Økonomisk magt og afmagt i Europa

Hvad er nyliberalisme?

Nyliberalisme er en bestemt økonomisk politik og ideologi.

Grundlaget blev lagt i 70erne, da det politisk regulerede valutasystem (‘Bretton Woods systemet’) blev afløst af den globale junglelov. Valutapolitikken blev liberaliseret, og kurserne for hovedvalutaerne fik lov at flyde frit, alene bestemt af markedet og kapitalbevægelserne.

Nyliberalismen slog for alvor igennem omkring 1980, med Marga­ret Thatcher i England og Ronald Reagan i USA. Fra 1985 bredte den sig til EU og efter kommunismens sammenbrud omkring 1990 til østlandene og resten af verden.

Nyliberalismen er ‘ny’ fordi den afløste Keynesianismen som herskende doktrin. Betegnelsen Keynesianisme stammer fra den engelske økonom Keynes, som var tilhænger af at staten greb aktivt ind i økonomien, især for at modvirke spekulation og arbejdsløshed.

Hvad kendetegner nyliberalismen?

Generelt er nyliberale skeptiske overfor statsindblanding i økonomien og overfor en stor offentlig sektor. Statsindblanding hæmmer og forvrider den frie konkurrence, hævdes det, og den offentlige sektor betragtes i det store og hele som uproduktiv, for ikke at sige parasitisk.

Derfor vil nyliberale liberalisere økonomien, så markedskræfterne får større spillerum. Væk med offentlig kontrol med kapitalen og dens bevægelser, både nationalt og internationalt.

Derfor vil nyliberale deregulere arbejdsmarkedet, så det bliver lettere at sænke lønningerne og fyre folk. Det kaldes ‘det flexible arbejdsmarked’.

Og derfor vil nyliberale privatisere og udlicitere offentlig aktivitet, så den offentlige sektor bliver mindre.

Der er to typer argumenter for en nyliberal politik:

1) Effektivitet

Det hævdes at fri konkurrence indenfor den private sektor – og mellem den private og offentlige sektor – øger effektiviteten og produktiviteten. Det overses her at liberalisering og privatisering ikke giver fri konkurrence, men det modsatte, nemlig en koncentration af den økonomiske magt i monopollignende aktieselskaber og fonde, som bevidst regulerer priserne og andre markedsvilkår. Efter sine egne interesser. Som sjældent er sammenfaldende med samfundets.

2) Frihed

Den offentlige sektor og statsindgreb associeres med tvang, mens den private sektor står for frihed. Dette er ikke forkert, men her skal det huskes at den offentlige sektor er styret demokratisk, altså efter princippet ‘én person, én stemme’, mens den private sektor følger princippet om at indflydelsen følger pengepungen. Den forkætrede statstvang er forpligtethed overfor fællesskabet, mens den tiljublede private frihed idag er selskabernes og fondenes frihed til at bestemme de økonomisk-politiske vilkår.

Det Indre Marked

I 1985 kom nyliberalismen til EU.

Toneangivende multi­nationale selskaber, organiseret i lobbygrup­pen Round Table of European Industria­lists, udformede en dristig plan. Den blev accepteret stort set uændret af formanden for EU-kommissionen, den franske socialist Jacques Delors, og fremlagt som en White Book.

Planen var at skabe et Indre Marked i EU. Projektet blev vedtaget på EU-plan i 1986 og var stort set gennemført i 1992. I Danmark var de borgerlige partier for, mens Socialdemo­kratiet, De Radikale og SF sagde nej; tilslutningen blev vedtaget ved en folkeafstem­ning.

EU er egentlig en toldunion, dvs. et område med fælles ydre toldmur og ingen told internt.

Men fri – toldfri – varehandel er ikke nok til at give en lige så fri konkurrence indenfor EU som indenfor det enkelte land. Der skal også være fri bevægelighed for tjenesteydelser (fx turisme og bankforretninger) og for produktionsfaktorerne, altså arbejdskraft og kapital. Den enkelte arbejder skal frit kunne vælge mellem beskæftigelse i Danmark eller Frankrig, og den enkelte kapitalejer skal frit kunne bestemme om kapitalen skal placeres i en dansk eller spansk virksomhed eller i danske eller tyske værdipapirer.

Retten til at søge beskæftigelse hvor som helst i EU har ikke haft den store betydning. Arbejdskraften bevæger sig ikke meget omkring indenfor EU; det er immigrationen fra fattige ikke-EU lande, der er betydelig. Der har også været megen snak om en ‘social pagt’, der skulle gavne lønarbejdere og udstødte, og dermed være et slags plaster på den øvrige politik, men det er der ikke kommet meget ud af.

Kapital-liberaliseringen, derimod, har været særdeles effektiv. Den har vendt op og ned på de økonomiske spilleregler. Mens man var i gang, tillod man i øvrigt også kapitalen at bevæge sig frit ud og ind af EU; og kapitalen fik lov til frit at vælge i hvilken branche den ville investere, dvs. industripolitikken – hvor samfundet påvirker disse priori­teringer – blev stort set nedlagt.

Dermed fik kapitalen lov til at sætte dagsordenen:

Renten er den finansielle kapitals indkomst eller ‘afløn­ning’. Umiddelbart skulle man måske tro, at liberaliseringen ville få renten til at falde, fordi et højrente-land ville lokke kapital til, hvorefter den nye kapitalrigelighed ville få prisen på kapital – renten – til at falde. Men sådan spillede klaveret ikke. Faktisk blev det ikke kapitalen, der konkurrerede renten ned, men landene der konkur­rerede om at tiltrække kapital ved at hæve renten. EU’s rentenivo kom til at ligge meget højt (det beroede også på de særlige forhold i Tyskland efter genforeningen).

Denne høje rente har skadet den økonomiske udvikling, især beskæftigelsen. Når renten er høj, vil virksomhederne – den produktive kapital – nemlig foretrække at ‘investere’ i værdipa­pirer fremfor i arbejdspladser; og hvis de mangler kapital til at udvide produktionen, vil en høj rente jo afskrække dem fra at låne.

Mere generelt betyder kapital-liberalisering, at en regering ikke kan bruge rente-våbenet til at fremme beskæftigel­sen. For hvis den sænker renten for at lokke virksomhederne til at investere mere, risikerer man nu at kapitalen flygter til lande med et mere fristende rentenivo.

For at tiltrække kapital – eller undgå kapitalflugt – skal regeringerne holde et passende højt rente-nivo. Men de skal også sørge for at kapitalens omkostninger er små. Omkostningerne for den produktive kapital (virksomhederne, herunder de multi­nationale selskaber) består bl.a. af selskabsskatter og skatter på dividen­der, mens omkostningerne for den finansielle kapital bl.a. er skat på renteindtægter. Siden kapital-liberaliseringen har landene i EU konkurreret alle disse skatter ned, fx er den danske selskabsskat reduceret fra 50% i midten af 80erne til 32% i 1999; men det kan naturligvis siges at være mindre vigtigt, i betragtning af at de færreste multinationale selskaber overhovedet ulejliger sig med at betale skat i Danmark.

… understregningen af større flexibilitet på arbejdsmarkedet og en restriktiv økonomisk politik gik hånd i hånd med en svækkelse af fagforeningernes magt. Dette var et resultat af det negative økonomiske klima, den store stigning i arbejdsløshed og arbejdskraftens ændrede sammensætning; situationen var således meget forskellig fra 60erne og 70erne. Resultatet var en betydelig reduktion i den andel, som lønningerne udgør af den samlede indkomst, mens profitabiliteten i erhvervslivet øgedes betydeligt. (Loukas Tsoukalis: The New European Economy Revisited, Oxford 1997, s. 38).

Det er blevet billigere at være kapitalejer, – og det reducerede skatteprovenu har gjort det meget sværere for landene at finansiere deres udgifter. Der har været megen snak om at indføre fælles EU-skattesatser, men det er blevet ved snakken. Tyskerne har været irriterede over kapital-flugt til Luxembourg og England, hvor kapital-skatten er lav (især Luxembourg er et ‘skatteparadis’). Og for nogle år siden ville den tyske socialde­mokratiske finansminister Oscar Lafontaine hæve selskabsskatter­ne, men nogle store bank- og bilkoncerner truede med at flytte til udlandet, så resultatet blev i stedet en sænkning af disse skatter! Kapital-liberalisering betyder mere magt til de store kapital-koncentra­tioner og mindre magt til politikerne.

Denne udvikling har været stærkt medvirkende til at hæve profittens andel af nationalindkomsten i EU, mens lønnens andel er faldet. Altså en omfordeling til fordel for kapitalen. Det kan ikke undre at indkomstfordelingen i langt de fleste EU-lande er blevet mere skæv. Her skal vi dog også have med i billedet at EU’s strukturfonde giver en vis omfordeling fra de rige lande i Nordeuropa til især Portugal, Spanien og Grækenland; men disse midler er små, nemlig 6-7% af EU’s i forvejen meget begrænsede budget.

Endelig indebærer kapitalens frihed til at bevæge sig over grænserne en risiko for at kapital-flugt kan kaste et land ud i en valutakrise. Det fik vi at se i 1992, da pengene fossede ud af England, Italien, Sverige og Spanien.

Fri mobilitet for arbejdskraft og kapital er dog stadig ikke nok for at nå det eftertragtede mål: Ét europæisk marked, altså det Indre Marked.

Det kan nemlig tænkes at regering og lovgivning i de for­skellige lande giver forskellige vilkår for virksomhederne. Der er flere muligheder:

Måske støtter den danske regering danske skibsværfter, så disse får en konkurrencefordel i forhold til de græske. Sådanne støtteordninger forbydes derfor i det Indre Marked. Det betyder farvel til industri­politik. Regeringen kan ikke længere føre en økonomisk politik, der søger at påvirke den økonomiske struktur i landet; fremme én type virksomhed, hæmme en anden. Sådanne sager afgøres nu af markedet, ikke af demokratisk valgte politikere.

Eller måske foretager det offentlige sine indkøb hos danske virksomheder, for at fremme beskæftigelsen. Det må den ikke længere, for det berøver jo udenlandske virksomheder gode forretninger. Derfor skal indkøbene ud i europæisk licitation. Det er muligt at Spanien har mere brug for beskæftigelsen, men pointen er at dansk politik (de offentlige danske indkøb) ikke erstattes med europæisk politik, hvor det vurderes hvilke regioner i EU der måtte have størst gavn af ordren: Afgørelsen overlades til markedet, hvilket i praksis vil sige de store selskaber. Igen et tab for demokratiet.

For nyliberale er det værste af alt, hvis det offentlige ‘monopoliserer’ en bestemt virksomhed, fx telekommunikation, luftfart eller postvæsen. Dermed unddrages disse sektorer jo markedets konkur­rence. Derfor kræver det Indre Marked ‘liberali­sering’, dvs. konkurrence mellem offentlig og privat virksomhed. Demokratisk styring skal konkurrere med kapitalens styring. Vel at mærke på kapitalens præmisser, altså maximal profit, uanset bredere samfundsmæssige omkostninger og hensyn. Resultatet giver sig selv, nemlig at den offentlige virksomhed enten tilpasser sig spillereglerne i den private sektor – og dermed i realiteten ophører med at være offentlig – eller udkonkurreres og derfor privatiseres (nærmere i kapitlet om privatisering).

Endelig kræver lige konkurrencevilkår samme produktions­standarder i alle EU-lande. Hvis Danmark stiller højere krav til miljø og sikkerhed end Spanien, udelukkes spanske produkter fra det danske marked, og det er selvfølgelig i strid med idéen om et Indre Marked (Danmark fik her i sin tid en ‘miljøgaranti’, men den har stort set ikke fungeret). EU godkender antibiotika, så derfor måtte Sverige ved sin indmeldelse afvikle sit totale forbud.

EU kender til to metoder for standardisering:

Den ene er reglen om, at hvad der lovligt kan produceres og sælges i ét land skal være lovligt overalt i EU, med mindre særlige forhold taler imod. Denne regel blev institueret af EU-domstolen i en berømt afgørelse (‘Cassis de Dijon’). Den medfører et ‘kapløb mod bunden’, hvor landet med de mest lemfældige regler sætter standarden. Og udelukker et ‘kapløb mod toppen’, hvor foregangslande trækker de andre med op.

Den anden er fælles regler, vedtaget på EU-nivo; en sådan harmonisering muliggør mere rimelige standarder.

Hvad har effekten været af det Indre Marked?

Intet tyder på at denne markedsrevolution har affødt en større, langsigtet produktionsgevinst; generelt har den økonomi­ske vækst i den nyliberale periode kun været halvt så stor som tidligere. Men indførelsen af frit spil for kapitalen har naturligt nok medført et opsving i grænseoverskridende in­vesteringer og i antallet af sammen­slutninger og overtagelser blandt virksom­hederne, dvs. der blev sat skub i tendensen mod øget centrali­sering og monopolisering indenfor erhvervslivet.

Demokratiet blev taberen. Politisk indflydelse på den økonomiske struktur blev trængt tilbage på det nationale plan, uden at dette blev kompenseret med mere demokratisk styring på EU plan. Industripolitik blev vanskeliggjort eller ulovliggjort, og den tidligere ‘blandingsøkonomi’, hvor der var en vis balance mellem statens og kapitalens økonomiske magt, blev afgørende forrykket til kapitalens fordel.

Den Økonomisk Monetære Union (ØMUen)

ØMUen blev forberedt i slutningen af 80erne og vedtaget ved Maastrich-aftalen i 1992. Som bekendt stemte Danmark nej, og ved Edingburg-aftalen året efter fik vi de 4 forbehold, som bl.a. indebar at vi ikke skulle være med i den fælles valuta, Euro’en; denne afgørelse blev bekræftet ved folkeafstemningen i 2000. England holdt sig udenfor ØMUen, og den blev kun vedtaget med et spinkelt flertal ved en folkeafstemning i Frankrig.

ØMUen blev præsenteret som en naturlig forlængelse af det Indre Marked, fordi forskellige valutaer – med risiko for kursændringer – kan ses som en hæmsko for et frit, fælles marked. Ligesom det Indre Marked, blev ØMUen fremstillet som en nærmest teknisk fornyelse, og før Maastricht-afstemningen i Danmark var der ikke megen politisk debat omkring den.

Der er masser af politik, nyliberal politik, i ØMU’en.

Formålene kan se noble ud:

– at sikre økonomisk integration eller sammensmeltning i EU. Det formodes at fremme den økonomiske udvikling, og det vil lægge fundamentet for en dybere politisk integration,

– at umuliggøre valutakriser indenfor EU (de valutakriser som blev mere sandsynlige med kapital-liberalisering). Dette formål opnås ubetvivleligt med indførelsen af en fælles valuta, for så kan man jo ikke spekulere i kursændringer,

– at udfordre dollaren som international reservevaluta. Når EU har én valuta – euroen – vil denne stå stærkt, dvs. den vil være et meget sikkert papir. Derfor kan man håbe at andre lande vil holde deres valutareserver i euro, snare end i dollar som de gør i dag. Det vil være en stor fordel, fordi euro-lande da kan opnå mere kredit.

Det er en udbredt opfattelse at Europa’s uafhængige Centralbank skærpede Europa’s økonomiske nedtur, da den – som et barn – reagerede vrantent på den naturlige politiske bekymring over voksende arbejdsløshed. Blot for at vise at den var uafhængig, tillod den ikke rentesatsen at falde, og ingen kunne gøre noget ved det. Problemet opstod til dels, fordi den Europæiske Centralbank’s mandat er at focusere på inflationen, – en politik, som IMF har advokeret overalt i verden, skønt den kan hæmme vækst og skærpe en økonomisk nedtur. (Joseph Stiglitz: Globalization and Its Discontents, Allan Lane 2002, s. 45).

Men hvordan virkeliggøres disse formål?

1) Der etableres en fælles europæisk centralbank (ECB = European Central Bank), der får eneret til at føre pengepolitik i EU. Pengepolitik består i, at en centralbank regulerer den finansielle aktivitet ved at fastlægge den ledende rente (diskontoen) og ved at bestemme pengemængden; sidstnævnte kompetence er dog i vore dage af lille betydning, fordi private banker og andre finansielle institutioner har fået frihed til selv at skabe kredit – dermed penge – uden nævneværdige begræns­ninger.

2) Der indføres en ny, fælles valuta, nemlig Euroen. Den kom i handelen d. 1.januar 2002, og dermed var ØMUen’s sidste trin virkeliggjort.

3) ECB skal have én overordnet målsætning, nemlig at sikre stabile priser, altså bekæmpe inflation. Hensynet til beskæfti­gelsen kommer udtrykkeligt i anden række. Da man frygter at ‘svage’ politikere skal presse på for at sænke renten i en situation med betydelig arbejdsløshed (lav rente gør det billigere for virksomhederne at låne for at foretage nye investeringer og ansætte flere arbejdere), er det bestemt at ECB er uafhængig af politikerne. Pengepolitikken er med andre ord blevet af-demokratiseret.

4) ECB må ikke udlåne til – altså finansiere – regeringer, kun private. Den offentlige, demokratiske sektor skal udsultes, til fordel for den private, kapitalistiske sektor.

5) Formelt er det stadig op til det enkelte land at føre finanspolitik.

Finanspolitik består i at staten regulerer den økonomiske aktivitet. Hvis der er lavkonjunktur og stor arbejds­løshed, kan skatterne sænkes (så folk får flere penge mellem hænderne) og/eller de offentlige udgifter øges (fx en ny bro), således at der skabes mere aktivitet i økonomien. Hvis der er højkonjunktur og inflationspres, kan den økonomiske aktivitet dæmpes ved at hæve skatterne og/eller ved at reducere de offent­lige udgifter.

Som sagt har landene fortsat det formelle ansvar for finans­politikken. Men den skal føres indenfor snævre rammer, idet underskuddet på statsbudgettet højst må være 3% af nationalpro­duktet, og statsgælden må højst udgøre 60% af nationalind­komsten.

Det betyder i praksis en aflysning af finanspolitikken, når der er brug for den. Hvis der er stigende arbejdsløshed – som I Tyskland for tiden – er der brug for en expansiv finanspolitik for atter at få gang i hjulene. Men hvis skatterne sænkes eller de offentlige udgifter øges, får staten færre indtægter, således at der opstår et statsligt budgetunderskud. Og det er altså forbudt. Derfor må tyskerne affinde sig med stigende arbejdsløs­hed.

ØMU’en fuldendte den nyliberale revolution, som det Indre Marked indledte.

Mens det Indre Marked mest handlede om mikro-økonomi, dvs. vilkårene for den enkelte virksomhed, handler ØMU’en om makro-økonomi, dvs. den overordnede økonomiske politik. På dette nivo hedder nyliberalisme monetarisme.

Monetarismen var en reaktion mod den Keynesianisme (efter den engelske økonom Keynes), der havde været dominerende indtil da. Mens Keynesianismen lagde vægt på en aktiv finanspolitik, der kunne bekæmpe arbejdsløsheden, prioriterer monetarismen pengepo­litikken og inflationsbekæmpel­sen. Mens Keynesianismen ville stimulere den samlede efter­spørgsel i samfundet, for at få hjulene i gang, vil monetarismen bedre vilkårene for virksom­hederne, bl.a. ved at gøre arbejdsmarkedet mere ‘flexibelt’ (dvs. mere utrygt, set fra lønarbejdernes synsvin­kel). Og mens Keynesianismen betragtede offentlige udgifter, og dermed måske et offentligt budgetunderskud, som en god investering i fremtiden, mente monetaristerne at et sådant underskud nærmest var syndigt.

De nyliberale og deres økonomer vil naturligvis hævde at den arbejdsløshed, som deres politik medfører, er midlertidig. Når økonomierne ad åre er blevet sanerede, med lav inflation og balanceret statsbudget, bliver alt godt. Den troede franskmændene ikke på i 1995, da omfattende og meget populære strejker i protest mod ØMU’en lammede landet.

Franskmændenes skepsis var berettiget. EU’s nyliberale experiment har givet en gennemsnitlig europæisk arbejdsløshed på ca. 10% op igennem 90erne. Dette har været konsekvensen af at ofre beskæftigelsen på inflationsbekæmpelsens alter. Forbudet mod et offentligt budgetunderskud ud over 3% har forhindret den expansive finanspolitik, som kunne have dæmmet op for arbejdsløs­heden. I stedet har landene været nødt til at konkurrere indbyrdes om arbejdspladserne. Hvordan? Ved at begrænse lønstig­ningerne for på den måde at sænke virksomhedernes omkostninger og dermed bedre konkurrenceevnen. Landene er indgået i en konkurrence om at være mest ‘deflationær’ (dvs. tilbageholdende med løn og offentlige udgifter). Til ingen nytte, for lave lønninger og små offentlige udgifter betyder lavere samlet efterspørgsel og derfor mindre grund for virksomhederne til at producere mere og ansætte flere.

Men sandheden er måske den simple at ØMU’ens arkitekter ikke har så meget mod høj arbejdsløshed. Hvis der er mange ledige hænder, svækkes fagforeningerne. De får sværere ved at gennem­trumfe højere løn, og højere løn er hverken godt for profitten eller prisstabiliteten. Og de får sværere ved at modsætte sig krav om et mere ‘flexibelt’ arbejdsmarked, hvor det er lettere at fyre folk og hvor lønforskellene kan uddybes; den ‘solidariske lønpolitik’ skulle væk, så lønnen til ufaglærte kunne sænkes.

Så set fra kapitalejernes vinkel har ØMU’en været en stor succes.

Virksomhederne – den produktive kapital – har øget deres magt (og indkomst: profitterne er steget særdeles pænt) på løn­arbejdernes bekostning.

Og den finansielle kapital har nydt godt af den højrente-politik, som har været ført for at lægge en dæmper på inflatio­nen. Videre indebærer lille inflation – behersket pengeforrin­gelse – naturligvis helt generelt en omfordeling til fordel for de rige: De, der har – og måske udlåner – penge eller andre finan­sielle aktiver, vinder, mens debitorer (skyldnere) taber.

Høj arbejdsløshed, små lønstigninger, gode profitter, høj rente, lav inflation: Kan det undre at uligheden er øget i EU-land?

Summa summarum

EU’s nyliberale politik har været til gavn for de rige. De arbejdsløse har været den store taber, og lønarbejderne har tabt til fordel for kapitalejerne. Den finansielle kapital, dvs. de der har råd til at spare op, har været den store vinder.

Men denne politik fremstilles naturligvis som til fordel for alle, dermed som sagligt rigtig. Hvad der er godt for kapitalen – nemlig større frihed, dvs. større magt og federe afkast – fremstilles som godt for os alle. Og ECB’s direktør skal gælde for en politisk neutral expert – skulle sådanne smagsdommere i øvrigt ikke fyres? – snarere end for finans­kapitalens lakaj.

Demokratiet har været den store taber.

Økonomien i EU-landene består af to sektorer, den offentlige og den private. Den offentlige sektor er den demokratiske sektor; den reguleres af regering og parlament (Folketing); ultimativt har vi derfor alle – rig som fattig – lige stor indflydelse, efter princippet ‘én person, én stemme’. Den private sektor er den kapitalistiske markedsøkonomi; her følger indflydelsen pengene, således at den forbruger eller virksomhed, der har 100.000 kr, har dobbelt så stor magt som den forbruger eller virksomhed, der ejer 50.000 kr. Hvilken sektor, der er mest effektiv, er et andet spørgsmål. Selvom der ikke er meget, der tyder på det, kan det tænkes at den offentlige sektor er mindre effektiv end den private. Det kan altså tænkes at demokrati koster noget. Hvis det er tilfældet, bør prisen betales. Hvis der er byrokrati og slendrian i den demokratiske sektor, skal den reformeres. Den skal ikke undermineres eller sælges.

De herskende kræfter i EU, ikke mindst Kommissionen, har

systematisk udsultet og afmægtiggjort den demokratiske sektor og styrket den privatkapitalistiske. EU er i fuld gang med at virkeliggør Venstre’s ideal om et ‘minimaldemo­krati’: “folkevalg­te for­samlinger skal tage sig så kvalificeret som muligt af så lidt som forsvarligt”, som det hedder i dette partis princip­program.

Ved de sidste valg i England og Frankrig var stemmeprocenten uhyggeligt lav. Hvis folkevalgte forsamlinger generobrer kontrollen med økono­mien, kunne det jo være at borgerne i EU atter fatter interesse for politik.

Hvad kan der gøres?

– demokratisk kontrol med kapitalen: Enten på lande-nivo eller på EU-nivo bør de politiske myndigheder atter tiltage sig den overordnede styring af kapital-bevægelserne; Tobin-skat er en begyndelse. Mellem brancher (industripolitik) således at samfundsgavnlig produktion kan fremmes. Og mellem regioner således at EU’s udkantsområder og fattigere lande sikres økonomisk udvikling (det sidste bliver især vigtigt med den kommende øst-udvidelse).

– demokratisering af pengepolitikken: ECB bør gøres ansvarlig overfor regeringerne eller andre demokratiske institutioner. Desuden bør beskæftigelse og inflationsbekæmpelse være lige­stillede målsætninger. Hvis man generelt er skeptisk overfor EU, må opgaven være at få ECB nedlagt og pengepolitikken tilbageført til de enkelte lande,

– ligestilling af finans- og pengepolitik, således at det atter bliver muligt at bekæmpe arbejdsløshed på en effektiv måde. Enten på lande-nivo (EU-skeptikere) eller på EU-nivo (EU-positive); den sidstnævnte løsning kræver at EU’s budget øges dramatisk, så der bliver penge til at føre EU-finanspolitik.