Det skyldes, at den økonomiske fremgang er gået til en lille gruppe af rige. Mens den fattigste femtedel fik 0,8 procent af fremgangen, beslaglagde den rigeste femtedel 74 procent (og den rigeste ene procent 38 procent). Profitterne er skudt i vejret, mens lønnens andel af nationalindkomsten er faldet fra 54 procent i 1970 til 45 procent i dag.
Uligheden er derfor vokset ret dramatisk; den rigeste femtedels andel af den samlede indkomst voksede fra 44 procent i 1980 til 50 procent i 2004. Under Clinton gik det lidt bedre for menigmand, men ikke overraskende har Bush’ omfattende skattelettelser til de rige atter skærpet uligheden og øget fattigdommen i USA (fra 11,3 procent i 2000 til 12,7 procent i 2004).
Kapitalens betydning
Det er ikke mærkeligt, at et diktatur kan føre overklassepolitik, men hvordan er det muligt i et demokrati? Det er den store gåde i det amerikanske demokrati.
En del af forklaringen kan være, at emner som abort, Irak og terror for vælgerne kan veje tungere end økonomiske interesser. Men dette gælder specielt de sidste fem år, og selv i denne periode mente en tredjelde af amerikanerne, at økonomi, skatter og sundhed var de vigtigste spørgsmål.
Den egentlige grund ligger i, at hele den demokratiske proces i USA nu overvejende finansieres af de store selskaber (tidligere bidrog også fagbevægelsen). Dette sker gennem lobbyindsatsen.
Tidligere arbejdede de forskellige kapital- og erhvervsgrupper hver for sig og derfor ofte imod hinanden, hvilket gav politikerne flere valgmuligheder ved fastlæggelsen af politikken. I dag er disse interesser bedre organiseret, især gennem Business Round Table.
Denne organisation, der tæller ledere fra de 200 største selskaber, repræsenterende halvdelen af USA’s BNP, så de kan tale med stor vægt. I 1990’erne lykkedes det f.eks. forsikringsselskaberne og medicinalindustrien at blokere Clintons reform af sundhedssektoren.
I de stores interesser
For at blive valgt og for at udføre sit politiske arbejde må politikere have mange penge til rådighed, langt flere end privatformuen eller lønnen som folkevalgt kan bidrage med.
En politiker er naturligvis formelt fri til at mene og stemme, som han eller hun vil, men for at fungere effektivt er det nødvendigt med en fornuftigt sammensat portefølje af donationer. Kapitalbehovet sætter grænser for de synspunkter, der kan ytres, og hvis man efter at være blevet valgt svigter sine økonomiske støtter, skal man ikke regne med at blive genvalgt.
Den der betaler musikken, bestemmer, hvad der skal spilles, som et gammelt vismandsord beretter. Derfor varetager amerikansk politik de stores snarere end de smås interesser.