Syv dage der rystede Europa

Det er nu en uge siden, at Syriza vandt det græske valg. Siden da har hver dag bragt et virvar af små og store nyheder. Denne artikel vil søge at trække de store linier op – og sætte de små ting i perspektiv.

Ugen startede med at Tsipra lagde en blomst ved et mindesmærke for 200 kommunister, som nazisterne henrettede i 1944. Så var regeringens antifascisme slået fast.

Derefter: Stop for privatiseringer (chefen for programmet er fyret); genansættelse af mange offentligt ansatte, bl.a. de rengøringskoner ved ministerierne, som var blevet fyret på Trojkaens krav, og som i mange måneder har demonstreret voldsomt herimod; genindførelse af kollektive forhandlinger; en anstændig mindsteløn; og meget er enten vedtaget eller bliver det snart, såsom gratis mad og elektricitet til de fattige, nedsat husleje og annullering af de voldsomste beskæringer i pensionerne. Og for at gøre det helt klart at Tsipras ikke er ‘one of the boys’ i Bruxelles, bærer han ikke slips, og Varoufakis (finansministeren) har – horror, oh, horror – sin skjorte hængende løst over bukserne. En kulturrevolution, der også udmøntede sig i en erklæring om at ERT, der svarer til Danmarks Radio, skulle genåbnes; under den forrige regering var kanalen blevet lukket, formentlig forfatningsstridigt, og medarbejderne fyret uden varsel, fordi den havde optrådt uafhængigt, dvs. regeringskritisk, dvs. venstreorienteret. Dette er af stor symbolsk og reel betydning.

Alt sammen for at vise at nedskæringspolitikken nu er slut og skal rulles tilbage. Alt sammen i strid med lånebetingelserne fra Trojkaen (dvs. Den Europæiske Centralbank ECB, Den Internationale Valutafond IMF samt Eurolandene). Og alt sammen med til at øge støtten til Syriza, at dømme efter reaktionerne hos de af mine græske venner, der før valget var skeptiske overfor Syriza: ”De er sikkert populister, der ligesom alle de andre politikere glemmer valgløfterne, når først stemmerne er i hus,” tænkte mange. Næsten uanset politisk standpunkt, tror jeg at det har været befriende for mange grækere, at man igen kan tage politikerne alvorligt (et modeksempel fra Danmark trænger sig på).

Syriza fik ikke absolut flertal og var derfor nødt til at danne en koalitionsregering.

Det blev med de Uafhængige Grækere, der er et lille højreorienteret parti, som er indvandrerkritisk og fortaler for nationale institutioner som den Ortodoxe Kirke. Alligevel har der faktisk været en lille lempelse for indvandrere/flygtninge på Kreta, mens Syriza’s ønske om en adskillelse af kirke og stat har måttet stilles i bero. Vi må forvente, og tåle, at partiet får lov til at markere sig lidt.

Men Uafhængige Grækere er lige så indædte modstandere af Trojkaen og dens ‘memoranda’ som Syriza, og er derfor en styrkelse af regeringen i de kommende forhandlinger.

Samarbejde med Pasok (decimeret ved valget) var udelukket, fordi partiet er medansvarlig for den hidtidige politik og i øvrigt er fedtet ind i klientilisme; heller ikke Floden – et centrumsparti – kunne komme på tale, fordi dette parti har erklæret at ville gøre alt for at forblive i Euroen, hvilket betyder at intet vil kunne opnås i forhandlingerne; og kommunisterne i KKE, der åbenbart til evig tid får 5-6% af stemmerne, ville ikke, fordi de vil ud af EU og ser Syriza som et borgerligt parti. Det neonazistiske Gyldent Daggry kom selvfølgelig ikke i betragtning (hør den interessante udsendelse om partiet på P1: http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/p1-i-perama#!/39:39, hvoraf det fremgår at nok er partiet mod Trojkaen, men er i Grækenland klart på arbejdsgivernes side, ligesom Mussolini i sin tid).

En hollandsk EU-kommissær var for et par dage siden på besøg i Athen. Han mente at det ville være ærgerligt, hvis Syriza blokerede for de fremskridt (‘progress’), som Grækenland har oplevet de sidste par år (takket være Trojkaens reformprogram for landet, forstås). Måske tænkte han på ‘fremskridtene’ i selvmordsrater, i arbejdsløshed, i udhulingen af reallønnen og pensionerne? Varoufakis svarede, at programmerne ikke har reformeret, men deformeret Grækenland, og han har i anden sammenhæng kaldt dem økonomisk waterboarding.

Så var de forskellige verdensanskuelser ligesom trukket op.

Den private gæld

Den græske stat har en samlet gæld på €319 milliarder (mia).

Heraf skyldes de €56 mia til private ejere af græske statsobligationer. Dette er en ret lille andel, hvilket skyldes at en andel blev sløjfet for et par år siden (‘haircut’). Det fik ikke Europas økonomi til at bryde sammen, så Syriza kan måske argumentere, at der er et (vellykket) præcedens for gældseftergivelse.

Syriza har garanteret denne private gæld, for at forhindre kapitalflugt til udlandet.

Men denne flugt har været stigende gennem ugen, givetvis fordi regeringen til finanskapitalens overraskelse ikke spiller efter Trojkaens pibe. Den frygter at Grækenland går ud/smides ud af Euroen og går tilbage til Drakmeren, hvilket vil gøre mange lån til landet værdiløse.

Hvis denne proces eskalerer, må regeringen gøre noget: a) kapitulerer overfor Trojkaen for straks at få penge, b) indføre kapitalkontrol (og dermed bryde med det Indre Marked, der er den europæiske nyliberalismes mørke hjerte, fordi frisatte, dvs. mægtiggjorde, kapitalen), men det vil selvfølgelig blive modtaget af et ramaskrig og mulig udelukkelse fra Euroen, eller c) kapital fra Rusland (se nedenfor).

Gælden til Trojkaen

Det drejer sig om €31 mia til IMF, €27 mia til ECB og €205 mia til Eurolandene (læg den private gæld oveni og vi er oppe på totalen på €319 mia), jf. http://blogs.channel4.com/paul-mason-blog/greece-greek-election-syriza-radical-left-opposition-party-antonis-samaras/2769 .

Ligesom Syriza har fredet de private kreditorer, har man erklæret at ville respektere lånene fra IMF og ECB. Det er ikke tilfældigt. Dermed er de angiveligt upolitiske kreditorer sat i parentes, så man kan koncentrere sig om en politisk deal med den langt største kreditor, nemlig Merkel og Co.

Generelt vil Syriza politisere sagen.

Det er derfor finansministeren sagde nej til at forhandle med repræsentanter for Trojkaen som sådan, hvilket nogle medier har fejlfortolket sådan at Grækenland overhovedet har nægtet at forhandle om gælden. Tværtimod, det er præcis det man vil, men altså ikke med nogle bureaukratiske stik-i-rend drenge, der sendes til Athen; ”vi vil ikke have diskussioner med teknokraterne”, sagde Varoufakis. Det er ikke så kendt i Danmark, men gennem de senere år har Trojkaen simpelthen sat den græske regering under administration gennem udsendinge, der skal overvåge at nedskæringspolitikken implementeres. Fra en bekendt véd jeg, at deres tilstedeværelse er generelt afskyet i ministerierne, dels fordi det er uværdigt for en suveræn nation, dels fordi de har været inkompetente ved at udstede modstridende direktiver. Syriza har nu bedt dem pakke. Formanden for EU-kommissionen, Juncker – der som politiker i Luxembourg var de multinationales førstemand, når det kom til skatteunddragelse – har netop ladet meddele, at det synes han skam er en god idé; der var heller så meget andet, han kunne gøre.

For det andet vil Syriza europæisere gældsspørgsmålet. idet man har krævet indkaldelse til en europæisk konference, således at Grækenland slipper ud af rollen som eneste problembarn.

Det er indlysende at Trojkaen har de modsatte interesser, altså at gøre gældsdiskussionen teknisk (hvordan implementeres de i jern bøjede gældsforpligtelser mest effektivt?) og isolere hele spørgsmålet til Grækenland. En Europæisk konference er jo den virkeliggjorte ‘smitte’.

En sådan konference er pt usandsynlig.

Syriza lægger nu op til er at forhandle med Euro-landene. Man ønsker en halvering af gælden, hvor Merkel og Co indtil nu har sagt nej til overhovedet at forhandle om gældens størrelse. Men mindre end en halvering kan også gøre det, hvis Grækenland opnår et moratorium for betaling af afdrag og renter (det er faktisk helt ækvivalent med en nedskrivning) eller på anden måde får lettet afbetalingsbyrden. For så vidt skulle et kompromis ikke være umuligt – det afgørende for Syriza er at stoppe nedskæringspolitikken og få finansiel luft til den sociale genopretning (se min artikel fra før valget: http://modkraft.dk/artikel/har-gr-kenland-en-chance). Merkel redder ansigt, fordi den formelle gældsbyrde fastholdes – og Grækenland får den lettelse i afbetalingsvilkårene, som er nødvendig for at kunne føre sin politik. Men så let bliver det nok ikke, eftersom Trojkaen også vil forlange at Syriza annullerer sin anti-nedskæringspolitik.

Syriza håber selvfølgelig på, at der kommer revner i Trojkaens front, især fordi Frankrig og Italien tidligere har antydet utilfredshed med Merkel’s fundamentalistiske linie.

Her er der i dag (søndag) den opsigtsvækkende nyhed, at Frankrigs finansminister har åbnet op for forhandlinger om lettelse af tilbagebetalingsvilkårene (samtidig med at han fastholder modstand mod gældseftergivelse), se http://www.ekathimerini.com/4dcgi/_w_articles_wsite1_1_01/02/2015_546760. Syriza håber at den Keynesianske venstrefløj hos regeringspartierne i Frankrig og Italien styrkes af Syriza’s og Podemos’ succes. For resten er der også kommet en slags støtte fra USA, der generelt er frustreret over at EU trækker den globale vækst ned med sin anti-keynesianske politik; Obama har nyligt sagt vedr. Grækenland, at man ”cannot keep on squeezing countries that are in the midst of depression.”

I øvrigt må hele Grækenlands-spørgsmålet ses i sammenhæng med den deflationskrise, der nu er under fuld udfoldelse i Euro-landene. Ikke overraskende har årevis af nedskæringer mindsket efterspørgslen så meget, at priserne er begyndt at falde, hvilket yderligere reducerer efterspørgslen (forbrugerne venter jo med at købe). Hertil kommer at deflation øger realværdien – realbyrden – af gæld, altså forringer situationen for de gældsplagede lande. Men den diskussion må vente til en anden gang.

Her vil jeg gerne indskyde to ting:

1) Lånene er ganske rigtigt, juridisk set, gået til den græske stat, men det betyder ikke at de er gået til grækerne. Iflg. dr.dk’s beregninger (som jeg tror på, fordi de har deres program, der søger at kontrollere fakta i den politiske diskussion) har de faktisk kun fået 11% af pengene, mens resten er sendt retur som afbetaling til private og institutionelle kreditorer (Trojkaen). Tyske skatteydere tror, at de betaler til de dovne grækere, mens de faktisk betaler til deres egne banker plus nævnte institutioner.

Det hele er noget af et cirkus, hvor den græske stat er i bekneb for at betale kreditorerne – og derefter låner penge hertil af selv samme kreditorer. ‘Follow the money’, var det råd de to journalister, der afdækkede Watergate skandalen (den der fældede Nixon i 1970erne), fik. Så finder man, om ikke en tønde med guld for enden af regnbuen, så dog sandheden (om kapitalismen). Det mantra kaster også lys over forholdet mellem Trojkaen og Grækenland.

2) Merkel og Co har indtaget ‘the moral highground': ”I lånte pengene, ikke sandt?, så derfor er I forpligtede til at honorere gælden. Ikke mere at tale om.” Hertil kan for det første siges, at lån er en investering og enhver investering er født med en chance for gevinst – og en risiko for tab. Det er ikke en forbrydelse, men indbygget i kapitalismens logik, at låner ikke kan betale tilbage; i så tilfælde er det snarere udlåner der har været inkompetent (eller uheldig), end låner der har forbrudt sig. Denne moralske logik (hvis kapitalismen er moralsk) gælder de private kreditorer, mens det kan siges at lånene fra de tre institutioner er mere politiske og derfor falder i en anden moralsk kategori. Hvilken? Et godt spørgsmål, eftersom det kan argumenteres, at hvis den nye regering skal hæfte 100% for den forrige regerings (ansvarsløse) lån, så betyder et demokratisk valg ingenting, for et folkeflertal kan jo i så tilfælde ikke ændre noget. Trojkaen har da også tidligere manifesteret at dette netop er deres ‘tolkning’ af demokratiet: Da Papandreou for et par år siden ville udskrive folkeafstemning om nedskæringsprogrammet, blev han indkaldt til kammeratlig samtale, hvor han fik at vide at det måtte han ikke (i så fald måtte han lede efter penge andetsteds); logisk nok blev han da også snart erstattet med en tidligere vice-præsident for ECB, Papademos.

Det hele handler om magt, nærmere bestemt afpresning.

Trojkaen siger, at hvis Grækenland ikke makker ret, lukker den for strømmen af Euro (mest til dem selv, som vi har set). ”I vil gå fallit, må genindføre Drakmen, hvilket vil give tårnhøj inflation, dermed forringelse af levestandarden. Og I vil ikke kunne låne igen hos os eller på noget marked.” Hver gang europæiske ledere taler om, at det er vigtigt at Grækenland forbliver i Euroen, undergraves denne afpresning, fordi det dermed siges at Trojkaen bør strække sig langt.

Syriza benægter ikke at en Grexit vil have meget alvorlige økonomiske konsekvenser. Det er jo derfor man ønsker at blive i Euroen. ”Men til gengæld,” lyder den græske afpresning, ”vil vor udtræden af Euroen betyde, at I og de private kreditorer vil miste en stor del af jeres tilgodehavender hos os, samtidig med at smitte til Spanien og andre kan bringe hele Euro-systemet i fare.” Derfor siger Trojkaen, at en Grexit skam ikke er noget problem for os.

Sagen handler kort sagt ikke om økonomi, men om politisk økonomi.

Trækker ECB tæppet væk?

Da Trojkaen meddelte at Grækenland måtte leve op til diverse memoranda, hvis landet (he-he) ville have penge efter 27. februar, svarede Varoufakis, at man ikke var interesseret i pengene, fordi man ikke var interesseret i en fortsættelse! Syriza vil i stedet en genforhandling, et nyt grundlag. Dette er en åbenbart politisk diskussion. Den handler om låneprogrammer med især Euro-landene. Disse penge skal ikke blandes sammen med den daglige forsyning af likviditet fra ECB. Men måske bliver det denne forsyning, der får hovedrollen i de næste par uger.

ECB er traktatmæssigt ‘upolitisk’, dvs. varetager alene finanskapitalens interesser; den forsyner de private storbanker med likviditet, gennem nogle år som rene foræringer, dvs. næsten rentefri, hvorimod det er ‘strengt verboten’ at finansiere demokratiet, dvs. købe statsobligationer.

Men nøden har lært selv finanskapitalen at spinde. Krisen har sendt mange regeringers finanser til tælling, og falder sådanne lande ud af Euroen går det også ud over profitten.

Derfor iværksatte ECB for et par år siden et større program, hvor man faktisk opkøbte statsobligationer; figenbladet, der skulle dække over traktatbruddet, var at man ikke købte direkte af regeringerne, ‘kun’ på det sekundære marked (selv om det vel kan være ret ligegyldigt). Der skrues nu op for dette program, denne gang for at imødegå den stigende deflation (når ECB veksler statsobligationer med rede penge kommer der jo flere penge i omløb, hvilket skulle presse priserne op). Men det må det land, der suverænt har mest brug for penge, nemlig Grækenland, må åbenbart ikke få gavn af det nye program. Begrundelsen er at Syriza er i gang med at bryde diverse lånebetingelser.

Men lad os se bort fra dette særlige program, og spørge om Grækenland kan få sin normale forsyning af Euro fra ECB. Det er lidt teknisk, men idéen er at den græske regering finansierer sig ved at udstede og sælge statsobligationer (i denne sammenhæng kaldet T-bills) til landets banker, som derefter bruger disse papirer som sikkerhed for at få Euro fra ECB.

Spørgsmålet er, hvor længe – og i hvilken udstrækning – ECB vil acceptere denne sikkerhed? Hvis ECB siger stop på et tidspunkt løber regeringen tør for disse penge; ECB vil vurdere situationen allerede d. 4 og 16. februar, altså noget før det formodentlige politiske rabaldermøde i slutningen af måneden.

Det er begrænset, hvor mange penge, der forfalder til betaling i februar (men til sommer taler vi om knap €10 mia), men der er en risiko: If the tone of the dialog deteriorates, then the ECB is likely to tell Greek banks not to buy any further government bills now, as they’d be useless for obtaining central-bank cash. The ECB’s supervisory chief, Daniele Nouy, has already written to executives, advising them to invest their liquidity only in assets that can be used as collateral.” ( http://www.ekathimerini.com/4dcgi/_w_articles_wsite2_1_31/01/2015_546738).

Det betyder at Draghi (ECB’s chef) kan lukke og slukke før de politiske forhandlinger overhovedet er begyndt. Men tør han gøre det og dermed trække tæppet væk under ikke bare Grækenland, men måske hele Euro-systemet? Næppe uden tysk opbakning.

Videre kan det tænkes, at Trojkaen vil insistere på en afklaring allerede i første halvdel af februar, måske ved at stille grækerne overfor et egentligt ultimatum. For grækerne gælder det derimod om at holde situationen flydende så længe som muligt (Varoufaki har talt om en aftale ‘inden slutningen af maj’), så der bliver tid til den sociale genopretning.

Under alle omstændigheder bliver det ikke Draghi, men Merkel, der vil træffe afgørelsen. Men har hun nerver til en potentielt fatal afgørelse, for grækerne og for Europa? D. 4. februar, dvs. onsdag, er vi måske blevet klogere.

En anden grund til at slå koldt vand i blodet er, at den græske regering mener fra diverse andre kilder at have penge nok (€3,5 mia) til at klare skærere indtil slutningen af marts. Om det er rigtigt véd jeg ikke.

Rusland som joker

Mens danskerne er solidt på Ukraines – eller i hvert fald på vore mediers – side i konflikten med Rusland, holder grækerne, fra højre til venstre, lige så klart med Rusland.

Det er der historiske og kulturelle grunde til. Den fælles, ortodokst kristne religion, og osmannerne/tyrkerne som fælles fjende; polariseringen under den Kolde Krig har vist sig blot at være en parentes.

Hertil kommer, især på venstrefløjen, en kritik af kuppet i Kiev mod den demokratisk valgte præsident, fordømmelse af Høje Sektors mordbrand i Odessa og kritik af undertrykkelsen af oppositionen, især forbuddet mod det kommunistisk parti, der traditionelt har fået opbakning fra mere end 10% af befolkningen. Tsipra har tidligere kritiseret EU for at støtte regeringen i Kiev, der angiveligt delvist består af ‘nynazister’.

I dag ytrer disse synspunkter sig i en tværpolitisk skepsis overfor EU’s sanktionspolitik overfor Rusland.

Dette er et potent våben i Syriza’s konflikt med Trojkaen. EU’s sanktionspolitik kræver faktisk opslutning fra alle 28 medlemmer, dvs. Grækenland har vetoret. I begyndelsen af ugen var der et EU møde om en udvidelse af sanktionerne. Resultatet var lidt uklart. Grækenland gik med til meget, men fik dog en udsættelse af afgørelsen af nogle sanktionsudvidelser. Den græske udenrigsminister kaldte det, måske lovlig optimistisk, et ‘kompromis’.

Men alle i Trojkaen véd at Grækenland – sammen med ungarerne og slovakkerne – er imod den anti-russiske linie. Jeg tror grækerne holder dette krudt tørt. Det kan antændes, altså bruges som pression, hvis låneforhandlingerne truer med at bryde sammen.

Hertil kommer at Rusland måske kan blive en alternativ finansieringskilde. Alene muligheden herfor styrker Syriza i forhandlingerne med Trojkaen: ”Vi er skam ikke helt så afhængige af jer, som I tror”.

Alle medier har rapporteret, at noget af det første Tsipras gjorde var at mødes med den russiske ambassadør, og Ruslands finansminister har meddelt, at man da vil ‘behandle’ et græsk ønske om lån. Og her skal man huske at selv om Rusland har store økonomiske problemer (sanktioner og lave oliepriser), har landet en meget stor valutareserve. Det vil være af umådelig betydning for Rusland at bryde EU’s sanktionsfront; nogle milliarder til Grækenland må være en meget lille pris herfor. Det hedder ‘realpolitik’ og ser måske ikke så smukt ud, men bedriver man det ikke, taber man, for det gør alle andre.

Et spøgelse går gennem Europa

Det har været syv dage, der har rystet Europa. Et spøgelse går gennem vor verdensdel. Det hedder Syriza, og det hedder Podemos.

Lørdag var Madrid’s centrum sort af en folkemængde, der demonstrerede mod nedskæringspolitikken (se http://www.bbc.com/news/world-europe-31072139).

Finanskapitalen og dens politiske repræsentanter ryster vel ikke er skræk, men de er givetvis dybt bekymrede. Fra Goldman Sachs til Corydon, og fra Deutsche Bank til Merkel.

Dette er helt klart første gang at nyliberalismen er seriøst udfordret i Europa.

Attac kritiserede den finansielle spekulation og krævede Tobin skat, og Occupy Wall Street kritiserede den voksende ulighed. Dette var gode sager at kæmpe for, men Attac var overvejende en enkeltsagsbevægelser, og Occupy fik aldrig formuleret en dagsorden. Det var idealistiske initiativer, men folk som de er flest er ikke idealister. De kunne ikke slå rod i virkelige menneskers virkelige problemer.

Det kan oprøret i Sydeuropa, fordi folk her simpelthen har fået nok, i deres dagligdag og i deres arbejde (eller rettere: mangel på arbejde). Situationen er altså ny, enestående og ladet med potens. For første gang i mere end 30 år er et oprør mod et system, der fattiggør de fleste for at berige de få, blevet en reel mulighed.

Danmark er ikke et Euro-land, og derfor står vi formelt på sidelinien i dette opgør. Men selvfølgelig kan vi gøre noget, fx ved at underskrive denne opfordring: 

http://www.ipetitions.com/petition/det-graeske-valg-en-chance-for-europa

Bragt på modkraft.dk d. 3/2 – 2015

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Har Grækenland en chance?

For første gang siden 2008, da finanskapitalen kastede Europa ud i krisen, er der nu en reel mulighed for et brud med nedskæringspolitikken.

Hvis Syriza vinder det græske valg senere i januar, og lykkes med sin politik, kan det betyde et generelt opbrud i Europa. Få har en interesse i en politik, der presser reallønnen, øger arbejdsløsheden, forværrer vilkårene for de marginaliserede – og beriger de største banker og selskaber. Men uden et reelt eksisterende alternativ har de fleste affundet sig.

Derfor ser vi nu i Grækenland som i Europa en kampagne mod Syriza. Politikere og medier frygter at ‘ekstremismen’ vinder, idet man fikst placerer Syriza og Gyldent Daggry i samme kategori, således at socialisme og neonazisme bliver ét fedt, og således at en nyliberal politik, der énsidigt gavner de velstående og som giver absolut magt til kapitalinteresserne, fremstår som ‘moderat’ og ‘ansvarlig’.

Syriza’s politik

Syriza’s politik har to sider.

Indenrigs vil man et opgør med de lånebetingelser Trojkaen (EU-landene, ECB og IMF) har opstillet (‘Memoranda’), nemlig fyring af offentligt ansatte, drastisk forringede vilkår for pensionister, lavere løn, svækkelse af fagbevægelsen, privatiseringer og meget andet.

Mere konkret vil Syriza iværksætte offentlige projekter for at bekæmpe den tårnhøje arbejdsløshed, garantere forsyning med elektricitet (mange har fået deres forsyning afbrudt), fødevaresikkerhed (‘food-stamps’), huslejehjælp (mange kan ikke betale huslejen), skattelettelser for dem i bunden (og effektiv ligning for dem i toppen), og først og fremmest en minimumsløn på €750 pr. måned, hvilket svarer til niveauet før krisen.

Kort sagt en klassisk socialdemokratisk-Keynesiansk krisepolitik, der sætter gang i økonomien, friholder krisens ofre og strammer skruen for de formuende.

En sådan politik kræver udenrigsøkonomisk råderum.

Syriza ønsker at forblive i Euroen, men partiet kræver en genforhandling af lånene fra Trojkaen. Der har været talt om at få eftergivet halvdelen af gælden, og her har Syriza effektfuldt henvist til Tyskland, der i 1953 fil næsten halvdelen af sin gæld – bl.a. til Grækenland! – slettet, hvilket landet brugte som afsæt for det tyske ‘økonomiske mirakel’. Det har også været på tale at kræve et moratorium på betaling af renter og afkast.

Det afgørende er at vilkårene lettes, så der bliver luft til en social genopretning i Grækenland. Trojkaen og den aktuelle græske regering vil have budgetoverskud, så der bliver flere penge til at betale kreditorerne, Syriza vil have balanceret budget, så der bliver flere midler til grækerne.

Hvad Syriza er oppe imod

Kan en sådan politik lykkes?

Især fra efteråret af skal der betales store beløb til kreditorerne, men det menes at diverse fonde etc. vil gøre det muligt for Syriza at klare skærene indtil da, således at partiet vil have knap et halvt års tid til at gennemføre sin politik. Det forudsætter imidlertid at de private kreditorer/investorer holder sig i ro. Der er ingen garanti mod kapitalflugt og stormløb på bankerne, men for at mindske risikoen herfor har Syriza udtrykkeligt fredet de private kreditorer (modsat lån fra Trojkaen), ligesom partiet har garanteret indestående i banker. Foreløbig har der da heller ikke været alarmerende tegn på kapitalflugt.

Det afgørende, især på lidt længere sigt, bliver naturligvis, hvordan Trojkaen stiller sig til de græske krav.

Her må vi skelne mellem to ‘vanskeligheder’.

Den første er at Syriza’s indenrigsøkonomiske politik er i klar modstrid med Trojkaens lånevilkår. Programmet er billigt; det koster få milliarder Euro, hvilket er småpenge i forhold til Grækenlands gældsbetalinger. Men accepteres denne politik, accepteres det at midlerne går til befolkningen, snarere end til kreditorerne, altså et klart brud med nyliberalismen.

Det andet er Syriza’s krav om en gældssanering, i en eller anden form. Det vil koste penge for de nævnte officielle kreditorer, men det er nok ikke afgørende, for dels er Grækenlands økonomi en lille post i Eurozonelandens økonomi, dels er muligheden for at få alle pengene tilbage under alle omstændigheder ringe. Problemet for Trojkaen er at det kan give andre gældsplagede lande idéer.

Alt i alt er det ikke pengene, men principperne, der er problemet.

Det er givet at Merkel og co. vil gøre, hvad de kan for at spænde ben for Syriza’s projekt. Spørgsmålet er hvilken magt Syriza kan mobilisere, og her er truslen om en exit fra Euroen naturligvis trumfkortet.

Derfor har finanskapitalen og dens politiske repræsentanter for tiden så travlt med at forsikre, at en exit skam ikke vil gøre noget: Det vil ikke smitte til andre sydeuropæiske lande og det vil ikke svække Euroen (der i øvrigt pt. ligger på sit laveste niveau i lang tid). Om dette er rigtigt eller forkert, er der formentlig ingen der aner, men det er indlysende at dette er hvad Trojkaen vil sige i en forhandlingssituation.

I øvrigt vil det næppe blive Grækenland, der melder sig ud af Euroen. Hvis det bliver aktuelt, vil det foregå på den måde at ECB stopper for strømmen af Euro til landet. Det vil selvfølgelig være et enormt problem for Grækenland, fordi det vil betyde stop for kreditten (med mindre Rusland og/eller Kina træder til) og stor inflation. Det vil også betyde at mange udenlandske kreditorer vil miste deres penge, og mon ikke det kan får Merkel og co til at tøve en kende med at smide Grækenland ud?

Alt i alt er Grækenland ikke helt magtesløst i forhandlingerne med Trojkaen.

Desuden må det tages i betragtning, at ECB et par dage før det græske valg skal holde møde. Drahgi – bankens chef – ønsker at opkøbe Euro-landes statsobligationer (‘Quantitative Easing’). Tyskland er skeptisk, men hvis det gennemføres vil det betyde en tiltrængt hjælp til Grækenland. Kan det tænkes at ECB vil straffe en Syriza-regering ved at undtage landet fra et sådant program? Tsipra – Syriza’s leder – har udtrykt frygt for en sådan græsk undtagelse (som burde udløse et ramaskrig).

Og så er der selvfølgelig en yderligere ‘vanskelighed’ for Syriza’s politik, nemlig at det gamle indspiste og mere eller mindre korrupte magtapparat vil søge at sabotere en ny politik. Hertil kommer risikoen for at de egentlige fascister, der har en vis indflydelse i politi og militær, anvender terror for at destabilisere landet.

Derfor bliver Syriza’s program med at demokratisere den offentlige sektor af afgørende betydning.

Grækenland kan ikke klare det alene

Meget kan ske i det knapt halve år, som Syriza formodes at have til rådighed.

Der er ikke meget, der tyder på at Europa er på vej ud af den nuværende stagnation, og hvordan vil den truende deflation og fortsat massearbejdsløshed påvirke det politiske miljø? Vil det blive klart for flere og flere, at nedskæringspolitikken ikke virker?

Det er usandsynligt, at et opgør med nyliberalismen kan lykkes i kun ét land i Europa, men Syriza’s Grækenland kan tjene som eksempel og inspiration.

I Spanien har Podemos en opbakning svarende til Syriza’s, og der må være et enormt potentiale hos franskmænd og italienere for et oprør. Når det store flertal af Europas befolkninger stemmer på nyliberale partier, er det næppe fordi nedskæringer, privatiseringer osv. opleves som ønskværdige, men fordi politikken ‘sælges’ som nødvendig og som den eneste ansvarlige. Hvis Grækenland demonstrerer i praksis, at der er et alternativ til en politik, der øger uligheden ved at fattiggøre det store flertal og berige en lille minoritet, kan det rive tæppet væk under støtten til nyliberalismen.

Det er ikke Syriza, men nyliberalismen, der er ekstrem. Partiet ønsker som sagt en klassisk socialdemokratisk krisepolitik.

Partiet er socialistisk og anti-kapitalistisk, men det er det lange sigt. Dog kan det lange sigt blive kort, nemlig hvis kapitalen søger at vetoe den sociale genopretning ved at trække pengene ud af bankerne og sende dem til udlandet. I så fald bliver Syriza nødt til at indføre kontrol med kapitalen, hvilket vil betyde et brud med det Indre Marked, der som bekendt indskrev kapitalens frihed som EU’s fundament, altså omdefinerede EU til et éntydigt kapitalistisk projekt.

Kapitalkontrol bliver naturligvis også nødvendig, hvis landet smides ud af Euroen.

Sidste gang man i Europa forsøgte en socialdemokratisk-Keynesiansk politik var i begyndelsen af 80erne, i Mitterand’s Frankrig. Kapitalen flygtede og Mitterand omlagde politikken 180 grader, fordi han ikke turde skride ind overfor kapitalen. Det tror jeg godt, at Syriza tør, men partiet kan ikke klare det alene. Vor solidaritet er nødvendig.

Interessante artikler:

http://www.socialeurope.eu/2015/01/lets-hope-syriza-victory/ (tankevækkende artikel af Simon Wren-Lewis )

http://blogs.channel4.com/paul-mason-blog/greece-greek-election-syriza-radical-left-opposition-party-antonis-samaras/2769 (om græsk gæld etc.)

http://www.theguardian.com/world/2014/dec/23/syriza-john-milios-greece-eurozone (af Syriza-økonomen Milios)

http://www.theguardian.com/commentisfree/2014/dec/29/syriza-greece-austerity-eu (af Syriza-økonomen Lapavitsa)

http://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/2014-04-25-europas-smuldrende-middelklasse-og-nye-underklasse (Ida Pape om fattiggørelse i Europa)

Bragt på modkraft.dk d. 22/1 – 2015. Dette er en udvidet version af en kommentar i Information d. 16/1 – 2015.

 

 

 

 

Den nye nedtur

Det gryende opsving er aflyst

Langt de fleste bankøkonomer mener, at regeringen ser alt for lyst på fremtiden (http://www.information.dk/telegram/507400 ). Alligevel er der grund til at tro, at regeringen faktisk er for optimistisk.

Jeg ser først på den faktiske økonomiske situation, og dernæst på de politiske konsekvenser, når den triste virkelighed ikke længere kan fortrænges.

I Danmark faldt BNP i 2. kvartal med 0,3%, samtidig med at væksten i 1. kvartal blev nedskrevet fra 0,8% til 0,6%. Ingen tror længere på regeringen, der fortsat taler om opsving og forudser en vækst i BNP i år på 1,4% og næste år på 2,0%.

I forhold til 1. kvartal var ‘væksten’ i BNP i 2. kvartal på 0,0% i Eurolandene (jf. http://epp.eurostat.ec.europa.eu/cache/ITY_PUBLIC/2-14082014-AP/EN/2-14082014-AP-EN.PDF ). Økonomien står altså bomstille. Det mest chokerede var at Tyskland – Europas traditionelle vækstlokomotiv – gik tilbage med 0,2%, samtidig med at diverse tillidsindex styrtdykker. Også Italien mistede 0,2% og i Frankrig var tallet 0,0% (hvilket kun ufuldkomment afspejler de negative resultater af Hollande’s nedskæringspolitik). En anden vigtig samhandelspartner, Sverige, har netop nedskrevet vækstforventningerne.

Den europæiske inflation er nu faldet til 0,3%. Det er symptom på den manglende efterspørgsel i økonomien, og det er tæt på deflation, der er ødelæggende, dels fordi deflation gør gæld dyrere og dermed mere belastende (der er allerede deflation i bl.a. Spanien), dels fordi det får forbrugerne til at vente på de billigere varer. Det forventes at Draghi (chef for den Europæiske Central Bank, ECB) må følge Fed’s eksempel og pumpe en masse penge ud ved at købe statsobligationer (http://borsen.dk/nyheder/avisen/artikel/11/90964/artikel.html?hl=RHJhZ2hp). Det virker ganske vist ikke, eftersom de selskaber og finansielle institutioner, der modtager pengene, blot sidder på dem eller investerer dem spekulativt. Men udsigten til de billige penge fik straks aktiemarkedet til at gå op. Hvad der er dårlige nyheder for nogen, er gode nyheder for andre.

Hvorfor dette tilbageslag?

Noget skyldes de russiske sanktioner og den usikkerhed, som kriserne i Ukraine og Mellemøsten har skabt, men det forklarer kun den negative økonomisk udvikling i de sidste par måneder. Den egentlige årsag er, at nedskæringspolitikken atter engang har demonstreret, at den ikke virker (for den generelle økonomi og dermed for almindelige mennesker – for den finansielle sektor og dermed de rige fungerer den fint).

Heri ligger også, at den negative effekt af krisen omkring Ukraine først slår igennem i tallene for 3. kvartal; intet tyder på at denne krise løses, tværtimod. Man kan aldrig udelukke at tallene for et enkelt kvartal blot er et ‘blip’, men intet tyder på det.

Halvdelen af, hvad vi producerer, eksporteres, så den nye krise i Europa må nødvendigvis ramme den danske økonomi hårdt. Eksporten har da også været vigende i de sidste måneder.

Regeringen har ret i at beskæftigelsen har været stigende og ledigheden faldende (det sidste skal man nu ikke lægge så meget i, eftersom det for en stor del skyldes, at folk er blevet skubbet ud af arbejdsmarkedet og derfor ikke registreres som ledige). Men traditionelt er det arbejdsmarkedet, der reagerer langsomst på en konjunkturvending. Det er også rigtigt at danske forbrugere ytrer stor optimisme – hvilket imidlertid ikke har affødt større privatforbrug; fra en stigning på 1,5% i 1. kvartal faldt det til en stigning på blot 0,3% i 2. kvartal.

Krisens forløb siden 2008

Lad mig ultrakort repetere den europæiske krises forløb (jf. kapitel 2 i min bog Eurokrisen. Europa mellem pengestyre og folkestyre, Hovedland 2013).

Det startede med finanskrisen, der blev udløst af Lehman Brother’s fallit i september 2008. Det betød at BNP styrtdykkede i 2009, samtidig med at arbejdsløsheden skød i vejret. Det er en overset kendsgerning, at denne krise faktisk blev overvundet ret hurtigt ved at USA, EU og Kina alle førte en ekspansiv økonomisk politik, hvor man pumpede milliarder ud i realøkonomien. I 2010 og første halvår af 2011, er der atter pæn vækst.

Men i andet halvår 2011 drejes den økonomiske politik 180 grader, fra Keynesianisme til nedskæringspolitik. Årsagen – eller anledningen – var at de offentlige underskud og dermed gæld voksede kraftigt. Det var der to årsager til. Krisen øgede de sociale udgifter til dagpenge etc., samtidig med at skatteprovenuet faldt i takt med faldet i folks indtægter. Og staterne havde brugt milliarder på at frikøbe bankerne og andre finansielle institutioner, således at den private gæld blev forvandlet til offentlig gæld. Skiftet til nedskæringspolitik forårsagede en ny krise, Eurokrisen. I øvrigt har politikken ikke haft den tilsigtede effekt, nemlig en reduktion af den offentlige gæld (i forhold til BNP). Men gældsproblemet, især i Sydeuropa, blev inddæmmet, fordi ECB i sommeren 2012 erklærede at ville opkøbe det nødvendige antal statsobligationer (‘Draghi’s bazooka’).

I andet halvår 2011 mister opsvinget pusten, og i hele 2012 og første halvdel af 2013 er der negative vækstrater. I andet halvår 2013 og 1. kvartal 2014 går det en anelse frem i Euro-området, hvilket giver anledning til en spirende optimisme. Danmark følger stort set de europæiske konjunkturer, omend 2. halvår i 2013 var dårligere end i Europa.

Det ser altså ud til at være slut nu, i Europa og i Danmark.

Europæisk politik

Meget tyder nu på en langvarig stagnationsperiode i Euro-landene, såfremt den nuværende politik fortsætter.

Gør den det?

Centrum-venstre regeringen i Italien under Renzi forsøger at gøre den europæiske politik mere efterspørgselsorienteret. Hollande’s regering siges at ligge på samme linje, men de tre ministre der stod for en mere venstreorienteret kurs er netop blevet fyret, så billedet er noget uklart, og i øvrigt har Hollande en historie for at tilpasse sig den tyske nedskæringspolitik. Således gik han til valg på at bekæmpe Finanspagten (med dens låg over offentlige udgifter), men endte med at acceptere den. Det, der kan ændre noget, er hvis den tyske regering forskrækkes over det nylige fald i BNP, og udsigten til yderligere fald i løbet af efteråret. Under finanskrisen i 2009 førte Tyskland faktisk en (forsigtig) Keynesiansk politik, så nedskæringspolitikken er ikke hugget i sten.

Det kan således tænkes, at der dispenseres fra Finanspagtens grænse for offentlige underskud på 3% af BNP.

Men Keynesiasme gør det ikke alene, for øgede offentlige underskud vil afføde negative reaktioner fra finanskapitalen. Lån til de europæiske lande vil blive set som mere risikable, og derfor vil den kræve højere renter, og denne øgede udgift vil vanskeliggøre en mere ekspansiv politik. Anderledes udtrykt, kan finanskapitalen vetoe en mere efterspørgselsorienteret politik. Her er det, at ECB kommer ind i billedet, for ved at øge købet af statsobligationer kan den holde værdien (kursen) af disse oppe og dermed renten nede. Alle er nu glade. Den ekspansive finanspolitik tilfredsstiller almindelige mennesker, idet arbejdsløsheden begrænses, og den ekspansive pengepolitik glæder finanskapitalen.

Det lyder for godt til at være sandt, og kan da også meget vel blive til løgn.

Hvis ECB køber statsobligationer og dermed tilfører bankerne en masse penge, kan det nok holde finanskapitalen glad og dermed i ro. Men hvad vil bankerne bruge pengene til? Krisens hidtidige forløb har vist, at de ikke investerer pengene produktivt, altså udlåner til virksomhederne; det er for usikkert under en krise og i øvrigt har virksomhederne ikke lyst til at ekspandere, når forbruget står i stampe. Hvis vi får et skift til en ny Keynesianisme, altså ekspansiv finanspolitik, kan dette imidlertid ændres og pengene flyde ind i realøkonomien, til flere investeringer og flere arbejdspladser. Hvis nedskæringspolitikken fastholdes går pengene til spekulation, især i aktier, jf. den aktieboble, der er blevet udviklet over de sidste par år; men bobler brister, ligesom boligboblen før krisen, og når det sker forvandles stagnation til ny, akut krise.

Under en krise kan ekspansiv pengepolitik altså ikke erstatte ekspansiv finanspolitik, som allerede Keynes fremhævede.

Alt hænger derfor på, om nedskæringspolitikken opgives, og det afhænger igen af de politisk-økonomiske magtforhold. Det er ikke et spørgsmål om, hvilken økonomisk politik og teori, der er ‘rigtig’ og hvilken ‘forkert’, for ‘rigtigt’ og ‘forkert’ er relativt i forhold til interessen. Lønarbejdere og marginaliserede har en klar interesse i en mere ekspansiv finanspolitik, mens bankerne generelt har en lige så klar interesse i en kombination af ekspansiv pengepolitik og restriktiv finanspolitik. Det første har jeg omtalt ovenfor, det sidste skyldes, at det er finanskapitalen, der finansierer den del af staternes udgifter, som ikke dækkes af skatterne, og her er det klart at debitor (staterne) helst skal have en sund økonomi, uden underskud, for ellers reduceres værdien af disse lån.

Endelig er der den produktive kapital, altså de virksomheder der – modsat finanskapitalen – faktisk producerer noget. De burde jo have en interesse i, at der kom gang i realøkonomien, men faktisk har de, indtil videre, allieret sig med finanskapitalen; formentlig fordi den produktive og finansielle kapital i dag er sammenvævet (store virksomheder spekulerer også), og her er det åbenbart den finansielle side, der styrer.

En anden dimension i interessemønstret er modsætningen mellem Nordeuropa, især Tyskland, og Sydeuropa.

Sydeuropa skylder stadig en masse penge til Nordeuropa. Det giver ‘os’ en interesse i balancerede budgetter i Sydeuropa, deraf Trojkaens hærgen dernede. Men dette forklarer ikke nedskæringspolitikken i Nordeuropa; ‘vi’ har råd til en ekspansiv politik, og det har da heller ikke skortet på opfordringer hertil, dels for at vi selv kan komme ud af krisen, dels som en solidaritetsgerning med Syd (fordi vi så får råd til at købe deres eksportvarer). Men en sådan politik er hidtil blevet vetoet af den nordeuropæiske finanskapital, selv om tyske og danske statsobligationer er bundsolide papirer, hvis værdi ikke vil være truet af større offentlige underskud.

Den nordeuropæiske nedskæringspolitik er derfor lidt af en gåde. hHvorfor vedtog man en Finanspagt, der har den samme grænse i nord som i syd for de offentlige underskud (nemlig 3% af BNP)? Hvis der nu en gang skal være en grænse, hvorfor så ikke lade den afhænge af de enkelte landes økonomiske situation?

Det har jeg ikke noget umiddelbart svar på. Måske er Nordeuropa’s regeringer og banker fanget i deres nyliberale retorik om, at ’tillid’ kræver balancerede budgetter, hvad enten man er rig eller fattig.

Dansk politik

Hvilke politisk-økonomiske virkninger vil det få i Danmark, når tilbageslaget ikke længere kan benægtes?

Det umiddelbare slutning ville selvfølgelig være at opgive den fejlslagne nedskæringspolitik og prøve noget nyt. Men sådan spiller klaveret ikke. Om en politik er ‘fejlslagen’ eller ej er som nævnt relativ i forhold til interessen. Og selv om kriteriet for succes er udviklingen i BNP (snarere end i aktiekurserne), kan man altid finde bortforklaringer, fx at nedskæringerne og strukturreformerne ikke har været dybtgående nok (efter finanskrisens udbrud i 2008 blev skytset i først omgang vendt mod bankerne, men i anden omgang blev den dominerende diskurs at det alt sammen var statens skyld, se Mirowski: Never let a serious crisis go to waste, Verso 2013).

For regeringen er det livsnødvendigt at der kommer et opsving. Det er den eneste chance for at vinde det kommende valg. Uden et opsving vil alle ofrene, alle nedskæringerne, alle strukturreformerne have været forgæves og folk vil spørge: hvad skulle de nytte? Fyringerne af de tusinder af offentligt ansatte? Sænkningen af selskabsskatten? Piskningen af de arbejdsløse og andre marginaliserede? Regeringen vil have et mega forklaringsproblem.

Det tilsiger at regeringen må vælge. Man kan tage et hurtigt valg, før den økonomiske nedtur bliver åbenbar, gerne således timet at venstrefløjen får skylden. Eller man kan satse på at konjunkturerne vender i foråret.

Hvilken økonomisk politik vil den nye krise afføde, hvad enten den administreres af den nuværende eller en kommende borgerlig regering?

Regeringens finanslovsforslag forudser et offentligt underskud på præcis 3%, altså netop det tilladte indenfor Finanspagten. Det forudsætter imidlertid, at dens optimistiske vækstprognoser holder, og det gør de næppe; derfor bliver skatteindtægterne mindre og de sociale udgifter til dagpenge etc. større, således at underskuddet bliver større end de 3%. Hvis Finanspagten fastholdes, bliver nye nedskæringer derfor nødvendige (man kunne også hæver skatterne, men den løsning er dømt ude under nyliberalismen). Det vil imidlertid være selvmord, både for realøkonomien og regeringen. Regeringen må håbe, at den nye krise bliver så generel at der kommer et pres i Euro-landene for at dispensere fra Finanspagten.

Venstrefløjen bør presse på for en mere ekspansiv finanspolitik. Som det er sagt masser af gange: pengene er der. De skal bare aktiveres, fx ved at finansiere offentlige udgifter med en millionær- og aktieskat.

Keynesianisme er nødvendig, men den skal kalibreres rigtigt. Større offentlige udgifter snarere end skattelettelser; det er dels mere effektivt, dels betyder det at fælles velfærd prioriteres over privat velfærd og den demokratisk styrede sektor over den kapitalistisk styrede. Og så skal det selvfølgelig sikres at væksten bliver bæredygtig, hvilket også tilsiger vækst i den offentlige snarere end i den private sektor; mere service, færre dippedutter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Socialisme i ét land er ikke muligt

Ved valget til EP-parlamentet vandt græske Syriza en stor sejr; det blev for første gang det største parti i Grækenland, næsten 4% foran det store borgerlige parti, Nyt Demokrati. Tilsvarende blev valget en triumf for venstrefløjen i Spanien (Podemos og IU). I Italien samledes de fleste om det Demokratiske Parti, men der blev dog plads til repræsentation for et lille parti, der minsandten hedder ‘Det andet Europa med Alexis Tsipras'; det er et opsamlingsparti for venstrefløjen.

Overfor disse triumfer står Enhedslistens magre valgresultat. Den venstrefløj, der vil erobre og omdanne EU indefra, vandt, mens den, der vil begrænse EU og ultimativt vil ud af EU, tabte. Tankevækkende.

I forbindelse med EP-valget er diskussionen i Enhedslisten om forholdet til Folkebevægelsen og til EU kommet i gang. I det nye partiprogram fastslås, at EL ønsker Danmark ud af EU. Det må naturligvis respekteres, at dette er partiets politik, men det hindrer ikke diskussion af det fornuftige i den linje. Her følger min opfattelse.

EL’s valgnederlag

 De nytter ikke at sige, at valget var OK for EL, fordi vi støttede Folkebevægelsen og denne gik lidt frem. Med den udtalte eller uudtalte konklusion, at der ikke er grund til selvransagelse og skift af  strategi.

 Det minder for meget om Helle Thorning og hendes danmarksrekord i at overse valgnederlag. Når Junibevægelsens resultat for 5 år siden tages med i regnestykket, gik den venstreorienterede EU-kritik tilbage, se Pelle Dragsted’s artikel: http://modkraft.dk/blog/pelle-dragsted/tabte-mandater-tabte-muligheder.

Men vigtigere: For 5 år siden havde EL generelt en opbakning på 2-3%, mens vi nu gennem mange måneder har ligget stabilt omkring de 10%. Det skulle have givet en opbakning til Folkebevægelsen på 10% plus venstreorienterede stemmer fra andre partier, måske i alt omkring 15%. Der er kun én rimelig forklaring, nemlig at en meget stor del af Enhedslistens vælgere (jeg gætter på halvdelen) er uenig i partiets EU-politik og derfor stemte SF eller blankt. Analysen kan krydscheckes ved at se på SF, der fik næsten 11%, selvom partiet iflg. den sidste meningsmåling ligger på omkring 5% nationalt. Hvordan kunne partiet får ekstra 6%, hvis ikke fra EL’s vælgere?

Og vigtigst: Ville en selvstændig opstilling for EL, med den nuværende EU-modstander politik,  have været i stand til at hente et mandat hjem? Ikke hvis kun halvdelen af EL’s ‘nationale’ vælgere deler partiets EU-politik.

 Alt dette er selvfølgelig vurderinger.

Lad os håbe, at der kommer nogle undersøgelser, der viser a) hvordan EL’s nationale vælgerkorps på 10% stemte ved EP-valget, og b) hvor Folkebevægelsens 8% kommer fra. Mht. det sidste er det nok ikke helt ved siden at antage, at de 5% kom fra EL. At Folkebevægelsen i den grad domineres af vælgere (og kandidater) fra EL synes jeg også er et problem. I starten var der i langt højere grad tale om en bred bevægelse, der var tværpolitisk i partimæssig henseende. I dag fremstår Folkebevægelsen som en frontorganisation for EL, hvilket dels skræmmer nogle væk, dels betyder at ‘folkebevægelse’ i nogen grad er falsk varebetegnelse.

EL’s EU-strategi var en fiasko hos vælgerne, og den tillod SF at blive opsamlingssted for venstreorienterede; helt ufortjent, for SF accepterer stadig langt det meste af den nyliberale dagsorden. EL skal selvfølgelig ikke, som en vejrhane, automatisk rette ind efter strømpilen fra et valg, men det burde give anledning til eftertanke.

Jeg mener at valget har aktualiseret tre problemer i EL’s EU-politik.

 1. Problem: Solidaritet med Sydeuropa?

 Da Alexis Tsipras fra græske Syriza annoncerede sit kandidatur til posten som kommissionsformand, kunne EL og Folkebevægelsen ikke støtte ham. Linjen er at EU ikke skal erobres indefra, men bekæmpes og begrænses udefra.

 Eksemplet skærer ud i pap det problematiske i vor aktuelle ‘ud af EU’ og ‘nej til EU’ strategi. EL samarbejder naturligvis med Syriza og andre venstrefløjspartier i EU, men det er et samarbejde, hvor vi har den ene arm bundet på ryggen. Og det i en tid, hvor sydeuropas socialister nærmest trygler nordeuropas om solidaritet indenfor EU, se Tsipras tale på Die Linkes kongres: www.youtube.com/watch?v=RfH-ncZMDZI. Erik Prinds har nærmere redegjort for, hvilket samarbejde Folkebevægelsen kan – og ikke kan – deltage i, se  http://modkraft.dk/artikel/forandringer-sker-inden-rammen-af-europa.

Det må understreges at den europæiske venstrefløj altovervejende ligger på Syriza’s linie. Jeg kan have overset noget, men mig bekendt er det kun EL og det svenske Vänsterpartiet, der er EU-modstandere, – nåh ja, med i denne familie er også det græske kommunistparti (KKE), der i øvrigt ser Syriza som sin hovedmodstander. Således går Die Linke klart ind for at arbejde gennem EU, endog styrke den europæiske integration (se http://www.die-linke.de/partei/dokumente/programm-der-partei-die-linke/iv5-wie-wollen-wir-die-europaeische-union-grundlegend-umgestalten-demokratie-sozialstaatlichkeit-oekologie-und-frieden/) .

At de andre indenfor den europæiske venstrefløj vurderer EU helt anderledes end EL, betyder ikke automatisk at EL tager fejl. Men det burde give anledning til seriøse overvejelser.

2. problem: Afgrænsning overfor den voksende nationalisme?

 Ved det nylige EU-parlamentsvalg gik de nationalistiske partier som bekendt voldsomt frem, med 25% eller mere til UKIP i England, Front National i Frankrig og DF i Danmark; det er rimeligt at antage at fremgangen skete på bekostning af de konservative/kristdemokratiske partier, hvis gruppe (EPR) tabte 60 mandater. Dette er den store historie. Den lille historie er at den socialdemokratiske/socialistiske gruppe gik lidt tilbage (7 mandater) og venstrefløjen (GUE/NGL) frem (med 10 mandater).

Tilsyneladende er den europæiske venstrefløj presset af EU-begejstrede nyliberalister på den ene side og EU-skeptiske højrenationale på den anden.

Men det er en illusion. DF og ligesindede vil jo ikke tæmme kapitalen, kun de ‘forkerte’ mennesker, der med EU i ryggen tillades at strømme ind over vores grænser, tage vore jobs og tømme velfærdsstaten for penge. Vreden vendes mod ‘de fremmede’, herunder EU, ikke mod den kapital, der faktisk underminerer almindelige menneskers tryghed og levevilkår. Så grundliggende står venstrefløjen blot overfor to varianter af nyliberalismen. Opgøret med nyliberalismen bliver først mulig, når venstrefløjen formår at forklare nationalisternes store vælgerskare, at deres vrede er berettiget, men forkert adresseret.

For de nationalistiske partier drejer det sig om at sikre den nationale selvbestemmelsesret i forhold til overnationale organer, i dette tilfælde tilfældigvis i skikkelse af EU. Deres politik er rent defensiv, nemlig at vende ryggen til EU. Givetvis er der mange områder, hvor det giver mening at begrænse EU’s indblanding i medlemsstaternes affærer, men det ligger i nationalismens natur, at der ikke omvendt stilles offensive krav til EU og til landenes EU-politik om på andre områder at gøre noget andet og måske gøre noget mere. Måske mere magt til EU-parlamentet, så Kommissionen kan komme under demokratisk kontrol; måske kontrol med kapitalen; måske tiltag, der styrker fagbevægelsen på EU-niveau; måske en effektiv klima- og miljøpolitik; måske en mere anstændig handelspolitik overfor de fattige lande. Intet af dette er på deres dagsorden, hvilket blot viser at den nationalistiske EU-modstand er højreorienteret.

EL’s EU-modstand er naturligvis af en helt anden karakter, ikke båret af en nationalisme, hvor de andre kan sejle deres egen sø, men af en bekymring for demokratiet og en kritik af EU’s nyliberale politik.

I Danmark har det vist sig vanskeligt at finde lydhørhed for denne politik; det synes jeg, at både tilhængere og modstandere af EL’s EU-politik må erkende, i hvert fald efter det nylige valg. Spørgsmålet er hvorfor? Hvorfor var det ikke Folkebevægelsen, der fik 25%, og DF, der fik 8%? Noget af svaret er, at Folkebevægelsens dagsorden er mindre konsekvent end DF’s.

DF’s politik er konsekvent: Mere magt til Danmark, mindre til EU. Men den politik går ikke, hvis det overordnede mål er mere magt til demokratiet, altså til folk som de er flest, uanset nationalitet. Så ville den konsekvente politik være at sige mere magt til Folketinget, ja, men også mere magt til EU-parlamentet. Men det siger EL og Folkebevægelsen jo ikke, og derfor bliver politikken svær at skelne fra den nationalistiske EU-modstand, og hvorfor så ikke vælge den ægte vare?

Vi kommer nu til det tredje problem, der handler om hvordan nyliberalismen mest effektivt bekæmpes (se her også min tidligere artikel: http://modkraft.dk/artikel/enhedslisten-mellem-fort-danmark-og-international-solidaritet).

3. problem: Med EU er det svært, men udenom EU er det umuligt

Enhver socialist kan skrive under på langt de fleste af folkebevægelsens krav om arbejderrettigheder, indgreb mod spekulationskapitalen, en beskæftigelsesfremmende politik osv.

Indholdet er fint, men strategien er usolidarisk og utroværdig.

Den er usolidarisk, fordi den principielle EU-modstand gør det umuligt for EL og Folkebevægelsen, at kaste hvad vi har af kræfter ind i kampen for disse ting på EU-planet.

Vi kan ikke aktivt støtte kammeraterne i Die Linke, når de kæmper for en Keynesiansk finanspolitik, der kan gøre noget ved den tårnhøje europæiske arbejdsløshed, eller Syriza, når dette parti kræver eftergivelsen af noget af den græske gæld og moratorium for rentebetalinger (meget moderate krav, i øvrigt). EL kan kæmpe mod nedskæringspolitikken i Danmark, men ikke i Europa. Vi vil det ikke, men i praksis lader vi de andre sejle deres egen sø. EL siger nej til Danmarks deltagelse i Finanspagten (der netop umuliggør keynesianisme og medfører nedskæringer), men denne pagt rammer jo alle europæere og hvad med dem? må de slås for sig selv?

Og strategien er utroværdig, for det er ikke realistisk at bekæmpe nyliberalismen alene i Danmark, efter den ønskede udmeldelse af EU.

Det var EU, der i 1985 vedtog det Indre Marked, og dermed gav den overordnede og næsten ubegrænsede magt til kapitalen. Men det betyder ikke at vi klarer dette ‘problem’ ved at melde os ud. EU gav kapitalen magten, og kun på EU-plan kan denne magt rulles tilbage.

Socialisme i ét land er i dag umulig. Det gælder især for et lille land som Danmark med en økonomi, der er halvt dansk, halvt udenlandsk (vi importerer halvdelen af, hvad vi forbruger, og vi eksporterer halvdelen af, hvad vi producerer). Et rødt – virkelig rødt – flertal kan bestemt gennemføre progressive ting, men samtidig er der snævre grænser før den internationale kapital begynder at røre på sig, dvs. flygter, med ruin, ødelæggelse og død til følge. At bekæmpe nyliberalismen er at bekæmpe kapitalen, og denne bryder sig sjovt nok ikke om at komme under demokratisk kontrol. Den vil søge til mere profitgivende græsgange, og det har den haft frihed til at gøre siden det Indre Marked blev indført. Kun hvis der ikke er saftigere græs i andre lande, kan vi knække kapitalens rygrad og bane vejen for socialisme. Det kræver koordineret indsats på EU niveau.

Det er også en illusion at tro, at vi udenfor (eller halvt udenfor, som DF vil) kan beskytte den danske velfærdsstat. Den koster penge, men hvorfor skulle virksomhederne og de rige bidrage med skattebetalinger, når de jo lige så vel kan sende pengene til skattely? EU eller ej, så længe kapitalen er fri, er det dens profitinteresser, der dikterer politikken; det hedder ‘konkurrencestaten’. Vi kan ikke forsvare Danmark som en lille velfærdsø, med ryggen mod EU; vi bør vende os om, og offensivt arbejde for at hele EU bliver en social union.

Udenfor EU er det umuligt at tøjle kapitalen, indenfor er det muligt, omend meget svært. Det ville blive lidt lettere, hvis EL tilsluttede sig den fælleseuropæiske kamp for socialisme. Også Jan Helbak har argumenteret for, at en national socialistisk politik er en illusion i vore dages Europa, se  http://kritiskdebat.dk/news.php?readmore=145. Tilsvarende Jan Mølgård: http://kritiskdebat.dk/news.php?readmore=147.

Jeg véd godt at nyliberalismen er indskrevet i Lissabon-traktaten (der blev vedtaget i stedet for forfatningen, som franskmændene og hollænderne jo sagde nej til). Men traktater opstår og forgår med den politiske magt. De er ikke hugget i sten.

Min drøm er at Europæisk Venstre (European Left/EL), der i dag er et løst samarbejde mellem venstreorienterede partier i EU, udvikler sig til et egentligt parti, der med én stemme kan arbejde for et socialistisk Europa. Og selvfølgelig at danske EL er helhjertet med her.

Så tror jeg, at der er en chance for at folkene i Europa indser, at der er et realistisk alternativ til kapitalens Europa. De nationalistiske partier står i dag stærkt, men de har heldigvis, og ifølge sagens natur, svært ved at danne en magtfuld Internationale. Det kan venstrefløjen gøre, og det burde være vor styrke.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kommentar til Kommentariet

Torsdag den 30. januar fulgte jeg de politiske eksperters kommentarer på DR2.

Den gennemgående mening var, at SF ikke havde formået at løfte ansvarets byrde (idet ‘ansvarlighed’ uudtalt blev identificeret med regeringens politik). Deraf problemerne i SF og nu partiets udtræden af regeringen. Og alle er tilsyneladende enige om, at EL er ‘uansvarligt’, fordi partiet ikke underskriver den nyliberale politik.

Men et tiårs barn med bind for øjnene vil ikke have svært ved at erkende realiteterne:

  1. Under Søvndal solgte SF alle sine principper for at få magt, men partiet endte principløst og magtesløst.
  2. Værre endnu: Så kom Anette Vilhelmsen til, fordi medlemmerne ville have en anden linie. Men efter nogle kvæk om at ‘udfordre’ regeringsgrundlaget (hun kunne faktisk have nøjedes med at kræve regeringsgrundlaget efterlevet, fx betalingsring og billigere offentlig transport) forblev alt ved det gamle. Eller rettere: Partiets situation forværredes, fordi Vilhelmsen så åbenbart ikke fungerer som politisk leder, så modsat situationen under Søvndal og Thor Møger sejlede alting. Det er ufatteligt, at Holger K. og de andre, der støttede Vilhelmsen, ikke kunne se det og derfor valgte en anden udfordrer. Samme politik, trods medlemmernes klare ønske om et kursskifte, og ingen ledelse, måtte give desillusion og opløsning.
  3. SF’s problem var ikke så meget, at man ikke kom igennem med mange af mærkesagerne, men at man stemte for hele paletten af nyliberale tiltag: Lettelse af selskabsskatten, forringelse af overførselsindkomsterne, en antikeynesiansk økonomisk politik med vægt på at øge arbejdsudbuddet, og endelig fyring af offentligt ansatte, især ved at lægge kommunernes budget i lænker (et krav om balancerede budgetter kan til nød forsvares, men forbud mod skattestigninger for at finansiere bedre velfærd er nyliberalisme af reneste karat – og aldrig begrundet, for her fungerer ansvarlighedsargumentet ikke). Det, der reelt trak eksistensgrundlaget væk under SF, var formentlig SF’s støtte til KL’s og regeringens opgør med lærerne, som var SF’s kernetropper.
  4. SF’s dødskurs kunne kun have været forhindret, hvis den nye formand var blevet valgt på at trække partiet ud af regeringen.

Så er der et par detaljer, der viser at alt sejler og at der ingen konsekvens er i partiets politik.

Hvorfor trækker Vilhelmsen partiet ud af regeringen (kan hun gøre det suverænt?), efter at de kritiske SFere havde erklæret at ville følge landsledelsesflertallets pålæg om at stemme for salget til Goldman Sachs. Hvad er logikken? Med rette undrede Özlem Cekic sig. Vilhelmsen havde jo vundet og fået kritikerne til at makke ret.

Men når man så beslutter at trække sig fra regeringen, hvad er så logikken i at stemme for DONG handlen? Man står jo frit og kan følge sin overbevisning, når man ikke længere er bundet af de andre regeringspartier. Ligesom når man opsiger et forlig.

Hvis den linie fortsætter, ender SF i den værste af alle verdener: Udenfor regeringen og derfor uden den angivelige indflydelse i denne, samtidig med at partiet fortsat kompromitteres ved at stemme for en politik, som mange MFer og (formodentlig) det store flertal af medlemmer er imod.

Men måske var dette panik før lukketid.

Det diskuteres nu, hvilken politik SF bør/vil føre. Fortsætte den gamle, ‘ansvarlige’ politik, eller vende tilbage til en venstreorienteret politik?

Men det er ikke et seriøst valg, for resultatet af den førstnævnte strategi er mere end velkendt: Dødskursen vil fortsætte, og mange politikere vil skalle af til Socialdemokraterne, mens mange medlemmer – og vælgere – vil foretrække Enhedslisten.

Den triste kendsgerning er, at der i Folketinget er et massivt flertal for en nyliberal politik. Derfor betyder en ‘resultatorienteret’ politik, som Vigsø Bagge og Pia Dyhr stadig advokerer, en højreorienteret politik. Regeringens frygt for valg kan på få og små områder bremse den herskende politik. Det er enkelte gange lykkedes Enhedslisten, men det er det.

De europæiske socialdemokrater følger nu éntydigt og aktivt den herskende nyliberale politik. Da Hollande blev valgt i Frankrig for 1 ½ år siden håbede mange på et modspil til Merkel, men han har rettet ind, sidst med en udtalelse hvor han støtter en udbudsorienteret politik.

I Italien blev det gamle eurokommunistiske parti først til ‘Venstre-demokraterne,’ og nu blot ‘Demokratisk parti’. Under Letta – aktuel statsminister i landet – prøver partiet at følge standardpolitikken i EU.

Socialdemokratismen er død og borte i Europa. Ikke grundet kollektivt forræderi, men fordi kapitalen er blevet så stærk, at den nu éntydigt sætter dagsordenen, dvs. definerer hvad der er ansvarlig og nødvendig politik.

Aktuelt betyder det stigende ulighed, stigende arbejdsløshed, lavere overførselsindkomster og stagnerende realløn – samtidig med at aktiekurserne og andre finansielle værdier stryger i vejret.

Der er ikke længere nogen krise for den finansielle sektor og dem, der henter deres udkomme her, mens krisen fortsætter for almindelige mennesker.

Dette er selve definitionen på en boble: At de finansielle værdier svulmer op, samtidig med at realøkonomien står i stampe. Men bobler brister, og hvad sker der så med den nyliberale konsensus?

Måske får vi endnu en chance for at sætte finanskapitalen fra magten, men det bliver nok uden de eksisterende ‘socialdemokratier’.

Den danske socialdemokrati har rettet ind, og det gjorde SF også indtil i går.

Hvis SF vil overleve, må det blive et venstreorienteret parti, hvor der atter bliver sammenhæng mellem politiske holdninger og politisk praksis.

 

Kommentar på Modkraft.dk, d. 31. jan. 2014.

Efter nedskæringspolitiken: Hvad mener EL?

Noget tyder på at nedskæringspolitikken er ved at være ved vejs ende.

Europas økonomi bevæger sig fortsat nedad. Sydeuropa er et sort hul, og Nordeuropas vækst kan stadig ikke komme i gang, bl.a. grundet den store opbremsning i Bric-landene. Samtidig står det nu klart, at sparepolitikken ikke kan levere sit udtrykkelige mål, nemlig at reducere Sydeuropas gældsbyrde. De fleste økonomer er nok nyliberale, men mange kan se ud af vinduet, lægge to og to sammen og konkludere at den hidtidige politik simpelthen ikke fungerer.

Også i Danmark er der kommet et pres for at føre en mere ekspansiv finanspolitik, begrundet i at det offentlige underskud nu er så lille, at vi er sluppet fri at EU’s sparekrav. En umiddelbart mærkelig koalition af V, KF, DF, EL og Vismændene kræver en ny politik. Vestager siger nej, men nylig erfaring viser at regeringen kan være fleksibel.

En ekspansiv politik kommer imidlertid i to versioner, skattelettelser (de borgerlige) eller øgede offentlige udgifter (EL). Der er en række praktiske og principielle argumenter for at vælge den sidste strategi.

Hvis man bruger 10 mia kr til at nedsætte skatten, opspares en vis andel, som altså ikke vil bidrage til forbrug og investeringer, dermed beskæftigelse; den private sektor svømmer i penge, men forbrugerne holder sig tilbage, fordi de frygter arbejdsløshed, og virksomhederne investerer ikke, fordi der ikke er udsigt til øget afsætning. Flere disponible penge ændrer intet i dette.

Her er der i øvrigt en mærkelig asymmetri. Arbejdsløse formodes at søge arbejde, hvis deres vilkår forringes, arbejdsgivere at ansætte arbejdere, hvis deres egne vilkår forbedres. Altså henholdsvis pisk og gulerod, som om man går ud fra at de to grupper er genetisk forskellige, så den ene reagerer på negative, den anden på positive stimuli.

Nu da guleroden ikke har virket på arbejdsgiverne kunne man jo eksperimentere med at bruge pisken, fx afgifter på overskud, der ikke investeres. Måske vil en sådan politik, hvor samfundet også stiller krav til kapital-siden, udløse et helt orgie af aktivitet og innovation? Det kunne vende op og ned på den måde, vi betragter erhvervslivet, således at virksomhederne i højere grad indrettes efter lønmodtagernes og samfundets interesser, snarere end den anden vej rundt.

Hvis de 10 mia kr bruges til at ansætte lærere, sosu’er osv. giver det umiddelbar og sikker beskæftigelse; bruges de på at bygge skoler og hospitaler (offentlige investeringer) er der heller ikke et fradrag i effekten; og bruges de på at øge overførselsindkomsterne, kommer pengene de mindre velaflagte til gode og de opsparer næsten ingenting. Som bekendt har regeringen hidtil satset på offentlig nulvækst (næsten), hvor man har fodret private virksomheder med de sparede penge fra fyrede offentligt ansatte. Denne benhårde nyliberale politik forholder Vismændene sig faktisk ret skeptisk til i sin sidste rapport, så måske er der lyd forude?

Nu er det store dilemma i vore dage jo, at den store arbejdsløshed tilsiger vækstpolitik, men vækst forværrer miljø og klima. Så skal vi ofre de arbejdsløse eller klodens fremtid?

Kapitalistisk vækst har profitten, ikke miljøet, som drivkraft og mål. Derfor er grøn vækst ikke mulig, og derfor kræver en forbedring af miljøet negativ privat vækst. Krisen har reduceret EU’s CO2 udslip, og den økonomiske katastrofe i 90ernes Rusland, hvor både BNP og levetiden for mænd faldt drastisk, var en gave til miljøet.

Vejen ud af dilemmaet er offentlig vækst, for den er ikke bundet af profitmaksimering, men kan satse på nødvendige miljøinvesteringer. Den kan også genoprette den krakelerende velfærdsstat ved at udvide det offentlige forbrug. Privat vareproduktion forurener, men offentlig service bruger først og fremmest arbejdskraft, og den forurener ikke. Og de fleste undersøgelser viser faktisk, at vi hellere vil have bedre sundhed og uddannelse end drukne i flere dingenoter.

Der er en demokratisk tillægsgevinst ved en sådan omprioritering af væksten. Det skyldes, at mens den private sektor er domineret af kapitalen, er den offentlige kontrolleret af folkevalgte i kommuner og Folketing.

Demokratiet er i krise, for ligegyldigt hvordan vi stemmer får vi den samme ‘nødvendige politik’, ultimativt fordi kapitalen kan veto’e andre politikker ved at true med at flytte. Ved at flytte magt fra den kapitalistiske til den demokratiske sektor svækkes denne vetoret, så der igen kommer mening i folkestyret.

Måske kunne SF, der traditionelt har været de offentligt ansattes parti, profilere sig på et sådant politikskift, støttet af EL? Striden om dagpengene var nødvendig, men defensiv. Der er langt mere perspektiv i en generel kamp for den offentlige sektor. Ramaskrigene vil blive øredøvende, men de gode argumenter står i kø.

Derfor bekymrede det mig meget, at Per Clausen i afslutningsdebatten sagde at han ‘sådan set var ligeglad med om økonomisk aktivitet foregik i privat eller offentligt regi: det afgørende var at der blev skabt værdi’ (citeret efter hukommelsen).

Dermed kastes det afgørende argument for socialisme – forstået som en udvidelse af den demokratiske beslutningsproces fra det snævert politiske til det økonomiske område – ud af vinduet. Principperne bliver ligegyldige og alt reduceres til pragmatisme, – hvorfor ikke udlicitering og privathospitaler, hvis kapitalistisk produktion kan vises at være mere effektiv? Men der er en indre værdi ved fælles beslutninger, uanset effektivitet. EL’s nylige beskæftigelsesplan indeholder meget udmærket (se http://modkraft.dk/artikel/keynesianisme-og-enhedslisten ), men den pointerer – som Corydon – at der især skal satses på private jobs.

Jeg håber det er svipsere, for der er i den grad brug for at formulere et knivskarpt og kompromisløst svar til liberalisterne, nemlig at når de vil privatisere, vil vi demokratisere. Vi skal turde står på mål for den offentlige sektor. Hvis socialisme ikke er at begrænse den del af økonomien, der styres af kapitalen, hvad er socialisme så?

Jeg synes at denne tendens (hvis det er en tendens) i EL er trist. Nu har vi lige haft et landsmøde, der eftertrykkeligt satte IS-ere og andre anti-demokrater på plads, men hvorfor så droppe den offensive kamp for en demokratisering af økonomien?

Revideret version af kommentar i Information 30/5 – 2013.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Afklaringen

 Jeg tror mange har haft det som mig.

Først forbløffelse og vrede: Er det virkelig muligt at en rød regering kan foreslå noget sådant? Men derefter afklaring. Tingene falder på plads.

 Vi har tænkt, at der er en blå blok og en rød blok. Det definerer EL’s rolle som et parti, der skal søge at trække S og SF til venstre. Det politiske verdensbillede er nu åbenbaret som forkert. Der er EL og så er der en blå blok, dvs. et antal partier der søger at udnytte krisen til at virkeliggøre en radikal nyliberal politik.

 Det åbenbare er at man tager fra mennesker på overførselsindkomster og giver til kapitalejerne. Undskyldningen er at det skal skabe job, selv om alle véd at lavere selskabsskat ikke får virksomhederne til at ansætte flere. Og at man letter erhvervslivet for en række afgifter, således at de nu får lov til at svine mere. Exit det røde og exit det grønne.

 Men bag dette er der en klart udtalt plan, nemlig en massiv vægtforskydning fra den demokratisk kontrollerede til den kapitalistiske sektor. Før valget skulle den offentlige sektor vokse 1,4%, hvilket allerede var lidt; så hed det 0,8% og nu er det blevet 0,4%. Det betyder massiv forringelse af den offentlige service, og det betyder afskedigelse af endnu flere end de omkring 15.000, som er blevet fyret i stat og kommune som led i regeringens kamp mod arbejdsløsheden.

 I stedet skal der skabes private jobs, som Corydon nu i længere tid har sagt. Derfor skal erhvervslivets byrder lettes, så det igen kan konkurrere – herunder udkonkurrere Sydeuropa, så det sikres at de i hvert fald ikke har en chance – selv om det faktisk går udmærket med konkurrencen og selv om 75% af jobbene kommer fra hjemmemarkedet.

Hvis målet er at bekæmpe arbejdsløsheden, giver politikken ingen mening. Så skulle man i stedet inddrage alle de milliarder, der flyder rundt blandt forbrugere, virksomheder og banker til ingen verdens nytte; de har nemlig, af gode grunde, ingen tillid til fremtiden og holder derfor på pengene. De penge skulle beskattes, så man kan finansiere tiltag, der med 100%’s sikkerhed giver beskæftigelse, nemlig ansættelse af flere lærere, sosuere, sygeplejersker osv, og iværksættelse af offentlige investeringer. Så kunne væksten også målrettes til at blive bæredygtig.

 Ud fra en beskæftigelsesbetragtning giver politikken altså ikke mening. Men det betyder ikke at politikken er irrationel. Den giver nemlig god mening, hvis målet er at styrke kapitalen og gøre den demokratiske sektor så lille at den kan druknes i et badekar (som en amerikansk republikaner engang så poetisk udtrykte det). Vestager og Corydon er optaget af at bruge krisen til at gennemføre en radikal nyliberal revolution.

Forstå mig ret: Jeg tror ikke det ser sådan ud inden i hovedet på Corydon. Han tænker givetvis sin politik som den eneste mulige og derfor eneste ansvarlige. Og det er jo rigtigt for så vidt som en anden politik vil mishage kapitalen og derfor lede den til at flygte med samt sine arbejdspladser og milliarder. Hvoraf følger at en anden politik må have kapitalkontrol som førsteprioritet.

Indtil nu har man kunnet sejle igennem med lidt lunser, nu til højre og så venstre, men det går åbenbart ikke længere. Der måtte vælges side, og S og SF har valgt.

 For EL og for kritiske socialdemokrater og SFere har den sidste uges tid været en øjenåbner. Og når vi åbner øjnene, ser vi et Socialdemokrati og et SF, der er klart nyliberale. Det er smertefyldt, men det giver også en vis ro, at man ikke længere behøver at lege at der er en socialt ansvarligt side ved disse partier, som man kan appellere til. EL kan ikke længere skuffes.

 I øvrigt er et radikalt skifte, som vi har set med S og SF fra før valget til nu, ikke enestående. Den nærmeste parallel er måske begyndelsen af 80erne i New Zealand, hvor en socialdemokratisk finansminister ‘overnight’ forvandlede et traditionelt arbejderparti, med forpligtelser overfor velfærdsstaten, til et nyliberalt parti helt i Thatcher’s ånd; det skete så hurtigt og smart at hans partifæller knap nok opdagede det, før vendingen var fuldbyrdet.

 Overhovedet har de traditionelle partimønstre længe været i opbrud. I østeuropa var angiveligt socialdemokratiske og socialistiske partier efter kommunismens fald de ivrigste til at markedsgøre og privatisere alt, hvad der rørte på sig. Og i Italien er den angiveligt centrum-venstre orienterede Bersani finanskapitalens mest trofaste forbundsfælle. Så udviklingen i det danske socialdemokrati er ikke noget særsyn.

 Ved finanslovsaftalen i efteråret mellem regeringen og El var jeg selv i tvivl. Det var vel for de fleste næsten en fifty-fifty afgørelse om vi skulle sige ja eller nej, og selv hældede jeg til at det var rigtigt at indgå en aftale. Det mener jeg stadig, bl.a. fordi det dermed blev slået fast at EL ikke er et alt eller intet parti. Det blev slået fast at EL er villig til at strække sig langt for at holde de borgerlige fra magten. Når regeringen falder kan ingen sige, at det skyldes at EL ikke var til at tale med.

 Jeg er nu ikke i tvivl om, at det rigtige ved næste finanslov – måske før – vil være at sige nej. Regeringen skal selvfølgelig have et tilbud om en venstreorienteret politik, så den står med ansvaret, når den siger nej. Men EL skal ikke lade sig nøje med en lille rød luns. Det er uholdbart i længden at sige nej, nej, nej og så alligevel stemme ja. EL vil miste troværdighed, eller værre: ikke længere blive taget alvorligt. EL bør i fremtiden betragte S og SF som ganske almindelige nyliberale partier, altså partier der ikke er væsensforskellige fra de borgerlige.

 Jeg mener ikke at argumenterne for at holde hånden under regeringen længere er gyldige.

1) Håbet om gennem forlig med regeringen at forhindre at de, der kryber, sparkes helt ned i sølet, må nu betragtes som urealistisk.

2) Frygten for at en ny borgerlig regering vil være værre end den nuværende tror jeg er uberettiget. Den vil være afhængig af DF, som må pleje interesserne hos nogle mindre priviligerede befolkningsgrupper.

3) Det er mit håb at en enig folketingsgruppe, hovedbestyrelse og landsmøde udtaler nogle glasklare krav til de kommende finanslovsforhandlinger, nemlig a) kompensation til modtagerne af overførselsindkomster, og b) beskatning af erhvervslivet med henblik på at finansiere en udbygning af den demokratiske sektor, især ansættelse af mange indenfor stat og kommuner. Mange socialdemokrater og SFere er dybt utilfredse, men det er vigtigt at vise at der er et alternativ til regeringens politik. Man kan håbe at regeringen af sit bagland presses til at skifte politik. Men det sandsynlige er naturligvis at den fortsætter sin politik, og derfor falder og afløses af en borgerlig regering. Kan Corydon overleve det?

4) Det er vigtigt at tænke langsigtet. Meget tyder på at nedskæringspolitikken – kombineret med nyliberale strukturreformer – overalt i Europa vil lede til politisk kaos. Her er det vigtigt at EL kan stå som et troværdigt alternativ, og det kan partiet ikke, hvis det stemmer for en regering, der i sin helhed fører en radikal nyliberal politik.

 

 

 

 

Europæisk uforstand eller europæisk nyliberalisme?

 De fleste økonomer er enige om, at Grækenland vil gå fallit om et år eller to. Formålet med de nye milliarder fra Trojkaen (EU, ECB og IMF) er alene at udskyde det uundgåelige et år eller to, i håb om at den europæiske økonomi på det tidspunkt er kommet så meget til hægterne, at den græske fallit ikke vil drage Irland, Portugal og Spanien med ned.

 Til gengæld for pengene skal grækerne nu igen spænde livremme ind. Det virkede ikke for godt et år siden, hvor nedskæringspolitikken skabte en dyb realøkonomisk krise, med faldende BNP og stærkt stigende arbejdsløshed. Derfor faldt skatteindtægterne, hvilket fik gælden til at VOKSE.

 De nye nedskæringer vil heller ikke redde Grækenland, tværtimod. Det er de fleste økonomer – også uden for kredsen af Keynesianere – som sagt enige om. Tallenes tale og det sidste års erfaringer er for tydelig til, at der kan være basis for mengen uenighed.

 Grækerne bliver selvfølgelig vrede over at skulle yde ofre, der på forhånd er dømt nyttesløse. Men det store spørgsmål er, hvad der får Trojkaen til at kræve denne selvmorderiske politik?

 Jeg kan forestille mig tre forklaringer.

 Den første er rent politisk. Når man får penge skal man yde noget til gengæld. Det er god moral, – som ganske vist ikke blev praktiseret, da vestlige finanshuse for et par år siden blev reddet med milliarder af skatteydernes penge. Her var der stort set ingen modkrav. Overfor Grækenland løftes pegefingeren imidlertid meget højt. Hvorfor? Formentlig fordi det er politisk nødvendigt for at få især de tyske vælgere til at acceptere støtten til Grækenland.

 Den anden mulige forklaring på paradokset – at man kræver en græsk politik, som man véd ikke vil virke – er at formålet IKKE er at redde Grækenland ved at få landets gæld nedtrappet. Formålet er at bringe nyliberalismen til Grækenland (og de andre kriseramte lande) gennem privatiseringer og slankning af den offentlige sektor.

Denne forklaring falder i hak med Naomi Kleins teori i bogen Chock Terapi. Tesen var at hvis en økonomi er i en dyb politisk-økonomik krise, er folk forvirrede, så de forstår ikke, hvad der rammer dem. Da er det tid til smadre den offenlige sektor. Hendes eksempler omfattede Chile efter Pinochets kup og de østasiatiske lande efter krisen i 1997. Men Europa var en undtagelse, fordi nyliberalismens gennemførelse her var en graduel proces, startende i midt-firserne med det Indre Marked, der frigjorde kapitalen fra demokratisk kontrol. Måske kan gyldigheden af hendes teori i dag udvides til Europa?

Hvis denne forklaring er rigtig, må det siges at være højt spil, for omkostningen ved den ineffektive politik er at Euroen bringes i fare ved en græsk statsbankerot. Måske satser man som det mest sandsynlige scenarium på en kontrolleret ’restrukturering’ af gælden, således at landet kan forblive i Euroen.

 Det bringer os til den tredje forklaring på den tilsyneladende irrationelle europæiske politik.

En nedskrivning af gælden giver tab til kreditorerne. Dette er tyske og franske banker, men også Trojkaen, der jo har lånt mange penge til Grækenland; fx ligger ECB inde med masser af græske statsobligationer.

Kreditorer kan vel ikke være interesseret i tab? Lad os grave lidt dybere ved at anvede det gode princip, der hedder ’follow the money’. Umiddelbart taber de nævnte kreditorer, men den moderne – eller postmoderne – kapitalisme fungerer efter princippet om, at profitten ved en investering/spekulation tilfalder kapitalejerne, mens et eventuelt tab betales af skatteyderne (princippet gælder kun den kapital, der er så stor at dens fald vil rive samfundsøkonomien med ned). Derfor kan aktionærerne i de store banker være ligeglade med om Grækenland går fallit.

Hertil kommer at de store spekulanter i græske papirer har forsikret sig mod tab. Det sker ved at købe ’credit default swaps’ (CDSer). Risikoen er så her om udstederne af disse CDSer kan betale, hvilket de formentlig ikke kan, hvis en sydeuropæisk krise udløser en generel krise.

 Forklaringen på den irrationelle politik skal formentlig søges i en kombination af de tre forklaringer.

 Hvordan ville en rationel politik for øvrigt se ud?

 Det egentlige problem er at Sydeuropas produktivitet siden Euroens indførelse er faldet mere og mere bagud i forhold til Nordeuropas. Op gennem 00erne lånte Sydeuropa en masse, fordi de fælleseuropæiske rentefod var meget lav, men pengene blev brugt uproduktivt, i Spanien især til et byggeboom.

 Derfor er den europæiske realøkonomi ikke konvergeret, tværtimod. Sydeuropa kan ikke konkurrere. Det problem kan kun løses gennem vækstpakker og ved at det offentlige styrer kapitalen over i produktive investeringer, ikke mindst i eksportsektoren. Men det koster penge og Trojkaen kræver, at hvad der er af penge bruges til at betale kreditorerne. Dødedansen vil fortsætte.

 PS. Bragt som kommentar i Information i slutningen af juni.

Den netop vedtagne hjælpepakke på 159 milliarder Euro indeholder en spændende nyhed, nemlig at de private banker – kreditorer – bidrager med 50 milliarder Euro, i form af forlængelse af lån til Grækenland.

Det lyder fornuftigt, faktisk lyder det som et brud med det hidtidige princip om, at finanskapitalen aldrig selv skal undgælde. Men det er ikke klart fra, hvad jeg har læst, om der er tale om en henstilling eller et krav.

Hvis det er en henstilling, er beløbet højst usikkert.

Hvis det er et krav, tæller det som en ’kreditbegivenhed’, hvilket er det pæne ord for en (delvis) bankerot. Det vil udløse en nedgradering af den græske gæld fra Ratingbureauerne, og det vil betyde at de tyske og franske banker kan kræve deres forsikringer (CDSer) udbetalt. Den græske gæld bliver et endnu mere usikkert papir, hvilket vil få renten til at stige, efter de første dages eufori.

Almenvel eller kapitalinteresser: To strategier mod en gældskrise

Der eksisterer to bud på veje ud af den europæiske gældskrise.

Den første strategi er den, der nu søges gennemført.

Den består i at regeringerne overalt i EU men især i Sydeuropa skal skære ned på de offentlige udgifter. Problemet er, hedder det, de store offentlige budgetunderskud, som undergraver finansverdens tillid til statsgælden, dvs. statsobligationerne. Det presser renten i vejret, og dette undergraver tilliden til euroen. Med denne tillid er det gået slemt tilbage i de sidste uger, fordi især amerikanerne er begyndt at tvivle på værdien af europæiske papirer.

Effekten er uden for enhver tvivl deflation, dvs. højere arbejdsløshed og lavere vækst, men dette ses som den nødvendige omkostning for at bringe investorernes tillid tilbage og uden den kan ingen lande få den kapital, der er den første betingelse for stabil økonomisk vækst.

Bemærk i øvrigt, at hvis formålet alene var at nedbringe det offentlige underskud til de berømte tre procent af BNP, kunne man også anbefale, at landene hævede skatterne. Men denne vej ses, formentlig med rette som mindre egnet til at genskabe investorernes tillid.

Den anden krisestrategi er i klart mindretal blandt politikere og økonomer. Endda så meget, at de fleste næppe er klar over, at der foreligger et sådant alternativ. Her argumenteres med et populært billede at snakken om, at alt bliver godt, når vi først er gået så grueligt meget igennem, er fugle på taget. Det, der er brug for, er ikke mindre, men mere offentligt forbrug og ikke færre, men flere offentlige investeringer. Det giver ganske vist større budgetunderskud her og nu, men skidt med det, for når der atter kommer gang i hjulene, stiger skattebetalingerne og de sociale udgifter til bl.a. dagpenge falder, og så er der atter balance, når vi er kommet ud af krisen.

I den herskende strategi er det kapitalen, i form af kapitaltilstrømning, der er løsningen. I den alternative strategi ses det offentlige ikke (blot) som problemet, men (også) som løsningen. Den første strategi er nyliberal, fordi den satser på pengepolitik og indebærer en reduktion af den offentlige sektor. Den anden strategi er keynesiansk, fordi den lægger vægten på finanspolitikken og ikke har problemer med en stor offentlig sektor.

Tre krisehåndteringer

Hidtil synes den mere keynesianske krisepolitik at have været den mest effektive, hvis vi ser på tre tilfælde af krisehåndtering:

1) Kina er dét større land, der suverænt har klaret sig bedst igennem krisen, især takket være en meget stor stimuluspakke på et tidligt tidspunkt af krisen.

2) USA har klaret sig meget bedre end EU, idet landets BNP i første kvartal af dette år voksede med 3,2 procent (på årsbasis), mens vi stadig stagnerer, med en vækst på 0,8 procent. Forskellen kan hænge sammen med, at USA har ført en mere ekspansiv finanspolitik end EU-landene. Således øgede Obama dagpengene, hvorimod den danske regering vil fastfryse overførselsindkomsterne, hvilket i medfør af inflationen betyder en de facto sænkning. Generelt betragtes det i Europa som syndigt at øge de offentlige udgifter, når det giver et underskud, der er større end tre procent af BNP.

3) I Latinamerika er Bolivia det land, der er kommet mest skånsomt gennem krisen, målt i udviklingen i BNP. Det er samtidig det land, hvor staten har gjort mest for at holde økonomien oven vande.

Dog kan den herskende strategi ikke uden videre afvises som tåbelig.

Nedsmeltning

Umiddelbart kunne det ganske vist synes mere tillokkende at varetage befolkningens interesse i beskæftigelse og vækst end finanskapitalens interesse i højere indtjening og mindre risiko. Men i vore dage er finanskapitalen skønt den i de sidste par år har reduceret vore økonomier til randen af ruin såvel overdommer for landenes økonomier som eksekutor af denne dom. Det er åbenlyst, at magten ikke ligger hos EUs politiske myndigheder, endsige hos de nationale regeringer; de er låst af markedets krav. Derfor betragtes finanskapitalens behov for sikkerhed (og gode renter) som den ramme, inden for hvilken andre behov må tilgodeses.

Hvis Spanien i stedet for at sænke de offentlige lønninger med fem procent, som man har bebudet, valgte at hæve dem med fem procent for at øge efterspørgslen i samfundet og dermed mindske den tårnhøje arbejdsløshed på 20 procent, ville spanske banker lynhurtigt flytte deres penge ud af landet, ligesom udlændinge, der har lånt til Spanien, ville trække deres penge hjem. Staten ville nemlig have færre penge til at honorere sine lån fra bankerne, og risikoen for udtræden af euroen, dermed en nedskrivning af værdien af denne gæld, ville øges. Resultatet af en ekspansiv politik ville derfor være en hurtig økonomisk nedsmeltning.

Heri ligger at en keynesiansk politik kun kan blive virkelig effektiv, hvis den supplerer ekspansiv finanspolitik med kapitalkontrol, altså indgreb mod kapitalens frie bevægelighed. Dermed vil man i øvrigt også være i god overensstemmelse med Keynes, der anbefalede at begå medlidenhedsdrab på spekulationskapitalen, fordi denne lægger sten på vejen for den produktive kapital ved at give valutauro og kriser.

Radikal, nyliberal politik

Et par eksempler antyder, at kapitalkontrol kan være en effektiv foranstaltning.

På sin vej fra socialisme til kapitalisme har Kina fastholdt politisk kontrol med kapitalbevægelser ud og ind af landet. Derfor blev landet ikke ramt af Den Sydøstasiatiske Finanskrise 1997/98, og derfor har landets ekspansive finanspolitik været en succes.

Omvendt er det også værd at bemærke bl.a. fordi nyliberale økonomer ikke gør det at de lande, der er blevet hårdest ramt af den økonomiske krise, netop er de lande, der har ført den mest radikale nyliberale politik, altså mest radikalt har dereguleret finanskapitalen. Det drejer sig om Island, Irland, Estland, Litauen og Letland.

Spekulation

Kapitalens frihed er indskrevet i hovederne på de fleste af dagens økonomer og vigtigere i EU, hvor det var den centrale frihed i Det Indre Marked (1985) og det første trin i ØMU-processen (1990). Budskabet er blevet hørt, også i Danmark, hvor de finansielle institutioners balance i 1980 svarede til BNP, men i 2007 var vokset til at være syv gange så stor. Finanskapitalen formidler, eller skulle formidle, opsparing til produktive investeringer, så der må være noget galt, når denne bydrengs rolle vokser og vokser i forhold til realøkonomien. En vis trimning kunne formentlig øge den danske økonomis sundhed.

Opbygningen af kapitalkontrol kan ikke ske fra den ene dag til den anden, selv ikke hvis de politiske interesser og værdier skifter fra kapitalistisk til demokratisk styring af økonomien.

Men meget kan gøres her og nu. En lille afgift på kortsigtede kapitaltransaktioner kan lægge en dæmper på spekulationen (Tobin-skat), deciderede spekulationsforetagender såsom hedgefonde og kapitalfonde kan lukkes, og man kan ligeledes forbyde finansielle instrumenter, der gør det muligt at vinde ved spekulation mod europæiske lande (især deres statsobligationer).

Suppleres med indgreb

I USA, der er mindre ortodokst nyliberalt end EU, synes et opgør med finanskapitalen at være undervejs: Strammere regulering er på vej gennem Kongressen, og der er lagt bedragerisager an mod Goldmann Sachs, Citi Bank og andre af de allerstørste. I Europa har der været mange ord og meget lidt handling, men måske er en ændring på vej. EU overvejer at regulere kapital- og hedgefonde, og i Tyskland har SPD og Die Linke åndet Merkel så meget i nakken, at hun har forbudt visse typer af spekulation og anbefalet Tobin-skat. Finanskapitalen reagerede naturligvis ved at trække penge ud af Europa (aktieindeksene styrtdykkede). Vi får se, om dette forsøg på veto krones med held, eller om politikernes nyfundne rygrad holder.

Her er der en oplagt åbning for initiativer fra oppositionen i Danmark. Dens nylige udspil anbefaler større offentlige investeringer, men planen må suppleres med indgreb over for finanskapitalen; ellers risikerer politikken at blive underløbet af denne.

Kronikkens overskrift er inspireret af de tyske socialdemokraters aktuelle slogan: Gemeinwohl vor Kapitalinteressen.


Chokterapi i Grækenland

Grækerne er dovne. De har levet over evne. Derfor er de kommet i uføre. Så når de nu skal reddes af EU og Valuta-fonden, er det kun rimeligt, at de spænder livremmen ind.

Der er flere problemer med denne gængse historie.

Sandt er det, at den offentlige sektor er ineffektiv (jeg véd det – jeg har boet i Grækenland i mange år). Den er også underfinansieret, da halvdelen af grækerne – hvilket stort set er den mere velstående halvdel som læger, advokater og mange virksomheder – ikke betaler skat. Men sådan har det været i 100 år, så årsagen til den aktuelle krise kan ikke isoleres til dette forhold. Det er, som hvis en mand udsættes for et røveri, hvorefter man finder frem til alle dårligdomme i hans livsførelse og ser bort fra selve røveriet.

Et stort underskud er ikke specielt for Grækenland. Et sådant har de fleste europæiske lande, også Danmark. Faktisk kan de engelske, irske og portugisiske underskud godt konkurrere med det græske. Det kunne tyde på, at hovedårsagen til miseren ikke skal søges en i specifik græsk situation.

Nej, det grundlæggende problem er den globale økonomiske krise. Denne blev udløst af amerikanske investeringsbanker og andre spekulanter, der havde fået noget nær frie hænder til at gøre, hvad de ville, hvilket de så gjorde med de velkendte følger.

Finanskapitalen i USA og Europa skulle herefter reddes af staten, dvs. af os alle sammen (ved frikøb eller bailout, som det hedder), og jeg skal hilse og sige, at den har det fint nu. Aktiekurserne i USA og Europa er næsten fordoblet, siden bunden blev nået i april sidste år. De amerikanske banker overgår hinanden i indtjening, og bonusserne er heller ikke ringe. Ingen krise her.

Det kniber mere med realøkonomien, hvor arbejdsløsheden stadig stiger.

Og så er der jo staternes underskud, der skyder i vejret overalt. Af to grunde: For det første fører en økonomisk krise automatisk til offentlige underskud, fordi skatteindtægterne falder og de offentlige udgifter til f. eks. dagpenge stiger. For det andet belaster de nævnte frikøb naturligvis de offentlige budgetter. Underskud forsvinder ikke bare, de flyttes omkring, så da staterne betalte finanskapitalens regninger, måtte de selv få lommesmerter. Spekulanterne var stærke nok til at skubbe aben over til det offentlige.

Sandt at sige er Grækenlands ulykke et godt eksempel på, at finanskapitalen ikke blot er genopstået fra de døde, men tillige er særdeles vital. Den lugtede blod og spekulerede mod den græske gæld, så et alvorligt, men håndterbart problem, blev til en katastrofe. Den græske realøkonomi har stort set ikke ændret sig i denne periode, så det er utroværdigt at lede efter årsagen her.

Alligevel kræver EU og Valutafonden store offentlige nedskæringer som betingelse for frikøbet. Det var samme politik, som Valuta-fonden – under navnet ‘strukturtilpasningsreformer’ – praktiserede i den fattige verden fra 1980’erne og frem. Med ødelæggende resultater for disse lande, med færre skoler og hospitaler, men med fine resultater for de vestlige kreditorer, eftersom der nu blev penge til rentebetalinger.

Således også nu. Den krævede politik løser ikke grækernes problem, dels fordi den offentlige sektor som sagt ikke er hovedårsag til krisen, dels fordi en sådan nedskæringspolitik vil lande Grækenland i en anderledes dyb krise, med voldsom arbejdsløshed.

Men nedskæringerne løser spekulanternes problem, ved at fjerne risikoen for, at Grækenland går fallit, så de ikke får deres penge igen. For når statens udgifter til grækerne skæres ned, bliver der penge til at betale de udenlandske långivere. Frikøbet er ret beset ikke et frikøb af Grækenland, men af den internationale finans-kapital. Som den amerikanske økonom Dean Baker har bemærket, så skal de tyske skatteydere ikke hidse sig op over, at de skal betale for grækernes afslappede livsstil (der i parentes bemærket har givet dem en middel- levetid, der er tre år højere end den danske), men over at de skal betale for Deutsche Banks fejlslagne spekulationer i den græske statsgæld.

Så hvad burde man have gjort? Man burde, senest efter at Grækenland for et par måneder siden blev kastebold for spekulanter, have begrænset eller afskaffet kapitalens frie bevægelighed. Specielt burde EU have krævet at Grækenland straks forbød kapitaleksport (rige grækere har forværret krisen ved at flytte deres kapital til udlandet). Men det lå ikke i kortene. Kapitalens frihed har været grundsten i det økonomiske samarbejde i EU siden 1985 (Det Indre Marked), og en sådan sten piller man nødigt ved. Tænk hvis man i stedet for kapitalistisk styring af økonomien begyndte at administrere demokratisk. Tænk hvis de folkevalgte politikeres ideer og værdier talte mere end kapitalens profitabilitet. Tænk hvis det var folket, der på demokratisk vis bestemte, hvordan ressourcerne – kapitalen – skulle fordeles mellem finans og realøkonomi, vindmøller og biler, København og Nordjylland! Dette måtte give kuldegysninger hos enhver god nyliberal økonom og politiker.

Efter subprime-krisen for to-tre år siden, og de afsløringer der fulgte i kølvandet, var de fleste enige om, at det var for galt, at nogle tilfældige direktører og aktionærer kunne styrte verden ud i dyb krise. Nu måtte der ryddes op i dette kasino. Men stort set intet er sket. Ikke en gang en lille afgift på kortsigtede kapitalbevægelser (Tobin-skat) er det blevet til. Banker og finansinstitutioner har mange penge og derfor stor politisk indflydelse. Se blot på Danmark, hvor de stort set slap for modydelser, da de kom på støtten. I den virkelige verden får man kun lempelige vilkår, hvis man har penge, og det har grækerne – eller arbejdsløse, for den sags skyld – ikke.

Nyliberale overalt i Europa slikker sig om munden i disse tider.

Pointen i Naomi Kleins bog Chokterapi var, at storkapitalen bruger katastrofer til at gennemføre radikale reformer. Det er det, vi nu ser et forsøg på. Den krise, der burde have lagt nyliberalismen i graven, kan meget vel revitalisere den og i stedet forvandle EU-landenes offentlige sektorer til ødemarker.

Alle EU-lande har store underskud, hvilket de skal have i en depression, fordi kriser bedst bekæmpes med øgede offentlige udgifter. Men EU’s førkeynesianske – for ikke at sige stenalderagtige – økonomiske filosofi siger, at de skal reducere deres underskud til maksimalt tre procent af BNP. Hvis det gennemføres, bliver der ikke megen velfærdsstat tilbage. Her er kravene til grækerne blot murbrækkeren. Derfor er grækernes kamp vores kamp.

Genopretningspolitikken efter nyliberalismen

Nyliberalismen er den uhæmmede kapitalisme, hvor især finanskapitalen har fået næsten frie hænder. Teorien sagde at frigørelsen fra »finansiel undertrykkelse« – dvs. demokratisk regulering – ville give et stabilt økonomisk system, fordi risici ville blive håndteret på rationel vis af banker, institutionelle investorer, hedge fonde og andre aktører; det var ikke tilfældet.

Teorien sagde også, at når kun den maksimale gevinst talte, ville kapitalen blive ledt derhen, hvor der var mest brug for den; men den endte ofte i helt uigennemskuelige værdipapirer. Problemet er ikke et pludseligt moralsk sammenbrud, der har gjort alle investorer uhæmmet grådige, – problemet er et system, der har tilskyndet til grådig adfærd.

Men boblen bristede altså. Det har givet ulykkelige konsekvenser i realøkonomien, i form af faldende vækst og stigende arbejdsløshed. Men den umiddelbare virkning af krisen har været at betydelige dele af finanskapitalen er blevet likvideret, og det er vanskeligt at begræde at spekulationsgevinster likvideres, at samfundsskabte friværdier eroderer og at dividender bortfalder; derimod ser det ikke ud til – hverken i Danmark eller USA – at bonusser og direktørlønninger falder fra deres astronomiske højder.

Krisen i 30’erne var forfærdelig, men den havde trods alt den positive effekt at den økonomiske ulighed faldt overalt i den vestlige verden, fordi de super-rige led store tab. Og da dot.com boblen brast omkring 2001, kunne det her i landet aflæses i, at der kom et kortvarigt afbræk i den tendens til stigende ulighed, som ellers har kendetegnet tiden efter 1995 (jf. AE Rådet: Fordeling og Levevilkår, s. 10, www.aerådet.dk).

Krisen har også en positiv miljøeffekt. Måske vil regeringerne nedprioritere indsatsen, men til gengæld vil den reducerede økonomiske vækst automatisk sænke CO2 udslippet; uden Ruslands økonomiske katastrofe i 90erne – da BNP faldt med op mod 50% på 10 år – ville klimaproblemerne havde været meget alvorligere.

Intet er så galt, at det ikke er godt for noget.

Krisens baggrund

Det er ikke let at være liberal i denne tid. De gamle paroler om at »regeringen er ikke løsningen, men problemet«, er devalueret i takt med aktiekurserne.

Cepos og ligesindede har dog uforfærdet forsøgt sig med et argument om, at krisen ikke skyldes markedet, men en forkert politik. Krisen skyldes jo umiddelbart, at de amerikanske banker og andre finansielle institutioner brændte inde med en stor mængde nu næsten værdiløse 3. prioritetslån (»subprime« lån), som de havde været i stand til at yde, fordi Federal Reserve havde sænket den rente, som de selv lånte til.

Så længe renten var lav, var det billigt at bo i hus, så efterspørgslen og dermed huspriserne steg til et helt urealistisk niveau. Allan Greenspan havde ført en uansvarlig økonomisk politik, fordi han i stedet for at forhindre boligboblen havde opmuntret den. Lyder det fra Cepos.

Dette er korrekt, men de liberale glemmer at tilføje, at politikken var uansvarlig, fordi den énøjet tilgodeså finanskapitalens interesse i at tjene penge på de nævnte lån. Politikken var ikke et modspil til kapitalen, men dennes forlængede arm. Den forkerte politik var en dereguleringspolitik, hvor myndighederne havde tilladt en uendelighed af opfindsomme og uigennemskuelige »finansielle produkter«.

Mere generelt har mange års kapitalliberalisering ført til at den finansielle sektor – banker, forsikring, realkredit, pensionskasser, kapital- og hedgefonde samt diverse investeringsforeninger – er svulmet op på bekostning af den produktive sektor; når formidlingen vægter lige så meget som det, der skal formidles, må det gå galt på et tidspunkt.

Dette gælder i USA, hvor finanskapitalens profit i 2006 var nået op på at udgøre 40% af den samlede profit (jf. P. Gowan: Ctisis in the heartland, i New Left Review 55, jan. 2009). Det gælder også Danmark.

I 1983 var værdien af aktiverne i den finansielle sektor 1,4 gange så stor som værdien af den samlede danske produktion (bruttofaktorindkomsten), i 2007 var den syv gange så stor (jf. Statistisk Årbog 1985 og 2009, www.dst.dk). Finanskapitalen er svulmet enormt i den nyliberale epoke.

Denne udvikling er muliggjort af nyliberalismens liberalisering – mægtiggørelse – af kapitalen, idet dereguleringen især er kommet finanskapitalen til gode. Sektoren blev liberaliseret i 80’erne, da udlånsloftet blev afskaffet (1980) og bankerne fik lov til frit at konkurrere på renten (1984); i 1988 blev den sidste kontrol med internationale kapitalbevægelser ophævet, således at danske finansielle institutioner nu frit kunne låne og investere i udlandet.

Endelig blev sektorens traditionelle brandmure mellem banker, realkredit og forsikring/pension nedbrudt i årene omkring 1990, således at enhver finansiel institution nu stort set kan beskæftige sig med alt (jf. A. Lundkvist: ’Den danske kapitalisme og demokratiets forfald’, i Dansk Nyliberalisme, forlaget Frydenlund 2009, ss. 29ff, eller en kortere version i Kontradoxa)

På den baggrund er det lidt mærkeligt, at Ole Sohn og SF skulle stå skoleret og eksamineres i økonomisk ansvarlighed af dé borgerlige politikere, der har hyldet og fremmet den nyliberale politik, der har ført os ud i miséren. Lidt selvkritik ville være på sin plads. Den er ikke kommet.

Det er stort set lykkedes at sælge »tsunamiteorien« om årsagen til den danske krise: Den skyldes en flodbølge, der er skyllet ind over en ellers sund dansk finansiel sektor. At Danske Bank, ATP m. fl. selv var med til at starte flodbølgen ved fx at spekulere i risikable udenlandske papirer hører vi ikke meget om. Ej heller at dette var muliggjort af Schlüters liberalisering af grænseoverskridende kapitalbevægelser tilbage i slutningen af 80’erne.

Og vi hører slet ikke noget om, at regeringen med skattestoppets låg over ejendomsbeskatningen, de afdragsfri lån etc. var med til at puste en boligboble op, der fint kan konkurrere med de udenlandske. Derfor står vort boligmarked til at falde noget mere end gennemsnittet i Vesten.

Liberaliseringen af de internationale kapitalbevægelser har gjort Danmark særlig sårbart, fordi vi er en lille økonomi. Danske finansielle institutioner kan spekulere frit i udenlandske værdipapirer, hvilket kostede Danske Bank minimum 500 mio kr. i tab hos den fallerede amerikanske investeringsbank, Lehman Brothers; også pensionskasserne har lidt betydelige tab, fx tabte ATP alene i 2008 25,7 mia kr., og pensionsformuen er stort set væk i Nordea Liv og Pension samt Danica (knyttet til Danske Bank), jf. Børsen 5/2 – 09 og 16/2 – 09; mio betyder millioner, mia milliarder.

Tilsvarende kan udenlandske investorer frit placere penge i Danmark, faktisk står de for halvdelen af indlånene i danske banker; når de danske bankaktier faldt så voldsomt et par dage før den første bankpakke beroede det især på, at udenlandsk kapital flygtede fra landet.

Danmark er særligt udsat for »smitte« fra udlandet, fordi vi ejer flere aktier i udlandet end udlandet i Danmark; i september 2008 mistede danske investorer 266 mia kr. på det globale aktiefald, mens udlændinge kun mistede 75 mia kr. her i landet (jf. Børsen 15/10 2008).

Den danske kapitalisme og vilkårene for krisepolitikken

I 1992 spekulerede finansmanden Soros mod det britiske pund. Hans hedgefond vandt – nærmere bestemt $1 mia – og den engelske stat tabte, idet den blev nødt til at devaluere.

Det betragtes gerne som det første tilfælde i nyere tid, hvor statskassen taber en styrkeprøve med finanskapitalen.

Siden da er vilkårene for politiske kriseløsninger blevet endnu vanskeligere, simpelthen fordi så megen magt er flyttet fra demokratiet til kapitalen i den nyliberale epoke. Magt beror på penge, og dem har det offentlige stadig mindre af i forhold til kapitalen. Kapitalens magt er også øget, fordi den er blevet mere koncentreret og organiseret. Her har udviklingen i Danmark været særlig markant.

Moderne kapitalisme er selskabskapitalisme, hvilket betyder at økonomien domineres af store aktieselskaber. Det gælder overalt, også i Danmark, hvor selskaberne nu (2007) står for 69% af omsætningen, hvortil kommer andelsforeningernes 4% (stort set Arla og Danish Crown), der i praksis er selskaber, altså i alt 73%.

Denne selskabskapitalisme er blevet kraftigt forstærket i de sidste 25 år, idet de to typer i 1980 blot havde 59% af omsætningen. (Tallene for 1980 er beregnet ud fra Statistisk Årbog 1985, tabel 301, jf. www.dst.dk, for 2007 www.statistikbanken.dk).

De små enkeltmandsvirksomheders andel af omsætningen er tilsvarende faldet, fra 21% til 9%. Dette fald harmonerer med at andelen af selvstændige næsten er halveret, fra 12% i 1980 til 7% i 2003 (således at andelen af lønmodtagere er vokset fra 88% til 93%), jf. P. U. Johansen og M. Trier: Danmarks økonomi siden 1980 – en oversigt, Handelshøjskolens forlag, 2004, s. 23).

Mellemklassen af mindre erhvervsdrivende synes således på vej ud, trods regeringens ihærdige bestræbelser for at fremme en iværksætterkultur. Den private sektor opdeles stadig klarere i en bestemmende selskabskapital og et stedse større flertal af afhængige ansatte.

Da enkeltmandsvirksomheder er langt mindre end selskaber, tyder disse tal på en betydelig koncentration af økonomiske magt i dansk erhvervsliv i de sidste 25 år. Ser vi separat på selskaberne, har der også blandt disse været en markant tendens til koncentration af kapitalmagten.

I 1980 havde de 10 største danske virksomheder (koncerner) en samlet omsætning, der svarede til 23% af BNP; listet efter størrelse drejede det sig om A.P.Møller-Mærsk (APM), ØK, FDB, Ess Food, F.L Smidth & Co, DLG, Lauritzen-koncernen, Dansk Esso, De Danske Sukkerfabrikker og Handelsbanken.

I 2006 var de 10 størstes omsætning vokset til at udgøre præcis 50% af BNP, og de 10 udgjordes nu af APM (inkl. Dansk Supermarked), Danske Bank, ISS, Danish Crown, TDC, Arla Foods, Carlsberg, Nykredit Holding, Novo Nordisk og DONG; hvis Danske Bank – som rimeligt er, jf. nedenfor – regnes for et datterselskab af APM, bliver tallet 52% af BNP. (Tallene for 1980 stammer fra Mapping Corporate Denmark, jf. www.cbs.dk, for 2006 fra Børsens magasin ’Business’ for 2007, jf. www.borsen.dk/DK1000).

Ikke mindst finanskapitalen er blevet mere koncentreret, dels grundet to store fusionsbølger i 1990 og 2000 i bankverdenen, dels fordi «brancheglidningen« har forvandlet de store banker til finansielle supermarkeder. Resultatet er, at den danske finanskapital i dag kontrolleres af tre megakoncerner (jf. E. Mølgaard: Den finansielle sektor, Frydenlund 2007, s. 94):

Danske Bank med en balance på 2.492 mia, hvoraf banken som sådan har 1.638 mia, Realkredit Danmark 625 mia og Danica Pension 228 mia. Hertil kommer ejendomsmæglerkæden Home.

Nykredit med en balance på 1.030 mia, hvoraf Nykredit Real 642 mia, Totalkredit (købt i 2003) 300 mia, Nykredit bank 84 mia og Nykredit Forsikring 3 mia.

Nordea Danmark med en balance på 853 mia, hvoraf banken har 537 mia, Nordea Kredit 208 mia og Nordea Pension 108 mia.

Danske Bank er således klart dominerende. Den kontrolleres i øvrigt af nr. 1 indenfor den produktive kapital, A. P. Møller-Mærsk, der ejer 20% af aktierne. På APM’s hjemmeside, Beretning 2008, hedder det at ’Danske bank is included in the income statement of the A. P. Møller-Mærsk Group’ (s. 9), og s. 12 betegnes Danske Bank som ’associated company’.

Jeg kender ikke andre lande, hvor kapitalmagten er så koncentreret som i Danmark. Konkurrencestyrelsen har ikke haft indvendinger mod denne udvikling (næsten alle fusioner og overtagelser godkendes), selv om den øger de store aktørers markedsmagt på bekostning af konkurrencen.

Lad os nu betragte den hidtil første krisepolitik.

Udenlandsk og dansk krisepolitik

Krisepolitik er politik, dvs. der er ikke tale om neutrale, saglige indgreb, der alene er styret af, hvad der er bedst for »landet« eller »økonomien«. Der er ikke én »rigtig« løsning på problemerne. Spørgsmålet er hvem, der skal betale for krisen: Finanskapitalen eller almindelige boligejere, lønmodtagere og skatteydere?

Der er imidlertid en almen interesse i at den finansielle sektor kommer til at fungere. Den umiddelbare løsning er støtte til sektorens aktører, altså frikøb (bail-out) i en eller anden form. Hidtil har den overvejende tendens i de kapitalistiske lande været, at finanskapitalen har haft et så solidt greb om det politiske system, at den har kunnet sikre sig frikøb, uden alvorlige modbetingelser.

Det gjaldt den største pakke af alle, nemlig de $700 mia, som blev stillet til rådighed i USA i oktober 2008; den blev forhandlet på plads af finansminister Henry Paulson, tidligere Goldman Sachs.

Og da den gigantiske forsikringskoncern, AIG, i efteråret 2008 var ved at gå fallit, blev den frikøbt af det amerikanske finansministerium (Treasury); de helt tunge drenge – Goldman Sachs, Merrill Lynch, Deutsche Bank og franske Société Générale – havde nemlig forsikret sig mod fallit hos netop AIG, så var denne koncern gået ned, var de også kommet i overhængende fare.

Det virkelige »forsikringsselskab« var altså skatteyderne, der helt gratis leverede denne service.

Heller ikke Obama-administrationens forskellige støtteforanstaltninger til finanssektoren har stillet krav af betydning. I næppe noget andet land har finanskapitalen en så direkte indflydelse på det politiske system som i USA, fx kommer to af medlemmerne af Obamas økonomiske hold – Rubin og Summers – fra Wall Street; de har begge været blandt de fremmeste talsmænd for en radikal nyliberal politik.

Frikøbet har enten taget form af direkte tilskud, eller – mere almindeligt – ved at det offentlige har udlånt kapital på favorable vilkår og dermed har overtaget risikoen. Når det offentlige overtager halvrådne lån, er det sjældent helt klart om det er det ene eller det andet (tilskud eller garanti), eftersom ingen kender risikoen.

Lad os kort se på de to danske indgreb.

Bankpakke I fra december 2008 var usædvanlig i international sammenhæng, fordi bankerne selv skulle garantere 30 mia kr; først når de penge var brugt, skulle skatteyderne træde til. Til gengæld gik det offentlige ind med en ubegrænset garanti for bankindlån. Det skete især af hensyn til de store udenlandske investorer, og det betød at staten friholdt disse fra risiko.

Bankpakke II fra februar 2009 var mere gunstig for bankerne. De får 75 mia kr. stillet til rådighed som lån. De skal betale rente, og så kan man diskutere om denne dækker risikoen.

Det centrale er imidlertid, at der stort set ikke blev stillet krav om, hvor meget der skal udlånes og til hvilke formål. Der var ingen garanti for, at bankerne vil opføre sig mere ansvarligt end tidligere og erstatte ren spekulation med produktive investeringer i miljø etc.

Støtten tog altså overvejende form af statsgarantier, ikke egentlige gaver (subsidier). Ja, men statsgarantier er blot et andet ord for cool cash.

Enhver akties kurs er bestemt af to ting, chancen for gevinst og risikoen for tab. I takt med at staten fjerner denne risiko, bedres kursen. Jeg véd ikke om Danske Bank kan takke staten for en fjerdedel eller halvdelen af kursværdien, men det er ikke småting.

Faktisk er det ikke først med bankpakkerne, at staten har støttet den trængte finanskapital. Det er sket i takt med at det offentlige har tilladt APM´s datterselskab (Danske Bank) at vokse til nu at udgøre omkring halvdelen af bankmarkedet, og måske en tredjedel af hele det finansielle marked.

Dermed er Danske Bank blevet »too big to fall«. Da en fallit vil rive det meste af den danske økonomi med sig, er det udelukket, at det offentlige vil tillade dette. Hvis myndighederne tøver, kan banken blot henvise til sin bedstefar – Landmandsbanken – der i 1922 krakkede efter et spekulationsorgie af dimensioner, der involverede halvdelen af den danske overklasse: Den blev bailet out, men sent og ufuldstændigt, hvilket var en afgørende grund til, at dansk økonomi stod i stampe i hele tiåret.

Dette betyder, at Danske Bank aktier er, om ikke risikofri – det kan gå op og ned – så dog at de har en bund under sig, i modsætning til aktier fra mere dødelige småbanker.

Det véd alle investorer, og derfor er de villige til at betale en merpris for denne aktie; og det véd banken, hvorfor den kan tillade sig at tage flere risici efter devisen, at profitterne privatiseres, mens tab socialiseres. Jf. Danske Banks investeringer i amerikanske subprime lån.

Og nu er garantien bekræftet og udvidet med bankpakkerne. En rationel direktør for banken vil i fremtiden kaste sig ud i endnu mere dristige spekulationer.

Der er fire generelle problemer med bail-out politikken:

1) Kapitalen har været ualmindelig dårlig til at varetage sin opgave, nemlig at lede opsparing over i produktive investeringer, så hvorfor subsidiere inkompetente aktører?

2) Det er i strid med markedets princip, at det offentlige dækker kapitalens tab. Det er uretfærdigt, at banker og andre kan beholde profitten, når det går godt, men frikøbes af skatteyderne, når det går galt. I andre sammenhænge indebærer socialhjælp kontrol; noget for noget. Det er ikke klart, hvorfor den finansielle verden skal være undtaget fra denne sammenhæng.

3) Et sådant frikøb er videre uhensigtsmæssigt. Grunden vil være lagt for en ny boble om 5-10 år, for hvis kapitalen – den store forstås, den lille vil fortsat få lov til at gå fallit, fordi den er af ringe betydning for samfundsøkonomien – lærer, at den farefrit kan spekulere, eftersom det offentlige betaler regningen, vil den – hvis rationel – i fremtiden tage enhver risiko. Denne win-win situation kaldes »moral hazard«. Det mønster har vi set i USA, hvor medicinen mod dotcom krisen omkring 2001 viste sig at være den gift, der gav os den nuværende krise.

4) Underskud forsvinder ikke med en bail-out. Det kan ikke sendes til månen, men blot flyttes, her til den stat – de skatteydere – der finansierer bail-out’en. Problemet flyttes fra den finansielle sektor til den offentlige sektor.

Det er præcis det, vi ser i denne tid (februar 2010), hvor det store tema er det offentlige underskud: 12,7% af BNP i Grækenland, 10% i USA og Portugal, og med Spanien, Italien, Frankrig, England og Irland ikke langt efter.

USA har indtil videre klaret sig, fordi landet kan låne til en lav rente i Kina. Situationen i Europa, i første omgang Sydeuropa, er alvorligere. I nogle lande, herunder Grækenland, skyldes en del af underskuddet givetvis offentligt overforbrug og ineffektivitet samt manglende beskatning, men det er selvfølgelig ikke tilfældigt at næsten alle europæiske lande, herunder Danmark, er ramt.

Frikøbet af finanskapitalen kostede virkelig mange penge, måske især i USA; den økonomiske krise, igen overvejende forårsaget af finanskapitalen, gør folk fattigere, hvilket dels nødvendiggør højere offentlige udgifter, bl.a. til de arbejdsløse, dels reducerer skatteprovenuet, og begge dele øger det offentlige underskud; og endelig er finanskapitalen jo ikke blevet forhindret i at fortsætte sine julelege, såsom at spekulere mod Grækenland, hvilket har hævet dette lands omkostninger (rentebetaling) ved at låne penge i udlandet.

Instrumentet i denne spekulation kaldes »credit-default swaps« (New York Times 25/2-2010. Schwartz og Dash: »Banks bet Greece defaults in Debt they helped hide«). Den, der køber et sådant papir på græske statsobligationer, forsikrer sig dermed imod, at disse bliver værdiløse (altså at Grækenland går fallit).

Det lyder forsigtigt og uskyldigt, men det betyder at spekulanter kan satse på at Grækenland går fallit ved at købe disse »swaps«. Denne øgede efterspørgsel øger deres værdi/pris, og når forsikringspræmien mod en græsk fallit øges, vil de udenlandske långivere (obligationskøbere) blive mere betænkelige og derfor kræve en højere rente; hvorefter denne højere risiko atter øger værdien af nævnte »swaps«, hvilket just var spekulanternes idé.

De puffer grækerne mod afgrunden, fordi der er penge i det for dem selv. »It´s like buying fire insurance on your nabor’s house – you create an incentive to burn down the house«, som en økonom ved navn Gisdakis siger.

Det er iøvrigt de helt tunge drenge, der står bag spekulationen: Amerikanske Goldman Sachs og JP Morgan Chase, svejtsiske Credit Suisse og UBS, franske Société Générale og BNP Paribas samt Deutsche Bank.

Titlen på nævnte New York Times artikel refererer til at bl.a. Goldman Sachs tidligere hjalp den græske regering med at skjule det store offentlige underskud for EU-myndighederne (herom i New York Times 26/2-2010, Schwartz og Chan: »In Greece´s crisis, Fed studies Wall St.´s activities«). Det undersøges nu af Federal Reserve.

Den historie viser, at den store forargelse for snart 1½ år siden over finanskapitalens eskapader har resulteret i – intet.

I udlandet som i Danmark er det lønarbejderne og den demokratiske sektor, der skal betale for krisen, i form af faldende eller stagnerende realløn og i form af offentlige nedskæringer (i Danmark især kommunerne).

Den officielle forargelse blandt de fleste økonomer og politikere retter sig nu mod de mange europæere, især i Sydeuropa, der strejker og demonstrerer i protest mod nedskæringerne. De har ikke forstået, at det er dem, der må spænde livremmen ind.

En venstreorienteret krisepolitik

Hvilke reformer bør venstrefløjen foreslå som svar på krisen?

Det er indlysende, at den bør arbejde for en ekspansiv finanspolitik, vel at mærke i form af øgede offentlige udgifter. Fordi det er det, der er brug for, efter at den offentlige sektor i mange år er blevet udsultet; fordi offentligt forbrug skaber flere arbejdspladser end skattelettelser (eftersom mindst 15% af en øget privat disponibel indkomst vil gå til opsparing, og 50% til køb af importvarer, og ingen af delene giver øget aktivitet i Danmark); og endelig fordi den offentlige sektor principielt er demokratisk styret og derfor at foretrække frem for den private, jf. nedenfor.

Her ser jeg imidlertid på de indgreb, som den egentlige kreditkrise berettiger.

Lad mig begynde med mindre reformer, der sigter mod at kontrollere spekulationskapitalen.

1) Krav om større åbenhed og indsigt, især i kapital- og hedgefonde, er vigtige første skridt, for politikerne kan ikke navigere i et tåget landskab.

Dernæst kommer krav om offentlig medbestemmelse ved bankernes og de andre finansielle institutioners kapitalallokering, måske med forbud mod egentlig spekulation og krav om miljøbevidsthed i udlån.

Hvad der er fornuftige investeringer, må folk, der er ansvarlige overfor folkevalgte politikere, afgøre; bankerne kunne jo ikke. Der bør være en sådan offentlig deltagelse i bestyrelser og direktioner, at der i det mindste er vetoret.

Denne magt kunne være bakket op af offentligt ejede aktier. På den anden side er der ikke de bedste erfaringer med offentlige aktier: Ofte sælges de igen, når tordenvejret er drevet over, og har da blot fungeret som subsidiering, og hvis ejerskabet er permanent fedtes det offentlige let ind i kapitalen logik.

Iflg. Niels Lunde fra Politiken er den danske stat kommet for at skade at blive delejer af ikke mindre and 64 banker – og hvad så?

Offentlige repræsentanter, med en god lovgivning og hele statsmagten i ryggen, er tilstrækkeligt og simplere, men måske ikke så politisk fremkommeligt.

Videre kan man forestille sig en offentlig bank, som foreslået af Socialdemokratiet og SF. Den kan direkte forsyne virksomhederne med kapital (udlån). Det kan seriøst komme på tale, såfremt bankerne fortsat er tilbageholdende med udlån til den produktive sektor, fordi de naturligt nok primært vil bruge offentlige lånemuligheder til at dække gamle «rådne lån« (hvis omfang vi stadig ikke kender).

Hvis der kan spares penge på at kommunal dagpleje konkurrerer med private udbydere, må der da også være spandevis af effektiviseringsgevinster at hente ved at give de private banker et offentligt modspil.

Men hvor er de analyser fra CEPOS og Erhvervsministeriet, der med klare tal viser dette? Eller er der noget, jeg har misforstået? Er meningen med konkurrence mellem det private og offentlige ikke effektivisering, men marginalisering og udkonkurrering af det offentlige?

Tænk på ramaskriget i USA over Obamas forslag om en »public option« indenfor sundhedsvæsenet (som da heller ikke er med i det endelige forslag).

Det var et stort svigt, at SD og SF stemte for bankpakkerne, selv om de stort set ikke indeholdt modkrav til kapitalen. I stedet fik vi en storsmilende Ole Sohn, der fejrede at de borgerlige partier, som havde ført landet ud i den finansielle og økonomiske krise, anerkendte SF som »økonomisk ansvarlig« ved at tilstå partiet ret til at skrive under på uddelingen af gaver til finanskapitalen.

I SF’s gamle programmer var nøglekravene: 1) Økonomisk demokrati, 2) Virksomhedsdemokrati, og 3) Demokratisering af den finansielle sektor.

For et år siden havde beherskede krav om kapitalkontrol ikke været urealistiske. Bankerne var grundigt delegitimerede efter at have demonstreret deres inkompetence, så det ville ikke have været uoverkommeligt at forklare befolkningen – og de potentielle vælgere – at det næsten ville være fysisk umuligt for det offentlige at gøre det dårligere. Hertil kom at mange banker faktisk havde brug for penge og garantier og derfor ikke var i en position, hvor de blot kunne sige nej.

Både den borgerlige regering og bankerne stod altså svagt. Det senere krav om en offentlig bank kom mange måneder senere, efter at alt var afgjort.

2) I de sidste mange år er skatten på kapitalindkomster (rente, profit og kapitalgevinster) blevet sænket, i Danmark og udlandet; det var en naturlig følge af nyliberalismens favorisering af kapitalen.

I disse krisetider bør det være selvfølgeligt at omlægge skattesystemet, så kapitalgevinster beskattes betydeligt hårdere, mens produktive investeringer i fx miljø favoriseres.

Det vil her være oplagt at indføre en Tobin skat, dvs. en lille afgift på alle kapitaltransaktioner; for langsigtede investeringer betyder dette ikke noget, men det vil lægge en betydelig dæmper på spekulanterne, for de flytter om på deres »portefølje« mange gange i døgnet.

Provenuet kunne jo gå til at sænke skatten på arbejde; det er der jo mange politikere, der gerne vil, så hvorfor ikke lade kapitalejerne finansiere den gode sag?

I den forbindelse er det ret ejendommeligt at Det Økonomiske Råd (jf. rapport efterår 2008, www.dors.dk) anbefaler en generel reduktion af beskatningen af kapitalindkomster, nemlig til de 25% som selskabsskatten efterhånden er blevet sænket til.

Det er det omvendte, der er brug for, hvis man vil lægge en dæmper på spekulationskapitalismen, rent bortset fra at det er ejendommeligt at præmiere passivitet (det blotte eje) i forhold til dem, der arbejder og dermed faktisk yder en indsats.

Og så bør der sættes en stopper for selskabers og fondes omfattende skatteunddragelser. Det er velkendt, hvordan en stor del af de multinationale selskaber, der opererer i Danmark, ikke betaler skat; det samme gælder kapitalfonde.

I den forbindelse må der gøres en effektiv indsats for at lukke skattely i Luxembourg, Svejts, Cayman Islands osv.; her er der faktisk sket fremskridt, nemlig med en nylig aftale med Svejts.

Nogle af disse tiltag kan Danmark gennemføre isoleret, andre må gå gennem EU, enten fordi dette er et formelt krav, eller fordi det er en reel forudsætning for, at de kan virke. Generelt er det svært for et enkelt land at gennemføre kapitalkontrol eller beskatte kapitalen, fordi kapitalen da ofte vil flygte.

Det er vigtigt for socialdemokratiske og socialistiske partier at »gå på to ben«. Man må vise sig ansvarlig ved at medvirke til kortsigtede forsøg på at dæmpe krisen og afbøde de værste virkninger for almindelige mennesker.

Men venstrefløjen er ikke sat i verden for at reparere kapitalismen, altså for at skaffe en »sund« kapitalisme. Derfor bør der også foreslås reformer, der peger ud over kapitalismen, i retning af andre måder at styre økonomien på.

Krisen har gjort dybe indhug i pensionsformuerne.

Jeg kan forestille mig, at der snart vil være folkelig opbakning til mere radikale, systemændrende reformer. Mange vil indse det absurde i, at de økonomiske vilkår i deres pensionstilværelse skal afhænge af det globale kapitalmarkeds luner; ifølge Nyrup Rasmussens bog om kapitalfonde (I Grådighedens Tid. Kapitalfonde og kasinoøkonomi, Informations Forlag 2007) udgør disse sammen en anden type spekulationsfonde (hedgefonde) omkring halvdelen af dette marked.

Kapitalfonde er i realiteten selskabstømmere og skatteunddragere. Her i landet har specielt ATP – det beskedne resultat af 70’ernes drømme om økonomisk demokrati – været meget engageret i disse fonde.

For en snes år siden skulle pensionskasserne placere midlerne i obligationer. Det var en milepæl i kapitalliberaliseringen, da de fik lov til at investere i aktier og andet, og det gjorde de så, fordi disse mere usikre investeringer blev skattemæssigt favoriseret.

Genopretningspolitikken efter nyliberalismen må sætte en stopper for dette. Man kunne pålægge fondene at investere i statsobligationer, hvilket dels er rimeligt sikkert, dels vil betyde at pengene understøtter vores demokratiske samfund, snarere end den globale spekulationskapital.

De gunstige skatteregler for private pensioner bør afskaffes, og provenuet bruges til at forbedre den skrantende folkepension.

Boligformuen er den anden vigtige kilde for finanskapitalen.

Den er svulmet op, men skrumper nu dag for dag. Friværdien er samfundsskabt, for bag den ligger der ikke nogen personlig indsats, som kan retfærdiggøre dens privatisering; derfor bør den inddrages af samfundet.

Faldet i huspriser er også hinsides den enkelte husejers kontrol, og derfor er det urimeligt, hvis almindelige boligejere må gå fra hus og hjem, fordi de ikke længere kan betale afdrag og renter. Det må samfundet forhindre, – og finansiere med hvad der måtte være tilbage af friværdi.

For en snes år siden var realkredit brugerejede fællesskaber, hvor sigtet ikke var at score kassen, men mere enkelt at sikre fornuftig og solidarisk finansiering af huskøb.

Realkreditinstitutionerne blev så i 1989 pålagt at antage en kapitalistisk form (blive aktieselskaber), og dermed var ladeporten åbnet for at gøre boligen til et spekulationsobjekt for de få og en usikker investering for de mange. En anden milepæl i nyliberalismens historie.

Langt de fleste ønsker jo blot en sikret alderdom samt forudsigelige og ordentlige boligforhold til en rimelig pris. Derfor bør pensions- og boligformuen frigøres fra finanskapitalen og underlægges offentlig kontrol. Pension og bolig må hæves ud af markedsøkonomien, ligesom sundhed og uddannelse er det (om end disse to områder er truet af privatisering og markedsgørelse).

Ethvert økonomisk system har brug for en finansiel sektor, der kan formidle opsparing over i investeringer, men det er nu åbenbart at finanskapitalen har klaret dette job dårligt. Som nævnt er den i den nyliberale epoke svulmet op ud over alle proportioner, og en stor del ender i ren spekulation. Den skader realøkonomien mere end den gavner den. Den har i stigende omfang set på den helt korte gevinst, men hvad der er brug for er langsigtede, produktive investeringer i især miljø.

Den eneste effektive måde at forebygge nye kriser på, er at begrænse finanskapitalens omfang, og det kan kun gøres ved at unddrage den sine hovedkilder, nemlig pensions- og boligformuerne.

Statskapitalisme eller demokrati?

Sådanne reformer får imidlertid først luft under vingerne, når oppositionen erkender og omfavner alternativet til kapitalistisk styring, nemlig demokratisk styring. Skal økonomien styres efter princippet om, at tegnebogens tykkelse afgør, hvor stor indflydelse vi har, eller efter det demokratiske princip om »én person, én stemme«?

Dette demokratiske styringsprincip er værdifuldt i sig selv, altså uanset effektivitet, fordi liberalismens idéer om magt efter individuel styrke (økonomisk og anden) er mindre tillokkende end demokratiets kerneværdier om lighed i beslutningsprocessen og solidaritet (mindretallet skal bøje sig for flertallet).

Den gammeldags socialisme er i dag irrelevant, for hvem kan forestille sig en arbejderklasse, der »overtager produktionsmidlerne«? Alternativet til nyliberalismen må i stedet være det gennemførte demokrati, således at også økonomien er omfattet af dette princip.

Rygraden i denne kamp er den offentlige sektor, for den er i sidste instans underlagt Folketing og kommunalbestyrelser, og lyder derfor princippet om ens indflydelse for alle; vi har jo almen og lige valgret i Danmark. Nærmere om modsætningen mellem demokrati og liberalisme/kapitalisme i A. Lundkvist: Hoveder og Høveder, forlaget Frydenlund 2004, Bind 3.

Først når oppositionen føler og siger, at valget står mellem kapitalistisk og demokratisk styring, er der en chance for virkelig forandring. Nyliberalismens hegemoni brydes først, når en alternativ fortælling, med et alternativt princip, kommer på banen.

Liberalismen fremstiller sagen som et valg mellem »marked« (der lugter af frihed) og »stat« (der lugter af tvang), og så længe den fortælling er dominerende, er slaget tabt.

Men det er en fordrejet modsætning, dels fordi »staten« i virkeligheden er det demokratiske fællesskab, dels fordi det frie marked, hvor vi konkurrerer på livet løs, mere og mere afløses af koncentrerede kapitalinteressers magt over markedet (»markedsmagt«).

Det har vi allerede set for Danmarks vedkommende, men tendensen er global. De multinationale selskaber øgede deres andel af verdenshandelen, målt på eksport, fra ca. 59% i 1990 til ca. 66% i 2001.

Halvdelen af disse 66% var intern firmahandel mellem selskabets moderselskab og dets datterselskaber; en tredjedel af verdenshandelen er således ren kapitalistisk planøkonomi, dermed helt unddraget markedskonkurrencen.

Den anden halvdel af de 66%, hvor selskaberne sælger »ud af huset«, er præget af strategiske alliancer og andre konkurrencebegrænsende forhold.

Ser vi på de enkelte markeder (brancher) kan der ligeledes konstateres en markant tendens mod øget koncentration, og alt andet lige betyder færre aktører på et marked mindre konkurrence og mere markedsmagt for selskaberne; dette gælder også Danmark, hvor koncentrationstendensen især har været stærk indenfor fødevareområdet, handel og finans.

Markedsøkonomien synes således på vej ud af historien, mens den rendyrkede kapitalisme rykker ind. Kapitalismens princip er ikke konkurrence, men profitmaksimering, og denne beskæftigelse varetages faktisk bedst, hvis der slet ikke er konkurrenter.

Konkurrencen har det med at erodere profitten, så enhver kapitalejer vil selvfølgelig helst være helt alene på »markedet«.

Krisen vil umiddelbart forstærke tendensen til øget økonomisk magtkoncentration, dels fordi det er de små, der først bukker under, dels fordi de store tvinges til at fusionere eller lade sig overtage; vi har allerede set flere eksempler på begge dele i både den danske og amerikanske bankverden.

Samtidig har tendensen indtil nu været, at staten går ind og dækker de stores tab og risici. Dette harmonerer ikke med markedsøkonomiens principper, men fra kapitalens vinkel er der intet galt med en stærk stat, der kan flytte skat fra kapitalindkomster til arbejdsindkomster (det er sket overalt i den vestlige verden), uddele »corporate welfare«, og i det hele taget lægge tingene til rette, så betingelserne for profitmaksimering er de bedste (»forbedre konkurrenceevnen«, hedder det).

Republikanerne i USA frygtede, at det store frikøb i oktober 2008 betød socialisme. De overså at alternativet til markedsøkonomi også kan være statskapitalisme.

Moderne kapitalisme er lige så lidt baseret på liberalismens ideer om markedsøkonomi og frihed fra statsindgreb, som Kinas aktuelle økonomiske system er baseret på kommunismens ideer om fælleseje og planøkonomi.

Og ligesom kommunismen hyldes i kinesisk retorik, lang tid efter at virkeligheden er blevet den modsatte, således vil der nok i nogle år endnu være folk, der taler alvorligt om »markedsøkonomi« og »konkurrence«, og som på årsmøder vil hylde liberalismen og tale om værdien af »at klare sig selv«, »lade falde hvad ikke kan stå«, »den undertrykkende stat« osv.

De vil have overset, at alt det er stendødt på det overordnede plan (men små købmænd får nok stadig lov at gå fallit). Liberalismen er blevet ren ideologi, nemlig et slør over den virkelige produktionsmåde: statskapitalismen.

Men samtidig vil krisen svække kapitalismen, især finanskapitalen, og delegitimere nyliberalismen.

Genopretningen efter denne må starte med kapitalkontrol. Det er der to grunde til.

For det første fordi de sidste 25 års deregulering af kapitalbevægelser er det åbenbare grundlag for finanskrisen. For det andet fordi det var denne »frigørelse«, der flyttede magten fra demokratiet til kapitalen, og dermed allerførst muliggjorde de øvrige elementer i nyliberalismen: Privatisering og udlicitering, etablering af selvstændige centralbanker (der berøver folkevalgte indflydelse på centrale elementer af den økonomiske politik), individualisering af arbejdsmarkedet, og ikke mindst kommercialisering af den offentlige sektor.

Genopretningens princip må være demokratiets smukke idéer om lige indflydelse og solidaritet. Dette var også socialismens grundidéer, men hvor denne alene var baseret på arbejderklassen, omfatter demokratiet os alle. Også »slipsedrengene«, i øvrigt, men hvis de vil have indflydelse, må de stille op til Folketinget, som Pernille Rosenkrantz-Theil (SD) så malende har sagt.

Dette bidrag er en revideret og opdateret udgave af en artikel i CEVEA-publikationen »I orkanens øje – erfaringer fra og løsninger på den globale finanskrise« (www.cevea.dk).

Nyliberalismen er død! Nyliberalismen leve! – kritik af Vismandsrapporten

Det Økonomiske Råd (DØR) udgav for en uges tid siden sin efterårsrapport, der dels indeholder en konjunkturvurdering, dels forslag til en skattereform. Konjunkturvurderingen er pessimistisk. Vi får økonomisk krise med faldende BNP og stigende arbejdsløshed de næste par år.1

Er krisen en naturkatastrofe?
Selv om ingen kan vide om krisen bliver på 30er niveau – eller værre – er der næppe tvivl om, at vi står overfor noget andet og mere end en almindelig recession af den type, som de kapitalistiske lande oplevede i 1981, 1991 og 2001.

På den baggrund kunne man med rimelighed forlange en undersøgelse af, hvordan det er kommet så vidt. Er der noget galt med den deregulering eller liberalisering, som er blevet gennemført i de seneste årtier? Er der brug for mere offentlig kontrol med kapitalen, så det sikres at investeringerne ikke forsvinder i spekulation, men går til fornuftige formål? Skal redningspakker være rene gaver eller skal der være betingelser, der sikrer mod gentagelse? Er der behov for en vægtforskydning fra en tilsyneladende ineffektiv – for ikke at sige katastrofal – kapitalisme til en større rolle for den demokratiske sektor?

Sådanne spørgsmål diskuteres nu overalt i den vestlige verden, også blandt liberalt orienterede politikere og økonomer. Hos Vismændene har krisen nærmest status af en naturkatastrofe. I hvert fald kan man ikke finde nogen selvransagelse i forhold til deres ret konsekvente nyliberale politik igennem mange år, især
– deres præference for den private over den demokratiske sektor (reduktion af skatten, mere privatisering og udlicitering; fx anbefalede de i forårets rapport en halvvejs afvikling af folkepensionen – væk med tillægsbeløbet – til fordel for private forsikringer),
– deres anbefalinger af større frihed for kapitalen (deregulering),
– og deres ønske om at markedet sætter standarden for offentlig aktivitet, snarere end omvendt (kommercialiseringen af den offentlige sektor).

Nu da nyliberalismen er gået konkurs er der mange ting, der skal tages op til revision. Det vil tage tid, men det er dristigt simpelthen at ignorere at verden har ændret sig. Faktisk er ‘ignorere’ et forkert verbum, for DØR’s svar på de ulykker, den uhæmmede (finans)kapital har ført os ud i, er:
– fortsat svækkelse af den demokratiske sektor gennem skattereduktioner,
– og præmiering af kapitalen gennem reduktion af skatten på kapitalindkomster.

Som Friedman sagde: ‘Times of crises are also times of opportunity’, som fx praktiseret af Bush-administrationen efter Kathrina, hvor svaret på katastrofen – der skyldtes afmonteringen af det offentlige beredskab – var yderligere privatisering og deregulering. Tilsvarende benytter Vismændene nyliberalismens bankerot til at radikalisere denne ideologi. Det skal vi nu se.

Skat er skidt
Hvor højt skal skatteniveauet være? Liberale mener at pengene ligger bedst i borgernes lommer; skat er noget negativt (‘skattetryk’), fordi den begrænser den private sektor, hvor vi formodes at have brug for flere fladskærme og biler. Socialdemokraterne og venstrefløjen mener/mente at vi skal ‘betale vor skat med glæde’ (som Kampmann sagde), fordi den finansierer velfærdsstaten (når de siger ‘skattetryk’ i stedet for ‘skattebidrag’ må det være en fortalelse); det, vi har brug for, er bedre sygehuse, skoler og kollektiv trafik.
Det liberale synspunkt er baseret på princippet om økonomisk frihed, mens den alternative opfattelse bygger på at demokratisk reguleret aktivitet – hvor vi har lige indflydelse: én person, én stemme – er mere retfærdigt end markedets princip om indflydelse efter tegnebogens tykkelse. Individuel frihed og demokrati står overfor hinanden i en evig konfrontation.

Her har Vismændene ikke rystet på hånden i mange år: Det gælder om at få skatten ned, altså marginalisere den demokratiske sektor til fordel for den private. Derfor er de bekymret over at 2015 planen – der netop har dette sigte – synes under pres. De er ganske vist modstander af skattestoppet, men det er alene fordi det er ufleksibelt.

Hvorfor er DØR så kritisk overfor skat, dermed velfærdsstaten?
Det hænger selvfølgelig sammen med at skat formodes at hæmme arbejdsudbudet, men den dybere grund er denne:

“Skatterne bruges til at omfordele forbrugsmuligheder mellem borgerne. Imidlertid medfører de fleste skatter et tab af samfundsøkonomisk effektivitet, fordi de forvrider beslutningerne om arbejdsudbud, opsparing, investeringer, forbrugsvalg mv. Den mest grundlæggende problemstilling i indretningen af et hensigtsmæssigt skattesystem er derfor at afveje effektivitetshensyn over for fordelingshensyn.”

Skat er altså i sig selv ineffektivt. Derfor leder DØR med fornyet energi efter metoder at få den reduceret, fra lavere topskat og beskæftigelsesfradrag til lavere skat på kapitalindkomster.

Hvad er effektivitetskriteriet? Svar: De private aktørers beslutninger på markedet.
Markedsøkonomien er altså standarden for rationalitet, og fællesskabets økonomiske beslutninger er sand i dette fintfølende maskineri. Det er altså ikke sådan at markedet er effektivt på nogle områder, det offentlige på andre. Kapitalejere og forbrugere er af princip klogere end demokratisk valgte politikere. Hayek kunne ikke have udtrykt det klarere.

In The Invisible Hand We Trust. Så hvorfor har den nu svigtet os i den økonomiske krise? Det spørgsmål kunne det have været spændende at få diskuteret, men det må vi have til gode.

Skat på kapitalen skal ned
Den generelle filosofi er som bekendt denne: Skatten på arbejde hæmmer udbudet af den arbejdskraft, som der bliver så megen brug for i de kommende år, fordi fremtidens mange ældre skal forsørges. Derfor skal skatten på arbejde ned.

Her har vi i samme ombæring argumentet for at gøre det mindre tillokkende ikke at arbejde, altså forsørge sig med dagpenge/kontanthjælp eller leve af kapitalindtægter, der jo pr. definition ikke er betaling for en arbejdsindsats. I forårets rapport foreslog Vismændene derfor at sænke dagpengeperioden fra 4 til 2½ år, og i denne rapport underkastes beskatningen af kapitalindtægter en kritisk gennemgang, hvor man følgerigtigt når frem til at alle spekulanterne, der snylter på os andre ved at beslaglægge en pæn del af nationalindkomsten uden at yde en produktiv indsats, skal betale substantielt mere i skat. Skat skal flyttes fra de aktive til de passive, fra arbejdsindtægter til kapitalindtægter!

Næh. Det viser sig mærkeligt nok at økonomerne vil lette skatten på kapitalindkomster. Faktisk helt ned til selskabsskattens niveau, dvs. 25% (det kan fx gøres ved at kun 75% af kapitalindkomsten skal være skattepligtig, siges det). Virkelig en rundhåndet belønning til kapitalejerne for at have bragt os til afgrundens rand.

Vismændenes overordnede princip er i øvrigt, at alle former for kapitalindkomster skal beskattes ens. Dette følger af at markedet véd bedst. Hvis det offentlige fx beskatter profit fra produktive investeringer lempeligere end kapitalgevinster (der udspringer af ren spekulation), blander man sig i markedet med politiske bestemte prioriteringer, og det er altid – som vi så ovenfor – irrationelt.

Heraf følger at beskatning af investering i bolig skal bringes på linie med beskatning af andre investeringsafkast. Derfor anbefaler Vismændene at ejendomsværdiskatten, der jo har været frosset fast grundet skattestoppet (hvilket er en vigtig grund til ejendomsboblen), hæves, ligesom de vil have en skat på boligkapitalgevinster. Det er bestemt fornuftige forslag, men det sidste kommer der nu ikke så meget ud af. Skatten udløses først, når man sælger boligen, men ikke hvis man så køber en ny eller flytter til en lejerbolig. Det lyder nærmest som om man kun skal betale skat, hvis man emigrerer eller dør. Men her er der atter et fornuftigt forslag, nemlig at arveafgiften skal hæves.
Det er også en fin idé at indføre grundskyld på jordværdier og andre naturressourcer; her er begrundelsen dels den praktiske at disse objekter ikke kan flygte og dermed unddrage sig beskatning, dels at udbudet er konstant, hvorfor skat ikke indebærer en forvridning.

Beskatning af kapital har et utvivlsom problem, nemlig at megen kapital let kan flygte til Luxembourg eller andre skattely. En god anledning til at Vismændene slog på tromme for fælles EU regler, men det er der desværre intet om.

Konjunkturpolitiske valg
Hvad skal man gøre for bedst muligt at afbøde konkjunkturnedgangen? Lad os først beskrive de afgørende politisk-økonomiske brudflader. Der er to.

1) Den neoklassiske holdning er at statens budget er som en husholdnings.
Derfor gælder det om at der er balance mellem indtægter og udgifter, mellem skatteopkrævning og offentlige udgifter. Ellers må man låne, altså stifte gæld, og det bringer os i uføre.

Dette var holdningen under Hoover og faktisk også under Roosevelt i de to første år af hans præsidentperiode, med velkendt resultat (øget arbejdsløshed). Det er også filosofien bag EU’s Økonomisk Monetære Union, der dekreterer at der stort set ikke må føres ekspansiv finanspolitik, idet det offentlige underskud ikke må overstige 3% af BNP. Ifølge denne tankegang skal man i stedet satse på pengepolitik, dvs. at den officielle rente (diskontoen) skal sænkes, således at virksomhederne opmuntres til at investere i arbejdspladser.

Det har indtil nu ikke virket. Dels fordi ECB – den europæiske centralbank – ikke har sænket renten meget, eftersom den først og fremmest er sat i verden for at forhindre inflation, hvilket kræver en rimelig høj rente. Dels fordi en sådan pengepolitik overalt i den vestlige verden har vist sig ret ineffektiv. Idéen er jo at en sænkning af den officielle rente skal sprede sig til de private banker – fordi de kan låne billigere i centralbankerne – men en sådan afsmitning har det knebet med. Rentefoden i den private sektor – mellem private banker indbyrdes og overfor virksomheder og forbrugere – er stadig meget høj.

Denne økonomiske politik kaldes ‘monetarisme’, og den er et centralt led i nyliberalismen. Pengepolitik er mindre indgribende i forhold til den private sektor og derfor at foretrække; finanspolitik lugter af socialisme og den er uansvarlig, fordi den giver gæld (når den er ekspansiv). I denne optik er det et krav for ‘økonomisk ansvarlighed’ at offentlige udgifter er ‘finansierede’.

Heroverfor står Keynesianismen, der har ringe tiltro til pengepolitik i en krisesituation. For det første kan det – som vi har set – være svært at få renten ned, og for det andet betyder den generelle mistillid og pessimisme at de fleste foretrækker at beholde pengene for sig selv. Derfor skal det offentlige træde i karakter med en ekspansiv finanspolitik. Det giver underskud, men skidt med det, for hvis det hjælper økonomien med atter at komme i gang, vil skattebetalingerne stige grundet de højere indkomster, samtidig med at de offentlige udgifter til dagpenge etc. vil falde. ‘Dynamiske effekter’, kan vi kalde det.

Monetaristerne har det ikke godt for tiden. Få lande tager efterhånden de 3% alvorligt, og ECB er henvist til at bønfalde om at man snarest muligt kommer tilbage til balancerede budgetter.

2) Men lad os nu antage at krisen er så dyb, at monetaristerne må krybe til korset og erkende, at pengepolitik er utilstrækkeligt, og at der er brug for ekspansiv finanspolitik. På det tidspunkt afslører den anden brudflade i den økonomiske politik sig.

Liberale foretrækker naturligvis den private sektor og vil derfor anbefale skattenedsættelser, så den private efterspørgsel stimuleres. Socialdemokrater – og hvad der ligger til venstre herfor – vægter fællesskabet højere og vil derfor foretrække, at den offentlige efterspørgsel øges, nemlig gennem øgede offentlige udgifter til miljø, sygehuse, skoler, kollektiv trafik etc.

Overordnet er dette en ren politisk prioritering: Flere fladskærme eller færre uhumske toiletter?
Men her er det også på sin plads med en effektivitetsbetragtning. Hvis man vil bruge 100 milliarder kr til at øge efterspørgslen i den private sektor, må vi først fratrække de 15 milliarder, der spares op (den private opsparingskvote er ca. 15%), og derefter må vi fratrække halvdelen af det resterende beløb – altså 42½ milliarder kr – fordi denne del af forbruget retter sig mod udenlandske varer. Nettoeffekten af indgrebet er derfor på blot 42½ milliarder kr. I vor globaliserede verden er ‘Keynesianisme i ét land’ ineffektiv, vel at mærke når det drejer sin om at stimulere den private sektor.
Bruges de 100 milliarder derimod på offentligt forbrug, er der ikke et fradrag for opsparing, og pengene kan målrettes så de skaber indenlandske arbejdspladser. I 1970 udgjorde offentlige investeringer 4,3% af BNP, i 1980 3,1%, men i både 2000 og 2004 kun 1,7%, så efter denne udsultning er der faktisk desperat brug for en ‘genopretningspolitik’2. Måske kan der trods alt komme noget positivt ud af krisen?

Vismændenes valg
DØR vil ikke have ekspansiv finanspolitik i 2009.
I dette år forventes arbejdsløsheden nemlig at ligge under 100.000, hvilket kaldes det ‘strukturelle niveau’ (monetaristerne på den anden side af Atlanten kalder det mere brutalt for den ‘naturlige arbejdsløshed’). Kriteriet er at en procent under et sådant niveau udløser inflation (‘overophedning’), hvilket som bekendt er det værste i verden. Det er ret modigt at sætte tal på et sådant niveau. For nogle år siden legitimerede kollegerne i USA en arbejdsløshed på 6% (hvis jeg husker ret) med henvisning til at det var den ‘naturlige’. Så faldt procenten i flere omgange uden at det bevirkede inflation, og hver gang måtte økonomerne indrømme at der var ‘plads’ til en højere beskæftigelse end man havde regnet med.
Nationalbankdirektør Bernstein siger det lige ud: Det går ikke med en arbejdsløshed under 50.000. Vi skal have den op!

Men hvis konjunktursituationen i 2010-11 bliver så dårlig som forventet, kan det komme på tale at øge det offentlige forbrug eller de offentlige investeringer, men det tilføjes straks:

“Disse tiltag har dog ikke umiddelbart samme effektivitetsgevinster som en lettelse af indkomstskatten. Samtidig må øgede udgifter nødvendigvis følges op af stramninger på et senere tidspunkt for at undgå en permanent forværring af de offentlige finanser.”

Det første udsagn er uforståeligt, for præcis det modsatte er tilfældet af de grunde, som er nævnt ovenfor. Det andet udsagn viser at Vismændene grundlæggende er gift med teorien – eller ideologien – om det balancerede budget. I sætningerne umiddelbart efter citatet får vi at vide, hvad den egentlige grund til betænkeligheden ved øgede offentlige udgifter er, nemlig at det vil komme i konflikt med 2015-planens vision om på sigt at marginalisere den demokratiske sektor til fordel for den private.

Så skal vi have en ekspansiv finanspolitik, foretrækkes selvfølgelig at den private efterspørgsel stimuleres med en nedsættelse af skatten på arbejde (hvorfor nævnes forslaget om at nedsætte skatten på kapitalindkomster for resten ikke her?). Denne lempelse er der sjovt nok ikke problemer med (‘dynamiske effekter’ siges at klare meget af finansieringen). I et interview i radioens P1 udtalte Overvismanden at øgede offentlige udgifter er et politisk valg. Det samme siges ikke om skattenedsættelserne, dvs. her er vi tilsyneladende på sikker videnskabelig grund.

Der er i øvrigt en lidt mærkelig ting ved forslaget om at nedsætte skatten på arbejde. Den øger folks disponible indkomst og dermed deres efterspørgsel, hvilket giver anledning til en (lidt) øget efterspørgsel efter arbejdskraft. Samtidig formodes folk at blive tilskyndet til at arbejde mere, således at udbudet af arbejdskraft øges. Det er ikke ganske klart, hvorfor nettoeffekten bliver mindre arbejdsløshed, – har Vismændene alligevel ikke den store tillid til at lavere skat øger udbuddet af arbejde?

Konklusion
I kølvandet på den økonomiske krise er det blevet populært at mobbe CEPOS. Det er forståeligt, men hvorfor går de økonomiske vismænd fri?

Der skal lup til for at se forskel på de to tænketankes politiske profil. Når DØR fredes, skyldes det at de fremstår som saglige og upolitiske, mens CEPOS ikke lægger skjul på sin liberale ideologi.

Det er vigtigt at Vismændene klædes af. Socialdemokraterne og – især SF – har fremlagt udmærkede idéer om at give de offentlige investeringer et gevaldigt løft i de kommende år. Det vil regeringen og deres allierede i DØR kæmpe imod med arme og ben, og her er det vigtigt at kampen ikke fremstår som en kamp mellem ophøjet videnskab og usaglig politik. Det er politik det hele.

Efterord: Når de politikere og/eller økonomer, hvis politik har bragt os ud i krisen, næste gang kritiserer SF for ‘økonomisk uansvarlighed’, synes jeg Ole Sohn skulle slå en høj og langvarig latter op.

Noter

1Rapporten kan findes på www.dors.dk. Kritikken er alene baseret på Resuméet, da jeg ikke har haft tid til at læse hele rapporten.

2Statistisk Årbog 2007: Tabel 379.