Spørgsmålet er ikke om man er tilhænger af tortur. Det er kun sadister.
Spørgsmålet er om man finder tortur nødvendig og derfor acceptabel. Det gjorde den tidligere regering og dens støtteparti, dvs. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Og det gør den nuværende regering, dvs. De Radikale, Socialdemokraterne og SF. At drage fordel af oplysninger fremkommet gennem tortur er at acceptere tortur.
Kun Enhedslisten er imod (idet jeg dog ikke kender holdningen hos Liberal Alliance). Især har det skuffet mig at De Radikale, som jeg troede var enige med Enhedslisten i en humanitær og principfast retspolitik, har accepteret tortur-politikken ved fortsat at være med i regeringen; partiets hjemmeside har ikke fundet sagen værd at omtale.
Dette er så chokerende, at det er vigtigt at holde hovedet klart:
Det drejer sig ikke om at fange Søvndal ved at konfrontere ham med tidligere udtalelse, eller om at latterliggøre ham, når han kombinerer accepten af tortur med erklæringer om forstærket indsats for menneskerettighederne. Det drejer sig om, at det overvældende flertal af mandater i det danske Folketing står bag tortur-politikken.
Det drejer sig heller ikke om, hvor vidt tortur ’virker’, dvs. om ofrene fortæller sandheden. Jeg tror personligt at den virker. Hvorfor er tortur ellers så udbredt? Og hvorfor var der under den tyske besættelse en retningslinie for tilfangetagne frihedskæmpere om at tie stille i de første 24 timer? Vel fordi man forventede, at de fleste derefter bukkede under og udleverede navne og adresser. Men jeg er ikke ekspert, og faktisk er jeg ret ligeglad.
Det drejer sig noget mere om, at tortur er i åbenlys modstrid med et utal at internationale konventioner, herunder FN-konventioner, som Danmark har tilsluttet sig. Den søndag, hvor Bødskov og Søvndal accepterede at modtage oplysninger baseret på tortur, meldte de Danmark ud af det internationale retssamfund.
Men det drejer sig først og fremmest om, at tortur er det værste i verden, fordi det krænker menneskets værdighed. Langt mere end dødsstraf. Mennesket nedværdiges ikke ved at blive skudt, men dets integritet krænkes af tortur. Holdningen til tortur bør ikke være baseret på nytte (virker den?), men på moral og menneskesyn.
Og terrorargumentet? Den tikkende bombe?
Hvis et land accepterer tortur, evt. ved at udlicitere den til andre, udøver dette land selv den værste form for terror. Det er ikke længere værd at forsvare, – eller det burde angribe sig selv, som led i kampen mod terror.
Jeg troede naivt at der var en bundlinie, som alle, fra højre til venstre, kunne være enige om. Altså nogle ukrænkelige principper i dansk og vestlig politik. Eksemplarisk udtrykt under 2. Verdenskrig, hvor de allierede – konfronteret med en langt større trussel end al Qaeda – ikke kopierede nazismen. Der var ingen udryddelseslejre for nazister, og Goering og Keitel blev henrettet, men ikke torteret.
I dag er der ingen principper i Danmark. Efter dette skred kan enhver uhyrlighed tænkes.
Det værste er, at betydningen af det skete er druknet i fnidder om den ligegyldige Søvndal. Men det handler om alle partiernes accept, igen bortset fra EL og måske LA.
Hvor er juraprofessorerne? Biskopperne? Jeg håber at der rejser sig en storm mod denne degradering af Danmark til en slyngelstat, så beslutningen omgøres. Ellers har vi ingen argumenter mod fremtidige terrorister.
Og – hvad der er værre – ellers har det danske samfund mistet sin værdighed.
Bragt på modkraft.dk 21. marts 2012.