På venstrefløjen støder man til tider på skepsis overfor Keynesiansk økonomisk politik.
Det er for så vidt forståeligt.
Keynes (1883-1946) var liberal, og hans teorier sigtede mod at etablere en stabil, krisefri kapitalisme, og det er jo ikke hvad socialister vil. Faktisk var han erklæret modstander af socialisme og planøkonomi; han havde kun foragt til over for Marx og marxistisk teori. Men det kan vel strengt taget være ligegyldigt. Det afgørende bør være, hvad Keynes kan bruges til af socialister.
I det følgende vil jeg argumentere, at Keynes både kan bruges i den defensive kamp mod den herskende nyliberalisme, udbudsøkonomi og nedskæringspolitik og i den offensive kamp for at omforme kapitalismen i retning af demokratisk socialisme.
Efterspørgselsøkonomi
Det er ikke tilfældigt at arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet i de fleste Europæiske lande omfavnede Keynesiansk økonomi i efterkrigstiden. Indtil, forstås, de seneste år.
Keynes gav den teoretiske overbygning på det, som enhver iagttager af 30erne kunne se, nemlig at laissez faire ikke fungerer. Kapitalismen kan ikke regulerer sig selv, således at fuld beskæftigelse opnås. Derfor er statsindgreb – offentlig regulering – nødvendig. Keynes var som sagt liberal, men hans teori var ret beset et dødsstød mod liberal økonomisk teori.
Når der er krise og arbejdsløshed anbefaler (ny)liberale udbudsøkonomi, dvs. en politik der sigter på at gøre privat produktion mere tillokkende ved at sænke arbejdsgivernes omkostninger.
Lønnen skal ned, og skatten – især erhvervsskatterne – skal ned (der røg finansieringen af velfærdsstaten). Det vil give liv i den kapitalistiske sektor og hjulene vil atter begynde at køre rundt. Det prøvede man i England, Tyskland og USA i begyndelsen af 30erne, men arbejdsløsheden steg og steg. Politikken gentages i disse år overalt i Europa, med samme resultat.
Heroverfor satte Keynes efterspørgselsøkonomi.
Virksomhederne begynder først at investere og ansætte folk, når de tror at den øgede produktion kan sælges, altså at der er efterspørgsel efter den. Derfor skal løn og overførselsindkomster ikke sænkes, for det vil reducere befolkningens købekraft. Og derfor skal det offentlige træde til og stimulere efterspørgslen i samfundet ved at øge de offentlige investeringer og det offentlige forbrug, altså bygge flere jernbaneskinner og skoler og ansætte flere lærere og sosu’er. Det vil give et offentligt underskud, men skidt med det, sagde Keynes, for det dækkes når denne politik får rettet økonomien op og skatterne igen begynder at rulle ind i statskassen.
Man behøver ikke at have bestået den højere forberedelseseksamen i statskundskab for at forstå at udbudspolitikken harmonerer med arbejdsgivernes og kapitalejernes interesser, men er til umiddelbar skade for lønmodtagere og modtagere af overførselsindkomster. Eller at nedskæringspolitikken har den for liberale behagelige sideeffekt – eller hovedeffekt – at økonomien nærmer sig en minimalstat, hvor den offentlige eller demokratiske sektor marginaliseres i forhold til den private eller kaptalistisk dominerede sektor. Efterspørgselsøkonomien, derimod, gavner disse grupper og den fortæller at netop når de varetager deres egne interesser i god løn og rimelige dagpenge, varetager de den almene, samfundsmæssige interesse i vækst og fuld beskæftigelse. Der er mange teknisk-økonomiske mellemregninger, men Politisk Økonomi er faktisk ikke så indviklet.
Man kan også føre ekspansiv pengepolitik i krisetider, nemlig ved at centralbanken sænker den rente til hvilken den udlåner penge til de private banker (diskontoen), i håb om at disse vil sænke deres udlånsrente til virksomhederne tilsvarende; eller ved at øge likviditeten i den private sektor (ved at købe statsobligationer af bankerne).
Dette er ret beset udbudsøkonomi, fordi man forbedrer vilkårene for de private banker, og er derfor en politik som liberale foretrækker. Men Keynes troede ikke på effektiviteten af en sådan politik. Hvis der ikke er efterspørgsel, vil både banker og virksomheder holde på pengene, uanset hvor billigt de kan få dem. Også på dette punkt har den aktuelle krise til fulde bekræftet Keynes’ teori: ECB har badet bankerne i billige penge (Quantitative Easing, hedder det), men bankerne har enten foret deres kasse med dem eller brugt dem til spekulation, nemlig køb af værdipapirer, der giver en meget højere rente end de skal betale i cemtralbanken.
Kun en ekspansiv finanspolitik kan bringe os ud af krisen.
Kapitalkontrol
Keynes var en arg modstander af finanskapitalen. Dramatisk anbefalede han ’eutanasi’ af spekulanter (som spekulanter, ikke som mennesker). Det havde han to grunde til.
Den første var at kapitalejere, der puger penge sammen (’hoarder’) for at spekulere, mindsker de midler, der er til rådighed for produktive, beskæftigelsesskabende investeringer. Han var den produktive kapitalismes teoretiker.
Men hertil kommer – den anden grund – at finanskapitalen er farlig, fordi den kan underminere statens bestræbelser for at stimulere efterspørgslen.
Denne politik (’ekspansiv finanspolitik’) giver jo offentlige underskud, og det kan – berettiget eller ej – underminere tilliden til statens evne til at honorere sine lån. Derfor kan finanskapitalen finde på at flygte, med mindre der lokkes med et højt afkast, men høj rente fordyrer lån for den produktive kapital og er derfor i en krisesituation – i den udstrækning renten alligevel betyder noget – skadeligt for beskæftigelsen.
Det nyliberale svar er at tilpasse den økonomiske politik til finanskapitalens interesser, altså eliminere det offentlige underskud og dermed den ekspansive finanspolitik. Keynes svar var kapitalkontrol, altså offentlig kontrol med internationale kapitalbevægelser, og det var faktisk en grundsten i efterkrigstidens Bretton Woods system, som Keynes var arkitekt for, sammen med amerikanske Dexter White (som sjovt nok i sin fritid var Sovjet-spion). Mens nyliberale ophøjer finanskapitalen til overdommer i den internationale kapitalisme, sætter Keynes den på anklagebænken.
Keynes var tilhænger af kapitalismen, men oprigtigt talt: Ligger alt dette ikke lige til venstrebenet?
Kapital er mange ting – aktier, obligationer, valuta og meget andet andet. Kontrol med kapital har lige så mange facetter.
Nu er kapitalkontrol jo forbudt i EU. Det Indre Marked fra 1986 sikrede kapitalens frihed, dvs. magt. Men det betyder ikke, at man automatisk skal udelukke visse former for kapitalkontrol som helt urealistisk politik i Europa’s givne situation. EU, og især Eurolandene, har demonstreret at de kan se stort på hævdvundne principper, når situationen er alvorlig, fx er de lån som Sydeuropa har fået fra ECB (i form af opkøb af disse landes statsobligationer) strengt forbudt i henhold til diverse traktater; ECB må kun finansiere finanskapitalen (bankerne) ikke det offentlige, dvs. demokratiet. Også de direkte hjælpepakker fra Eurolandene er traktakstridige.
Her på det sidste har Cypern indført midlertidig kapitalkontrol, også med udførsel af kapital, for at hindre at deres banker tømmes for penge. Det har landet fået lov til af Trojkaen, så der kan åbenbart godt pilles ved kapitalens ubegrænsede frihed.
Det er måske værd at erindre om, at alle lande i 30erne indførte kapitalkontrol, også Staunings Danmark.
Den blev indført af nød, for man måtte rationere den fremmede valuta, så den kun blev brugt til det nødvendige, især råstoffer til landbrug og industri. Men Socialdemokratiet – der dengang var socialdemokratisk – så også et socialistisk perspektiv heri, nemlig samfundskontrol med de større investeringer, også i normale tider. Keynes var jo ikke socialist, men faktisk er der nogen citater, der peger i samme retning.
Socialistisk Keynesianisme
Svaret på krisen er altså ekspansiv finanspolitik, gerne ledsaget af kapitalkontrol.
Men en sådan politik kommer i to versioner, en liberal og en mere socialistisk orienteret, idet jeg ved ’socialisme’ forstår en demokratisering af økonomien, altså en vægtforskydning fra den private til den offentlige sektor. Se http://modkraft.dk/artikel/demokratiet-som-princip og http://modkraft.dk/artikel/den-demokratiske-sektor .
Liberale foretrækker generelt pengepolitik frem for finanspolitik i krisetider. Men skal det endelig være, står deres hu naturligvis til at sænke skatterne, snarere end at øge de offentlige udgifter, fordi det vil styrke den kapitalistiske og svække den demokratiske sektor. Socialister har selvsagt den omvendte præference.
Det principielle i disse prioriteringen er kernen i den evige diskussion mellem liberale og socialister.
Men der er et teknisk-økonomisk argument imod de liberale, for hvis staten vil afsætte fx 1 mia kr på at styrke efterspørgslen får man mest valuta for pengene ved at øge de offentlige udgifter, for her går beløbet direkte til at styrke beskæftigelsen, fx når man ansætter en ny lærer. En skattelettelse, derimod, går ikke ubeskåret til at øge den private efterspørgsel, for nogle af pengene spares op, og generelt er vi konservative i vort forbrug. Det kan man læse i enhver økonomisk lærebog (med mindre nyliberalismen har skrevet dem om).
Hertil kommer at en ’automatisk stabilisator’ er indbygget i den offentlige sektor, for i en krise øges overførselsindkomster (dagpenge) automatisk ligesom skattedrænet på den private efterspørgsel falder, fordi indkomsterne falder. Et land som Danmark med en stor offentlig sektor klarer derfor, alt andet lige, en krise bedre end et land som USA. En stor offentlig sektor er altså en fordel, fordi konjunkturudsving modereres. Også det kan man læse i enhver økonomisk lærebog
Men antag at man som led i en krisepolitik vælger at sænke skatterne.
Igen er de teknisk-økonomiske argumenter på socialisternes side, for rige sparer i sagens natur meget mere op end fattige, så derfor får man mest efterspørgsels- og derfor beskæftigelseseffekt ved at give skattelettelser til de mindre priviligerede, fx dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, hvorimod topskattelettelser mest er penge ud af vinduet. Den effektive politik harmonerer altså med socialistiske lighedsidealer.
Lad mig sammenfatte om krisepolitik:
1) Socialister foretrækker finanspolitik frem for pengepolitik, fordi den første kan bruges til at styrke den demokratiske sektor, mens den sidste mest styrker bankerne. Her er vi så heldige, at erfaringen – og Keynes’ teori – viser at finanspolitik er mest effektiv til at bekæmpe en krise.
2) Socialister foretrækker at den ekspansive finanspolitik tager form af en stigning i de offentlige udgifter, snarere end skattereduktioner. Det gør vi, fordi vi ønsker at demokratisere økonomien, og igen er vi så heldige at denne prioritering giver den mest effektive krisepolitik.
3) Hvis man alligevel ønsker at sænke skatterne, vil socialister – for at fremme ligheden i samfundet – foretrække at det er de mindre velstående, der nyder gavn af den lavere skat. For tredje gang peger de teknisk-økonomiske argumenter på, at det er den socialistiske poltik, der er mest effektiv.
Keynes kan, kort sagt, fint drejes i socialistisk retning.
Keynesianisme i ét land?
Keynes levede og skrev i en verden, hvor landenes økonomier var mere lukkede om sig selv. I dag lever vi i en globaliseret verden, hvor det fx for Danmark gælder, at halvdelen af, hvad vi producerer, eksporteres, og halvdelen af, hvad vi forbruger, importeres. Den ’danske’ økonomi er kun halvt dansk.
Betyder det ikke at en efterspørgselsstimulerende politik er futil, fordi halvdelen af effekten siver ud af landet?
Jo, hvis politikken tager form af skattelettelser, altså styrkelse af den private efterspørgsel. Her er det kun halvdelen af den øgede købekraft, der gør gavn for dansk beskæftigelse; den anden halvdel giver jobs i Tyskland, Japan osv.
Nej, hvis det er de offentlige udgifter, der øges. Bygningen af en ny skole giver selvfølgelig danske arbejdspladser, og det samme gælder ansættelse af flere lærere og mere sundhedspersonale (men en del af øgede overførselsindkomster bruges naturligvis på køb af udenlandske varer).
Keynesianisme i ét land er altså mulig, vel at mærke hvis indsatsen retter sig mod at styrke den offentlige sektor. Hvilket som sagt harmonerer med en socialistisk dagsorden.
Socialister er jo født internationalister. International solidaritet er en en værdi på linie med nationalt demokrati.
I den aktuelle situation er dette et yderlgere argument for at føre ekspansiv politik i Danmark og det øvrige Nordeuropa. Vi har råd til det, fordi vi kan dække offentlige underskud med næsten gratis låntagning (og ellers kan vi klare finansieringen ved at beskatte bankerne og de rige, som alligevel ikke har noget at bruge deres penge til), hvorimod Sydeuropa må betale skyhøje renter. Derfor skal vi føre ekspansiv finanspolitik, også for at være solidariske med sydeuropæerne: Hvis vi får gang i økonomien vil vi importere flere af deres varer. Og på sigt er det kun øget eksport, der kan bringe disse lande på fode. Den aktuelle nedskæringspolitik, også i det rige nord, spænder på skandaløs vis ben for det fattige Syd.
Den herskende økonomiske filosofi er dogmatisk, i den forstand at den har én kur for alle. Hvis virksomhederne skærer ned, af lyst eller nød, må staten også gøre det, og hvis nedskæringer er det rigtige i Syd, er den det også i Nord. Omvendt, ville Keynes have sagt, netop fordi den private sektor strammer budgetterne, skal det offentlige ikke gøre det, og netop fordi Syd sparer, skal vi andre ikke gøre det.
Den anti-Keynesianske holdning fik for resten et præcist udtryk, da vor statsminister sagde, at når alle lande må spare, må EU også skære i budgettet (hvilket især går ud over de fattigere medlemmer). Igen: Tværtimod.
Hinsides Keynes
Det er klart, at ikke alt, som moderne socialister har brug for, kan findes hos Keynes.
Det gælder for det første hele dagsordenen om bæredygtig udvikling, som ikke var et tema for Keynes eller nogen andre på hans tid. Imidlertid er der her ikke nogen modstrid med Keynesianisme, når denne gives en socialistisk drejning. En begrænsning i væksten af materielt forbrug harmonerer nemlig med en politik, der lægger vægten på den offentlige, snarere end den private sektor. Hvorfor?
Det er produktionen af fysiske varer, der især belaster miljøet, og den finder helt overvejende sted i den kapitalistiske sektor. Offentligt forbrug er derimod service (tjenesteydelser) såsom uddannelse, sundhedspleje og pasning, og de aktiviteter gør ringe skade på miljøet. En vægtforskydning i retning af den demokratiske sektor gavner derfor en bæredygtig udvikling (hvortil kommer, at i takt med at vi bliver rigere, ønsker vi faktisk færre dippedutter og mere service).
Keynes var liberal og ville reparerere kapitalismen ved at kontrollere eller udrydde de rådne dele, først og fremmest den finanskapitalisme, hvis spekulation var den egentlige årsag til massearbejdsløshed.
Han ville selvfølgelig ikke afskaffe kapitalismen, for han var ikke socialist. Så når det kommer til kontrol af den produktive kapital, med større indflydelse for lønmodtagerne, samt etablering af egentlig demokratiske produktionskollektiver, finder vi ikke Keynes som fellow-traveller.
Keynesianismens og socialismens veje skilles givetvis også på en masse andre punkter. Men skillevejen ligger lidt ude i fremtiden, for i dag drejer det sig om at afskaffe arbejdsløsheden og få styr på finanskapitalen.
Enhedslistens beskæftigelsesplan
En god socialistisk poltik bør altid tilfredsstille to krav.
Den skal indeholde en effektiv og realistisk løsning på det aktuelle problem; det er det denfensive element: at reparere på de skader som kapitalismen og den gældende politik skaber. Men man skal også kunne se visionen om et andet samfund, altså det offensive element.
Enhedslisten har nylig offentliggjort en beskæftigelesplan, se http://enhedslisten.dk/tema/enhedslistens-beskaeftigelsesplan . Hvordan harmonerer den med de tanker om økonomisk politik, der er udviklet ovenfor?
Planen vil skabe mindst 33.000 jobs og vil kunne realiseres indenfor ’de eksisterende økonomiske rammer’, dvs. det offentlige underskud vil ikke øges. Det skyldes især, at mange af de penge, der kan finansiere initiativerne, allerede ligger i kommunerne og blot ikke bliver brugt, samt at flere i arbejde sparer staten for udgifter til dagpenge.
For så vidt er planen ’konservativ’ eller ’ansvarlig’ i nyliberal forstand. Den er ikke udtryk for ekspansiv finanspolitik. Det er muligvis taktisk klogt i den nuværende politiske situation at lave en sådan ’frontforkortning’ – man kan ikke bryde med alle nyliberalismens dogmer på én gang – men når arbejdsløsheden for alvor stiger – og det vil den gøre i takt med forværringen af den europæiske økonomi – bør EL afkaste den spændetrøje, der hedder ’balanceret budget’.
Så er der udgiftsiden, altså jobskabelsen. Her er der tre ting, der falder i øjnene:
1) De fleste af de foreslåede jobinitiativer har en klar miljøprofil; det gælder især boligrenovering og investeringer i kollektiv trafik.
Her lykkes det klart at slå to fluer med ét smæk: At skabe beskæftigelse (det defensive) og bidrage til et mere bæredygtigt samfund (det offensive).
2) Uddannelsesorlov for beskæftigede, således at der bliver jobs for arbejdsløse.
Det falder lidt udenfor det, jeg har udviklet ovenfor, men det er indlysende fornuftigt, at lave en sådan begrænset arbejdsdeling, altså skabe beskæftigelse ved at reducere arbejdsudbudet. Det store dilemma er jo, at vi vil have fuld beskæftigelse, men fuld beskæftigelse kræver vækst, og generel vækst er uforenelig med en bæredygtig udvikling. Dilemmaet kan løses ved at satse på service frem for vareproduktion, men også ved at den vækst, som flere i arbejde betyder, kompenseres med mindre arbejde for de beskæftigede. Her kan vi for resten igen læne os op af Keynes, der i april 1945 skrev til digteren T.S.Eliot, at ”fuld beskæftigelse gennem investeringer kun er én særlig anvendelse af et intellektuelt teorem /nemlig Keynes’ efterspørgselsteori/. Man kan lige så vel få dette resultat ved at forbruge mere eller arbejde mindre.” (Skidelsky, 2005, s. 718; min fremhævelse).
Arbejdsløse bliver glade, stressede beskæftigede bliver glade og miljøet bliver glad, når vi omprioriterer fra flere bøffer til mere fritid. Mon ikke mange danskere føler, at vi er ved at være materielt mætte?
Hele tankegangen er i sin konsekvens et opgør med den udbudsøkonomiske tankegang. Uddannelsesorlov er et fint initiativ, der også er umiddelbart forståeligt for de fleste (det er også et vigtigt kriterium i praktisk politik).
3) Kredit og støtte til små virksomheder.
Hvorfor skal EL støtte den lille kapital, kunne man spørge, men støtten er betinget af at aktiviteten birager til miljø og velfærd. Faktisk er det fornuftigt af EL at række ud til den middelklasse, der ofte er dårligere stillet end lønmodtagerne og som i Danmark – som overalt i Europa – rammes af krisen og derfor ikke er en naturlig alliancepartner for den store kapital (finanskapitalen og de multinationale selskaber).
Kommunerne får lov til at øge sine driftudgifter, hvilket skønnes at give 7.500 flere ansatte.
Men bortset herfra understreges det, at ’langt de fleste’ af de 33.000 jobs vil ’være i den private sektor’. Det synes jeg er en forkert prioritering, som det er fremgået af det ovenfor skrevne. Det lugter af et knæfald for Corydon, der ikke bliver træt af skære ned på den offentlige sektor og fyre offentligt ansatte for at bruge pengene til at skabe private arbejdspladser.
Corydons jobs er fantomjobs for lavere selskabsskat giver næsten ingenting, mens EL’s jobs er rigtige. Men det ændrer intet ved at socialisters kærlighed til den demokratiske sektor også burde komme til udtryk i et konkret politikudspil.
Mange års nyliberalisme har sat sig i manges bevidsthed, men samtidig banker den konkrete erfaring ind i hovedet på folk, at nedskæringspolitikken giver ringere offentlig service. Her burde EL have taget hul på et opgør, fx et forslag om at ansætte så og så mange tusinde lærere og sosu’er, finansieret af en millionærskat. Der vil komme råb og skrig, hvilket vil være en kærkommen lejlighed til konkret at vise EL’s visioner om et helt andet samfund end det, som alle andre partier stræber efter.
Offentligt ansatte – knap en tredjedel af alle lønmodtagere – er i dag jaget vildt.
De fyres, deres arbejde nedvurderes, og deres fagforeninger (lærerne) lægges for had af regeringen og andre højrekræfter. Deres traditionelle politiske støtte, nemlig SF, er svækket og ikke til at stole på, som medlem af en blå regering. EL’s opbakning til lærerne er fin – og selvfølgelig – men vi bør også i beskæftigelsespolitikken vise, at vi støtter dem og gerne ser flere af dem.
For de er demokratiets og velfærdsstatens fortrop.
Litteratur om Keynes
På dansk har Jesper Jespersen skrevet flere bøger om Keynes.
På engelsk vil jeg anbefale R. Skidelsky: The Return of the Master, Penguin 2010.
Samme forfatter har også skrevet en omfangsrig og stærkt underholdende biografi om Keynes: John Maynard Keynes, 1883-1946, Penguin 2005.
Bragt på modkraft.dk 8.april 2013.