Med etableringen af Mod-ATTAC har ATTAC vundet en første og meget vigtig sejr, nemlig en politisering af neoliberalismen.
Det er nu slut med at experter og politikere i fred og ro kan diskutere kapitalliberalisering, privatisering og kommercialisering som om det er et teknisk-sagligt spørgsmål om hvad der er billigst og mest effektivt. Masken er revet af og de må nu til at forklare, hvorfor det er så godt at magt flyttes fra staten (læs: demokratiet) til markedet (læs: kapitalen).
Men diskussionen kræver også at ATTAC-folk har argumenterne i orden. Ellers bliver vi stillet til vægs. Her har de første diskussioner vist, at der er en vis uklarhed omkring spekulationskapital og Tobin-skat. ATTAC er ikke og skal ikke være en indviklet diskussion om valutakurser og betalingsbalance; ATTAC skal være en bred folkelig bevægelse vendt mod den neoliberalisme, hvis afsind og umenneskelighed enhver kan forstå. Men et par fundamentale økonomiske sammenhænge skulle helst være på plads. Derfor det flg., som jeg håber kan være til nytte; undskyld hvis jeg er belærende.
– Tobin-skat er skat på kortsigtede kapitalbevægelser, hvor man fx køber og sælger valuta i håb om at score en hurtig gevinst. Det er ikke en skat på langsigtede kapitalbevægelser, hvor Lego fx køber philippinsk valuta for at bygge en fabrik og ansætte arbejdere derude. Sådanne realinvesteringer er bundet i lang tid, og om de er af det gode eller onde (støtter de det lokale erhvervsliv? eller udkonkurrerer og forvrider de det?) er en anden diskussion, som intet har med Tobin-skatten at gøre.
Her er det vigtigt at vide at det nuværende system, der blander skæg og snot (produktiv kapital og finanskapital), kun har huseret i godt 25 år, altså ikke er evig skæbne.
Før da, fra 1945 til ca. 73, havde man det såkaldte Bretton Woods system, hvis chefarkitekt var den engelske økonom Keynes. Idéen var her at give realøkonomien, især international varehandel, en sund og stabil ramme ved at forbyde destabiliserende korte kapitalbevægelser; kurserne skulle stort set ligge fast, og hvis det kneb skulle den Internationale Valutafond (IMF) træde til med hjælp. Keynes var tilhænger af den produktive kapitalisme og derfor modstander af spekulationskapitalisme. Det er ikke tilhængerne, men modstanderne af Tobin-skat, der er fanatiske ideologer.
– Hvorfor er kortsigtede kapitalbevægelser skadelige?
Det er ikke nok at sige at finanskapitalen fylder alt for meget i forhold til den produktive kapital, eller at nogen får en urimelig fortjeneste ud af spekulation. Mod-ATTAC og deres økonomiske talsmænd har her fået alt for let spil, når de kører lærebøgernes traditionelle argumenter frem. Det siges at fri bevægelighed for kapitalen er godt for realøkonomien; pengene bevæger sig derhen, hvor realøkonomien er sund og valutaen derfor stabil, mens den flygter fra lande som fører en uansvarlig økonomisk politik, således at valutaen – og dermed ‘investeringen’ – er i fare for at blive devalueret. Finanskapitalen tvinger altså regeringerne til at være fornuftige, og hvis der er krise med kapitalflugt er landet selv ude om det.
Det er variationer over dette tema, ATTAC-folk vil blive præsenteret for i den kommende tid.
Denne idylliske historie, der fortæller os at hvad der er godt for kapitalen, er godt for os alle sammen, er ren Middelalder. I den gammeldags valutakrise kunne det være rigtigt, at kapitaltilstrømning præmierede en sund realøkonomi og kapitalflugt straffede lemfældighed, altså at finanskapitalens bevægelser blot var det passive og uskyldige udtryk for udviklingen i ‘fundamentals’ (som det hedder); et land har ruttet med pengene og fået et stort underskud i forhold til udlandet, så devaluering truer og kapitalen flygter.
I de moderne valutakriser er dette vendt på hovedet. I 1997/98 havde Sydkorea en kernesund økonomi efter alle standarder, ubetydelig inflation og overskud i regnskabet med udlandet. Alligevel blev landet ramt, med stor arbejdsløshed og reallønsfald til følge. Problemet var ikke Sydkorea og dets ‘fundamentals’, men den internationale finanskapital og dens politiske udtryk (USA’s finansministerium og IMF, i denne rækkefølge). Den uhæmmede finanskapital var den første årsag til at en række lande blev lagt i økonomisk ruin, med forfærdende følger for almindelige mennesker. Krisen kom ikke indefra, men udefra.
Derfor er kortsigtede kapitalbevægelser skadelige, og derfor skal vi have Tobin-skat.
Det skal tilføjes at ærlige mennesker indenfor ‘systemet’ har indset og udtalt disse ting:
Barry Eichengreen er expert udi det internationale finansielle system og dets historie; han har skrevet en lang række bøger herom, herunder den bedste: Globalizing Capital, og han var Senior Policy Advicer i IMF 1997/98, hvor han beskæftigede sig med spekulationsfonde og den Asiatiske krise. Han er langt fra anti-kapitalist, men har måttet erkende at nævnte krise snarere var en ‘likviditetskrise’ (landene mangler penge fordi kapitalen forsvinder) end en krise for de ‘løbende poster’ (dvs. reelt underskud i forhold til udlandet). Og han (og andre topøkonomer) sammenfatter at ‘IMF’s traditionelle synspunkter om valutasystemer og om ønskeligheden af uhæmmet kapitalmobilitet ikke længere svarer til situationen i mange udviklingslande’ (An Independentant and Accountable IMF, 1999, s. xvii).
Joseph Stiglitz, expert i makroøkonomisk teori, blev fyret som cheføkonom ved Verdensbanken i 1999, fordi han havde skrevet en artikel, der kritiserede den politik som USA’s finansministerium og IMF havde ført i Sydøstasien (‘Jeg var chokeret (appalled)’, cit. efter New Left Review, nr. 7, 2001). Han pointerede at årsagen til Thailands krise var de hurtige penge, der var strømmet til efter at landet under pres fra USA havde liberaliseret kapitalmarkedet; selv havde landet ikke brug for disse penge, fordi opsparingen – som i andre asiatiske lande – er meget høj (30%). Og hvad der kommer let, går let, som det skulle vise sig. Igen peger pilen ikke mod uansvarlige lande, men mod det internationale finansielle system.
I en diskussion med Jesper Jespersen i radion for en uges tid vendte en direktør for den Danske Bank, Mads Jacobsen, sig indædt mod Tobin-skat, hvis sigte han ikke havde forstået, fordi han straks generaliserede til at tale om de skadelige effekter af skat på aktiehandel (der i princippet er handel med produktiv kapital). Det hele leder iflg. denne passionerede fortaler for neoliberalismen lige lukt ind i det værste af alt, nemlig planøkonomi. Hertil kan man for det første sige, at hvis han ikke kan lide planøkonomi, kunne han jo passende starte med at opløse den Danske Bank, der ikke mindst efter den sidste fusion er blevet en gigantisk kapitalistisk planøkonomi. Men iøvrigt er der vel – for det andet – et par moderate mellemstationer mellem uhæmmet kapitalisme og Gosplan.
Men godt at masken er faldet, så vi nu véd at den Danske Bank står for den kompromisløse neoliberalisme.
Anders Lundkvist,
medredaktør af SALT