Domenico Losurdo er italiensk filosof (født 1941). Han har et større forfatterskab på bagen, bl.a. om Gramsci og liberalismen.
Nu har han skrevet en modig, for ikke at sige selvmorderisk bog, der forsøger at rehabilitere Stalin: ‘Stalin. Geschichte und Kritik, einer schwarzen Legende’, PappyRossa Verlag 2013.
Det er altid interessant at læse en bog, der siger noget andet, så derfor kastede jeg mig over den. Den er – for at starte med konklusionen – et kompendium i bortforklaringer, men hen ad vejen har han en række kritiske pointer vendt mod især Trotsky, Bukharin og vestlig imperialisme. Mere alment giver bogen anledning til at genoverveje Oktoberrevolutionen og kommunismens historiske problemer og udfordringer.
Undskyldningerne
Vi starter med bortforklaringerne af terroren, Gulag og Stalins hele regime og politik. Jeg har fundet 5 teknikker:
1) De andre – de kapitalistiske lande – var lige så slemme eller værre!
Logikken er at det er OK at jeg sparker min gamle mor, hvis de andre også gør det samme. Moralsk er dette et ugyldigt argument, men det er en gyldig afsløring af kritikeres hykleri.
Var de andre lige så slemme? En bodycount af imperialismens og kolonialismens forbrydelser kan formentlig give konkurrence til antallet af ofre for terroren, med udryddelsen af indianerne, de gentagne til fælde af hungersnød i Indien, hvor millioner døde grundet englændernes økonomiske politik og ligegyldighed overfor ofrene. Og meget andet – listen er uendeligt lang.
Men det bliver patetisk, når Losurdo paralleliserer mellem Gulag og amerikanernes internering af japanere under 2. Verdenskrig; den kan sikkert kritiseres, men der var ikke millioner, der omkom af overarbejde og sult!
2) Gulag var ikke så meget Stalin’s som det russiske folks skyld!
Hvad er baggrunden for denne overraskende tese? Jo, netop i 30erne gennemførte Stalin en demokratisering, hvis mest strålende udtryk var mønsterforfatningen fra 1936, og dermed fik folk mere magt, hvilket gjorde det vanskeligt for ledelsen at dæmme op for folkets vrede mod forræderne!
Dette er i det mindste en original forklaring på terroren.
Når det er sagt, må det også siges, at den ekstreme personliggørelse af politikken i Stalin-perioden er utroværdig (og umarxistisk), hvad enten det drejer sig om personkulten eller den totale dæmonisering af personen Stalin. Selv i et ekstremt diktatur er det begrænset, hvilken indflydelse ét menneske kan have. Stalin kunne sætte processer i gang, men meget tyder på at forfølgelsen i perioder løb løbsk og blev irrationelle, i den betydning at de svækkede Sovjetunionen og dermed Stalin selv.
3) Gulag havde både gode og dårlige sider!
I nogle perioder var det ikke så slemt, men i slutningen af 30erne skærpedes den økonomiske situation, i takt med at flere ressourcer måtte bruges på forsvaret. Det gav vanskeligere tider, både for det russiske folk generelt, men altså også for indsatte i Gulag. Der var endda rapporter om kannibalisme i en lejr i Nordsibirien, men her vil det varme læserens hjerte at høre, at da Stalin blev informeret herom, blev han chokeret; han tog straks sagen op i politbyroet og forholdene i den pågældende lejr blev forbedret.
Budskabet er altså, at man skal passe på med at generalisere.
4) Gulag kan overhovedet ikke sammenlignes med de nazistiske kz-lejre!
Uanset det relative antal ofre, var sidstnævntes formål folkemord, mens de indsatte i Gulag skulle genopdrages (og der var – givetvis rigtigt – eksempler på at fanger blev frigivet før tid, hvis de udviste solid sovjet-loyal opførsel).
Heri er der selvfølgelig det rigtige, at det målrettede mord på jøderne og andre ‘undermennesker’ ikke havde en parallel i Gulag. Nogle folkegrupper, såsom baltere og Volga-tyskere, blev flyttet, og det kostede mange ofre, men kan slet ikke sammenlignes med organiseret mord. men samtidig må siges at de tyske og sovjetiske lejre havde et fælles formål, nemlig at skaffe billigt slavearbejde.
5) De dømte i Moskva-processerne (1936-38) og folk, der af politiske grunde blev sendt til Gulag var ret beset krigsofre!
Hvordan? Jo, de var ofre i hvad Losurdo kalder ‘Den Anden Borgerkrig’. Den ‘Første Borgerkrig’, fra 1918 til 22, stod mellem de røde og hvide, mens denne anden borgerkrig foregik mellem Stalin og hans linie på den ene side, og oppositionen (især støtter af Trotsky og Bukharin) på den anden. De var altså krigsofre, og det subsidiære argument – kendt fra det armenske folkedrab i 1915 – var at krig skaber kaos og i den situation kan ingen være rigtigt ansvarlig.
Hvad skal man mene herom? I en krig, også en borgerkrig, har vi to ligestillede parter, men der er ikke dokumentation for, at Trotsky etc. førte ‘krig’, med attentater, sabotage osv., således som de blev dømt for. De kritiserede Stalins politik, især tvangskollektiviseringen, og søgte at organisere kommunister for an anden linie, men det er altså noget andet.
Fraværet af dokumentation for sabotage osv. fremgår indirekte af det uhyre tynde ‘bevismateriale’ som Losurdo lægge på bordet. Trotsky’s forsøg på i 1927 at organisere moddemonstrationer i forbindelse med ti-årsjubilæet for Oktoberrevolutionen fremstilles som kupforsøg, og når en helt perifer person – han hedder Curzio Malaparte – taler om trotskistiske agenters sabotage tages det for gode varer.
Losurdo accepterer Moskvaprocesserne som autentiske og bevis på oppositionens afskyelige gerninger. Belæg? At USA’s Moskva-ambassadør samt mange andre ansete personer i vesten troede på dem. Ikke et ord om, at vi nu véd at tilståelserne blev fremskaffet med tortur. Og slet ikke noget om den pinlige sag, hvor en anklaget ’tilstod’ et konspirativt møde på et københavnsk hotel, der viste sig at være nedbrændt adskillige år før.
Når det er sagt, bør man vel ikke udelukke at oppositionen faktisk søgte at organisere ‘illegale’ aktiviteter. Dens ledere var ikke naive. De var erfarne revolutionære, der vidste alt om magt – og om Stalin. De så at revolutionen og socialismen blev forrådt, og så gør man da noget mere end at skrive bøger i udlandet (Trotsky)? Jeg mener: Selv jøderne formåede, under den værst tænkelige terror, at organisere en flugt fra Auschwitz og en opstand i Warshawa’s ghetto. Moskvaprocesserne beviser ingenting, men var der slet ingen håndfaste forsøg på at stoppe Stalin? Det har altid undret mig, at vi intet har hørt herom.
Alt i alt minder Losurdo lidt om manden, der undskyldte sig med at han aldrig havde lånt krukken, at revnen i krukken allerede var der, da han lånte den, og endelig at der ikke var en revne, da han leverede den tilbage. Hver for sig tre gode undskyldninger, men sammen slår de hinanden på munden. Tilsvarende: Gulag var trods alt ikke så slemt, og når det alligevel var slemt, var det ikke så meget Stalins skyld, og endelig var Gulag det rimelige svar på Trotsky og venstreoppositionens omstyrtelsesforsøg.
Var Stalin anti-semit?
I de østeuropæiske processer mod angivelige ‘ titoister’ var mange af de anklagede jøder, bl.a. Slansky, og i foråret 1953 annonceredes en ‘lægesammensværgelse’, der skulle sigte efter at myrde Stalin og andre topfolk og her var en stor del af de anklagede jøder (Stalin døde af naturlige årsager i marts 1953 og ‘komplottet’ blev erklæret for fup).
Så var Stalin antisemit? Det er der intet, der tyder på, skriver Losurdo, og det forekommer mig plausibelt. Stalin var mange ting, men bl.a. rationel. Omkring 1950 var der kampagner mod zionister, fordi de opfordrede jøder til at udvandre til Israel, og det drejede sig i betydelig grad om veluddannede mennesker, som systemet nødigt ville undvære. Men anti-zionisme er ikke antisemitisme, – selv om zionister er tilbøjelige til at overse forskellen.
Stalin og 2. Verdenskrig
Ikke desto mindre har Losurdo nogle pointer.
Persondyrkelsen har som sit komplement en dæmoniseringen af al Stalins politik og ageren., men tankegangen ‘Stalin var ond, ergo er al hans politik kritisabel’ holder selvfølgelig ikke.
Ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjet i august 1939 var en aftale, som enhver russisk leder (Zar eller kommunist) ville have været nødt til at indgå (ligesom Putin’s aktuelle varetagelse af Ruslands sikkerhedsinteresser i Ukraine, kunne man tilføje).
Der var aldrig tvivl om, at nazisternes ekspansion var rettet mod de slaviske ‘undermennesker’ og marxister/kommunister i øst; den var ikke primært rettet mod racefællerne mod vest, og faktisk beundrede Hitler det Britiske Imperium, som han forestillede sig at man kunne dele verden med. Med München-aftalen i 1938 solgte vestmagterne Tjekkoslovakiet og sikrede Hitler, at han havde ryggen fri i et angreb på Sovjetunionen. Sovjetunionen protesterede naturligvis voldsomt mod aftalen, efter forgæves at have foreslået en fælles front mod Hitler; disse og senere forslag blev afvist af England og Frankrig.
Vestmagterne er blevet kritiseret for deres appeasement-politik. De var svage og naive, men havde grundlæggende hjertet på rette sted, lyder den gængse historie. Men derved overses, at der var stærke kræfter i vest, der så et vist interessefællesskab med Tyskland, som fx den tysk-engelske flådeaftale fra 1935 viste. Hvortil selvfølgelig kom de stærke anti-demokratiske og antikommunistiske strømninger i de ledende lag i England og Frankrig. Forargelsen over jødeforfølgelserne og det diktatoriske styre kunne ligge på et meget lille sted, og det var i hvert fald ikke disse ting, der blev krigsårsag i september 1939.
Under den Spanske Borgerkrig støttede borgerskabet, også i Danmark, Franco; som Mussolini var han god til at sætte kommunisterne på plads, og så forsvarede han jo den katolske kirke. Med den hykleriske ikke-interventionspolitik sikrede England at fascisterne vandt.
Appeasement-politikken var ikke en fejl. Hitler skulle drejes mod øst, fordi kommunismen var en større fare end fascismen (som jo ikke satte spørgsmålstegn ved kapitalismen, dvs. magtgrundlaget for den overklasse, der styrede Englands politik).
Stalin kan kort sagt ikke fortænkes i at konkludere, at tilpasningspolitikken ikke var en svaghedspolitik, men en ikke særlig diskret invitation til Hitler, om at rette interessen mod øst. Et militært opgør mellem Tyskland og Rusland var et drømmescenarie for vestmagterne, fordi de dermed ville svække eller knuse hinanden.
Det var ikke vestmagterne, men Sovjet, der ville stoppe Hitler. Så da det i sommeren 1939 blev klart for Sovjet at landet stod alene mod Hitler, og denne så foreslog en ikke-angrebspagt, havde Stalin – eller som sagt en hvilken som helst russisk leder – ikke noget valg. Den hemmelige aftale om opdeling af Østeuropa i interessesfærer, med efterfølgende russisk besættelse af det østlige Polen, ser heller ikke kønt ud, men var den nødvendige opfølgning. Det hedder interessepolitik, et begreb der ikke er ganske ukendt blandt vestmagterne.
Vestmagternes spil var væltet overende, og de blev selvfølgelig rasende. Alliancen gav også nogle forklaringsproblemer for Europas kommunister, men den efterfølgende krig mellem Tyskland og vestmagterne blev forklaret som en inter-imperialistisk krig, med hårde angreb på især engelsk imperialisme. Her kan det jo dårligt nægtes, at England og Frankrig var imperialistiske magter, omend det er svært at finde imperialistiske ambitioner rettet mod Tyskland.
Faktisk kom Sovjet og kommunisterne i denne periode i overensstemmelse med de anti-imperialistiske bevægelser i Indien og Sydøstasien. Det hører vi ikke så meget om i standardhistorierne om 2. verdenskrig, men for Asiens nationalister var England, Frankrig og Holland naturligvis hovedfjenden, mens japanerne i begyndelsen blev set som befriere.
Stalin havde nu købt sig livsnødvendig tid; det var formålet. Men der er – som Losurdo skriver – ingen grund til at tro ammestuehistorierne om at Hitler var ‘den eneste som Stalin stolede på’, og at han derfor blev taget på sengen, da Tyskland angreb i juni 1941. Enhver, der kendte nazisternes ideologi, vidste at et sådant angreb ville komme, og det var selvfølgelig derfor at Sovjetunionen brugte de to år til en febrilsk oprustning.
Men det præcise tidspunkt for angrebet var ikke forudset, selv om der var indløbet advarsler fra forskellige kilder. Så var Stalin ikke inkompetent i denne situation? Problemet var at der også var efterretninger, der pegede i anden retning, og hvis Sovjet mobiliserede uden grund kunne Tyskland udnytte det som krigsårsag. Og faktisk gjorde tyskerne hvad de kunne for at vildlede, fx overførte de kort før angrebet store troppestyrker mod vest for at signalere ‘fred og ingen fare’ mod øst. Hvad skulle man tro?
I forbindelse med Operation Barbarossa er der i øvrigt en anden vandrehistorie, nemlig at Stalin panikkede og ikke ville tale med nogle i flere dag, indtil hans kolleger bønfaldt ham om at tage ledelsen. Intet tyder på at det er rigtigt, men et godt eksempel på, at hvis en mand dømmes ond, skal alt hos ham være galt.
Var Oktoberrevolutionen en fejltagelse?
En stor del af bogen er helliget de politiske uenigheder og kampe i 20erne mellem især Trotsky og Stalin.
Her stod Stalin for en forsigtig, for ikke at sige konservativ linje. Efter borgerkrigen, og efter at den revolutionære bølge i vest havde lagt sig, ville han konsolidere socialismen ‘i ét land’. Stalin var, iflg. Losurdo, realisten, der ville fastholde NEP og gik forsigtigt frem overfor bønderne, hvilket indebar at det var begrænset, hvor meget af bøndernes overskud, der kunne bruges til at føde byerne og dermed fremme industrialiseringen (tvangskollektiviseringen og den forcerede industrialisering kommer først omkring 1930, og forklares da af Losurdo som fremkaldt af den fascistiske fare, der nødvendiggjorde en hurtig styrkelse af industrien og hæren).
Denne forsigtige linje, som Stalin i 20erne delte med Bukharin, kom senere til udtryk i ikke-angrebspagten med Tyskland i 1939, og den forsigtige politik overfor de kapitalistiske lande, efter at interessesfæren i Østeuropa var sikret efter 2. verdenskrig; Stalin holdt de mere revolutionære kommunister i Italien og Frankrig tilbage, og han undlod at give materiel støtte til de græske kommunister under borgerkrigen. Det var ikke Sovjetunionen, men Vestmagterne, der var den agressive part i den kolde krig.
Heroverfor – nu er vi tilbage i 20erne – stod Trotsky for en mere revolutionær linje, en linje som Losurdo stempler som ‘messiansk’.
Den strid skal jeg ikke blande mig i. Stalin’s og Bukharin’s politik indebar faren for en styrkelse af kulakkerne og på sigt en udvikling mod en slags primitiv kapitalisme. Omvendt var der indlysende risici ved venstreoppositionens poltik (anarki, fremprovokeret angreb fra de kapitalistiske lande).
Måske var det et valg mellem pest og kolera, et valg, der var nødvendiggjort af, at revolutionen kom for tidligt? At Rusland ikke var rede til socialismen i 1917?
Dette er en klassiske diskussion, hvor det kan argumenteres, at mensjevikkerne som de ortodokse marxister havde ret. Nemlig at den borgerlige revolution i februar 1917 skulle gives tid til at udvikle kapitalismen i Rusland. Indtil det var sket, og landet havde nået samme udviklingstrin som Vesten, ville det være eventyrpolitik at satse på en overgang til socialisme; de kapitalistiske lande, især Tyskland, måtte gå forud. Produktivkræfterne i Rusland var slet ikke udviklede til at begrunde socialistiske produktionsforhold. Gennemfører man ikke desto mindre en socialistisk revolution, kan den kun overleve, hvis der gennemføres en forceret udvikling, med tvangskollektivisering og industrialisering, altså hvis socialismen skaber sine egne forudsætninger. Dette er i dyb modstrid med den historiske materialisme, og det indebærer terror, som demonstreret af Stalin i 30erne.
Den analyse er givetvis rigtig, men samtidig må man stille spørgsmålet: Hvad skulle socialister have gjort i 1917?
Vi har et land, hvor det gamle, mere eller mindre feudale system er gået i opløsning gennem en spontan bonderevolution fra neden. Kunne et ‘borgerligt’ demokrati (den konstitutionelle forsamling, som Lenin fik opløst kort efter magtovertagelsen) have styret udviklingen? Hvis ikke, var faren for et højrediktatur nærliggende. Men det store problem var, at regeringen under mensjevikken Kerensky ville fortsætte krigen, selv om den russiske hær slet ikke var i stand hertil, og selv om krigen var dybt upopulær.
Hvad skal man gøre i en sådan akut krisesituation, hvor der næppe er tid til at gruble over læren fra den historiske materialisme? Hvad var resultatet blevet, hvis bolsjevikkerne ikke havde taget magten? Kerensky’s regering var uendeligt svag,og var formentlig faldet under alle omstændigheder, men hvad så?
Alt i alt: Losurdo’s bog er inspirerende. Man er nødt til hele tiden at være oppe på dupperne.
Bragt på Modkraft.dk 27. juni 2014.