1) »Saddam Husseins styre er et undertrykkende diktatur. Derfor skal han fjernes med alle midler, herunder krig«.
Argumentet er her idealet om demokrati og mere konkret hensynet til den irakiske befolkning.
Ingen krigsmodstandere forsvarer regimet, men når argumentet alligevel preller af, skyldes det tvivl om, hvorvidt USA er en troværdig forsvarer for demokrati. For et års tid siden støttede USA et mislykket kup mod Venezuelas demokratisk valgte præsident, formentlig fordi præsidenten Hugo Chavez havde udtalt forsigtig skepsis overfor nyliberalismen, så den amerikanske regering følte sig tryggere, hvis olieforsyningen til USA fortsat var i oligarkiets hænder.
Faktisk har Bush-regeringen ikke lagt skjult på, at den først og fremmest forfølger USAs nationale interesser, som i dag er blevet næsten identiske med de amerikanske selskabers interesser; jeg kender intet betydende regeringsmedlem, som ikke er en del af Corporate America, og den potentielle opposition – medlemmerne af Kongressen – opnår en langt større del af deres indkomst fra lobbyarbejde for selskaberne end fra deres almindelige løn som folkevalgte.
De vælges af folket, men betjener kapitalen. Det, synes vi måske, er odiøst, men for de ledende i USA går den maximale profit og de smukkeste idealer op i en højere enhed: USA er demokratisk, så et styre, der udfordrer amerikanske interesser – f.eks. i olie – må være udemokratisk, for ikke at sige slyngelagtigt.
Den logik holder ikke. At overlade til USA at indføre demokrati er som at bede den lokale afdeling af Hells Angels om at rydde op i underverdenen.
2) »Irak udgør en trussel, fordi landet (måske) besidder masseødelæggelsesvåben.«
Argumentet er nu den internationale sikkerhed.
Dette er ikke troværdigt. Hvis Irak kan true nogen, er det ikke USA og Europa, men nabolandene, og de -Iran, Syrien, Jordan, Saudi-Arabien – føler sig åbenbart ikke truet af Irak, men af en krig mod Irak. Den virkelige trussel er USA, ikke Irak.
3) »Irak trodser FNs resolutioner.«
Argumentet er her, at Irak må sættes på plads af hensyn til den internationale rets-orden. Lad os blot antage, at Irak er i strid med FNs re-
solutioner om afrustning: Landet bryder Folkeretten, hvilket er det bedste, vi har til at sikre os i en kaotisk verden.
Problemet er igen, at det er forbryderen, der vil straffe forbryderen. USA anerkender ingen folkeret. I 1986 (under Reagan) besvarede landet Haag-domstolens dom om, at de ikke måtte minere Nicaraguas havne ved at optrappe støtten til contraernes terrorisme, lige efter at Sandinisterne havde vundet et valg, som EU-observatører havde erklæret fuldt demokratisk.
Siden har USA gennem mange år blokeret for en gennemtvingelse af FNs resolutioner om Israels tilbagetrækning fra de besatte områder. Og nu på det sidste har landet klart erklæret, at det vil angribe Irak, selv om FN/Sikkerhedsrådet er imod. Man vil bryde Folkeretten for at sikre Folkeretten. Hvis FN gør, som USA synes, er FN udmærket, hvis ikke mister FN sin legitimitet.