Politikerne fra SD, SF og DF har lovet milliarder til de offentlige ansatte, men det er en farlig kurs, for derved undergraver de den Danske Model. Som består i at arbejdsmarkedets parter selv forhandler sig frem til løn og andre vilkår. Sådan lyder det fra Claus Hjort Frederiksen.
Denne omsorg for fagbevægelsen og dens autonomi er måske overraskende, hvis man tænker på Venstre’s historie, men det afgørende er at denne beskrivelse af den Danske Model beror på en erindringsforskydning.
Den reelt eksisterende Danske Model er kendetegnet ved at løn og arbejdsvilkår bestemmes ved at staten og dens økonomer først definerer rammerne og til slut griber ind, såfremt rammerne overskrides. Statsindgreb i løndannelsen har i masser af år været rutine.
For 30 år siden betød sådanne politiske indgreb ikke entydigt loft over lønstigninger.
Man havde en Keynesianisme, der forklarede at hvis der var lavkonjunktur, gav gode lønninger købekraft og dermed beskæftigelse og vækst. Hvis der omvendt var fare for inflation blev lønnen ikke betragtet som eneste skyldige, for også høje profitter og friværdier kunne drive priserne op; derfor eksperimenterede man med indkomstpolitik, hvor også virksomhedsejerne måtte vise samfundssind.
I dag er det en given sag blandt de fleste politikere og økonomer, at høje lønninger er samfundets fjende nr. 1.
Som altid griber staten ind, men man kan ikke længere forestille sig at det sker for at hæve lønningerne, og dermed sænke profitterne. Det skyldes at de rammer, der opstilles og håndhæves, defineres af hensynet til virksomhedernes konkurrenceevne, og den er jo ikke truet af stor profit, men af høj løn og dermed høje omkostninger. Det begrundes med at hvis virksomhedernes indtjening er dårlig, bliver landets regnskab med udlandet dårligt. Så staten varetager arbejdsgivernes interesser af hensyn til os alle sammen. Hvad der er godt for Novo Nordisk, er godt for Danmark.
Den anden halvdel af historien – at høje profitter måske også kan være et problem – fortælles ikke mere. Det skyldes at nyliberalismen har styrket kapitalen ved at give den frihed til at investere hvor den vil og i hvad den vil. Hvis den er utilfreds, kan den i dag flytte til et andet land, mens de fleste lønarbejdere i praksis er stavnsbundne og derfor uden den store magt. Det giver virksomhederne en effektiv vetoret over den økonomiske politik, så indgreb overfor avancer er i dag udelukket.
Aktuelt drejer det sig imidlertid om de offentligt ansatte, og det gør påkaldelsen af den Danske Model endnu mere surrealistisk.
De politikere, der vil vaske hænderne og overlade beslutningerne til ‘arbejdsmarkedets parter’, er selv den ene part. Så hvis de offentligt ansatte vil have mere i løn, er det ifølge sagens natur Claus Hjort, Helle Thorning, Pia Kjærsgård og Villy Søvndal de må stille kravene til, helt parallelt med at arbejderne på Novo Nordisk ikke har andre end direktøren at rejse lønkrav overfor.
Som arbejdsgiver har det offentlige alle dage reguleret de offentligt ansatte på 117 måder. Den aktuelle regering har da heller ikke haft nogle principielle kvababbelser ved at styre deres arbejdsvilkår ned til mindste detalje, fordi man fandt det for risikabelt at give dem ansvar. Grunden til det aktuelle ramaskrig er meget simpel, nemlig at der for første gang i mange år er udsigt til at politisk indgriben faktisk kan være til fordel for de offentligt ansatte.
Men vil det ikke være uansvarligt, samfundsøkonomisk set, med offentlige lønstigninger?
Det mener de Økonomiske Vismænd i deres sidste rapport, og den meget lave arbejdsløshed og det heraf følgende stigende lønpres tyder da også på at økonomien netop nu er overophedet. Hvis det er rigtigt er der brug for en stramning. Vi skal spænde livremmen ind.
Traditionelt kan dette gøres på tre måder:
– pengepolitisk stramning, dvs. rentestigning. Det kan man imidlertid ikke mere, fordi dansk pengepolitik er nedlagt. Den følger nemlig Den Europæiske Centralbank.
– finanspolitisk stramning ved at hæve skatten, så det private forbrug og de private investeringer begrænses. Dette er den traditionelle socialdemokratiske medicin. Det vil man ikke, fordi det nyliberale politiske klima tilsiger at højere skat er syndigt.
– finanspolitisk stramning ved at begrænse de offentlige udgifter. Dette er selvfølgelig den traditionelle liberale medicin, og det er i dag den eneste type indgreb, der kan komme på tale.
Regeringen mener imidlertid ikke at der er behov for en stramning, og den vurdering kan faktisk godt begrundes, hvis vi kaster et blik på fremtiden.
Lad os se hvordan kapitalen vurderer udsigterne.
“Det er ikke et kønt syn, hvad der sker i dele af kreditmarkedet, men det kan sagtens bliver værre”, siger Christian Hyldahl fra Nordea muntert til dagbladet Børsen (27/11 – 07).
Dette udsagn er interessant, eftersom det står – eller er underforstået – i økonomers jobbeskrivelse, at de skal være optimister. Den uskyldige del af offentligheden tror at deres analyser er objektive, altså er et bud på sandheden, men de betales for at sige det funktionelle, dvs. hvad der kan tale kurserne op. Derfor er Hyldahl’s udsagn bemærkelsesværdigt. Og han er ikke alene. En række andre topøkonomer plus Børsen selv er svinget fra optimisme til pessimisme.
Hvad har de gang i?
Svaret er nok at den globale finansielle krise ikke kan bagatelliseres længere.
Investorerne har penge i klemme og har derfor ikke råd til at lege optimister, der tror at bunden er nået, opsvinget lige omkring hjørnet osv. I de sidste måneder er økonomernes besindighed derfor blevet dementeret af realiteterne på markedet. Professionel optimisme vil fremstå som utroværdighed, når børsernes barometre svinger mellem recession og panik.
Men der er også en anden grund til den officielle pessimisme: Der skal saneres, og det skal gå hurtigt. Ingen véd stadig ikke hvor mange lig – dvs. dårlige lån – der står og rasler i subprime krisen. De skal ud af skabet, med de tab der følger, for usikkerheden er i sig selv dødbringende. ‘Destruction’ kan være ‘creative’.
Lad os tage en kort global frontrapport.
Helt nye tal viser at de aktuelle fald i ejendomspriser i USA er de største i 21 år. Det er ikke blot de dårlige subprime lån (på dansk må det vel hedde 3., 4. eller 5. prioritet), der er problemet. Problemet er det generelle, at højkonjunkturen fra 2003 og frem beroede på et ejendomsmarked, hvor priserne er spekuleret helt urealistisk op; høje priser giver store friværdier, dermed stort forbrug og derfor stor økonomisk vækst. På samme måde som det i sidste halvdel af 90erne var de himmelstræbende aktiekurser, der forårsagede datidens højkonjunktur (og kollapset i 2001).
Punkteringen af boligboblen har to effekter.
Den ene er at nyfattige boligejere indskrænker forbruget, hvilket kan aflæses stadig tydeligere; julesalget forventes at skuffe fælt, og den amerikanske vækst går i stå. Indtil nu har arbejdsmarkedet klaret sig rimeligt, uden egentlig stigning i arbejdsløsheden, om end den amerikanske statistik over denne er notorisk upålidelig, fordi arbejdsløse hurtigt ryger ud af statistikken og synker til bunds, så den berømte lave amerikanske arbejdsløshed er langt hen ad vejen et fatamorgana.
Den anden er snævrere knyttet til de dårlige subprime lån: Hvem har bevilget hvor mange af dem? Ingen véd det og derfor er den gensidige tillid indenfor finanskapitalen på et nulpunkt. Ingen tør låne til andre (fx til bankerne selv), når disse ‘andre’ kan risikere at gå fallit. Og hvis bankerne ikke har adgang til kredit, vil de selvfølgelig heller ikke udlåne til virksomhederne, hvilket også bremser den økonomiske vækst.
Myndighederne har søgt at afhjælpe problemet.
Federal Reserve og den Europæiske Centralbank har pumpet enorme milliardbeløb ud i systemet. Dette er en eufemisme for at de har foræret finanskapitalen disse beløb og dermed friholdt dem fra de tab, som deres spekulationer har medført, efter den moderne kapitalismes hæderkronede princip om at kapitalen beholder profitten, mens centralbankerne – dvs. os andre – dækker tabene. Det har imidlertid ikke hjulpet meget. Grundproblemet er at nyliberalisme betyder uhæmmet kapitalisme, at uhæmmet kapitalisme betyder ustabil kapitalisme, og at myndighederne gennem dereguleringerne af kapitalen har bortkastet de redskaber, der kunne sikre stabilitet.
Hvad kan myndighederne så gøre? Næsten det eneste tilbageværende instrument er at centralbankerne kan ændre den officielle rente (diskontoen), dvs. den rente som bankerne skal betale for at låne hos centralbanken. Den skal selvfølgelig sænkes for at få gang i kreditten, produktionen og væksten. Problemet er bare at inflationen her på det allersidste er begyndt at stige mærkbart i både EU og USA, og for at dæmpe den skal renten ikke sænkes, men sættes i vejret.
Så centralbankerne står i et dilemma. Deres opgave i det moderne kapitalistiske system er at sikre finanskapitalens interesser ved at sørge for at dens værdier ikke udhules af pengeforringelse og at den får et pænt afkast (dvs. høj rente). Under normale omstændigheder er dette førsteprioritet, men vi har ikke normale omstændigheder men recession, grænsende til panik. Og da panik er det værste i verden, er det sandsynligt at centralbankerne sænker renten (rygtet herom har i de sidste dage bremset faldet på Wall Street). Det kan hjælpe marginalt, men næppe mere.
Hvad betyder alt dette for Danmark?
Her i landet synes væksten (også) at være gået i stå. Fusioner og overtagelser, ikke mindst foretaget af kapitalfondene, skød i vejret i 2006 og ind i 2007, men er nu næsten ophørt; kapitalfondene kan ikke længere låne i banken for at finansiere deres opkøb. Det varsler ilde, for nedgang i fusioner og opkøb har gennem den sidste snes år været en lige så sikker indikator på problemer, som når rotterne forlader et skib.
Kurserne på Københavns fondsbørs er faldet betydeligt, noget mere end det europæiske gennemsnit; det gælder også bankaktierne og APMøller (som synes i betydelige vanskeligheder grundet den amerikanske recession). Endnu har problemerne ikke forplantet sig til realøkonomien; arbejdsløsheden er stadig lav og der er mangel på arbejdskraft. Det kan ikke vare ved, og finanssektorens forsikringer om ikke at være udsat i nævneværdig grad mht. de dårlige subprime lån, er der ingen speciel grund til at tro på.
Det er meget muligt at vi står med et ganske andet Danmark end i dag, når overenskomstforhandlingerne spidser til hen på foråret. Hvis der er optræk til fortsat lav vækst og stigende arbejdsløshed er det så sikkert som Amen i kirken, at de toneangivende politikere og deres økonomer vil forklare at der absolut ikke er råd til lønforhøjelser af betydning. Det siger de selvfølgelig også i dag. Det siger de altid. Hvad enten det regner eller sner, hvad enten der er højkonjunktur eller lavkonjunktur, skal profitten fredes af hensyn til konkurrenceevnen. Men hvis arbejdsløsheden begynder at stige en gang i foråret vil begrundelsen skifte fra at det er af hensyn til virksomhederne, dermed konkurrenceevnen, til at det er af hensyn til de ulykkelige lønmodtagere, der vil blive sendt på gaden, hvis de er for dyre at ansætte.
Forskellen er at mens lønmodtagerne i dag, med et meget stramt arbejdsmarked, står stærkt, så vil de stå væsentligt svagere om et halvt år, hvis væksten virkelig vender og arbejdsløsheden stiger. Det er i denne sammenhæng mindre relevant, at de sagligt set vil stå stærkere end i dag, for det er i en eventuelt kommende lavkonjunktur, at der er brug for at pumpe købekraft ud, bl.a. i form af højere lønninger. Det argument vil vi imidlertid ikke høre fra regeringen. Når det drejer sig om lønninger, tænker den ikke Keynesiansk (at højere lønninger giver højere indkomster, dermed større samfundsmæssig efterspørgsel og følgelig mindre arbejdsløshed), men monetaristisk (at højere lønninger betyder mindre profitter, dermed lavere aktivitet og dårligere konkurrenceevne på eksportmarkederne).
SF og Enhedslisten må forberede sig på denne situation.
For det første er det afgørende at det alternative flertal hurtigt bevilger milliarderne til de offentligt ansatte. Hvis DF tillades at trække sagen i langdrag, bliver der formentlig ingen penge. Det er nu der skal smedes.
For det andet bør SF og EL forberede et offensivt svar på den forventelige krise, så alt denne gang ikke sker på nyliberalismens, dvs. kapitalen, betingelser. Grundsynspunktet må være at en eventuel krise skyldes kapitalismens ineffektivitet, og at demokratiet derfor må have mere hånd i hanke med kapitalens gøren og laden. Især må der kræves en vis kontrol med finanskapitalen (hvor meget bankerne udlåner til hvem, afgift på udenlandsk spekulation, fx en Tobin skat); sådanne krav vil især være oplagte, hvis det viser sig at den danske finanskapital faktisk har haft hænderne dybt nede i subprime lånene. Måske skal en vis løntilbageholdenhed accepteres, men så skal der være politiske modydelser (som da LO i 70erne krævede Økonomisk Demokrati som betaling for lønmoderation).
Hvis sådanne idéer ikke forberedes og fremføres med kraft, kender vi resultatet, nemlig at lønarbejderne skal betale omkostningerne ved krisen, mens kapitalen frikøbes for tabene ved sine fejlkalkulationer.
Bragt 1. december 2007 i www.kritiskdebat.dk.