis betegnelse, da koncentration kan foregå i mange former) er i første omgang af analytisk (teoretisk) karakter, og som sådan fællesgods mellem marxistisk og ikke-marxistisk økonomisk teori. Man skal forstå den konkurrencebaserede kapitalisme, før man kan analysere dens modifikationer eller ophævelse. Historisk har der alle dage været en tendens til koncentration, men deri ligger også at kapitalen oprindeligt var mindre koncentreret end senere. I Danmark var der langt mere konkurrence før Tietgen, men det skal ikke nægtes at specielt handelskapitalen altid har haft mange monopolforetagender.

xxxi Beregnet ud fra tal i Statistisk Årbog 1902 og 1915. – Om kapitalkoncentrationen frem til 1914 se i øvrigt Hansen, I, 1972: 296ff.

xxxii Generelt mistede aktionærerne deres penge, mens almindelige bankkunder blev holdt skadesløse; at krakkene også kostede Nationalbanken og staten – skatteyderne – mange penge er givet, men præcist hvor meget er svært at sige (Pedersen, 2009: 264).

xxxiii Procenten faldt til 48 i 1948 og steg til 53 i 1958 (Kilde: Statistisk Årbog, 1927, 1937, 1949 og 1959). – I dag (2014) dækker de to største banker (Danske Bank og Nordea) 72% af balancesummen, jf. Statistisk Årbog, 2014.

xxxiv Begge tendenser bekræftes, hvis vi i stedet ser på det samlede personel, som udover industriarbejderne (to tredjedel) også omfatter den arbejdende ejer og funktionærerne.

Der er separate tal for fremstillingsvirksomhed (industri og håndværk) og handel, og med personellet som vægt kan procenterne beregnes. Tallene omfatter hele den danske økonomi, bortset fra finans, vognmænd, liberale erhverv og enkelte andre mindre erhverv.

Enkelte tilpasninger har været nødvendige for at sikre sammenlignelighed. Grænsedragningen mellem brancherne skifter, fx flyttedes mejerier og slagterier – efter et halvt århundredes kamp – fra landbrug til industri i 1948. Derfor er det bedst med så brede kategorier som muligt.

xxxv Hansen og Henningsen, 1984, I: 300, se også s. 160, hvor det siges at der i slutningen af 20erne var et ’spring’ i nationale og internationale karteller.

xxxvi Hansen og Henningsen, 1984, II: 142. – I erhvervstællingen for 1958 kan man altså finde andelen af ansatte i de helt store virksomheder (over 100 ansatte), men afgrænsningen for de små skiftede fra 5 eller mindre til 4 eller mindre, således at sammenligning med tidligere undersøgelser på dette punkt ikke er mulig.

xxxvii Pedersen, 2009: 221ff, og Boje, 1997: 66ff. Milhøj, 1961: 380ff redegør udførligt for konkurrencesituationen i slutningen af 1950erne.

xxxviiiFink, 2000.

xxxixSe Boss, 1990: 227ff.

xl Vi finder den samme problemstilling om forholdet mellem det reelle og finansielle i pengeteorien. I ældre teori opererede man med et klart skel mellem varer og tjenester og så de penge, der via priserne værdisatte dem; penge blev set som et ’slør’, der skulle fjernes for at komme frem til realøkonomien, hvilket vi da også stadig gør, når vi fratrækker inflationen for at bestemme realvæksten eller reallønnen. Nyere teori har ofte argumenteret at det reelle og monetære er så sammenvævet at et skel ikke giver mening. Nærmere herom i Lundkvist, 2004: Kapitel 14, 15 og 16.

Dette indlæg blev udgivet i Dansk politisk økonomi, Økonomisk og politisk teori og tagget , . Bogmærk permalinket.