Diskussionen om Enhedslistens principprogram har mestendels drejet sig om statens karakter og demokratiets muligheder.
Man kan her opstille to ‘idealtyper’, dvs. yderpositioner. Formentlig vil ingen skrive under på nogen af dem, men indtage en position et eller andet sted imellem ekstremerne, men det kan være hensigtsmæssigt at udfolde logikken i dem.
Staten er kapitalens stat, så det parlamentariske demokrati er magtesløst
Dette er positionen i den enkle – eller vulgære – udlægning af den historiske materialisme. Basis (økonomien) bestemmer overbygningen (ideer, politik), dvs. de dominerende økonomiske interesser determinerer såvel ideologi som politik. De herskende tanker er altid den herskende klasses tanker, og staten er en komite til varetagelse af kapitalens fællesinteresser.
Da Marx og andre formulerede disse tanker udtrykte de langt hen ad vejen den datidige kapitalismes karakter; dengang var der jo heller ikke demokrati, men klart overklassestyre. Tankerne havde en hammers kraft til at smadre liberal sødsuppeideologi om et system og en politik, der varetog den almen interesse osv. I stedet for den filosofiske idealisme (idéerne bestemmer) hævdede Marx den praktiske materialisme, der siger at den materielle, økonomiske interesse bestemmer idéerne; ‘erst kommt das Fressen, denn die Moral’ (citeret efter hukommelsen fra Brecht). For mig at se er dette grundsynspunkt det blivende i marxismen.
Men opfattes den historiske materialisme meget firkantet, følger det med jernhård logik, at det er ligegyldigt om et politiske system er diktatorisk eller demokratisk. Pinochet eller Helle Thorning er ét fedt. Så længe vi har en kapitalistisk produktionsmåde, er folkelig politisk indflydelse umulig.
Dette var det klassiske kommunistiske synspunkt. Parlamentarisk demokrati er impotent, eller værre: det er skadeligt, fordi det fremmer illusioner om at noget kan opnås af den vej. Vejen frem er alene klassekamp mellem arbejde og kapital. Det følger videre, at når arbejderklassen har sejret i revolutionen, må dette manifestere sig politisk i proletariatets diktatur, ganske parallelt med borgerskabets reelle diktatur under kaptalismen.
I dag er alle enige om at kritisere det manglende demokrati i Sovjetunionen og de øvrige kommunistiske lande, men det overses at denne mangel er den logiske konsekvens af den helt strikte udlægning af den historiske materialisme. Når arbejderklassen er ved magten, varetager staten denne klasses interesser, og politik indskrænkes til den objektive analyse af hvordan præcist disse interesser bedst varetages. Der er ikke plads til interessekonflikter og derfor heller ikke til meningsforskelle. Diktaturet og undertrykkelsen af afvigende meninger var ikke en ‘fejl’ eller magtbegærlige politikeres værk. Disse ting var systemimmanente og det nødvendige udtryk for en bestemt teori.
Staten er neutral, så parlamentariske forsamlinger kan beslutte hvad som helst
Også dette er en ekstrem position, som næppe nogen af debattørerne om EL’s principprogram vil tilslutte sig.
Her ses politikken som helt uafhængig af økonomiske interesser. Det er udtryk for idealisme. Dels i filosofisk forstand (praktiske interesser er underordnede). Dels i mere traditionel forstand, for denne uafhængighed ses som et ideal; ideelt bør politikken finde den ‘rigtige løsning’, dvs. den der virkeliggør den almene interesse. (Jeg har skrevet mere om ‘idealistisk demokrati’ i min Hoveder og Høveder: http://anderslundkvist.net/wp-content/uploads/2010/10/4kkap37.pdf ).
Rammerne for kapitalistisk demokrati
Selvfølgelig sætter økonomien – produktionsmåden – nogle rammer for, hvad Folketinget kan bestemme. Den formelle ramme er naturligvis Grundlovens bestemmelse om ejendomsrettens ukrænkelighed (den private, forstås, offentlig ejendom kan afhændes uden at det er grundlovsbrud) og ekspropriationsbestemmelserne (fuld erstatning), men et folkeflertal kan naturligvis ændre Grundloven. Den virkelige grænse for demokratiet er den reelle, nemlig kapitalmagten.
Uanset kapitalismens og politikkens særlige udformning gennem tiderne er der her en konstant begrænsning. Den består i, at politiske tiltag, der afgørende går imod kapitalens interesser, kan lægge økonomien øde, og dermed skade alle; fx en 100%’s beskatning af al profit. Et sådant indgreb vil ikke forekomme under kapitalismen, af den simple grund at uden profit er der ingen kapitalisme; indgrebet vil derfor markere overgangen til en socialistisk økonomi, hvor fællesskabet råder over samfundets nettooverskud.
Så langt tror jeg, at alle i EL er enige.
Uenigheden opstår, når vi diskuterer den nærmere bestemmelse af disse reelle rammer for politikken.
Selv vil jeg mene, at de er meget skiftende.
Frem til omkring 1980 havde vi i Danmark et historisk kompromis mellem arbejde og kapital, lønmodtager og arbejdsgiver. Kapitalen accepterede at politikken var en modvægt til markedet, først og fremmest ved principielt at acceptere at staten havde en forpligtelse til at sikre fuld beskæftigelse.
Derefter – i nyliberalismens epoke – er dette kompromis opsagt, idet pengemagten trumfer folkemagten (demokratiet); magtskiftet kom, fordi kapitalen blev dereguleret, altså fik frihed og dermed magt. Arbejdsløsheden blev underordnet målsætningen om at værdisikre privatejendommen, gennem en inflationsbekæmpende politik. Ekspansiv finanspolitik, der styrker forbrugeres og lønmodtageres købekraft, blev erstattet af en restriktiv udbudsorienteret politik, hvor mål og middel er at øge arbejdsudbuddet og i det hele bedre virksomhedernes udbuds – og produktionsvilkår, fx ved at lempe erhvervsskatterne. Senere kom New Public Management, der søger at underordne den offentlige sektor under markedets logik. Generelt giver kapitalliberaliseringen – så kapitalen kan fortrække til andre brancher og andre lande – langt hen ad vejen kapitalen veto-mulighed i forhold til økonomiske initiativer fra Folketinget. Vi er på fuld fart tilbage til de magtforhold, der herskede på Marx’s tid.
Her har jeg en kritik af de debattører, der hælder i retning af at mene, at staten naturnødvendigt er kapitalens stat.
En sådan holdning må indebære, at der ikke er en vigtig forskel mellem den Keynesianske og den nyliberale periode i Danmark. Det må videre indebære at magtforholdene i basis er invariante under kapitalismen, altså at arbejderklassen og fagforeningerne ikke var afgørende stærkere for 40-50 år siden. Det mener jeg er empirisk uholdbart, men hvis man mener dette, har det den konsekvens at klassekamp er udsigtsløs; den kan ikke flytte noget, fordi kapitalen altid er for stærk. Men den konsekvens ser jeg ikke at nogen har draget. Fra en marxistisk vinkel kan man ikke hævde både at politikken er invariant kapitalaffirmativ, og at klassekamp er vigtig. Så, kære venner, i samme udstrækning som I dropper Folketingets mulighed for at flytte noget, må I droppe klassekampens relevans.
Herfra hvor vi ligger
Udgangspunktet for enhver ædruelig diskussion om socialisme i dag, må være en dyb erkendelse af at vi ikke har stået så svagt siden slutningen af 1800-tallet.
Omkring 1980 vandt kapitalen (foreløbigt, håber vi), fordi den fik sin frihed, og siden er sejren blevet befæstet dag for dag. Det allerførste spørgsmål må være: Hvordan er det dog sket?
Den idealistiske forklaring er at de europæiske socialdemokratier/socialister har begået kollektivt forræderi (nu er også Hollande i Frankrig og Letta/Renzi i Italien med på den nyliberale nedskæringspolitik). Den forklaring køber vi ikke.
Den praktisk materialistiske forklaring må grave dybere, ned til det punkt hvor det gør virkelig ondt: Når kapitalen kunne vinde må det skyldes, at modmagten – arbejderklassen – var svækket afgørende.
At det er sket er let at se, jf. fagbevægelsens tilbagegang. Men igen: Hvoraf denne svækkelse? Her er vi nødt til at se på arbejderklassens ændrede karakter, med mere ‘prekært’ arbejde (deltid, korttidsansættelse) og mere heterogene arbejdsopgaver, som vanskeliggør solidaritet. Og i overensstemmelse med den historiske materialisme må denne ændring igen skyldes ændrede produktionsvilkår, nemlig især overgangen fra industri- til servicesamfundet (eller informationssamfundet). Efter 1980 har kapitalen og dens politikere til stadighed arbejdet for at svække lønmodtagerne og forringe deres (og især de marginaliseredes) vilkår, men denne svækkelse er resultat af kapitalens magtovertagelse og forklarer den derfor ikke. Denne ‘dybe’ udvikling kan der ikke gøres noget ved, for produktivkræfternes udvikling er en ‘prime mover’. Den er vilkår, og det er på dette vilkår at moderne socialisme må gentænkes.
Kapitalens umiddelbare modmagt, arbejderklassen, svækkes, fordi den tendentielt disintegrerer, altså opløses som en fasttømret enhed. Men samtidig udgør lønmodtagerne en stadig større andel af den produktive befolkning: I 1980 88% overfor selvstændiges 12%, men i 2003 93% overfor 7%; selvstændige landmænd, håndværkere, butiksindehavere osv. bukker under til selskaberne. Men det er som om denne øgede vægt for lønmodtagerne ikke rigtig kan bruges til noget, magtmæssigt.
Men måske er det alligevel for tidligt at klappe kistelåget i for socialismen. Jeg ser to grunde til optimisme, en positiv og en negativ. Vi begynder med den negative.
Kapitalens indre modsigelser
Denne diskussion må blive meget skitseagtig på dette sted, men den afgørende modsigelse er åbenbar.
Den består i, at virksomhederne jo skal have solgt skidtet for at realisere en profit, men det kan de ikke, når almindelige menneskers indkomster trykkes ned; reallønnen stagnerer og de marginaliseredes vilkår forringes, i Danmark og overalt i den vestlige verden. Skiftet fra Keynesiansk efterspørgselspolitik til nyliberal udbuds- og nedskæringspolitik er en forgiftet gave til kapitalen. Man kan skubbe problemet foran sig ved lånefinansieret forbrug, frem til krisen i 2008 som privat gæld, under krisen som offentlig gæld. Men det holder ikke i længden, og på kort sigt giver det bobler – det så vi i da den amerikanske boligboble punkterede i 2007/08 og det ser vi nu, hvor aktiemarkederne tordner i vejret i en sådan grad, at disse finansielle værdier har mistet jordforbindelsen, dvs. forbindelsen til den skrantende realøkonomi. (Nærmere om lån og bobler i min ‘Eurokrisen. Europa mellem pengestyre og folkestyre’, forlaget Hovedland 2013).
Kapitalismen er kort sagt ved at sejre sig selv ihjel.
Var dette det hele, ville der ikke være nogen grund til at klappe i hænderne, for i mangel af en traditionel arbejderklasse, der er rede til at overtage styringen, kan kapitalismens svækkelse meget vel resultere i kaos, fremmedhad, nationalisme og det, der er værre. Aktuelt er dette desværre den dominerende tendens i Europa. I usikre tider søger folk ‘hjem’ – hvis der ikke er et mere progressivt alternativ.
Den offentlige sektor
Her ligger for mig at se den positive grund til socialistisk optimisme.
Også dette gør jeg kort, fordi læsere af modkraft.dk vil kende mine holdninger (se: http://modkraft.dk/artikel/enhedslisten-bliver-et-klart-demokratisk-socialistisk-parti og http://anderslundkvist.net/2012/08/om-moderne-socialisme/ ).
Blot dette:
1) Den offentlige sektor udgør fællesskabets økonomi, og der produceres ikke for profit, men for behovene. Mens den private sektor er kapitalistisk, er den offentlige sektor potentielt demokratisk. Men denne bestemmelse er under hårdt pres, med New Public Management, udlicitering og anden kommercialisering; den demokratiske bestemmelse af staten viger til fordel for kapitalens bestemmelse. Vælgerne kan imidlertid forskyde dette magtforhold, omend de ikke – under kapitalismen – aldeles kan afskaffe statens kapitalservicerende funktioner. Selv om den offentlige sektor altså er ‘forurenet’ af markedet, og selv om den i betydelig udstrækning varetager kapitalens interesser, er den dog langt at foretrække for den kapitalistiske sektor, hvor alene kapitalejerne og deres profitmaksimering tæller.
2) Se ud af vinduet, og alle vil se at kampen om den offentlige sektor er den centrale kamp i dagens Danmark. Det er her den nyliberale offensiv er manifest. Fyring af offentligt ansatte og deres disciplinering (lærerne), og nedskæring af dagpenge, kontanthjælp osv. Uden at forklejne lønmodtagernes direkte kamp på arbejdspladserne, er det de offentligt ansatte og modtagerne af offentlige ydelser, der mest direkte er i skudlinien. Disse to grupper har en direkte og åbenlys interesse i at bekæmpe nyliberalismen, og i hvert fald de første kæmper hver dag.
3) De offentligt ansatte udgør 34% af alle lønmodtagere, så der er tale om en betydelig styrke. Ligesom privatansatte er de lønmodtager, men klassemægtigt set udgør de et helt andet ‘dyr’, for mens den privatansatte står overfor en kapitalejere, er de offentligt ansattes modpart i sidste instans kommunalbestyrelse og Folketing. De er – igen: i princippet – ikke udbyttede lønslaver, men vores alle sammens tillidsfolk – tjenestemænd, héd det engang. Det er overfladisk – og dybt umarxistisk – at smække privat og offentligt ansatte sammen i én kategori (eller klasse), blot fordi begge grupper er lønmodtagere. Med mindre, forstås, at det offentlige pr. definition er kapitalens lejesvend (det gælder måske for DJØF-eliten blandt de offentligt ansatte). Men at de to typer af lønarbejdere er væsensforskellige betyder naturligvis ikke at de har modsatte interesser, tværtimod vil fx lavere offentlige lønninger smitte af på det private arbejdsmarked og vice versa. Blot mener jeg, at de offentligt ansatte i dag har bedre muligheder for at bekæmpe nyliberalismen.
4) De offentligt ansattes kamp er helt umiddelbart en kamp for demokrati, altså folkemagt og fællesskab. Demokrati er ikke identisk med socialisme (et folkeflertal kan fx beslutte at øge uligheden), men der er store ligheder. Fællesnævneren er ligheden (én person, én stemme) og solidariteten (mindretallet bøjer sig for flertallet) med front mod liberalismens forkærlighed for ulighed og individualisme (også kaldet retten til at være asocial). Derfor er de offentligt ansatte – fratrukket eliten – i dag socialismens fortrop.
5) Nogle mener at kapitalen sidder så tungt på den offentlige sektor, at det parlamentariske demokrati ikke kan udrette stort. Til dem vil jeg spørge: Hvor skal der så slås for socialisme? hvor er udsigterne bedre? I den kapitalistiske sektor? Kampen her er vigtig, men udsigterne dårligere. Man kan ikke nedstemme en arbejdsgiver. Hertil kommer at mens befolkningen i sin helhed har begrænset interesse i en ‘privat’ arbejdskamp, er der langt bedre mulighed for at mobilisere den – og deres stemmer – når det drejer sig om forringet ældreforsorg, lukning af børneinstitutioner eller mere kæft, trit og retning i uddannelsessystemet.
6) For arbejderbevægelsen var den økonomiske kamp for socialisme og den politiske kamp for demokrati to sider af samme sag; derfor kaldte de sig historisk for ‘socialdemokrater’. Den enhed må genfindes, og den genfindes i kampen for den offentlige sektor. For dette er en kamp både for en fælles økonomi og for demokrati.
Demokratiet som princip
Det er fejlagtigt at sige – eller tænke – at demokratiets relevans for socialister mindskes i takt med at kapitalens indflydelse over staten øges. Så hvis staten er 100% kapitalistisk bestemt, som i den firkantede version af den historiske materialisme, kan folketingsvalg etc. ikke længere ‘bruges’; hvis Folketingets magt om ti år er begrænset til at kunne bekæmpe rotter på Amager, er demokratiet blevet en illusion og vi må droppe den parlamentariske kamp. Dette er den kommunistiske logik, hvor demokratiet anskues rent instrumentelt.
Men demokrati er en værdi i sig selv, især – som nævnt – for socialister. Logikken må derfor være at intensivere kampen for demokratiet og den offentlige sektor i takt med at Folketinget reelt kan bestemme mindre.
På det sidste har Produktivitetskommissionen og Corydon åbnet op for at ‘konkurrenceudsætte’ de ‘bløde’ områder og dermed stort set hele den offentlige sektor. Den skal konkurrere på markedsvilkår med kapitalistiske virksomheder og bliver dermed selv kapitalistisk, uanset hvem der vinder.
Her er der desperat brug for et principielt forsvar for den offentlige sektor som vor fælles sektor – ellers forsumper kritikken i tekniske detaljer om effektivtitet.
Bragt 20. febr. 2014 på modkraft.dk.