Ulighed består

Norges Udenrigspolitiske Institut har fundet frem til, at uligheden i verden er mindsket siden 1960.

Men FN’s (UNDP’s) Human Development Report fra 1999,– bag hvilken der står en skare af økonomer fra især de fattige lande,– nåede frem til et andet resultat:
»De 20 procent af jordens befolkning, der lever i de rigeste lande, havde i 1960 en indkomst, der var 30 gange så stor som de 20 procent, der lever i de fattigste lande; i 1997 74 gange så meget.«
Disse tal viser forskellene mellem gennemsnitsindkomster i lande, men da kløften også udvides inden for de enkelte lande, undervurderer disse tal stigningen i ulighed; uligheden er steget i Rusland, Kina og Sydøstasien, men også inden for OECD-landene (hvor kun ét land ikke er blevet mindre ‘skævt’). I sin undersøgelse fra 1992 nåede UNDP frem til at de 20 procent rigeste mennesker var ikke mindre end 150 gange så rige som de 20 pct. fattigste.

Verdensbanken, der i hvert fald ikke kan beskyldes for unødig bagtalelse af den kapitalistiske globalisering, nåede frem til tilsvarende dramatiske tal (citat fra Financial Times, 20.9-2000):
»Mellem 1970 og 1995 faldt den gennemsnitlige indkomst pr. person i den fattigste tredjedel af klodens lande fra at være 3,1 procent til at være 1,9 procent af indkomsten i den rigeste tredjedel af landene; landene i den midterste tredjedel faldt fra 12,5 procent til 11,4 procent«.

Financial Times refererer også en undersøgelse af Andrea Boltho og Gianni Toniolo, hvor det hævdes at uligheden var størst i 70’erne, men derefter er faldet på grund af væksten i Kina og Indien. Men denne undersøgelse er blevet kritiseret for at inddrage et for lille antal lande og for ikke at tage højde for den øgede interne ulighed i lande som Kina og USA.


Dette indlæg blev udgivet i Global politisk økonomi og tagget , . Bogmærk permalinket.