Jeg fortsætter med en omtale af nogle bøger om den økonomiske krise. Forrige artikel handlede om Europa, denne om USA.
Joseph Stiglitz: The Price of Inequality, Allen Lane 2012.
Vi starter med Stiglitz, i 90erne økonomisk rådgiver for Clinton, derefter cheføkonom ved Verdensbanken, som han forlod/blev smidt ud af efter hans kritik af IMF’s strukturreformspolitik overfor de fattige lande.
Hans bog, Free Fall, var den suverænt bedste bog om de første par år af finanskrisen, og den nye bog kan ligeledes varmt anbefales. Stiglitz er en venstrekeynesianer, der solidariserer sig med Occupy Wall Street bevægelsen og dens kritik af at den meste politik tilgodeser den ene procent rigeste, på bekostning af de resterende 99%.
Men gode meninger er der nok af, og det, der udmærker alle Stiglitz’s bøger, er at han altid skærer ind til kernen og kan fremlægge argumenterne så de står lysende klare, og altid med solid dokumentation (dette er et omfattende arbejde, hvor Stiglitz har haft hjælp af flere, ligesom tilfældet er med Chomsky’s bøger). Eneste kritik er titlen på hans bøger: Da han skrev sin forrige bog var den amerikanske økonomi faktisk ikke i frit fald, men i fremgang, med pæn vækst i 2010, og i den nye bog er der godt nok meget om ulighed, men faktisk er det en kritik af alle aspekter af amerikansk politisk økonomi anno 2012.
Et udpluk:
-omfattende dokumentation for den stigende ulighed, også i de sidste kriseår, hvor dem i toppen godt nok i starten tabte meget på aktiemarkedet, men det rettede sig, godt hjulpet på vej af generøse bailouts. De øvrige 99% må stadig døje med krise på bolig- og arbejdsmarkedet.
– god imødegåelse af trickle down filosofien (forgyld toppen og du hjælper også dig selv).
– meget informativ gennemgang af, hvordan det realt eksisterende kapitalistiske demokrati fungerer, med lobbyvirksomhed og om hvordan der lægges hindringer i vejen (af republikanerne) for at de fattige kan stemme. USA bevæger sig væk fra den demokratiske idé om lige politisk indflydelse for høj som lav.
– bogens kerne er kapitel 8 og 9, hvor den amerikanske finans- og pengepolitik kritiseres. Her møder vi de velkendte keynesianske argumenter for i krisetider at satse på ekspansiv finanspolitik, bl.a. fordi pengepolitik i denne situation er ineffektiv. Det er ikke støvet applicering af gammel teori, for argumenterne er konkrete og up to date. Også ECB omtales, hvis politik er endnu værre end Federal Reserve’s (modsat ECB skal sidstnævnte ikke blot bekæmpe inflation, men også varetage beskæftigelseshensyn, men det mener Stiglitz dog ikke at Fed gør).
– Stiglitz har et godt, næsten marxistisk, blik for at der sjældent eksisterer en ‘rigtig’, ‘sagligt nødvendig’ økonomisk politik. Nogen interessegrupper forgyldes, andre rammes. Fx gør han opmærksom på det banale, men ofte oversete forhold, at ensidig fokusering på at bekæmpe inflation (til skade for beskæftigelsen) umiddelbart gavner finanskapitalen. Af den simple grund, at det er den, der har pengene/kapitalen, og derfor den, der taber, hvis disse aktiver mister værdi gennem inflation. Debitorer, derimod, har en klar interesse i inflation, fordi gælden dermed nedskrives (kun hyperinflation er skadelig for alle, altså for økonomien som sådan, men den situation har ingen vestlige lande været i nærheden af siden 70erne). Den herskende deflationære politik – især i Europa, men også i USA – er altså til fordel for kreditorerne (finanskapitalen) og til skade for gældstyngede lande, boligejere etc. Videre: Finanskapitalens afkast er renten og den er høj i krisetider og det er jo rart for den. Endnu skønnere er det at den politisk fastsatte rente (diskontoen) er meget lav, på begge sider af Atlanten, for det er den rente, som bankerne skal betale for at låne af os (Fed, ECB, ultimativt os). Og den lave politiske rente (ekspansiv pengepolitik) har ikke formået at sætte gang i økonomien, for nok låner bankerne til de lave renter, men de låner ikke videre til virksomhederne; de gemmer pengene eller spekulerer med dem.
– endelig har Stiglitz nogle konstruktive idéer til, hvordan USA skal komme ud af krisen. Han fokuserer her på alle de milliarder, der kan hentes ind (og finansiere en ekspansiv offentlig politik) ved at afvikle ‘corporate welfare’, dvs. det utal af pekuniære gaver, som den store kapital modtager fra det offentlige (ikke blot bailouts). Også i DK burde der være mere fokus på de kapitalistiske kontanthjælpsmodtagere, fx kunne det være en øjenåbner, hvis Enhedslisten foreslog at statsstøtten til vor egen kapital her i foråret blev forhandlet sammen med kontanthjælp til almindelige mennesker. Burde ikke også de rige konfronteres med krav om modydelser, når de kommer på støtten?
Kort sagt: Alle tiders bog!
Nouriel Roubini: Crisis Economics. A Crash Course in the Future of Finance. Penguin 2011.
Roubini har status som orakel, fordi han som en af de få økonomer advarede mod den amerikanske husboble.
Dette er en glimrende bog. Roubini kender den finansielle sektor og mekanismerne her. Og så kan han skrive klart.
Han er også en kritisk økonom, fx kritiserer han den måde, som Obamas stimuluspakke i foråret var skruet sammen på. Der var for megen vægt på skattelettelser (i forhold til at øge offentlige udgifter). Det er tankevækkende, også for den danske debat, at disse skattelettelser var ineffektive, fordi forbrugerne opsparede 70-75% af skattelettelsen. Hvis man vil have ekspansiv finanspolitik er det langt mere effektivt at bruge pengene på at styrke den demokratiske sektor ved at øge de offentlige udgifter.
Roubini har en række spændende reformforslag, men erkender at det politiske pres for sådanne reformer aftog mærkbart i 2010, fordi panikken da havde lagt sig. Han foreslår ændringer i bonus systemet for selskaberne, fordi det aktuelle system præmierer ledere, der leverer kortsigtet profit, men ikke straffer dem hvis spekulationerne mislykkes (jf. gyldne faldskærme, også kendt i DK). Det system gør det nærmest irrationelt for ledede ikke at kaste sig ud i risikable spekulationer.
Han foreslår også genindførelse af Glass-Steagal, så almindelige bankkunder ikke rammes af spekulationer, og så spekulanter ikke behøves at blive bailet out.
Paul Krugman: End this depression now! Norton 2012.
Giver den keynesianske kritik af den økonomiske politik i USA (og Europa) i hårdtslående form. Mange gode grafer og tabeller. Ligesom hos Roubini en god forklaring af Minsky’s hypotese om finansiel ustabilitet (i gode tider lånes der alt for meget, fordi risikoen glemmes).
Han fremhæver (s. 94), at hvis man som god liberal (i europæisk forstand) afviser en aktiv (ekspansiv) finanspolitik for at overlade sagerne til ‘markedet’, bliver politikerne i realiteten slaver af finanskapitalen: politikken må indrettes så kapitalen tiltrækkes og ikke flygter. Det hedder at opnå ‘markedets tillid’.
Understreger, som Roubini, at en reduktion af skattebidraget – 40% af Obama’s stimuluspakke – ”were probably only half as effective in stimulating demand as actual increases in government spending” (s. 121). Det betyder også – med mindre danske økonomi er helt forskellig fra amerikansk – at vores regerings nedskæringer i stat og kommune rammer meget hårdt.
S. 131 skriver Krugman at der også i USA var et politikskift fra stimulering til nedskæringer (grundet bekymring for gæld) sidst i 2009, faktisk foreslog Obama nedskæringer i 2010, helt forfejlet efter Krugman’s mening, fordi USA let og billigt kan låne i udlandet for at finansiere den offentlige gæld. Og hvis man ikke vil det, kan indenlandske lån finansiere offentlige udgifter; dette vil være en klar fordel, fordi den private sektor i krisetider ikke selv begynder at forbruge og investere mere. Som vi også har set i Danmark.
Ss. 177 om ‘the big delusion’, nemlig at Europas gældsproblemer skyldes uansvarlige regeringer; dette gjaldt kun Grækenland (se http://anderslundkvist.net/2012/08/den-store-illusion/ ); samlet faldt den offentlige gæld i de europæiske problemlande fra 90% af BNP i 1999 til 75% af BNP i 2007!
C. Crouch: The Strange non-death of neoliberalism, Polity 2011.
Ser på de dybere strukturforandringer i den moderne kapitalisme.
Kapitel 5 handler om ‘Privatized Keynesianism’: I stedet for at det offentlige stimulerer efterspørgslen, sker dette ved at deregulere den private sektor, så der er frit spillerum til at låne for at forbruge og investere, altså til at opbygge privat gæld. Det var som bekendt det, der skete overalt i den vestlige verden i 00’erne. Når det offentlige ikke ville regulere økonomien, var dette den eneste mulighed for at undgå overudbud og ledsagende depression. Men nedturen kom naturligvis alligevel, da boblen bristede.
Bogen har mange originale betragtninger og er bestemt værd at læse.
David Harvey: The Enigma of Capital, Profile Books 2010.
Marxistisk inspireret analyse af den moderne kapitalisme, ikke specielt om krisen.
Lægger vægt på at den finansielle sektors vækst skyldes, at profitraten for produktiv kapital har været utilfredsstillende.
Fokuserer som Crouch på efterspørgselsproblemet i den moderne kapitalisme, fordi lønninger og andre indkomster for almindelige mennesker i mange år har været under pres.
Wolfgang Steeck: Re-forming Capitalism, Oxford 2009.
En instituionel analyse af tysk økonomi/samfund. Handler om mekanismerne indenfor de forskellige sektorer og institutioner, som samlet gav skiftet til nyliberalisme, med svage fagforeninger, working poors osv.
Meget spændende. Ikke meget om krisen, men når jeg nævner Streeck er det for at gøre opmærksom på en anden bog af ham: Politics in the Age of Austerity, der er annonceret til at udkomme marts 2013. Det vil blive spændende at læse en ikke-anglosaksisk tilgang til krisen.
Til slut: Kan socialister blot bruge Keynes i dag? Manden var jo erklæret liberal, og hans sigte var at redde kapitalismen.
Mit svar er ‘ja’, men Keynes kan og skal drejes i socialistisk retning:
a) den ekspansive finanspolitik skal sigte på at udvide den demokratiske sektor, ved at øge det offentlige forbrug, offentlige investeringer og overførselsindkomster. Det er også det, der giver mest beskæftigelse pr. milliard. Vi skal selvfølgelig ikke styrke den kapitalistisk dominerede sektor med skattelettelser. Udbygningen af den demokratisk kontrollerede sektor indebærer på sigt en overgang til moderne socialisme, hvor princippet om lige indflydelse for alle erstatter princippet om indflydelse efter pengepungens tykkelse. Det perspektiv havde Keynes selvfølgelig ikke, men skidt med det.
b) denne strategi er den miljømæssigt ansvarlige. At stimulere det private forbrug gennem skattelettelser leder til ragnarok, mens en udvidelse af den offentlige sektor er en udvidelse af servicesektoren, der ikke er så miljøbelastende (mest arbejdskraft, ikke forurenende vareproduktion). Og den offentlige sektor kan skræddersyes til miljøet, fordi den – modsat den private sektor – ikke har profit som overordnet målsætning.
Den politik, der giver arbejdspladser og samtidig er økologisk ansvarlig, er den præcis modsatte politik af den, som den nuværende regering fører. Så det bliver svært.