Somalia er en såkaldt ‘failed state’. Faktisk har landet ingen stat og er for så vidt udtryk for den ultimative deregulering.
Når der ikke er en stat, er der ingen lov, og når der ikke er en lov, er der ingen ulovlighed.
For udlandet er der fordele og ulemper ved denne situation. Ulempen er at der ikke eksisterer en myndighed, der kan gribe ind overfor pirateri, men fordelen er – eller var – at der heller ikke var nogen myndighede, der kunne forhindre især europæiske trawlerfiskere i at tage for sig af retterne i de somaliske farvande.
Somalia var i mange år et herligt sted.
Store fisketrawlere fra især EU støvsugede havet ud for Somalia, og skibe med giftigt affald kunne farefrit dumpe deres last i havet. Begge dele var – og er – ulovligt efter international lov, men der var ingen myndigheder til at håndhæve loven eller indklage lovbryderne for internationale domstole.
Den store tsunami i 2004 afslørede at især europæiske virksomheder (italienske og svejtsiske) havde dumpet tonsvis af giftig og radioaktivt affald i farvandene. Denne dumpning koster selskberne $2,50 pr. ton, mens prisen for at komme af med affaldet er ca. $1.000 pr, tons. Resultatet har være udbredte tilfælde af bl.a. åndedrætssygdomme og kræft i de somaliske kystbyer. United Nations Environment Programme (UNEP) vurderer at ‘the current situation along the Somali coastline poses a very serious environmental hazard not only in Somalia but also in the eastern Africa sub-region”.
Vender vi os til rovfiskeriet, viser det sig at det ulovlige fiskeri af tun, rejer og hummere indbragte $300 millioner om året. Igen er det især Europa – men også asiatiske lande – der står bag.
Mens forureningen undergravede befolkningens sundhed, ødelagde rovfiskeriet dens økonomiske grundlag; somalisk fiskeri oplevede en stor tilbagegang. Der forlyder intet om, at EU gjorde noget for standse disse forbrydelser.
Det såkaldte pirateri var, i hvert fald i starten, rent nødværge.
En af lederne, Sugule Ali, udtalte at deres motiv var ”to stop illegal fishing and dumping in our waters … We don’t consider ourselves sea bandits. We consider sea bandits [to be] those who illegally fish and dump in our seas and dump waste in our seas and carry weapons in our seas.”
70 percent af indbyggerne “strongly supported the piracy as a form of national defence of the country’s territorial waters” (http://en.wikipedia.org/wiki/Piracy_in_Somalia).
Med speedbåde søgte ‘piraterne’ at skræmme lovbryderne væk eller pålægge dem en skat som kompensation.
Pirateksperten Peter Lehr har sagt, at “it’s almost like a resource swap, Somalis collect up to $100 million a year from pirate ransoms off their coasts and the Europeans and Asians poach around $300 million a year in fish from Somali waters.”
Faktisk har pirat-strategien virket. Merns Tanzania stadig plages af rovfiskeri, holder trawlerne sig nu væk fra Somalia.
Hvordan bør det internationale samfund, herunder EU, forholde sig til situationen?
1) Somalias indbyggere, især dets fiskere, må kompenseres for de nævnte overgreb. Den akkumulerede skade må løbe op i milliarder af dollars. De ansvarlige firmaer må sagsøges og tvinges til at betale erstatning.
2) Desuden bør bl.a. EU sende overvågningskibe, evt. krigsskibe, til området for at forhindre fremtidig udbytning af Somalias befolkning gennem rovfiskeri og dumpning.
3) Når det er på plads, bør somalierne ophøre med at ekspropriere ekspropriatørene.
PS. Hvorfor hører vi i Danmark næsten aldrig denne side af historien? Undtagelsen er flg. interview med en pirat, bragt i Politiken: http://politiken.dk/udland/ECE1262434/myndigheder-vil-ramme-pirater-paa-oekonomien/