Den første strategi er den, der nu søges gennemført.
Den består i at regeringerne overalt i EU men især i Sydeuropa skal skære ned på de offentlige udgifter. Problemet er, hedder det, de store offentlige budgetunderskud, som undergraver finansverdens tillid til statsgælden, dvs. statsobligationerne. Det presser renten i vejret, og dette undergraver tilliden til euroen. Med denne tillid er det gået slemt tilbage i de sidste uger, fordi især amerikanerne er begyndt at tvivle på værdien af europæiske papirer.
Effekten er uden for enhver tvivl deflation, dvs. højere arbejdsløshed og lavere vækst, men dette ses som den nødvendige omkostning for at bringe investorernes tillid tilbage og uden den kan ingen lande få den kapital, der er den første betingelse for stabil økonomisk vækst.
Bemærk i øvrigt, at hvis formålet alene var at nedbringe det offentlige underskud til de berømte tre procent af BNP, kunne man også anbefale, at landene hævede skatterne. Men denne vej ses, formentlig med rette som mindre egnet til at genskabe investorernes tillid.
Den anden krisestrategi er i klart mindretal blandt politikere og økonomer. Endda så meget, at de fleste næppe er klar over, at der foreligger et sådant alternativ. Her argumenteres med et populært billede at snakken om, at alt bliver godt, når vi først er gået så grueligt meget igennem, er fugle på taget. Det, der er brug for, er ikke mindre, men mere offentligt forbrug og ikke færre, men flere offentlige investeringer. Det giver ganske vist større budgetunderskud her og nu, men skidt med det, for når der atter kommer gang i hjulene, stiger skattebetalingerne og de sociale udgifter til bl.a. dagpenge falder, og så er der atter balance, når vi er kommet ud af krisen.
I den herskende strategi er det kapitalen, i form af kapitaltilstrømning, der er løsningen. I den alternative strategi ses det offentlige ikke (blot) som problemet, men (også) som løsningen. Den første strategi er nyliberal, fordi den satser på pengepolitik og indebærer en reduktion af den offentlige sektor. Den anden strategi er keynesiansk, fordi den lægger vægten på finanspolitikken og ikke har problemer med en stor offentlig sektor.
Tre krisehåndteringer
Hidtil synes den mere keynesianske krisepolitik at have været den mest effektive, hvis vi ser på tre tilfælde af krisehåndtering:
1) Kina er dét større land, der suverænt har klaret sig bedst igennem krisen, især takket være en meget stor stimuluspakke på et tidligt tidspunkt af krisen.
2) USA har klaret sig meget bedre end EU, idet landets BNP i første kvartal af dette år voksede med 3,2 procent (på årsbasis), mens vi stadig stagnerer, med en vækst på 0,8 procent. Forskellen kan hænge sammen med, at USA har ført en mere ekspansiv finanspolitik end EU-landene. Således øgede Obama dagpengene, hvorimod den danske regering vil fastfryse overførselsindkomsterne, hvilket i medfør af inflationen betyder en de facto sænkning. Generelt betragtes det i Europa som syndigt at øge de offentlige udgifter, når det giver et underskud, der er større end tre procent af BNP.
3) I Latinamerika er Bolivia det land, der er kommet mest skånsomt gennem krisen, målt i udviklingen i BNP. Det er samtidig det land, hvor staten har gjort mest for at holde økonomien oven vande.
Dog kan den herskende strategi ikke uden videre afvises som tåbelig.
Nedsmeltning
Umiddelbart kunne det ganske vist synes mere tillokkende at varetage befolkningens interesse i beskæftigelse og vækst end finanskapitalens interesse i højere indtjening og mindre risiko. Men i vore dage er finanskapitalen skønt den i de sidste par år har reduceret vore økonomier til randen af ruin såvel overdommer for landenes økonomier som eksekutor af denne dom. Det er åbenlyst, at magten ikke ligger hos EUs politiske myndigheder, endsige hos de nationale regeringer; de er låst af markedets krav. Derfor betragtes finanskapitalens behov for sikkerhed (og gode renter) som den ramme, inden for hvilken andre behov må tilgodeses.
Hvis Spanien i stedet for at sænke de offentlige lønninger med fem procent, som man har bebudet, valgte at hæve dem med fem procent for at øge efterspørgslen i samfundet og dermed mindske den tårnhøje arbejdsløshed på 20 procent, ville spanske banker lynhurtigt flytte deres penge ud af landet, ligesom udlændinge, der har lånt til Spanien, ville trække deres penge hjem. Staten ville nemlig have færre penge til at honorere sine lån fra bankerne, og risikoen for udtræden af euroen, dermed en nedskrivning af værdien af denne gæld, ville øges. Resultatet af en ekspansiv politik ville derfor være en hurtig økonomisk nedsmeltning.
Heri ligger at en keynesiansk politik kun kan blive virkelig effektiv, hvis den supplerer ekspansiv finanspolitik med kapitalkontrol, altså indgreb mod kapitalens frie bevægelighed. Dermed vil man i øvrigt også være i god overensstemmelse med Keynes, der anbefalede at begå medlidenhedsdrab på spekulationskapitalen, fordi denne lægger sten på vejen for den produktive kapital ved at give valutauro og kriser.
Radikal, nyliberal politik
Et par eksempler antyder, at kapitalkontrol kan være en effektiv foranstaltning.
På sin vej fra socialisme til kapitalisme har Kina fastholdt politisk kontrol med kapitalbevægelser ud og ind af landet. Derfor blev landet ikke ramt af Den Sydøstasiatiske Finanskrise 1997/98, og derfor har landets ekspansive finanspolitik været en succes.
Omvendt er det også værd at bemærke bl.a. fordi nyliberale økonomer ikke gør det at de lande, der er blevet hårdest ramt af den økonomiske krise, netop er de lande, der har ført den mest radikale nyliberale politik, altså mest radikalt har dereguleret finanskapitalen. Det drejer sig om Island, Irland, Estland, Litauen og Letland.
Spekulation
Kapitalens frihed er indskrevet i hovederne på de fleste af dagens økonomer og vigtigere i EU, hvor det var den centrale frihed i Det Indre Marked (1985) og det første trin i ØMU-processen (1990). Budskabet er blevet hørt, også i Danmark, hvor de finansielle institutioners balance i 1980 svarede til BNP, men i 2007 var vokset til at være syv gange så stor. Finanskapitalen formidler, eller skulle formidle, opsparing til produktive investeringer, så der må være noget galt, når denne bydrengs rolle vokser og vokser i forhold til realøkonomien. En vis trimning kunne formentlig øge den danske økonomis sundhed.
Opbygningen af kapitalkontrol kan ikke ske fra den ene dag til den anden, selv ikke hvis de politiske interesser og værdier skifter fra kapitalistisk til demokratisk styring af økonomien.
Men meget kan gøres her og nu. En lille afgift på kortsigtede kapitaltransaktioner kan lægge en dæmper på spekulationen (Tobin-skat), deciderede spekulationsforetagender såsom hedgefonde og kapitalfonde kan lukkes, og man kan ligeledes forbyde finansielle instrumenter, der gør det muligt at vinde ved spekulation mod europæiske lande (især deres statsobligationer).
Suppleres med indgreb
I USA, der er mindre ortodokst nyliberalt end EU, synes et opgør med finanskapitalen at være undervejs: Strammere regulering er på vej gennem Kongressen, og der er lagt bedragerisager an mod Goldmann Sachs, Citi Bank og andre af de allerstørste. I Europa har der været mange ord og meget lidt handling, men måske er en ændring på vej. EU overvejer at regulere kapital- og hedgefonde, og i Tyskland har SPD og Die Linke åndet Merkel så meget i nakken, at hun har forbudt visse typer af spekulation og anbefalet Tobin-skat. Finanskapitalen reagerede naturligvis ved at trække penge ud af Europa (aktieindeksene styrtdykkede). Vi får se, om dette forsøg på veto krones med held, eller om politikernes nyfundne rygrad holder.
Her er der en oplagt åbning for initiativer fra oppositionen i Danmark. Dens nylige udspil anbefaler større offentlige investeringer, men planen må suppleres med indgreb over for finanskapitalen; ellers risikerer politikken at blive underløbet af denne.
Kronikkens overskrift er inspireret af de tyske socialdemokraters aktuelle slogan: Gemeinwohl vor Kapitalinteressen.