USA’s økonomi er gået i stå, og den europæiske gældskrise breder sig til Spanien og Italien. Det spæde opsving synes aflyst, og det er svært at få øje på vestlige regeringer, der kan eller vil gøre noget for at vende skuden. Ikke mærkeligt at kurserne rasler ned.
Den udløsende faktor for den nye krise synes at være det nylige amerikanske forlig, som republikanerne stort set dikterede. Store offentlige nedskæringer, der vil gå hårdt ud over væksten, og ingen skattestigninger, der kunne have hjulpet på gælden uden at hæmme væksten (fordi Obama ville beskatte de rige, der betaler øgede skatter ud af deres opsparing, ikke ud af deres forbrug). Det blev den værste af to verdener, nemlig ringere vækst, uden nævneværdig udsigt til lavere gæld.
Indtil nu har USA ellers ført en mere vækstorienteret politik end Europa, der ophørte med Keynesiansk ekspansiv finanspolitik i sommeren 2009. Men nu er USA altså kommet mere på linie med Europa, hvor nedskæringspolitikken har været trumf siden 2010.
Lande med lav vækst og stor gæld – altså USA og det meste af Europa – har et valg.
Man kan stimulere den realøkonomiske vækst, og håbe at der så senere bliver råd til at betale af på gælden. Eller man kan satse hele butikken på at nedbringe gælden, i håb om at denne ‘finansielle ansvarlighed’ vil tiltrække kapital, som så kan sætte gang i noget vækst; den negative version af den sidste strategi er, at hvis man ikke sørger for at balancere budgetterne, vil kapitalen flygte eller kræve meget høje renter, med økonomisk ruin til følge.
Det sidste er rigtigt, og heri ligger, at hvis man vil en stimulering af realøkonomien, må man få en demokratisk regulering af kapitalbevægelserne på plads, især med henblik på at fremme produktive investeringer i erhvervslivet (‘direkte udenlandske investeringer’) og hæmme spekulation (‘porteføljeinvesteringer’). Da dette af politiske grunde er utænkeligt, fremstår den anden strategi som den eneste realistiske og ansvarlige, jf. at Lars Løkkes hovedargument for regeringens nedskæringspolitik er at ‘ellers bliver vi straffet af de finansielle markeder’. Selv om det vel ikke er højdepunktet af rationalitet og retfærdighed, at den finanskapital, der bragte os ud i uføret, og derefter blev kompenseret fyrsteligt af skatteyderne for deres tab, nu de fakto fungerer som overdommer for den økonomiske politik. Men sådan er der så meget.
Imidlertid er den sidstnævnte strategi (gældsreduktion) ved nærmere eftersyn heller ikke realistisk. Som demonstreret af især Irland og Grækenland giver offentlige nedskæringer lav vækst, dermed små skatteindbetalinger, dermed øget gæld!
Løsningen på det problem kunne så være, at man lod de offentlige udgifter være og i stedet balancerede budgettet ved at øge skatterne for de mest velstående (dette var som nævnt stort set Obama’s forslag). Men det er af ideologiske grunde udelukket i EU (og nu i USA). Skat, især på de rige (topskat og selskabsskat), er roden til alt ondt, spørg bare CEPOS. Derfor er en styrkelse af den demokratiske sektor – den offentlige sektor er jo, modsat den private, ultimativt styret af valgte politikere – udenfor diskussionen.
Europa’s og nu USA’s økonomiske politik har således tilpasset sig bankernes og de øvrige finanshuses interesser. Det overordnede mål er at sætte landene i stand til at betale deres afdrag og renter, mens vækst og beskæftigelse kommer i anden eller tredje række. Men hvorfor rasler kurserne så ned? Hvorfor honoreres politikernes imødekommenhed ikke med fornyet investeringslyst?
Den mest nærliggende forklaring er mistillid til politikernes evne til overhovedet at styre økonomien.
I USA brugte republikanerne deres vetoret til at true med at sætte den amerikanske og globale økonomi i stå. En sådan fanatisme må få enhver fornuftig investor til at gyse. I EU er problemet et andet, nemlig handlingslammelse. Man vil redde Euroen, men ikke betale hvad det koster; den sidste pakke var alt for lille, med det resultat at gældskrisen nu har bredt sig til Spanien og Italien.
Nu da finanspolitikken er sat på stand by i både Europa og USA, er der kun pengepolitikken til at dæmme op for den nye krise. Men den viste sig som et sløvt instrument, da det brændte på i efteråret 2008. Selv om den officielle rente blev sænket og der blev pumpet en masse penge ud, gjorde det ikke det store indtryk på den finansielle sektor. Den var skrækslagen og fastholdt derfor høje ‘private’ renter, og den kunne dårligt bevæges til at øge udlånene til erhvervslivet. Det, der dengang rykkede, var en ekspansiv finanspolitik, men en sådan kan vi altså ikke vente.
Kapitalismen har trængt sig selv op i et hjørne, hvor det er svært at se udveje.
Kommentar i Information, august 2011.