Meget tyder på at diskussionen om nedskæring vs. vækst er ved at gå Merkel (og Thorning) imod. Man skal efterhånden være blind for ikke at se at den hidtidige politik leder i den forkerte retning.
Merkel bliver mere og mere isoleret.
Sydeuropa vånder sig, og selv den konservative regering i Spanien har kun i begrænset omfang
kunnet – eller villet – implementere de krævede nedskæringer.
USA presser stedse på for en mere ekspansiv politik i Europa. De europæiske problemer har
nemlig reduceret euroens værdi betydeligt; dollaren er blevet relativt dyrere, hvilket vanskeliggør den amerikanske eksport.
I begyndelsen af året var der tegn på et amerikansk opsving, men meget tyder på at det er ved
at løbe ud i sandet, og en jobrapport fredag var nærmest katastrofal. Samtidig afdæmpes væksten i Kina, dels fordi de ikke kan eksportere så meget til Europa, dels fordi de har svært ved at stimulere den indre efterspørgsel uden at skabe bobler.
Der er ingen lokomotiver i verdensøkonomien, og derfor er Europas nedtur særlig kritisk.
Tyskland er stærkt i Europa, men trods alt kun en lille spiller globalt, og det er tvivlsom om de i længden kan stå for presset fra USA og Kina.
Hvis der er tid, er der derfor gode chancer for at EU ignorerer finanspagten og lægger den makroøkonomiske (finanspolitiske) kurs om.
Men der er næppe tid. Der er stor sandsynlighed for at finanskapitalen overhaler disse
diskussioner om økonomisk politik og bringer Euroen til fald. Nemlig ved at trække al kapital ud af Sydeuropa (og sende den til Tyskland og bl.a. Danmark).
Det er meget muligt at denne kapitalflugt vil have afgjort sagen i Grækenland, før vælgerne får et ord at skulle have sagt ved valget d. 17. juni.
For at lægge maksimalt pres på de græske vælgere (få dem til at stemme på partier, der vil opfylde EU’s betingelser) lader man som om, man er ligeglad med om Grækenland går ud af Euroen. Men en græsk exit vil sætte Euroen under pres, dels grundet prestigetabet og smitten til andre lande, dels fordi ECB efterhånden ejer så mange milliarder af den græske gæld, at en afskrivning af denne vil være en meget alvorlig sag; og det er trods alt ECB, der udsteder og garanterer Euroen.
Men en nedsmeltning kan også komme fra Spanien, hvis banksektor er dybt insolvent. Hvor alvorlige problemerne er, blev skjult i lang tid (at skjule underskud er ikke en særlig græsk last, men rutine for enhver kapitalejer i problemer), men er nu kommet for dagen. Staten har ikke råd til at redde (så eksploderer mistilliden til statsgælden, altså statsobligationerne), så derfor skal der tilføres penge udefra.
Mange, mange penge.
Forskellige modeller er på bordet, bl.a. en ‘bankunion’, hvilket betyder at en fælles EU-kasse – finansieret af skatteyderne og/eller solvente europæiske banker – giver penge direkte til de spanske banker, altså udenom staten. Det lyder jo meget altruistisk, men det vil betyde at staten mister enhver kontrol med landets banksektor.
Vi får se om den konservative spanske regering vil acceptere noget sådant. Eller om Europas regeringer og/eller banker vil.
Problemet er at forhandlinger om en sådan redning – eller en anden – tager tid. Og tiden rinder ud i takt med at finanskapitalen fosser ud af Sydeuropa. Spanske papirer er blevet meget usikre papirer i de sidste
uger, og derfor er renten steget til et niveau, hvor det begynder at blive urealistisk at gælden kan honoreres. Derfor accelererer kapitalflugten, dvs. salget af spanske statsobligationer; kursen falder og renten stiger yderligere. Hvis der ikke injiceres kapital fra EU (eller IMF – eller Kina), har Spanien ikke Euro, hverken til at betale afdrag og renter til udlandet eller til at afholde normale statsudgifter. Spanien vil være nødt til at trykke pesetas.
EU er ikke USA, hvor en præsident kan trumfe en redningspakke igennem på et par dage. Måske kommer EU for sent.
Hertil kommer et andet, mere generelt problem, nemlig om EU – evt. med hjælp fra andre – har penge nok?
Det havde England ikke tilbage i 1992, da Soros’s spekulationsfond i løbet af et par uger tvang England til at devaluere og trække sig ud af EMSen (forløberen for ØMUen). Soros kastede pund på markedet, men Bank of England havde ikke penge nok til at opkøbe disse pund. Og 30 år efter er finanskapitalen blevet langt, langt større i forhold til hvad myndighederne råder over.
Dette er lidt firkantet udtrykt, for selvfølgelig er der penge nok til en redningsaktion.
ECB kan jo altid trykke nogle flere euros eller Euro-landene kan rejse pengene ved at hæve skatterne. Men det første giver inflation, hvilket ECB har en aversion imod, fordi den er sat i verden for at beskytte kreditorerne og inflation deprecierer jo gæld, og det andet kan give politiske problemer for de pågældende regeringer.
Den nødvendige redningspakke til Spanien vil være så stor, at hjælpen til Grækenland (eller mere præcist: til Grækenlands kreditorer) vil tage sig ud som småpenge.
Beløbet kan blive så stort, at omkostningen overstiger gevinsten. Som er Spaniens forbliven i Euroen. Og hvis Spanien må forlade Euroen, følger Portugal og Italien (sidstnævnte land har stadig stigende finansielle problemer) med sikkerhed efter. Euroen som vi kender den, vil være brudt sammen, og bliver måske erstattet af en lille union for Tyskland, Benelux og Danmark.
Og mens Europas brænder sammen, og verdensøkonomien er på vej ned, diskuterer vi herhjemme skattereform og ikke-eksisterende mangel på arbejdskraft. Hvorfor ser politikene på Christiansborg ikke ud af vinduerne?
Bragt på modkraft.dk juni 2012.