Tørk er død, 87 år gammel. Han blev ramt af hjertestop i sit hjem i Svaneke. Klar i hovedet til det sidste, hvilket man kan overbevise sig om ved at læse hans sidste bidrag i Modkraft sektionen, Kritik og Kaos: Demokrati – har vi prøvet dét.
Der produceres ikke mange af Tørk’s slags i dag.
Han var et multimenneske, uden nogen formel uddannelse. Kultur og politik, kan vel være overskriften. Han malede; skrev TV- og radio spil; producerede en lang række kortfilm, især fra Tanzania, hvor han opholdt sig 1970-76, udsendt af Danida; han skrev en lang række skønlitterære og politiske bøger; og så var han en uafhængig samfundsdebatør på venstrefløjen.
Som ganske ung deltog Tørk i frihedskampen under den tyske besættelse, indtil han i 1944 måtte flygte til Sverige. Han fortalte engang om en oplevelse. Der var en razzia i København, og han måtte flygte ind i en butik. Straks han kom derind skete der to ting: Manden tog telefonen for at ringe til politiet, mens konen hjalp Tørk med at finde bagudgangen. Den danske splittelse mellem samarbejdspolitik og modstand kunne ikke få et mere sigende udtryk.
Jeg har kendt Tørk de sidste knap 20 år og besøgt ham og hans kone, Ulla, da de boede i Sverige.
Vi var redaktører ved og bidragydere til tre venstrefløjsmedier. Først SALT i 90erne, så Kritisk Debat, og senest Kritik og Kaos på Modkraft.
Det var Tørk, der fandt på sidstnævnte titel, og kombinationen af de to ord udtrykte egentlig i en nøddeskal, hvordan han skrev. Han var kritisk, også overfor venstrefløjen, og samtidig var han aldeles uforudsigelig. Han havde altid en anden, uortodoks vinkel på tingene, og han skrev om stort set alt. I tiden på Kritisk Debat havde han sin egen klumme, Tørk’s Hjørne, hvor han surfede på nettet og fandt de mest besynderlige, men altid sigende hjemmesider, om alt fra dansk højrepopulisme over klima til amerikansk våbenindustri.
Tørk var en gudbenådet stilist.
Hans sætninger fandt altid det rette udtryk. Ikke en millimeter ved siden af. I en periode var jeg hans redaktør. Et let job, for der var næsten aldrig noget at rette, end ikke kommaerne. Og han var 100% pålidelig, når det kom til deadline. Her var han alt andet end uforudsigelig.
Af hans bøger vil jeg fremhæve to.
’Dr. H.’ fra 1983, der handler om Parvus, en eventyrlig skikkelse, der – faktisk – levede omkring 1. Verdenskrig og begyndelsen af 20erne. Han var kommunist, havde forbindelse til Lenin og i øvrigt også til Stauning, fordi han hjalp de danske socialdemokrater med import af kul fra Tyskland under krigen (det fik Parvus et meget fint ur for). Han var også spekulant og tjente en formue, samt muligvis tysk agent. Bogen kan varmt anbefales, bl.a. fordi den er spændende som en agentroman. Dette modsigelsesfulde – og kaotiske – liv fascinerede ikke overraskende Tørk.
’Ritmesteren og revolutionen’ fra 2000 består af hans fars breve fra den russiske revolution, hvor han agerede som dansk diplomat. Faren var stokkonservativ, men de giver et fantastisk billede af hvordan revolutionen var på hverdagsplan, neden under avisoverskrifterne.
Der var ingen tvivl om at Tørk’s hjerte – og hovede – lå til venstre. Han kunne harmes over uretfærdighed og ryste på hovedet af verdens uforstand, men altid på en behersket og ofte lettere ironisk måde.
Tørk døde ikke ’mæt af dage’. Engang udkastede han en teori om at mennesker burde leve 300 år. De første 100 til at lære hvordan man lever, de næste 100 til at leve, og de sidste 100 år til at reflektere over livet.
Tørk blev ikke 300 år, men hans liv lykkedes. Derfor er det ikke sørgeligt, kun trist, at han ikke er mere.
Tørk var en god mand, også for den danske venstrefløj.
Æret være hans minde.
Oversigt over Tørk’s bøger og anden aktivitet: http://da.wikipedia.org/wiki/T%C3%B8rk_Haxthausen
Om Tørk’s arbejde i Tanzania: http://www.u-landsnyt.dk/navnenyt/maerkedage/toerk-haxthausen-fylder-85
Bragt i modtryk.dk i marts 2012.