I 2. kvartal voksede økonomien (BNP) i Eurozonen for første gang i mere end et år, især trukket op af Tyskland, mens realøkonomien stadig forværres i Sydeuropa. Så er der lys for enden af tunnelen?
Hidtil har den økonomiske politik ikke fungeret. Nedskæringerne har givet negativ vækst og øget arbejdsløsheden, uden at det angivelige formål – at reducere den offentlige gæld er blevet opnået; tværtimod er denne gæld – set i forhold til BNP – vokset betydeligt, sidste år med 7 procentpoint i Italien og 15 i Spanien.
Denne kontraktive finanspolitik er så søgt kompenseret med en ekspansiv pengepolitik, hvor den Europæiske Centralbank (ECB) har stillet næsten gratis penge til rådighed for den private banket og hvor regeringerne lige så generøst har frikøbt finansielle institutioner, der blev ‘ramt’ af krisen; jeg har her ikke tal for Eurozonen, men globalt anslog man i 2011 disse frikøb til at svare til 12% af verdens BNP, og IMF vurderede at de havde øget det offentliges gældsbyrde med 20-25% i mange lande.
Men bankerne valgte at sidde på pengene. Fint for deres aktionærer, men ikke for beskæftigelsen. Hvortil naturligvis kommer, at en sådan politik, der går ud over almindelige menneskers velfærd og levevilkår (reallønnen i Europa er i bedste fald ikke steget) til fordel for den finanskapital, der forårsagede krisen, ikke forekommer udpræget social.
Betyder det gode tal fra 2. kvartal at Eurokrisen er ved at være slut? Eller er det blot et blip? Det er der selvfølgelig ingen, der kan svare på, men der er et par fælder, som det er værd at gøre opmærksom på.
Den første fælde består i, at det er tvivlsomt, om pengeudpumpningen – den ekspansive pengepolitik – vil fortsætte. Den er jo ikke gratis. Den kan give anledning til inflation, hvilket er noget som især ECB er meget følsom overfor. Og den har måske allerede skabt en boble, eftersom aktieværdierne i både USA og Europa er stormet opad, trods den flade realøkonomi; og bobler brister som bekendt på et tidspunkt. Derfor forventes det at Federal Reserve i USA snart indstiller sit program, hvor man hver måned har pumpet $85 milliarder ud i økonomien.
Mere generelt er det uklart, hvor væksten i 2. kvartal egentlig stammer fra. Nedskæringspolitikken indebærer, at den ikke skyldes at almindelige mennesker har fået større købekraft. Så måske er det den prøvede metode fra årene før krisen, hvor købekraften blev lånefinansieret? Den metode viste sig som bekendt ikke langtidsholdbar.
Noget af væksten i 2. kvartal stammer fra eksporten, men her er fremtidsudsigterne for Eurozonen ikke gode. Europæisk eksportfremgang forudsætter at der er fremgang i USA og de fattige lande, ikke mindst Kina, Indien og Brasilien. I USA går det lidt, meget lidt, fremad, men det er en anden historie i resten af verden.
De fattige lande, med Kina i spidsen, klarede finanskrisen overraskende godt, faktisk kan vi takke dem for, at de vestlige lande ikke gik helt i sort i krisens første år.
Men det synes at vende nu. I Kina er væksttempoet faldet, og Indien kæmper med store økonomiske problemer, med stærkt faldende værdi for landets valuta og et stort udlandsunderskud. I 2. kvartal var der recession i Thailand, hvilket er første gang siden 2008; i Indonesien er aktierne faldet 20% i de sidste tre måneder; og også det brasilianske ‘væksteventyr’ er løbet ind i problemer. IMF har sammenfattet den negative tendens ved at nedgradere væksten i Asien med 0,3%.
Derfor er kapitalstrømmen vendt. I de først år af krisen strømmede penge fra de rige til de fattige lande, fordi det kun var her at der kunne høstes et ordentligt overskud, men i de første 7 måneder af dette år mistede de $7,6 milliarder til os i den rige verden. Ikke alverden, men tendensen er interessant, og hvis den fortsætter kan det bidrage til større bobler hos os.
Det grundlæggende problem i moderne vestlig kapitalisme er, at magthaverne insisterer på mindre velfærdsstat og ingen reallønsforbedringer (det går jo ud over konkurrenceevnen). Så hvor skal de stakkels penge bevæge sig hen, når det ikke er til den offentlige sektor og ikke til almindelige mennesker? Svaret er ind i bobler, dvs. ind i en pengeøkonomi, der er adskilt fra realøkonomien. Også fordi det i vore dage er en risikofri investering, eftersom krisepolitikken har slået fast med syvtommersøm, at den tunge finanskapital altid får sine eventuelle tab dækket af det offentlige.
Sidegevinsten er at det efterfølgende hul i statskasserne klart demonstrerer, hvor uansvarlige forvalterne af den offentlige sektor er, og dermed giver argumenter for at neddrosle den demokratisk kontrollerede sektor til fordel for den kapitalistisk dominerede.
Bragt i Information 4. sept. 2013.