Jeg tror mange har haft det som mig.
Først forbløffelse og vrede: Er det virkelig muligt at en rød regering kan foreslå noget sådant? Men derefter afklaring. Tingene falder på plads.
Vi har tænkt, at der er en blå blok og en rød blok. Det definerer EL’s rolle som et parti, der skal søge at trække S og SF til venstre. Det politiske verdensbillede er nu åbenbaret som forkert. Der er EL og så er der en blå blok, dvs. et antal partier der søger at udnytte krisen til at virkeliggøre en radikal nyliberal politik.
Det åbenbare er at man tager fra mennesker på overførselsindkomster og giver til kapitalejerne. Undskyldningen er at det skal skabe job, selv om alle véd at lavere selskabsskat ikke får virksomhederne til at ansætte flere. Og at man letter erhvervslivet for en række afgifter, således at de nu får lov til at svine mere. Exit det røde og exit det grønne.
Men bag dette er der en klart udtalt plan, nemlig en massiv vægtforskydning fra den demokratisk kontrollerede til den kapitalistiske sektor. Før valget skulle den offentlige sektor vokse 1,4%, hvilket allerede var lidt; så hed det 0,8% og nu er det blevet 0,4%. Det betyder massiv forringelse af den offentlige service, og det betyder afskedigelse af endnu flere end de omkring 15.000, som er blevet fyret i stat og kommune som led i regeringens kamp mod arbejdsløsheden.
I stedet skal der skabes private jobs, som Corydon nu i længere tid har sagt. Derfor skal erhvervslivets byrder lettes, så det igen kan konkurrere – herunder udkonkurrere Sydeuropa, så det sikres at de i hvert fald ikke har en chance – selv om det faktisk går udmærket med konkurrencen og selv om 75% af jobbene kommer fra hjemmemarkedet.
Hvis målet er at bekæmpe arbejdsløsheden, giver politikken ingen mening. Så skulle man i stedet inddrage alle de milliarder, der flyder rundt blandt forbrugere, virksomheder og banker til ingen verdens nytte; de har nemlig, af gode grunde, ingen tillid til fremtiden og holder derfor på pengene. De penge skulle beskattes, så man kan finansiere tiltag, der med 100%’s sikkerhed giver beskæftigelse, nemlig ansættelse af flere lærere, sosuere, sygeplejersker osv, og iværksættelse af offentlige investeringer. Så kunne væksten også målrettes til at blive bæredygtig.
Ud fra en beskæftigelsesbetragtning giver politikken altså ikke mening. Men det betyder ikke at politikken er irrationel. Den giver nemlig god mening, hvis målet er at styrke kapitalen og gøre den demokratiske sektor så lille at den kan druknes i et badekar (som en amerikansk republikaner engang så poetisk udtrykte det). Vestager og Corydon er optaget af at bruge krisen til at gennemføre en radikal nyliberal revolution.
Forstå mig ret: Jeg tror ikke det ser sådan ud inden i hovedet på Corydon. Han tænker givetvis sin politik som den eneste mulige og derfor eneste ansvarlige. Og det er jo rigtigt for så vidt som en anden politik vil mishage kapitalen og derfor lede den til at flygte med samt sine arbejdspladser og milliarder. Hvoraf følger at en anden politik må have kapitalkontrol som førsteprioritet.
Indtil nu har man kunnet sejle igennem med lidt lunser, nu til højre og så venstre, men det går åbenbart ikke længere. Der måtte vælges side, og S og SF har valgt.
For EL og for kritiske socialdemokrater og SFere har den sidste uges tid været en øjenåbner. Og når vi åbner øjnene, ser vi et Socialdemokrati og et SF, der er klart nyliberale. Det er smertefyldt, men det giver også en vis ro, at man ikke længere behøver at lege at der er en socialt ansvarligt side ved disse partier, som man kan appellere til. EL kan ikke længere skuffes.
I øvrigt er et radikalt skifte, som vi har set med S og SF fra før valget til nu, ikke enestående. Den nærmeste parallel er måske begyndelsen af 80erne i New Zealand, hvor en socialdemokratisk finansminister ‘overnight’ forvandlede et traditionelt arbejderparti, med forpligtelser overfor velfærdsstaten, til et nyliberalt parti helt i Thatcher’s ånd; det skete så hurtigt og smart at hans partifæller knap nok opdagede det, før vendingen var fuldbyrdet.
Overhovedet har de traditionelle partimønstre længe været i opbrud. I østeuropa var angiveligt socialdemokratiske og socialistiske partier efter kommunismens fald de ivrigste til at markedsgøre og privatisere alt, hvad der rørte på sig. Og i Italien er den angiveligt centrum-venstre orienterede Bersani finanskapitalens mest trofaste forbundsfælle. Så udviklingen i det danske socialdemokrati er ikke noget særsyn.
Ved finanslovsaftalen i efteråret mellem regeringen og El var jeg selv i tvivl. Det var vel for de fleste næsten en fifty-fifty afgørelse om vi skulle sige ja eller nej, og selv hældede jeg til at det var rigtigt at indgå en aftale. Det mener jeg stadig, bl.a. fordi det dermed blev slået fast at EL ikke er et alt eller intet parti. Det blev slået fast at EL er villig til at strække sig langt for at holde de borgerlige fra magten. Når regeringen falder kan ingen sige, at det skyldes at EL ikke var til at tale med.
Jeg er nu ikke i tvivl om, at det rigtige ved næste finanslov – måske før – vil være at sige nej. Regeringen skal selvfølgelig have et tilbud om en venstreorienteret politik, så den står med ansvaret, når den siger nej. Men EL skal ikke lade sig nøje med en lille rød luns. Det er uholdbart i længden at sige nej, nej, nej og så alligevel stemme ja. EL vil miste troværdighed, eller værre: ikke længere blive taget alvorligt. EL bør i fremtiden betragte S og SF som ganske almindelige nyliberale partier, altså partier der ikke er væsensforskellige fra de borgerlige.
Jeg mener ikke at argumenterne for at holde hånden under regeringen længere er gyldige.
1) Håbet om gennem forlig med regeringen at forhindre at de, der kryber, sparkes helt ned i sølet, må nu betragtes som urealistisk.
2) Frygten for at en ny borgerlig regering vil være værre end den nuværende tror jeg er uberettiget. Den vil være afhængig af DF, som må pleje interesserne hos nogle mindre priviligerede befolkningsgrupper.
3) Det er mit håb at en enig folketingsgruppe, hovedbestyrelse og landsmøde udtaler nogle glasklare krav til de kommende finanslovsforhandlinger, nemlig a) kompensation til modtagerne af overførselsindkomster, og b) beskatning af erhvervslivet med henblik på at finansiere en udbygning af den demokratiske sektor, især ansættelse af mange indenfor stat og kommuner. Mange socialdemokrater og SFere er dybt utilfredse, men det er vigtigt at vise at der er et alternativ til regeringens politik. Man kan håbe at regeringen af sit bagland presses til at skifte politik. Men det sandsynlige er naturligvis at den fortsætter sin politik, og derfor falder og afløses af en borgerlig regering. Kan Corydon overleve det?
4) Det er vigtigt at tænke langsigtet. Meget tyder på at nedskæringspolitikken – kombineret med nyliberale strukturreformer – overalt i Europa vil lede til politisk kaos. Her er det vigtigt at EL kan stå som et troværdigt alternativ, og det kan partiet ikke, hvis det stemmer for en regering, der i sin helhed fører en radikal nyliberal politik.