Hvis planerne føres ud i livet, kan det trække eksistensgrundlaget væk under godt hundrede millioner kinesiske arbejdere; de mister ikke blot deres arbejde, men også alle de goder, der traditionelt er knyttet til statsansættelse
(f. eks. adgang til børnehaver). For det andet vil det kaste yderligere benzin på det bål af økonomisk vækst, som flammer i Kina, og som resulterer i økologiske rædselsscenarier med andre hundreder af millioner af familier med egen bil, papirbleer til deres babyer – dér røg de skove – o. s.v.
Vi står med andre ord overfor en menneskeskabt katastrofe af ufatteligt omfang.
En dansk vurdering
Emnet blev diskuteret i radioen (søndag den 21. september) af Mette Holm og Jørgen Siegumfeld. De var enige om at se de nævnte planer som et stort fremskridt for Kina; de erkendte “omkostningerne” – de økologiske blev dog overset – og beklagede at Kina ikke har et velfærdssystem, der kan samle taberne op, men den ikke just røde tråd gennem udsendelsen var, at vi her står overfor en nødvendig udvikling, der i sidste instans er af det gode.
Hvorfor? Fordi disse statsvirksomheder er urentable og giver tab; de er økonomisk ineffektive. Derfor må statsejet væk, koste hvad det vil.
Den økonomiske kalkyle
Hvilke økonomiske kalkyler kan være så tvingende, at de vejer tungere end hundrede millioner menneskers liv? Hvilke argumenter er der for en politik, der efter al sandsynlighed truer klodens fremtid?
Statsvirksomhederne må lukkes eller privatiseres – hvilket også resulterer i afskedigelser – fordi de giver tab. For (markeds)økonomen betyder “tab”, at pengeomkostningerne for arbejdskraft og realkapital overstiger prissummen af virksomhedens produkter. Dette tab er åbenbart noget skidt, men denne vurdering forudsætter, at pengeomkostninger og priser er andet end nogle vilkårlige tal. Disse pengemæssige udtryk må antages at være udtryk for noget reelt: Tab er skidt – og profit godt – fordi høje pengeomkostninger antyder sløseri med ressourcerne, og fordi lave færdigvarepriser viser, at varerne kun giver ringe nytte eller velfærd til forbrugerne. Begge dele er noget sludder.
Vi ser først på pengeomkostningerne.
Pengeomkostninger
Et lukningsmotiverende tab kan være forårsaget af en høj lønsum til arbejderne. I vore dage – Danmark eller Kina – er arbejdskraften imidlertid den eneste ressource, der ikke er knap. Derfor er der ikke nogen real begrundelse for at rationere dens brug, altså nedskære antallet af arbejdere på en virksomhed.
Den anden væsentlige pengeomkostning er renten. For 20-30 år siden troede den økonomiske teori endnu, at renten var relateret til noget reelt, nemlig “realkapitalens” knaphed. Efter den såkaldte “kapital-kontrovers” for ca 25 år siden véd vi, at det ikke er tilfældet.
Renten bestemmes snarere af de globale markedskræfter, læs: Valutaspekulanternes luner. Men dette daglige lottotal har naturligvis særdeles reelle virkninger. Hvis der f. eks. udtrækkes en høj rentefod, vil kinesiske statsvirksomheder med relativ megen realkapital blive tabsgivende. Hvis rentefoden er lav er det de arbejdskrafttunge virksomheder, der trues af lukning.
Priser og velfærd
Den anden grund til, at en virksomhed lider tab er, at de priser, den kan få for færdigvarerne, er lave. (Markeds)-økonomisk teori mener, at lave priser er udtryk for at varerne giver en ringe nytte, altså vurderes lavt af forbrugerne.
Dette er rigtigt, hvis man husker at præcisere at vi taler om de betalingsdygtige forbrugere. Varen kan udmærket tilfredsstille et stort behov hos den ikke-betalingsdygtige del af befolkningen. Tilsvarende betyder en høj pris på champagne alene, at de rige kinesere gerne vil have champagne. I takt med at indkomstforskellene i Kina vokser, bliver det mere og mere irrelevant at relatere priserne til en abstrakt social nytte, — og at relatere bruttonationalproduktet til kinesernes velfærd.
Konkurrencen
Planøkonomien har givetvis sine problemer, men i det mindste må det siges at pengeøkonomiens alternativ, nemlig de forkætrede materialbalancer, som princip var langt forud for deres tid i økologisk ansvarlighed. Det er muligt at der reelt er meget at kritisere ved de kinesiske statsvirksomheder, men dommen kan ikke afsiges ud fra en pengemæssig opgørelse. I sig selv er der ikke argumenter for, at en virksomhed, der ikke kan score en profit, skulle være ineffektiv m. h. t. ressourceøkonomi og velfærdsfremme.
Nu træffer det sig imidlertid sådan at et særligt økonomisk system i en kort periode af menneskehedens historie, nemlig siden slutningen af det 18. århundrede, er blevet dominerende og derfor har formået at gennemtrumfe sit succeskriterium som global norm. Systemet hedder markedsøkonomi og kriteriet profit.
Markedstilhængere måler værdi i penge. Ressourceforbruget er lavt, hvis det koster lidt, og varen er meget værd, hvis den koster meget. De kinesiske statsvirksomheder kan ikke leve op til disse normer, fordi de traditionelt har været drevet på et andet værdigrundlag.
Men nu mener den kinesiske ledelse – sekunderet af Holm og Siegumfeld – at hvalen skal op på land og kæmpe med elefanten. Det siger sig selv, at hvalen taber. Det siger sig selv, at disse virksomheder vil gå fallit, når de skal konkurrere på markedets vilkår. De bliver pludselig “ineffektive”. Med mindre de omformer sig selv i markedets billede og effektiviserer produktionen ved at overflødiggøre arbejdere og forurene kloden.
I Kina er processen dramatisk og slående, fordi vi her ser et marked blive skabt højst bevidst.
I Danmark er markedsgørelsen nogenlunde fuldbragt. Hvis man skal tage den nævnte radioudsendelse som indicium, fremstår markedet som natur på linie med tyngdeloven. Tankerne er indstøbt i den markedsøkonomiske nødvendighed. Det er hævet over al diskussion, at penge er værdimålet.