Hvad Marx ikke forudså var at arbejderklassen kunne opnå en sammenlignelig økonomisk magt indenfor kapitalismen, i takt med at den organiserede sig i en slagkraftig fagbevægelse; denne klasse kunne nu gennemtvinge det demokrati, der fravistede kapitalejerne monopolet på politisk magt.
Et historisk kompromis
Den økonomiske dobbeltmagt manifesterede sig i en politisk dobbeltmagt, således at politikken opnåede en relativ autonomi. Højdepunktet i denne periode af kapitalismens historie blev den keynesianske velfærdsstat, som var et historisk kompromis mellem kapital og arbejde, hvor kapitalen måtte anerkende at der blev sat grænser for dens frihed.
I de seneste 20-30 år synes denne udvikling vendt. Velfærdsstaten er kommet under pres og ligner mere og mere en parantes i kapitalismens udvikling. Tre faktorer kan forklare denne udvikling.
For det første har klassestrukturen i de udviklede kapitalistiske lande undergået fundamentale forandringer. Mange lønarbejdere er højtlønnede og flere og flere ejer aktier, mange kapitalejere er samtidig lønarbejdere og i bunden har vi en stor og formentlig stigende gruppe af udstødte, der er uden økonomisk magt og relevans. Polariseringen mellem éntydige lønarbejdere og éntydige kapitalejere tenderer mod at afløses af en polariseringen mellem de relativt rige, der er indenfor, og de relativt fattige, der er udenfor.
Lønmodtagerne er delt op i mange grupper, der ofte har meget lidt til fælles, og det har medført at fagbevægelsen er blevet svækket; eksistensen af de udstødte har bidraget hertil. Brede organisationer til forsvar for deres interesser er ikke trådt i stedet.
Resultatet er at den økonomiske magt, der holdt kapi-talinteresserne i skak, og som havde en interesse i at bevare og udbygge velfærdsstaten, er gået i opløsning.
For det andet betød kommunismens sammenbrud omkring 1990, at det blev mindre nødvendigt at tage hensyn til de forfordeltes interesser; faren for at disse skulle arbejde for et ikke-kapitalistisk system mindskedes.
Kapitalliberaliseringen
For det tredje har den kapitalliberalisering, som indledtes for 25-30 år siden, afgørende forrykket styrkeforholdet til kapitalens fordel; skridt for skridt er alle grænser blevet nedlagt, således at kapitalen frit kan flyde fra land til land og indenfor et land mellem de forskellige brancher (således at bankkapital f.eks. kan etablere forsikringsvirksomhed).
Dette har éntydigt styrket kapitalinteresserne i forhold til alle andre økonomiske og politiske interesser og sat profitmaximering (konkurrenceevne) som eneste effektive målsætning.
At profit og rente tilflyder en lidt bredere gruppe end den gammeldags kapitalist, og at kapitalen til dels administreres af højtbetalte løn-arbejdere, betyder på ingen måde at kapitalen flyder ud og opløses; hvordan kapitalen personificeres har betydning for klassestrukturen, ikke for kapitalen, og kapitalisme er ikke betinget af en gammeldags arbejderklasse.
Den kapital, der frit kan investere hvor som helst, står ifølge sagens natur stærkere end den kapital, som lovgivningen binder til en bestemt branche eller et bestemt land. Den bundne kapital har ingen alternativer til at bøje sig for politisk bestemte selskabsskatter eller miljøforskrifter, ligesom den ikke kan besvare krav om højere løn med trusler om at flytte.
Svækkede muligheder
Kapitalens frigørelse har svækket muligheden for selvstændig finanspolitik (pengepolitikken er allerede af-demokratiseret), og den har medført en voldsom polarisering såvel indenfor landene som mellem de rige og fattige lande: Kløften mellem de 20 procent fattigste og de 20 procent rigeste lande er fordoblet siden 70erne, fra 1:30 til 1:60.Da kapitalen ikke længere har en effektiv økonomisk modmagt, kan den atter som i Marx England uforstyrret sætte den politiske dagsorden.
Dette er neoliberalismens dagsorden: Udlicitering eller privatisering af f.eks. rengøring, teleområdet og kollektiv transport, og en tendens til kommercialisering af områder såsom uddannelse, sundhed og pension, der tidligere blev anset for at ligge hinsides markedsøkonomien.
Kapitalens herredømme
Kapitalens nyvundne herredømme manifesterer sig ikke mindst bevidsthedsmæssigt eller ideologisk (den kontrollerer overvejende medierne), nemlig deri at tiltag, der for en menneskealder siden ville have udløst et ramaskrig, i dag af næsten alle diskuteres som et spørgsmål om, hvorvidt den offentlige eller private løsning sparer flest penge.
Kapitalens værdimål pengene er hævet over diskussionen, som dermed bliver teknisk-økonomisk; den kapital-servicerende stat fremstår som upolitisk. Modsat Marxs England har vi idag demokrati. Men det tømmes for funktioner i takt med at magt skovles over til kapitalen.
For 30 år siden blev påstande om at staten nødvendigvis varetager kapitalens interesser med rette kritiseret som vulgærmarxisme. Idag er den mere firkantede version af den historiske materialisme i gang med at blive praktisk sand. Politisk konklusion? Ikke at rest-demokratiet er ligegyldig facade (borgerligt demokrati), men at det skal forsvares og udvides med næb og klør.
Det bliver en af opgaverne for dansk ATTAC.