Der er nu næsten dødt løb mellem ja og nej på søndag.
Den første meningsmåling efter udskrivelsen af folkeafstemningen sidste fredag gav et betydeligt flertal til nej; den næste for et par dage siden sagde 47% ja og 43% nej, og dagens måling viser 44,8% ja og 43,4% nej, altså en forskel på mindre end 1½%.
Så det bliver spændende. I øvrigt er det ikke ganske sikkert, at afstemningen overhovedet afholdes, eftersom den højeste juridiske instans i Grækenland i dag skal afgøre, om den er lovlig. Argumenter mod lovlighed: a) for kort tid til valgkamp, b) emnet er økonomisk og må derfor ikke lægges ud til afstemning (som i Danmark) og c) spørgsmålet er uklart. Hvis afstemningen aflyses, er vi tilbage til square 1, hvor alle muligheder er på bordet.
Kampen mellem ja og nej ligner en kombination af klassekamp og generationskamp.
Der har været to store demonstrationer for hhv. ja og nej (de to sidste kommer i aften), og her gjorde Guardian opmærksom på at ja-folket så betydeligt mere velklædt ud – og havde vist også flere mobiltelefoner – end nej-folket; modsat de rige har de fattige efterhånden ikke så meget at tabe, så en ny politik, måske udenfor Euroen, kan ikke blive værre end det nuværende.
Tilsvarende synes unge overvejende at hælde til et nej, ældre til et ja. Måske fordi de unge indser at fortsat nedskæringspolitik ikke giver jobs eller fremtid?
Jeg opholder mig for tiden i Athen, og dette sympatimønster kan jeg genkende i vor græske omgangskreds.
Det kan frygtes at mange vil afholde sig fra at stemme. De er forvirrede og de nærer efterhånden foragt for alle parter: Regeringen, oppositionen, Trojkaen.
Forløbet har da også været ejendommeligt, for at sige det mildt.
Det startede med Trojkaens tilbud i fredags, som Syriza kaldte et ultimatum og besvarede med folkeafstemningen. Dette initiativ var Trojkaen så rasende over, at den tog det sidste ’tilbud’ af bordet. Dette var en uhørt foragt for demokratiet, men det betød også at folkeafstemningens tema – ja eller nej til nævnte tema – var bortfaldet. Som – tænkt eksempel – hvis en dansk regering mandag udskriver folkeafstemning om ja eller nej til bankunionen, hvorefter EU om tirsdagen skrotter denne idé, og regeringen alligevel fastholder afstemningen.
Men Syriza har fastholdt afstemningen og dens tema. Det giver ikke mening, men hvis man aflyste afstemningen eller ændrede temaet, ville man jo bøje sig for Trojkaens afpresning. Et dilemma!
Samtidig har Syriza erklæret, at hvis man får sit nej vender man blot tilbage til forhandlingerne, med et styrker mandat i ryggen, og så har man en aftale i løbet af 48 timer! Sagde Tsipras i dag. Det er der ingen, der tror på. Reelt har Syriza gjort afstemningen til et valg mellem fortsat nedskæring eller ej. Man afviser højlydt at et nej vil betyde exit fra Euroen, hvilket dog er det meste sandsynlige resultat. Med mindre Trojkaen, måske under pres fra Obama og franskmændene, viger tilbage fra sin brinkmanship-politik og accepterer at Tsipras fortsat er græsk regeringsleder. Markedets reaktioner på den græske uro har været behersket, men ingen véd hvad en virkeliggjort Grexit vil betyde Euroen.
Fra Trojkaens side ville det logiske selvfølgelig være enten ikke at blande sig, eller opfordre til ikke at stemme i en meningsløs afstemning. I stedet har den kørt alle kanoner i stilling bag ja-siden, og omdefineret temaet til for eller imod græsk medlemskab af Euroen. Og man har sagt, at man ikke vil forhandle før afstemningen, altså ikke vil forhandle med den lovlige græske regering. Man fører altså, udtalt og uudtalt, en voldsom kampagne for at vælte Tsipras. Også dette er i strid med alle demokratiets vilkår.
Forvirringen er også øget af, at den græske regering i to omgange har sendt forslag til Trojkaen. Det første bad om en tredje bail out og var (for mig) klart at forsøg på at vise forhandlingsvilje, samtidig med at man kunne være sikker på at forslaget ville blive afvist. Det andet og sidste var mere problematisk, for her gik Tsipras med til langt det meste af det, som Trojkaen havde krævet i fredags. Trojkaen nægtede fortsat at forhandle før søndag, hvilket viser at den ikke er interesseret i en aftale, men i at komme af med Tsipras. Men forslaget virkede selvfølgelig demoraliserende på nej-siden. Tænkt hvis Trojkaens havde sagt ja tak!
Så er der spørgsmålet om eftergivelse af en del af den græske gæld.
Det har Syriza hele tiden bedt om, og det har Trojkaen hele tiden afvist (selv om enhver véd at gælden aldrig kan betales tilbage). Der var heller ikke noget om gældseftergivelse i udspillet fra i fredags, selv om Juncher løgnagtigt hævdede dette. Søndag åbnede Merkel imidlertid for eftergivelse, men sagde så dagen efter at der ikke kunne være tale om ‘yderligere’ indrømmelser til grækerne! Igen en skovlfuld kul, der fyrede op under bålet af foragt og forvirring.
Så kom det lækkede dokument fra ECB, IMF og Euro-landene, hvor disse kreditorer frimodigt analyserede sig frem til, at nedskæringspolitikken ikke ville nedbringe den græske gæld, snarere tværtimod. Altså at alle Trojkaens krav er meningsløse (med mindre meningen er en radikal nyliberal revolution i Grækenland).
Og sidst IMF’s melding om, at det skam er nødvendigt at nedskrive gælden! Det sagde IMF ikke i fredags, givetvis fordi man ikke ville give en sådan indrømmelse til netop Tsipras.
Det hele er usmukt og ulogisk.
Men essensen i nej-kampegnen er smuk og klar: Ja til demokrati, og nej til afpresning og nedskæringspolitik.
Nu må vi krydse fingre for et nej søndag.