Skatteminimering eller velfærdsstat

I kølvandet på Panama-sagen har bankerne lidt svært ved at finde det rette toneleje.

I betragtning af offentligheden og politikernes forargelse må de jo lægge ansigtet i bekymrede folder. Ja, skatteunddragelse er forkert og derfor i strid med bankens etiske retningslinier, som Nordea har sagt. Så hvis noget sådant er sket, beror det på fejl eller enkelte rådne æbler i organisationen.

Men dette er en vanskelig øvelse, for bankerne véd jo godt at alle véd at vejledning i skatteminimering er en vigtig konkurrenceparameter for alle storbanker. Hvis en bank dropper denne aktivitet, vil den miste markedsandele. Og det er ikke ulovligt at hjælpe folk med at minimere deres skattebetaling. Jeg er sikker at de juridiske rådgivere har sagt god for de forskellige konstruktioner, om end der selvfølgelig kan være gråzoner.

De ledende politikere er forargede, hver gang journalister opruller en ny skandale. Og hver gang får vi at vide, at nu vil der blive grebet ind. Men det bliver der ikke. Det véd vi godt, men vi lader som om vi ikke véd det.

Men skandaler kan bliver så mange og store at de ligner en tanke. Og de nyliberale politikeres tanke er her, at kapitalens uhindrede frihed er et ukrænkeligt gode; den bestemmer selv, hvor og i hvad den vil investere. Dette er fundamentet i EU’s Indre Marked fra 1986, og trods finanskrisen formenes kapitalen stadig at være bedre end politikerne til at fordele vore ressourcer. Derfor bliver der ikke strøet sand foran kapitalens bevægelser, derfor bliver skatteparadiser ikke lukket og derfor bliver banker ikke straffet eller bragt under demokratisk kontrol.

Selve ordet ’skatteundragelse’ er en reminiscens fra en tid, hvor skat var et gode, nemlig et bidrag til fællesskabet snarere end en straf for den enkelte (’skattetryk’). Den rette nyliberale betegnelse må derfor være ’skatteminimering’. Og en sådan er der ikke noget galt i, fordi der dermed overføres rigdom fra det fælles til det private. Det var vel også derfor Skat blev udsultet, så man kunne være rimeligt sikker på, at finansieringen af velfærdsstaten fik problemer (den alternative forklaring – mange års himmelråbende inkompetence – er næppe troværdig).

Velfærdsstaten kræver skattebetalinger, men de undergraves af finanskapitalen. Det handler ikke blot om at penge sendes til skattely, men mere generelt om at de investeres på en sådan måde, at skatten minimeres. Det kan ske ved at firmaet registreres i et land med lav selskabsbeskatning (fx Irland) eller ved at et multinationalt selskab gennem transfer-pricing placerer overskuddet i det land, der har lavest beskatning. Men der er mange metoder, og fx er det velkendt at mange multinationale selskaber ikke betaler nævneværdig skat i Danmark. De fleste mennesker betaler den skat, som myndighederne siger, de skal; kapitalen betaler den skat, som den selv finder passende.

Den danske finanskapital, målt på balancen, var i 1982 lidt mindre end BNP, men derefter, dvs. i nyliberalismens epoke, er procenten skudt i vejret og var i 2013 mere end 7 gange så stor. Den fylder nu virkelig meget i forhold til realøkonomien, så når den ikke bidrager meget til den fælles kasse, er det klart, at der må skæres ned på skoler, universiteter, sygehuse, ældrepleje og kontanthjælp, altså at velfærdsstaten må nedjusteres.

Den eneste virkelige løsning på problemet er at indføre demokratisk kontrol med kapitalen, således som man fx havde det i Danmark i 1950erne og 60erne.

Da skulle man pænt bede om lov i Nationalbanken eller i ministeriet for at udføre kapital, og en sådan tilladelse fik man typisk, hvis formålet var at importere eller at finansiere en udenlandsk dattervirksomhed, men ikke hvis formålet var at købe udenlandsk valuta eller værdipapirer, altså hvis formålet var rent finansielt, dvs. spekulativt. Hvis kapital frit kan udføres – som tilladt af det Indre Marked – er det umuligt derefter at kontrollere den. For hvert skattely, der lukkes, vil der skyde et nyt op, og for hver ny lov, der strammer kontrollen, vil der opfindes nye smuthuller.

Man kunne også forestille sig en mere direkte form for kapitalkontrol, nemlig i form af at det offentlige lukkes indenfor bankernes døre og herfra udøver sin indflydelse. Som medlem af bestyrelsen bør regeringen have vetoret overfor rent spekulative forretninger og som medlem af direktionen kan den skaffe sig tilstrækkelig indsigt til at forhindre alle mulige fiflerier. Buret skal være lukket, for er kapitalen først fløjet ud kan den ikke indfanges.

Indtil sådanne tiltag gennemføres vil farcen med afsløring af skatteminimering gentage sig hvert andet år indtil tragedien – velfærdsstatens sammenbrud – står klart for alle.

Bragt på modkraft.dk 12. april 2016.

Dette indlæg blev udgivet i Global politisk økonomi og tagget , , . Bogmærk permalinket.