En ny forfatningstraktat må ændre magtfordelingen mellem den økonomiske og politiske magt i EU.

“Da de politiske kommentatorer beskrev nej’et som et udtryk for forvirring og frygt, tog de fejl. Den største frygt, vi står overfor, er den frygt, som nej’et udløste i den nye politiske elite – frygten for at folk ikke længere er villige til at købe den ’post-politiske’ vision. For alle andre var nej’et udtryk for håb. Håb om, at ægte politik stadig findes og kan praktiseres, og håb om, at debatten om, hvad det nye Europa bør og burde, stadig er åben.” (Slavoj Zizek: Det såkaldt frie valg).

“Det er ikke det franske nej, som har fremkaldt en europæisk krise. Det er krisen, som har produceret nej’et.” (Laurance Fabius).

Blandt tilhængere af forfatningen har det været en gennemgående kritik, at Nej-sigerne i stedet for at vurdere forfatningen har vurderet Chirac’s økonomiske politik. Dermed underforstås, at der ikke er nogen sammenhæng mellem de to ting.

Det holder ikke. Selv om der naturligvis er nye ting i forfatningen, er den dog væsentligst en sammenfatning af de tidligere traktater og af den vedtagne økonomiske politik indenfor EU. Så hvis franskmændene var utilfredse med en arbejdsløshed på 10%, var det ikke ulogisk at stemme Nej.

EU’s økonomiske politik

Verdensøkonomien vakler for tiden mellem vækst og stagnation.

Lokomotiverne er først og fremmest Kina og i mindre udstrækning USA; deres BNP (bruttonationalprodukt) voksede i 2004 med hhv. 9,5% og 4,4%. Stagnationsregionerne er Euro-landene, der kun voksede 2,0% i 2004, med en udsigt til 1,6% i 2005; samt Japan (2,6% i 2004, 0,8% i 2005).

Det går især skidt i EU’s kernelande, nemlig Tyskland, Italien og Frankrig, og det har det gjort i nogle år; det manifesterer sig i stigende arbejdsløshed og ringe lønfremgang, jf. IMF: World Economic Outlook, 2005: 3.

Der er to forklaringer på den europæiske stagnation.

IMF, OECD og den officielle økonomiske ekspertise forklarer, at det skyldes de stive strukturer i EU.

IMF noterer, at der har været visse skridt i den rigtige retning: Italien har hævet pensionsalderen, Tyskland har med Hartz IV søgt at gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt, og i Frankrig er der åbnet mulighed for, at der kan arbejdes længere end de ugentlige 35 timer, som blev gennemført for nogle år siden; og på EU-plan har der været vilje til at liberalisere service-sektoren. Men det går for langsomt:

”Imidlertid må disse reformer uddybes og prioriteres. Der skal være større fokus på aktuelle forvridninger på arbejdsmarkedet, især de overdrevent generøse ydelsessystemer (ved at reducere disse ydelser kan skatten også nedsættes), de høje skattesatser og de restriktive arbejdsmarkedslove; og der skal gøres en større indsats for at fremme konkurrencen på varemarkedet. I denne henseende er den nylige afvisning af Kommissionens forslag om at liberalisere handel med tjenesteydelser et tilbageskridt for reformbestræbelserne” (IMF, 2005: 30).

Der henvises gerne til USA, hvor lave skatter, lav mindsteløn, få velfærdsydelser og en generelt dereguleret økonomi har givet høj vækst og lav arbejdsløshed, i hvert fald sammenlignet med EU.

Den alternative forklaring på den europæiske stagnation hæfter sig i stedet ved, at EU har undladt at føre en aktiv, ekspansiv økonomisk politik for at komme ud af krisen.

Pengepolitikken føres af den Europæiske Centralbank (ECB), og den skal iflg. forfatningsforslaget alene sikre prisstabilitet; den må ikke sænke renten for at fremme beskæftigelsen, såfremt det kan give fare for inflation (defineret som prisstigninger ud over 2%). Lav rente gør det tillokkende for erhvervslivet at låne penge til nye investeringer, hvilket giver flere arbejdspladser, men økonomisk aktivitet giver også øget vareefterspørgsel og dermed fare for prisstigninger.

Den amerikanske centralbank (Federal Reserve) har ikke en tilsvarende begrænsning, og den har derfor kunnet sænke renten til det halve af det europæiske niveau. Det er én forklaring på den ringe vækst i Europa sammenlignet med USA.

Finanspolitikken i EU føres af de enkelte medlemsstater. Stabilitetspagten, der også er indskrevet i forfatningsforslaget, sætter imidlertid snævre rammer for denne politik, først og fremmest fordi det offentlige underskud ikke må overstige 3% af BNP.

Derfor kan staterne kun i begrænset omfang sætte gang i økonomien ved fx ved at iværksætte store projekter eller øge de offentlige ydelser. Flere EU-lande, bl.a. Tyskland og Italien, har ikke respekteret denne grænse, men det er klart, at den har fungeret som en hæmsko for en ekspansiv politik.

I USA er der ikke en tilsvarende begrænsning for finanspolitikken. Derfor kunne Bush besvare den nedtur, der blev indledt i 2000, da IT-boblen brast, med en ekspansiv finanspolitik, der har givet et offentligt underskud på 4-5%.

Normalt opfatter vi vel USA som mere liberalistisk og konservativt end EU.

Dette er rigtigt for så vidt angår strukturpolitikken, hvor man er gået længere i dereguleringen end Europa og derfor har fået en mere markant tendens til monopolisering af den økonomiske magt i de store selskaber og fonde; samtidig har det meget ’frie’ arbejdsmarked, hvor fagbevægelsen står meget svagt i forhold til Europa, betydet at den gennemsnitlige realløn i USA faktisk er faldet lidt i det sidste års tid, trods den øgede vækst.

Men ser vi på den makroøkonomiske politik, altså penge- og finanspolitiken, fører USA en aktiv keynesiansk politik, mens EU fører en typisk konservativ monetaristisk politik.

Keynesiansk økonomisk politik – der er opkaldt efter den engelske økonom J.M.Keynes – dominerede frem til 1980. Mens den klassiske liberalistiske politik ville lade kapitalismen regulere sig selv, anbefalede Keynes, at staten greb ind og støttede økonomien i en lavkonjunktur (for at modvirke arbejdsløshed) og afkølede økonomien i en højkonjunktur (for at undgå inflation); politikken er associeret med den socialdemokratiske velfærdsstat, hvor staten spiller en aktiv økonomisk rolle.

Monetaristisk økonomisk politik er skeptisk overfor en aktiv finanspolitik og satser i stedet på en pengepolitik, der skal holde priserne i ro. Denne politik, der er associeret med nyliberalismen, har domineret i Europa efter 1980.

Derfor er væksten højere og arbejdsløsheden lavere i USA end i EU.

Dermed ikke sagt at den amerikanske politik er hævet over kritik, tværtimod.

Den ekspansive finanspolitik kan siges at være asocial, fordi det er skatterne for de rige, der er blevet sænket, og militaristisk, fordi de øgede offentlige udgifter især er gået til oprustning og Irak-krig (mens der er skåret ned på sociale udgifter). Prioriteringerne i finanspolitikken kan altså kritiseres, men tilbage står at den har været ekspansiv og har formået at holde arbejdsløsheden i skak.

Hvis EU skiftede fra monetarisme til keynesianisme – hvilket altså ikke ville være muligt, hvis forfatningsforslaget blev vedtaget – kunne man naturligvis foretage andre finanspolitiske prioriteringer. Hvis man vil have mere økonomisk aktivitet er det faktisk mere effektivt at give skattelettelser til almindelige mennesker, fordi de i højere grad end de rige omsætter deres disponibel indkomst i højere forbrug, dermed større samfundsmæssig efterspørgsel. Og hvis man vil satse på en mere bæredygtig vækst, miljømæssigt set, kan man fastholde skatterne og dermed privatforbruget og i stedet satse på øget offentligt forbrug.

Den amerikanske politik kan også kritiseres for at være uansvarlig. USA har et meget stort og stigende underskud i forhold til udlandet, pt. på 6% af BNP, og det forværres, når regeringen pumper købekraft ud i økonomien; så bliver folk nemlig rigere og kan købe endnu flere udenlandske varer.

Her er EU-landene i en ganske anden situation, fordi de samlet har overskud i forhold til omverdenen; her vil en ekspansiv økonomisk politik derfor ikke være uansvarlig.

Nej til forfatningen – men hvad så?

Alle er enige om at den europæiske økonomi har det skidt og at noget må gøres.

Men her er der altså to bud.

Den herskende opfattelse er, at EU ikke er liberalistisk nok. Den makroøkonomiske politik er, som den skal være (eller – om noget – for ekspansiv, med for store offentlige underskud). I stedet skal der føres en aktiv strukturpolitik, således at arbejdsmarkedet bliver mere fleksibelt og handel med tjenesteydelser mere fri; samtidig skal velfærdsstaten reformeres ved at begrænse de alt for generøse ydelser, som der ikke længere er råd til.

Den alternative opfattelse er at der er for megen liberalisme i EU. Velfærdsstaten skal bevares og markedsgørelsen af Europa skal stoppes; løsningen er ikke mere marked, men mere politik, nemlig en mere aktiv makroøkonomisk politik.

Hvis man går ind for sidstnævnte linie, er det vigtigt at gøre sig klart, hvad det indebærer, dvs. hvilke krav man må stille til et eventuelt nyt forfatningsforslag.

Villy Søvndal fra SF har antydet at man kunne komme ud af den nuværende politiske krise ved at styrke det sociale modspil til markedskræfterne. Det er et godt forslag, men det er ikke tilstrækkeligt alene at indføje en række sociale bestemmelser i en ny forfatning.

Hvorfor ikke?

Enhver forfatning består af dekorative dele og effektive dele. Det er en distinktion, der stammer fra englænderen Walter Bagehot (1867), der placerede Kronen og Overhuset i den første kategori, Underhuset og regeringen i den sidste.

I den danske grundlov hører fx artiklerne om kongemagten og løfteparagraffen om at sørge for fuld beskæftigelse til de dekorative dele, mens bestemmelsen af forholdet mellem Folketing og regering er central i de effektive dele.

Heri ligger ikke, at en forfatnings dekorative elementer er uden politisk betydning, men denne betydning er af ideologisk – om man vil: mobiliserende – karakter.

I EU-forfatningen er de effektive dele de bestemmelser, der fastlægger fordelingen af den politiske og økonomiske magt.

Et antal paragraffer, især i forfatningens første del, fordeler den politiske magt mellem Ministerråd, Europaparlament, EU-domstol og Kommission.

Her finder jeg at forfatningsforslaget markerer en marginal forbedring, dels fordi EU Parlamentet får lidt flere kompetencer, dels fordi den øgede mulighed for flertalsafgørelser i Ministerrådet vil styrke det politiske EU.

Hvis man ønsker at det indre marked, dermed den europæiske kapital, skal have et politisk modspil, må man gå ind for disse ting. Det er inkonsekvent, når dele af den danske venstrefløj på den ene side kritiserer EU for at være for liberalistisk, men på den anden side ikke vil være med til at styrke de politiske institutioner på EU-plan.

Hvad Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU siger, svarer til hvis man for 100 år siden havde sagt til de danske arbejdere: ”Kære venner, der er intet at gøre. Den danske kapital er simpelthen for stærk. Derfor: Meld jer ud af det danske samfund! Emigrér!” Der er intet Nordek eller EFTA, der kan fungere som alternativ til EU; desværre er det eneste alternativ Le Pens og Pia Kjærdsgårds nationalisme.

Her er der meget at lære fra den anderledes EU-positive franske venstrefløj.

Et andet sæt paragraffer, især i tredje del, bestemmer, hvor den økonomiske magt skal placeres. Det sker på to måder.

For det første ved at bestemme at politikerne skal undlade at blande sig i pengepolitikken (ECB’s uafhængighed) og mht. finanspolitik kun må være aktive i meget begrænset omfang (Stabilitetspagten). Økonomiens frisættelse fra politikken – selv om denne er demokratisk – er naturligvis fundamentalt for liberalismen.

For det andet ved at sikre den produktive og finansielle kapitals frihed; den er sikret fri bevægelighed, dvs. ret til at investere hvor og hvor meget den vil, indenfor EU eller udenfor. Politiske myndigheder har ret til at drive økonomisk virksomhed, fx statslige flyselskaber, så der er ikke et krav om privatisering, men de må ikke stille offentlig aktivitet bedre end privat. Der skal være lige konkurrence mellem offentlig og privat virksomhed, hvilket i praksis betyder, at offentlig virksomhed skal følge den privatkapitalistiske grundregel, nemlig profitmaksimering som overordnet målsætning. Det betyder, at pointen ved overhovedet at have offentlig virksomhed forsvinder; privatisering bliver derfor en nærliggende mulighed.

De sociale dele af forfatningsforslaget hører derimod typisk til de dekorative dele. Der skal tilstræbes fuld beskæftigelse, ligestilling, velfærd og hundrede andre udmærkede ting. Men abstrakte værdier og hensigter er for vage til at være forpligtende.

Der kan hældes flere sociale bestemmelser på, men det vil ikke rykke noget.

Det eneste, der vil rykke, er paragraffer, der flytter magten. Hvis magten skal flyttes fra kapitalistisk til demokratisk styring, vil det kræve en omformulering af ovennævnte økonomiske bestemmelser:

 ECB bør underlægges demokratisk kontrol og i sin målsætning i det mindste ligestille beskæftigelsen med prisstabilitet,

 Stabilitetspagten bør annulleres; på længere sigt kunne man arbejde for, at det meget lille EU-budget øges væsentligt, således at EU Parlamentet får nogle penge til at føre aktiv finanspolitik med,

 demokratiske organer på statsligt og EU niveau gives ret til at regulere kapitalen.

Fører det franske og hollandske Nej til højre eller venstre? Mindre EU og mere nationalisme eller mere EU og mindre liberalisme?

Hvad de to Nej’er var udtryk for er mindre vigtigt, end hvordan de udnyttes. Mit gæt er at mange nej-sigere ikke kan placeres entydigt til højre eller venstre. En bekymring for at miste sit arbejde til østeuropæerne kan lede til højre, til et ønske om at lukke af for omverdenen, men den kan også føre til venstre, til et opgør med en ureguleret markedsøkonomi.

Her vil alt afhænge af om det europæiske centrum-venstre evner at formulere en politik, der ikke sætter vest- og østeuropæiske lønarbejdere op mod hinanden, men som satser på de interesser, som de har til fælles, og som er vendt mod den europæiske kapital. Arbejderbevægelsen har tidligere været i stand til at bygge bro over interesseforskelle, fx mellem ufaglærte og faglærte, så hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre igen, nu da scenen er hele Europa?

Det bliver spændende at følge den franske venstrefløjs debat om alternativet til det liberalistiske EU. Vi bør også starte en sådan diskussion i Danmark.

Artiklen blev bragt 13. juni 2005 i Kontradoxa, www.modkraft.dk.