Et stort flertal af irakere betragter de udenlandske styrker som besættere snarere end befriere.
Hvis Irak nu har fået et virkeligt demokrati, må det vel betyde at den kommende regerings politik afspejler folkeflertallets ønske om at sende amerikanerne hjem, og al-Sistani står da også til at vinde stort. Hvordan vil USA så stille sig? USA pressede på for at gennemføre valget, så man kan vel ikke andet end efterkomme den nye regerings krav?
Der har altid været to grundopfattelser af international politik. Idealisterne er tilbøjelige til at tro på staternes officielle motiver, der normalt har det globale almenvel for øje, mens realisterne betragter disse smukke idéer som ideologi, der skjuler mere kontante og specielle interesser.
Heri ligger også at man tolker vennerne idealistisk, fjenderne realistisk. Er man positiv over for USAs regering, accepterer man de noble motiver (hvilket ikke udelukker en kritik af midlerne for at nå dem); er man negativ, læser man olie, dollar og imperialisme bag ordene om frihed og demokrati.
Bush har jo erklæret at ville bruge Irak som springbræt for at demokratisere hele Mellemøsten.Det er idealisme, så det batter. I dag støtter Bush sin mellemøstpolitik på diktatoriske klientregimer i bl.a. Egypten og Jordan; Egypten huser en betydelig amerikansk styrke og modtager økonomisk hjælp fra USA, mens Jordan ligesom Israel har en frihandelsaftale med USA. Hvis støtten trækkes tilbage, regimerne vælter, og vi får folkestyre, vil alt, hvad der lugter af McDonalds, være ude af landet dagen efter valget. Militære støttepunkter, potentielle markeder og kontrol med olien vil være ofret på idealernes alter, hvis Bush gennemfører demokrati i Mellemøsten.
Tilbage til Irak. Paul Bremer gjorde, hvad han kunne for at tilpasse den irakiske økonomi til de amerikanske selskabers interesser.
Han fyrede offentlige ansatte og sørgede for at de beskedne 20 mia. dollar, som Kongressen bevilgede til genopbygning, gik til vestlige selskaber og ikke til de 200 statslige virksomheder, som var rygraden i den irakiske økonomi. Selskabsbeskatningen blev sænket fra 40 pct. til 15 pct., og udenlandske selskaber fik tilladelse til at eje 100 pct. af irakiske virksomheder og sende al profit tilbage til USA (snarere end at reinvestere i Irak). Samtidig blev al told afskaffet, altså fuldstændig frihandel, dvs. frihed for de handlende, som tilfældigvis er identiske med de nævnte selskaber. Afregningen for olien skiftede tilbage fra euro til dollar.
Meget kan man sige om dette program, men idealisme er det vel ikke det første ord, der popper op. Meningen var god nok, men det gik ikke som planlagt, fordi oprøret skræmte investorerne bort. Og fordi al-Sistani var modstander af at overdrage Irak til selskaberne. USA er nu i gang med at bygge baser, hvad de så skal bruges til i forhold til Iran, Syrien og Saudi-Arabien.
Og Bush har besvaret den shiitiske valgsejr med en optrapning af retorikken over for Iran. Dette land er nok det mest demokratiske i regionen (hvilket ikke siger så meget), men for USA er Iran farligt af to grunde: Det styrker shiiterne i Irak, og det har planer om at sælge olie for euro i stedet for dollar. Hvis Iran kan tages ud, har shiiterne ikke så meget at have deres valgsejr i. For at få demokratiet til at producere de ønskede resultater kunne man også afpresse økonomisk via IMF, der i praksis er en afdeling af det amerikanske finansministerium. Demokrati er godt, men magt er vigtigere. Alternativerne for Bush er værre. Borgerkrig og kaos er en mulighed, men rædselsscenariet er en forståelse mellem sunnier og shiiter, med front mod amerikanerne og de egentlige terrorister.
Vi får se. I mellemtiden kan vi filosofere over, at en FN-organisation (UNDP) har beregnet, at verdens fattige kan få mad, rent vand, grundskole og basal sundhed altså en slags global borgerløn hvis der afsættes 80 milliarder dollar hertil. Hvilket sjovt nok er det samme beløb, som Kongressen netop har bevilget yderligere til Irak-krigen. Oplagt for en lomborgsk cost-benefit analyse.