Din afhandling er en gennemført kritik af kapitalismen, men titlen refererer til den tidlige danske andelsbevægelses sprogbrug?
»Ordspillet om Hoveder og Høveder refererer til andelsbevægelsens valg mellem to principper for indflydelse. På den ene side det demokratiske princip om indflydelse efter hoveder, hvilket vil sige, at hver person har én stemme. På den anden side det markedsøkonomiske princip, hvor antallet af høveder, dvs. pengepungen, er afgørende for indflydelse.«
»Denne spænding mellem demokratiske hoveder og kapitalistiske høveder er afhandlingens gennemgående tema og binder afsnittene om økonomisk teori og politisk teori sammen.«
Vil du selv kalde din tilgang for marxistisk?
»Omkring 1980 gik den marxistiske teoriudvikling død. Mange gamle marxister opgav samtidig kapitalismekritikken, fordi de identificerede denne med marxismen. Siden har den kritiske politiske økonomi haft dårlige vilkår. I afhandlingen søger jeg at vise at markedsudveksling, penge og kapital forstås bedre ved at lægge privatejendommen, snarere end Marx’ arbejdsværdilære, til grund. Men intention er den samme som Marxs, nemlig en systematisk og kritisk fremstilling af de økonomiske kategorier og sammenhænge, og jeg benytter til dels Marx’ metode, kombineret med indsigterne fra nyere konventionel økonomisk teori.«
Hvad gemmer sig i undertitlen “en demokratisk kritik af det private samfund”?
»Ind til for et par år siden lød undertitlen ‘en socialistisk og demokratisk kritik osv.’, men det ændrede jeg, fordi socialismen i dag må være ensbetydende med konsekvent tænkt og konsekvent gennemført demokrati. Hvilket betyder, at demokratiets princip om én stemme til hver person, udstrækkes fra den snævre politiske sfære til den økonomiske sfære.«
Du skriver, at demokratiet er godt på vej til at blive udhulet fordi magten flyttes fra folket til privatejendommen?
»Det store syndefald indtrådte omkring 1980, da Reagan kom til magten i USA og Thatcher i England. Afgørende i den nyliberale politik, som siden har domineret, er en global liberalisering af kapitalbevægelser.«
Det pæne ord for magt
»Tidligere havde demokratiet tjek på kapitalbevægelserne; man skulle spørge om lov til at flytte kapital fra Danmark til Brasilien. Men omkring 1980 fik kapitalen sit frihedsbrev. Frihed er det pæne ord for magt. Kapitalliberaliseringerne betød, at kapitalen har fået langt større magt over afgørende beslutninger. Sideløbende er rummet for demokratiske beslutninger blevet indskrænket.«
Eksempler?
»Eksempelvis kunne en regering for 20-30 år siden falde på sin rente- eller valutakurspolitik. I dag er store dele af den økonomiske politik erstattet af de såkaldt frie markedskræfter og den internationale kapital, som reelt bestemmer rente- og valutakurser.«
Du skriver også, at kapitalistisk planøkonomi er på vej til at erstatte markedsøkonomien?
»Nyliberalisterne tiljubler den fri markedsøkonomi. Paradokset er imidlertid, at konkurrencen er blevet indskrænket i takt med liberaliseringerne. Når de økonomiske agenter får frit spil, så æder de store fisk de små. I dag er det snarere kapitalen, der bestemmer over markedet, end markedet, der bestemmer over kapitalen.«
Eksempler?
»Op gennem 90erne skete en voldsom vækst i antallet af fusioner og overtagelser af selskaber; det giver i sig selv færre spillere og dermed mindre konkurrence. Sideløbende skete et vældigt opsving i strategiske alliancer mellem store selskaber. Inden for flyindustrien er der tre sådanne alliancer, SAS er eksempelvis i alliance med Lufthansa og en fire-fem andre selskaber. Med andre ord kan de store selskaber langt hen ad vejen koordinere deres økonomiske adfærd.«
»Disse store selskaber er i sig selv rene planøkonomier. I et multinationalt selskab foregår en masse intern handel mellem moder- og datterselskaber. Denne form for handel udgør en tredjedel af verdens eksport, vel at mærke til priser, som selskabet selv fastsætter. Det en handel, som foregår fuldstændigt afskærmet fra konkurrence.«
»Endvidere behersker de store selskaber på verdensplan, i det såkaldte Internationale Integrerede Produktionssystem, efterhånden halvdelen af den globale økonomi.«
Udhuling af demokratiet
»Begge dele ser jeg som tendenser til at markedsøkonomiens fri konkurrence er på vej til at blive erstattet af kapitalistisk planøkonomi.«
»Og denne planøkonomi udhuler demokratiet.«
Men der er demokratiske bestræbelser – i Folketinget såvel som i EU – på at tøjle den privatejede produktion med for eksempel miljørestriktioner?
»Jo, der kommer flere love, flere regler og mere bureaukrati, men det underliggende mønster er, at det offentlige forvandles fra at være en modspiller til kapitalinteresser til at være en medspiller.«
Eksempler?
»Eksempelvis i spillet om fusioner og selskabsovertagelser, som skal godkendes af Europakommissionen. For det første har Kommissionen i flere tilfælde opmuntret til fusioner. For det andet godkender Kommissionen stort set alle ansøgninger. I år 1999 blev 99,5 procent – tallet er ikke overdrevet – af ansøgningerne godkendt. Kapitalen får altså meget ringe grad af modspil fra demokratiet.«
Det er dog en demokratisk mulighed, at vedtage meget skrappe betingelser for privatejet produktion?
»Ja, og naturligvis er det en stærkt anbefalelsesværdig mulighed. Men reelt er demokratiets magt blevet indskrænket. Et symptom på det er selskabsbeskatningen, som systematisk er blevet reduceret i den rige verden i løbet af de seneste årtier.«
Det er en demokratisk mulighed at hæve selskabsskatten?
»Hvis Danmark hæver selskabsskatten, vælger kapitalen andre græsgange. Heri ligger tvangen til at indordne sig under kapitalens interesser i lav beskatning.«
Eller bringe beslutninger om selskabsbeskatninger op på EU-niveau?
»En række tiltag mod den uhæmmede kapitalisme kan kun løses på internationalt plan. Det er jeg ikke i tvivl om.«
Du skriver ordret: Liberalismen er lige så død som kommunismen?
»Dermed mener jeg, at liberalismen forstået som en ideologi, der er tilhænger af et frit marked med masser af konkurrence, er på vej ud af historien.«
»Liberalister bruger planøkonomi som det store skræmmebillede, men de har ikke øje for den gigantiske planøkonomi, der vokser frem i selskaberne. De tror gudhjælpemig, at truslen om planøkonomi kommer fra staterne. Det er overhovedet ikke tilfældet.«
Bæredygtighed kræver demokrati
»I liberalismens navn og for at fremme konkurrencen burde Anders Fogh gå ind og opdele Danske Bank i 10 mindre banker, gribe ind over for A.P. Møller osv. Men det gør Fogh nok ikke.«
»Som andre liberale beskærer han den offentlige sektors magt. Blandt andet ved at udlicitere opgaver til private firmaer, og dermed gøre borgerne til kunder.«
Du skelner skarpt mellem mennesket som borger og som kunde eller forbruger?
»Når vi optræder som borgere, er sigtet med vores adfærd fællesskabet. Det politiske valg er bevidst. Som forbrugere handler vi alene udfra vores egeninteresse. Forbrugerens vælger ubevidst i forhold til fællesskabet. Det er forskellen.«
Hvad så med den politiske forbruger, der køber økologisk og boykotter Shell?
»Det er den næstbedste løsning, fordi den politiske forbrugers magt kun rækker så langt, som vedkommende har penge til at sætte bag sin politiske overbevisning.«
»Desuden kan det være nok så udmærket at købe Max Haavelaar kaffe og økologiske varer, men den enkelte forbruger kan umuligt overskue og påvirke sammenhængen.«
»Demokratiets essens er én stemme til hver person. Hvis fællesskabet, det offentlige, demokratiet – vælg selv betegnelsen – træffer beslutningerne om produktionen, har alle borgere samme indflydelse.«
»Derfor foretrækker jeg demokratiske beslutninger fremfor individuelle beslutninger, når vi skal dreje verdensudviklingen i en bæredygtig retning.«
Kan skrap demokratisk kontrol med kapitalens udfoldelser ikke tilvejebringe bæredygtig produktion?
»Det er naturligvis godt, når det offentlige øger kontrollen, men det egentlige problem er kapitalismen som sådan. Af hensyn til bæredygtigheden er det nødvendigt at satse på nul-vækst i den rige verden. Og nulvækst er uforenlig med kapitalismens krav om profitmaksimering, der indebærer, at forbrugeren konstant skal opskrue sine behov.«
»De liberale, inklusive vores egen regering, udsulter den offentlige sektor og fremmer den private. Men tværtimod bør den offentlige sektor prioriteres i forhold til den private. Den offentlige sektor producerer nyttige tjenesteydelser, og der er ikke det materielle overforbrug, der giver miljøproblemer, som der i den private sektor.«
For mit indre blik ser jeg offentlige ansatte gartner, der går rundt og giftsprøjter mælkebøtter i byens parkanlæg … offentlig produktion er da ingen garanti for bæredygtighed?
»Nej, der er masser at rette op på i den offentlige sektor.«
Din afhandling er et langt forsvar for lighedsidealet, i modsætning til liberalisternes frihedsideal?
»Ja, men vel at mærke lighed med hensyn til indflydelse. Jeg taler ikke om lige indkomst.«
Du slutter afhandlingen med et råt udkast til en socialistisk utopi, – demokratisk planøkonomi. Hvorfor finder du det mere realistisk at gå den vej end at bruge demokratiet til at tøjle markedskræfterne og nyudvikle en demokratisk markedsøkonomi?
»Jeg mener bestemt, man skal tøjle markedskræfterne. Markedsøkonomi er langt at foretrække frem for kapitalistisk planøkonomi, fordi konkurrencen spreder magten. Men vi fjerner os mere og mere fra den. Det er reaktionært og umuligt at ville vende tilbage til den konkurrencebaserede markedsøkonomi. Den er lige så lidt en valgmulighed som centralistisk planøkonomi a lá det forgangne Sovjetunionens.«
»Statistikkerne viser jo tydeligt, at store selskaber, især de multinationale, til stadighed får mere magt. Man bliver nødt til at forholde sig til denne kapitalistiske planøkonomi, der toner frem i horisonten.«
»Mit svar er at demokratisere planøkonomien ved at tage magten fra kapitalen og give den til folket.«
Jamen, det er jo revolution!
»Jeg er ikke en revolutionær, der vil afskaffe den private ejendomsret i morgen. Jeg er pragmatiker og forestiller mig, at demokratiet gradvist erobrer større kontrol med den finansielle sektor, mere økonomisk demokrati på arbejdspladsen osv.«
»Men min afhandling tager jo de store spørgsmål op til overvejelse, og dér er jeg kritisk over for privatejendommen som institution. Hvis du har privatejendommen, følger markedet, kapitalismen og alt det andet djævelskab.«
»Jeg har svært ved at finde argumenter for at foretrække en udemokratisk, kapitalistisk planøkonomi frem for en demokratisk? Hvorfor skal nogle få kapitalejere, aktionærer og bestyrelsesmedlemmer bestemme klodens indretning. Hvorfor ikke folket i gennem demokratiske institutioner? Det bliver fremtidens valg.«
Historisk belastet
Ordet planøkonomi giver ubehagelige fornemmelser af tilstande som på Sovjet eller Cuba?
»Jeg advokerer bestemt ikke for en centralistisk planøkonomi. Den sovjetiske planøkonomi var diktatorisk og den fungerede ikke. Jeg taler om en demokratisk og decentraliseret planøkonomi. Ideen om subsidiaritetsprincippet – nærhedsprincippet – er meget fin, det vil sige, at de mennesker, som berøres af beslutningerne, træffer dem.«
»Som utopisk perspektiv argumenterer jeg for nødvendigheden af at gøre op med dogmet om den absolutte forbrugersuverænitet. Det er uforeneligt med bæredygtighed, at enhver kan forbruge som det passer vedkommende.«
»Fællesskabet må nødvendigvis gå ind og sætte nogle økonomisk-politiske rammer om forbruget. Men det betyder ikke, at Folketinget skal bestemme om du skal spise ris eller kartofler.«
»Umiddelbart lyder det måske afskrækkende, at folkestyret skal bestemme over forbrugernes valgmuligheder. Men i dag er det i meget høj grad de store virksomheder, der definerer vores reelle forbrugsmuligheder. Tænk blot på Microsoft, der binder kunderne til at bruge bestemte programmer. «
Hvor ser du tendenser til opgør med kapitalismen?
»Avantgarden er jo den globale bevægelse, der siden Seattle har prøvet at gøre op med de globale kapitalkræfter – og hertil hører ATTAC, som jeg er medlem af.«
»Men det er selvfølgelig helt afgørende, at modstanden mod nyliberalismen breder sig ud over de grupper, der i øjeblikket fægter for disse synspunkter.«
»I den forbindelse finder jeg, at det er et stort problem i den danske politiske debat, at alternativet til den nuværende regering og liberalismen aldrig udtrykkes klart. Når Anders Fogh siger ‘skattestop’, siger oppositionen ‘intelligent skattestop’ i stedet for at forsvare den offentlige sektor som princip. Oppositionen tør heller ikke tage et opgør med individualismen og forsvare fællesskabet og solidariteten. Man tør ikke sige, at man foretrækker den offentlige sektor frem for den private.«
»Dermed forvirrer man store dele af befolkningen, som ikke præsenteres for valget mellem liberalisme og demokrati.«
OM ARTIKLENS FORFATTER
* Anders Lundkvist er ekstern lektor i politisk økonomi ved Ålborg Universitet, desuden tovholder i ATTACs fagkyndige råd og medlem af redaktionen for det ny webtidskrift Kritisk Debat.
I slutningen af 60erne blev Anders Lundkvist overbevist marxist af den kapitallogiske retning og skrev et par bøger om marxistisk økonomisk teori. Men omkring 1975 fandt han logiske mangler i Marx’ arbejdsværdilære såvel som i merværditeorien, og har siden arbejdet på at udvikle en alternativ kritisk teori om kapitalismen, med udgangspunkt i institutionen ‘privatejendom’.
Dette arbejde udmøntede sig i bogen Kritik af privatarbejdet fra 1981 og nu i afhandlingen Hoveder og høveder, – en demokratisk kritik af det private samfund. 1.028 sider, 398 kr. Forlaget Frydenlund.