Keynesiansk krisepolitik bliver et slag i luften, som EU’s nyliberale establishment alt for let kan afparere, hvis man ikke i samme åndedrag insisterer på politisk kontrol med finanskapitalens bevægelser.

Keynesiansk krisepolitik forudsætter kapitalkontrol

Den aktuelle europæiske krisepolitik er som bekendt en nedskæringspolitik. Det gælder Sydeuropa, men det gælder også, i det små, Danmark.

Kritikere har med rette peget på, at en sådan politik er selvmorderisk, fordi den naturnødvendigt vil øge arbejdsløsheden og mindske væksten. Dette var således effekten af den kontraktive politik, som især England og Tyskland førte i begyndelsen af 30erne. Husmoderlogikken siger, at hvis der er smalhans, skal vi spare, men sparer vi alle, herunder det offentlige, går hjulene først for alvor i stå. Dette er Keynesianisme, og den doktrin var langt de fleste økonomer enige i frem til ca. 1980; det var simpel logik, om end ikke husmoderlogik. Og nok så vigtigt: En stærk arbejderbevægelse plus en stærk produktiv kapital havde en indlysende interesse i en økonomisk politik, der gav dem beskæftigelse og afsætning (produktiv kapital er investeret i produktion af varer og serviceydelser, mens finanskapital ’blot’ formidler). Derfor blev den gennemført.

I dag er den historiske koalition mellem arbejde og produktiv kapital brudt; arbejderbevægelsen er svækket, og den produktive kapital har allieret sig med finanskapitalen (eller de er flydt sammen). De Keynesianske røster er få og spredte, både blandt økonomer, politikere og journalister. EU’s sparepolitik er klar, og få sætter spørgsmålstegn ved den..

Det må da også erkendes, at der i den moderne europæiske økonomi er store vanskeligheder ved at implementere en Keynesiansk politik. Antag at Spanien i stedet for at skære de offentlige budgetter med 5%, øgede disse udgifter, med henvisning til landets katastrofale arbejdsløshed (20%). Bankerne i Frankrig og Tyskland ville straks trække alle deres penge ud, fordi en ekspansiv økonomisk politik ville efterlade færre penge i statskassen til at servicere gælden. Landet ville hurtigt gå fallit. Finanskapitalen vetoer kort sagt en Keynesiansk politik.

Derfor: Keynesiansk krisepolitik bliver et slag i luften, som EU’s nyliberale establishment alt for let kan afparere, hvis man ikke i samme åndedrag insisterer på politisk kontrol med finanskapitalen og dens bevægelser.

Konkret må den danske oppositions krisepolitik, der er moderat ekspansiv fordi den fremrykker offentlige investeringer, suppleres med forslag om kapitalkontrol; hvis man tør, kan man jo henvise til Kina, der er det større land, der er sluppet bedst gennem krisen, takket fær en meget stor stimuluspakke og kapitalkontrol. For tiden synes kapital at strømme til Danmark, men det må der også holdes øje med, dels af solidaritet med de lande, som den flygter fra, dels grundet risikoen for at det kan skabe en boble. En sådan politik kan være vanskelig at gennemføre for Danmark alene, så derfor må socialdemokraterne gå sammen med de tyske og østrigske partifæller, der under sloganet ’Gemeinwohl vor Kapitalinteressen’ foreslår bl.a. Tobin skat, se www.spd.de/de/aktuell/nachrichten/2… . De to partier søger i den forbindelse at lancere et Europæisk Borgerinitiativ, hvilket Lissabon Traktaten giver mulighed for. Spændende.

Overhovedet er der tegn i sol og måne på, at en vis demokratisk kontrol med kapitalen er en realistisk mulighed.

Kapitalens frihed er det helligste i EU, – indskrevet i det Indre Marked (1985) og i første trin af ØMUen (1990), så den afskaffes ikke på et par dage. Men den kan modificeres. Presset fra SPD og Die Linke og vreden hos de tyske vælgere over at skulle frikøbe de tyske banker (pengene skal lige en smuttur omkring Grækenland) har fået Merkel til at gribe ind overfor den værste spekulation (’short-selling’, jf. www.modkraft.dk/spip.php?article13324 ). I USA har Obama netop fået en vis regulering af finanskapitalen gennem Senatet, samtidig med at der er lagt sag an mod Goldman Sachs og Citi Bank for bedrageri. Hvor er den danske vrede? Fx over EU Kommissionen, der kæmper imod sådanne tiltag med arme og ben. Amerikanerne er måske mere kapitalistisk ’mindede’ end vi europæere, men de finder sig ikke decideret bullshit. Det gør vi, hvor vreden i stedet med stort held – foreløbig – er omdirigeret til grækerne.

Det store dyr i åbenbaringen: Den kapitalistiske eller demokratiske sektor?

Lad os grave lidt dybere. Sydeuropa har problemer med gælden, men det er ikke første gang i verdenshistorien, at lande har svært ved at klare betalingerne til udlandet. Men denne gang er speciel, dels fordi det er staten, der hænger på regningen, dels fordi regningen er mangedoblet af spekulation.

Sammenlign fx med Danmark i 70erne, hvor vi havde et stort underskud på betalingsbalancen, – så stort at Heinesen (finansministeren) talte om at vi nærmede os afgrunden. Dette underskud skyldtes realøkonomiske faktorer. Høje oliepriser fordyrede importen og måske svækkede høje lønninger eksportens konkurrenceevne (men reallønnen faldt nu kraftigt i Anker Jørgensens sidste år, dvs. 1980-82). Problemerne skyldtes ikke kapitalflugt, eftersom der dengang var kapitalkontrol.

Det er der ikke i dag. En væsentlig grund til Spaniens problemer er, at kapitalen frit kunne flyde ind i landet, nærmere bestemt til ejendoms- og byggesektoren. Det gav byggeboom og en af de største ejendomsbobler i den vestlige verden, så da den brast flygtede kapitalen over hals og hoved. Regningen blev kastet i regeringskontoret (for nu at variere et kendt tema): Regnskabet med udlandet – betalingsbalancen – skal stemme, så når privatkapitalen lister ud af bagdøren, må det offentlige kompensere ved at hente kapital hjem, dvs. sælge statsobligationer til udlandet. Den anden grund til Spaniens problemer er et stigende underskud på handelsbalancen, hvilket skyldes at produktivitetsudviklingen og dermed konkurrenceevnen har været svagere end i Nordeuropa (derimod er lønningerne ikke vokset mere end i det øvrige Europa, så det er ikke rimeligt at tale om at befolkningen har levet over evne). Her er det handelskapitalens underskud – i 2008 på 10% af BNP – som det offentlige må dække. (Om Spanien, se http://www.bde.es/informes/be/bolec… http://www.ine.es/jaxi/tabla.do ; http://www.ine.es/jaxi/tabla.do )

Alt i alt er det store offentlige underskud kun symptom på, ikke årsag til problemerne. Alligevel er det dette underskud, og kun det, som konvergenskravene interesserer sig for. De nyliberale i EU-systemet lider af en slags hysterisk blindhed, der gør dem ude af stand til at se, at der kan være problemer andre steder end i den offentlige sektor.

Har læseren ikke til tider undret sig over, at vi ikke hører et ord om landets underskud, dvs. underskuddet på betalingsbalancen, kun om det offentliges underskud? Det skyldes, at hvis man taler om det første, skal man straks til at fordele skylden mellem de forskellige aktører, der traditionelt opdeles i de produktive selskaber, de finansielle selskaber, husholdningerne og det offentlige, og det forvirrer billedet, når ’man’ nu véd at der kun kan være ét stort dyr i åbenbaringen, nemlig den demokratiske sektor. Private lån er udtryk for økonomisk frihed, mens offentlige lån viser slaphed.

Siden sidst

Meget tyder nu på, at sikkerhedsnettet på €750 milliarder plus – og vigtigere – ECB’s massive opkøb af Sydeuropæiske statsobligationer ikke har tilfredsstillet ’markedet’ (se forrige artikel om gældskrisen www.modkraft.dk/spip.php?article13363 ). Efter euforien de første par dage er såvel aktiekurserne som Euroen strøget ned. Samtidig er den korte rente på pengemarkedet – især mellem bankerne – øget.

Men finanskapitalens veje er uransagelige. Efter frikøbet i oktober 2008 af de amerikanske banker med TARP pakken på $700 milliarder – også dengang ’suppleret’ med Fed’s mere diskrete opkøb af værdipapirer på $1.600 milliarder – gik det også ned ad bakke i de første par måneder, men derefter rettede markederne sig. Så hvem véd med Euro-pakken? Imidlertid er Europa ikke USA. USA havde tid samt en potent seddelpresse (dollar er global supervaluta), men EU har ingen af delene.

Som nævnt i forrige indlæg har Euro-landene nu hyret IMF til at gøre det beskidte arbejde med at svinge kniven over de Sydeuropæiske statsbudgetter, hvilket er nødvendigt, nu da ECB har mistet enhver troværdighed. USA kontrollerer IMF, så dette land har nu fået noget mere end en fod indenfor i EU; for resten forlyder det, at det var en armvridende opringning fra Obama, der sikrede at politikerne vedtog sikkerhedsnettet (et par dage før talte man om langt mindre beløb). Denne indgriben skyldes, at den amerikanske finanskapital har store penge i klemme hos tyske og franske banker, så hvis de taber på Sydeuropa, taber USA også. Det hele hænger sammen i vore dage. Aktiemarkederne i Europa og USA bevæger sig da også nogenlunde parallelt (nedad), om end EU leder vejen.

Siden sidst er der også kommet nye usikkerhedsmomenter på banen.

For det første synes Kina at have problemer. De kom langt bedre gennem krisen end andre lande, men naturligvis er landet blevet ramt på eksporten, især nu da Euroen er faldet så meget i værdi. Det gør kinesiske varer dyrere i forhold til europæiske. Samtidig indebærer risikoen for en ejendomsboble, at der har været forlydender om kinesiske planer om at hæve renten og på anden vis stramme op. Det vil i givet fald ramme USA og Europa.

For det andet er der sket en opbremsning i den amerikanske realøkonomi, efter at den ellers er kravlet opad i lang tid. Måske skyldes det at Obamas stimuluspakke er ved at have udtømt sine virkninger.

Det ser ikke godt ud.