Anmeldelse af Jens Jørgen Nielsen: På egne præmisser. Putin og det nye Rusland, forlaget Frydenlund 2013, 253 ss., 249 kr.
Ruslands historie efter 1991 kan kort fortælles således:
Udenrigspolitisk fik landet en straffefred efter nederlaget i den Kolde Krig, ligesom Tyskland efter 1. verdenskrig (men forskelligt fra Tyskland efter 2. Verdenskrig, hvor landet var så heldigt, at den Kolde Krig brød ud, hvilket gav vestmagterne en interesse i et stærkt og velstående Tyskland).
Trods løfter om det modsatte blev Østeuropa budt indenfor i NATO, således at Vesten skubbede sin interessesfære mange hundrede kilometer mod øst. Og økonomisk fik Rusland ingen Marshallhjælp, der kunne have mildnet overgangen til kapitalisme. Under Yeltsin i 90erne havde landet ingen selvstændig udenrigspolitik. Man fulgte slavisk USA, dvs. landets sikkerhedspolitiske interesser blev ikke varetaget.
Det ændredes, da Putin kom til magten i slutningen af 90erne. Det kan Vesten som bekendt ikke tilgive ham for.
Indenrigspolitisk var Yeltsin-årene en ubetinget katastrofe.
Den nyliberale chock-terapi fik BNP til at falde med 50%, og middellevetiden for mænd blev reduceret med 7 år. Langt værre end den økonomiske depression, som USA og Europa oplevede i 30erne.
Samtidig blev det nyvundne demokrati hurtigt et halv-demokrati.
I oktober 1993 bombarderede Yeltsin parlamentet (til stor begejstring for vestlige politikere og medier), jf. ss.89ff. I 1996 stod han til at tabe præsidentvalget til Sjuganov (kommunist) – opslutningen var under 10% iflg. meningsmålinger (ss.98ff). Alligevel vandt han, nemlig ved at alliere sig med oligarkerne. De sikrede ham penge til valgkampen (han brugte langt, langt mere end tilladt efter russisk lov) og til bestikkelser, og sørgede for at det stort set kun var ham, der kom til orde i fjernsynet. Til gengæld fik de for en slik Ruslands olie og gas. I dag beklager Vesten sig – med rette – over den énsidige TV-dækning, men da præsidenten var Vestens mand kneb det med forargelsen og fordømmelsen. I 90erne var Clinton Yeltsin-fan, men taler nu om Rusland som ‘kapitalistisk diktatur’ (i The Daily Show for et par dage siden).
Som Jens Jørgen Nielsen skriver (s. 139) ”har Putin ikke afskaffet et russisk demokrati. Der var nemlig ikke noget reelt demokrati at afskaffe”.
Da Rusland gik fallit i august 1998, var det i realiteten slut med Yeltsins magt. Han opfandt nu Putin, der begrænsede oligarkernes politiske magt. De fleste russere (70%, jf. s. 154) havde gerne set, at han havde nationaliseret oligarkernes aktiver, der mere eller mindre var stjålet, men Putin er ikke socialist. De skulle blot holde sig ude af politik. Det må vel siges at være et demokratisk fremskridt?
De fleste oligarker accepterede dette, men ikke Khodorkovskij, der blev sendt i fængsel i 2003 og først for nylig er blevet løsladt. Retssagen var givetvis politisk motiveret (Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol sagde i 2011 det modsatte, men jeg gætter på at de har ment, at han faktisk var skyldig i anklagerne). Selve den retslige procedure var kritisabel.
Det mest interessante i sagen er måske den vestlige tolkning. For et par år siden så jeg en vestlig TV dokumentar om den og Putin. Vi fik at vide, at parlamentet var ved at vedtage en skat, der ville genere Khodorkovskijs interesser. Han bestak så et antal medlemmer, med det resultat at forslaget bortfaldt. Derefter berettede dokumentaren om hans forsøg på at oprette et politisk parti – jeg husker en optagelse af et stævne, hvor børn/unge mennesker optrådte i fine uniformer. Derefter fik vi meget at vide om Putins ‘forfølgelse’ af ham, og dokumentaren sluttede med en beklagelse af, at det nu gik tilbage for russisk demokrati! Logikken var, at da Putin er ond, er enhver, der sætter sig op imod ham god; derfor blev det overset, at Putin faktisk havde afværget et anslag mod demokratiet.
– Jens Jørgen Nielsens bog er en tiltrængt korrektion til den stadigt mere hysteriske Putin bashing, som medierne nu flyder over med.
Han er godt placeret til at skrive en sådan bog. Han er russisk gift, kan russisk og har rejst meget omkring i landet som journalist. Det betyder også at bogen lives op af fortællinger om konkrete møder med russere. Man kommer ned under overfladen.
Bogen er bestemt ikke ukritisk, men som han skriver er den præget af, at han – også – ønsker at fortælle en anden og lysere historie. Og ikke mindst afsløre Vestens hykleri, såsom når de vestlige medier går i selvsving over Pussy Riot. I hvilket vestligt land ville det være helt fint, hvis nogle provokatører overtager en kirke og håner religionen på obskøn vis? Generelt er russiske medier nok énsidige, men det er de vestlige også; i mange tilfælde må man ty til russiske medier for at læse om tildragelser, der er mindre flatterende for Kiev-regeringen, fx om forfølgelsen af oppositionen, jfhttp://modkraft.dk/artikel/eus-politik-i-ukraine-er-en-dristig-satsning.
Vi får en kort gennemgang af Ruslands historie frem til Gorbatjov og dernæst en mere fyldig gennemgang af hans periode. Men vægten ligger på den økonomiske katastrofe under Yeltsin og genopretningen under Putin, hvor levestandarden er øget betydeligt. Bogen er udgivet sidste år, før krisen omkring Ukraine, sanktionerne osv. Jeg håber at der kommer en opdateret udgave, der tager højde herfor. Det vil også give lejlighed til at læse korrektur; der er for mange trykfejl og passager, der gentages ordret.
Men det er småting. Bogen kan varmt anbefales. Man får virkelig god besked om et land, der vel har sine problemer og fejl, men dog er et ‘normalt land’, som forfatteren skriver. Ikke det rædselsvælde, som Vesten har en interesse i at male frem, nu da Vestens interesser for første gang imødegås kraftigt af modstående interesser. Den er nyttig som en ædruelig modgift, nu da en ny Kold Krig er under opsejling.