Konkurrenten, idioten og røveren

En skole er god, siger lærere, forældre og børn, men de korrigeres når konkurrencen slippes løs, og fortæller dem at ‘godt nok’ ikke eksisterer. Konkurrence er det afskyelige princip, der siger at intet er godt, hvis noget er bedre. I en anden verden, i en anden tid, kunne man forestille sig at to skoler udvekslede erfaringer og lærte af hinandens svagheder og styrker. Uden dømmesyge, uden best practice, uden benchmarks.

Hvem er det for resten, der bestemmer, hvad der er best practice? Det skifter nok. Indenfor fx økonomisk forskning er succeskriteriet flest artikler i de bedste tidsskrifter. Hvilke er de bedste tidsskrifter? En håndfuld amerikanske. Hvem har bestemt det? Godt spørgsmål.

Konkurrence dufter af et spil, hvor alle har en lige chance, men som regel sidder der en dommer bag ved skyerne. Hvordan denne ekspert træffer de afgørelser, der bestemmer i hvilken retning skoler, universiteter, sygehuse osv. skal udvikle sig, er ikke godt at vide, men normalt er der bag dommeren en overdommer, der påpeger det aktuelle samfunds presserende behov for at forbedre landets konkurrenceevne, nærmere bestemt de danske virksomheders og institutioners økonomiske interesser i deres omgang med udlandet. Vi er via best practice tilbage ved udgangspunktet, nemlig konkurrencen, men denne gang på et højere niveau. Målet med hele øvelsen er hen ad vejen skiftet fra kvalitet til kvantitet, fra det gode til det profitable.

Lad os se nærmere på denne konkurrence, dens idé og dens historie.

Ordet kommer af latinsk ‘concurrere’, der betyder at ‘løbe sammen’, men på et eller andet tidspunkt er der åbenbart nogen, der er begyndt at løbe hurtigere end andre, således at vi har fået den nuværende betydning. Samarbejde og fællesskab er forvandlet til sin modsætning, (kappe)strid og individualisme.

Før markedet satte sig igennem som samfundets styrende princip, så man ofte ned på de griske forretningsfolk. I antikkens Grækenland og i mange andre kulturer blev de placeret langt nede på den sociale rangstige, tæt på tyve og prostituerede. For Aristoteles var den private borger, der ‘løb’ for sig selv og imod de andre, en ‘idiot’ (i Grækenland hedder privatskoler den dag i dag ‘idiotika scholeia’), og hvis man skal tro etymologien betragtede romerne det private menneske som en røver (privat kommer af latinsk ‘privare’, der betyder berøve, jf. engelsk ‘privateer’ = sørøver).

Da forretningsfolkene (kapitalejerne) for mere end 200 år siden blev den herskende klasse, måtte idéerne og værdierne tilpasse sig. De måtte vendes 180 grader. Frihed måtte omtolkes fra frihed sammen med de andre til frihed for ansvar overfor de andre; fællen blev fjende; og det ‘naturlige menneske’, der skulle have denne frihed, var ikke længere det sociale menneske, men sin modsætning, individet. Liberalismen som kapitalismens ideologi holdt sit indtog.

Denne kulturrevolution var ikke uproblematisk. Nogle mente pessimistisk at mennesket pr. natur er en skidt knægt, så derfor var det uundgåeligt at historien udarbejdede et samfund, hvis principper er bygget herpå. Også Adam Smith kæmpede med problemet og hans løsning var, at selv om egoisme i sagens natur er skidt, er den dog god, fordi den giver det bedste resultat for os alle; ‘private synder, offentlige dyder’, som Mandeville sagde. Senere søgte den økonomiske teori at vise at hvis konkurrencen er fuldkommen, dvs. hvis vi er fuldkomment opsplittet i hinanden ligegyldige agenter, så maksimeres nytten i samfundet; hvis blikket flakker væk fra profitten og over mod sociale interesser, bliver resultatet suboptimalt for samfundet.

Alligevel var der økonomer, der havde betænkeligheder ved at ophøje asocial adfærd til samfundets grundprincip. Det gælder fx P.H. Wicksteed, der skrev for 100 år siden. Han var også præst, men hvordan kan kristen næstekærlighed forliges med egoisme? Jo, sagde han, vi kan fint bruge markedet til gode formål, fx købe bibler, som vi derefter altruistisk forærer til de indfødte i Afrika. Den eneste, vi ikke tager hensyn til, er ham vi køber biblerne af, for her gælder det om at få den laveste pris; han kaldte princippet ‘non-tu’, dvs. ‘ikke-dig’. Men eksemplet viser præcis det modsatte af det intenderede. Han ville give markedet absolution, men det er jo netop på markedet, vi er nødt til at være kolde egoister, så i takt med at markedet breder sig – fx gennem kommercialisering af bibeloverførsler til Afrika – indsnævres samfundssindet.

Markedet er ikke etisk neutralt; det er ikke en hammer, der kan bruges til både gode og dårlige formål, både til at bygge et hus og som mordvåben. Markedet indbegriber et ganske bestemt værdisystem, som er i strid med alle tidligere etiske og religiøse normer.

Derfor kan det kun forsvares utilitaristisk. Ligesom diktaturet, hvor man kan sige, at selv om det krænker vor værdighed at blive sat uden for indflydelse, så giver diktaturet dog fred og orden og præcise tog.

Men markedsøkonomien kan dårligt forsvares ud fra sine resultater. I USA, hvor kapitalismen har fået frit løb, er realindkomsten for almindelige mennesker faldet gennem mange år, i takt med at nationalindkomsten er vokset. Og ligesom Sovjet og USA under den Kolde Krig kunne ødelægge hinanden hundreder af gange, kan vor ufattelige rigdom på viden og produktionsfaktorer mange gange forsyne jordens befolkning med den nødvendige mad, grunduddannelse og basale sundhedsydelser. Men det kan markedet åbenbart ikke finde ud af.

Et godt sted at starte for afviklingen af markedsøkonomien er netop uddannelse og sundhed og overhovedet den moderne vidensøkonomi.

Elementær økonomisk teori kunne vise – men vil det nødigt – at privatisering og markedsgørelse af viden er irrationelt, samfundsøkonomisk set. Det koster meget at fremstille en ny pille eller et nyt computerprogram, men når først disse produkter er der, kan de reproduceres – kopieres – næsten gratis. Der er ingen grund til at de rationeres ved at forbeholdes dem med købekraft. Hvis vi i Vesten sender sko til den fattige verden, koster det os noget, men vi kan forære dem den mest avancerede viden, uden at det koster os dårligere hospitaler eller universiteter.

For bl.a. medicinalindustrien lyder dette mindre rationalt, eftersom pointen i deres forretning jo fordufter, hvis piller er gratis. De vil fortælle os at al tænkning og forskning ophører, hvis der ikke er et profitmotiv, altså hvis der ikke er patenter og copyrights. Hvem vil investere milliarder i forskning, hvis man ikke tjener på den?

Svaret er, at det vil DE ikke. Derfor skal forskningen overtages af det offentlige. Så slipper vi også for det skandaløse spild. Disse medicinalselskaber bruger mere på reklame og lobbyvirksomhed end på forskning, og den forskning, de faktisk udfører, er overvejende unyttig, enten fordi den mindre er rettet mod faktiske behov end mod kosmetiske, men betalingsdygtige behov, eller fordi man igen er nødt til at opfinde den dybe tallerken, fordi den gamle er patenteret.

Som bekendt går udviklingen i modsat retning, ikke mindst i Danmark, hvor regeringen i harmonisk samarbejde med universiteterne satser på at kommercialisere uddannelse og forskning.

Institutioner, der skulle sætte grænser for privatkapitalismen og være dens modspiller, overtages af dem de skulle vogte over. Processen er fuldendt i USA, hvor monopolisterne hersker i monopoltilsynet, spekulanterne i finanstilsynet, industriens miljøsyndere i miljøtilsynet osv. Filosofien er at da der ikke er forskel mellem kapitalens og samfundets interesser, hvorfor da ikke indrette det offentlige efter private principper og sætte lighedstegn mellem det værdifulde og det profitable?

Som sagt, således gjort. I dag er al praktisk politik indrettet efter ét princip. Hvorfor skal selskabsskatten ned? Hvorfor skal arbejdsmarkedet gøres mere fleksibelt? Hvorfor skal vejen fra forskning til faktura afkortes? Hvorfor skal vi have test i folkeskolen? Sig navnet: KONKURRENCEEVNEN.

Kant mente, at det, der er et mål i sig selv, ikke blot har en relativ værdi, dvs. en PRIS, men en indre værdi, dvs. VÆRDIGHED /Würde/”.

Han skelnede mellem relativ og absolut moral, mellem det hypotetiske og kategoriske imperativ. Markedet hørte til den første, relative type, fordi prisen fortæller hvilken værdi en vare har i forhold til andre: samme, større eller mindre. Han indrømmede dette princip en plads, men en underordnet plads, i forhold til den absolutte værdi, der er knyttet til værdighed. Værdighed er en værdi i sig selv, – som en skole, der kan være god, uanset hvad de andre skoler præsterer.

Når markedet opsluger samfundet, når konkurrencen erstatter samarbejdet, er det derfor værdigheden der forsvinder.

Bragt 15. december 2005 i www.kritiskdebat.dk.

Dette indlæg blev udgivet i Økonomisk og politisk teori og tagget , , . Bogmærk permalinket.