Der var noget, der knækkede i mange danskere, da Brorson Kirken blev ryddet. Det var naturligvis kun kulminationen på en fremmedfjendsk politik, men denne top af et stort og meget, meget koldt isbjerg var ikke til at overse og ikke mulig at forholde sig ligegyldig til.
Et betydeligt flertal i befolkningen bifaldt rydningen, så vore Gallup-politikere havde læst situationen rigtigt. Men selvfølgelig må der være et sådant flertal, når de dominerende partier og medier gennem mange år har talt til den indre svinehund. Hvis V og K i 90erne havde stået fast på et liberalt menneskesyn, og SD efter 2001 havde appelleret til international solidaritet med denne verdens udstødte, kunne vi stadig have haft et anstændigt Danmark. Og for øvrigt: Hvis Anker Jørgensen tilbage i 70erne havde bremset det første skvulp i tsunamien ved at smide den socialdemokratiske vestegns-borgmester, der lunt talte om dem på ’den forkerte side af Alperne’, ud af partiet, så måske … Der er ingen naturlov på spil i udviklingen, se blot på fx Sverige og Tyskland, hvor politikerne – fra venstre til højre – stort set har stået fast, med det resultat at fremmedfjendske partier er marginale.
Men nu kører karrusellen, eller rettere dødedansen. Politikere og medier optrapper retorikken; indvandrere af forskellige generationer søger tilbage til deres egne rødder og væk fra det omgivende samfund, og nogle af de unge organiserer sig i bander; hvilket giver næring til yderligere fremmedfjendskhed. Og så videre.
Men måske kan rydningen af Brorson Kirken være med til at bryde dette mønster.
Det er i hvert fald ikke længere muligt at være neutral, at prøve at lægge ’udlændingespørgsmålet’ død ved at kaste et par lunser til Pia Kjærsgaard og så håbe, at der bliver fred til at tale om formodede vindersager såsom bekæmpelsen af den økonomiske krise. Det har den socialdemokratiske ledelse erkendt, dels ved klart at bifalde rydningen, dels ved at acceptere regeringens udlægning af 90ernes politik som en politik hvor ’alt sejlede’ (som bliver ekko’et i Thornings ’slingrekurs’). Den tidligere humanistiske politik undsiges, på samme måde som SD også har beklaget 80ernes ’fodnotepolitik’ (der faktisk var et behjertet forsøg på at sejle op imod Reagans højreradikale oprustningspolitik). Også de Konservative har meldt klart ud, at de ikke længere står for ’anstændig borgerlighed’, men konkurrerer med Dansk Folkeparti om ligegyldighed overfor Grundlov og retssikkerhed.
Det er det triste. Det opmuntrende er den reaktion, der er kommet over en bred front, med meget store demonstrationer, støttekoncerter og protest-gudstjenester. Og ikke mindst protesterne fra mange socialdemokrater, med Poul Nyrup i spidsen, og også blandt borgerlige.
I disse år har de Radikale og Enhedslisten gudskelov stået fast.
Hvad med SF? For dette parti har ønsket om regeringsmagt haft førsteprioritet i et par år. Det er forståeligt, men det er mindre forståeligt, at partiet for godt et år siden indgik en integrationsaftale med SD, hvormed man bandt sig til en ’stram’ – dvs. umenneskelig – udlændingepolitik. I stedet for at tilpasse sig et SD, der havde tilpasset sig et VK, der havde tilpasset sig DF, kunne SF have sagt at oppositionen består af tre partier, SD, SF og RV, som skal finde fælles fodslag og derefter have udnyttet enigheden med RV – det var der i hvert fald dengang – til på udlændingeområdet at lægge pres på SD.
Aktionen ved Brorson Kirken blev dog for meget, så Villy Søvndal og Meta Fuglsang rykkede ud med beklagelser.
Det var mest selve brutaliteten, men det er værd at notere at Søvndal også kritiserede Flygtningenævnet for ikke at være ’domstolslignende’, og så er det faktisk en vigtig brik i regeringens udlændingepolitik, der problematiseres. For dette nævn har intet at gøre med en domstol, efter at regeringen i 2002 smed asylansøgernes forsvarere, nemlig Dansk Flygtningehjælp, ud af nævnet. I dag består nævnet af en dommer, en advokat og en repræsentant for regeringen. Nævnet er regeringens forlængede arm, men det skal se ud som om det er ’uafhængigt’, således at blodet ikke kan ses på Birthe Rønn’s hænder.
Det er også værd at nævne at adskillige repræsentanter for SD og SF talte ved demonstrationerne, men for at det virkelig skal blive til noget bør kritiske socialdemokrater og SFere etablere en fælles fraktion eller et netværk, der systematisk taler for en anstændig udlændingepolitik og som lægger et permanent pres på partiledelserne. Ja, det vil i første omgang give splittelse i oppositionen, og dermed svække muligheden for et regeringsskifte, men hvad er magten værd, hvis den kun kan bruges til at videreføre regeringens og Dansk Folkepartis politik?
Under krigen havde vi ’samarbejdspolitikken’, i dag har vi ’tilpasningspolitikken’.
Den kan give fred, men det er en meget kortsigtet fred. Som Obama lærer i disse måneder, kan rabiate og hysteriske højrekræfter – der rutinemæssigt kalder præsidenten ’socialist’ og ’nazist’ – ikke fredeliggøres med moderation og ’bipartisanship’. Et fint eksempel på modstand herhjemme er http://politiken.dk/debat/kroniker/article772382.ece
Rydningen af Brorson Kirken var toppen af isbjerget.
Med politibrutalitet, med hårdrejsende historier om børn, om en senil ældre kvinde og en skizofren mand. Med tvangshjemsendelser til områder, hvor bombesprængningerne optrappes i disse uger, og som FN har erklæret farlige. Hvor irakiske asylansøgere i strid med alle regler ikke kan få en advokat med til møder med en irakisk delegation, fordi denne ikke ønsker det (og i øvrigt benytter lejligheden til at true asylansøgerne med årelange fængselsdomme ved tilbagevenden). Og som det barokke højdepunkt Birthe Rønn, der før sidste valg talte for humanitær opholdstilladelse til irakerne, men nu forklarer at hun blev misforstået: Hun mente ikke humanitær opholdstilladelse, men humanitær opholdstilladelse; heldigvis har hun forståelse for at ikke-jurister kan blive forvirret, men sagen er også noget indviklet …(kirkeasyl.dk og Bodil Hindsholm Hansen BHH@KM.DK er gode kilder til begivenheder og artikler).
Midt i al denne uværdighed kæmper Danmark i Afghanistan for demokrati og retssamfund og imod undertrykkelse af de svage (kvinderne). Hvis afghanerne kendte til forholdene i Danmark, måtte de dø af grin.
Måske man skulle bede fx Chile eller Indien om at foranstalte en humanitær invasion af Danmark for at oplære os i almindelig anstændighed?
Men måske bliver det ikke nødvendigt. Det forlyder at der er et program under opsejling, hvor sigtet er det udmærkede at bremse mennesker, der kan befrygtes at skride ud i fundamentalisme og ekstremisme. Reservér en plads til Pia Kjærsgaard, Lene Espersen og Helle Thorning.
Bragt som Kommentar i www.kritiskdebat.dk d. 1. sept. 2009.