Den økonomiske krig mellem USA og resten af verden

Det store bedrag

Donald Trump mener som bekendt, at EU, Kina og de fleste andre lande har levet højt på USA’s bekostning, altså udnyttet og udbyttet amerikanerne.

Bevismaterialet er gribende enkelt: Omverdenen har gennem årtier haft handelsoverskud overfor USA, altså solgt mere end de har købt, eksporteret mere end de har importeret. Derfor har den amerikanske industri ikke kunnet sælge deres produkter; resultatet af denne udåd kan beses i de amerikanske rustbælter. Trumps middel til at rette op på uretfærdigheden er som bekendt told, således at den udenlandske konkurrence hæmmes og udenlandske selskaber lokkes til at krybe under toldbarrieren ved at begynde at producere i USA. Så kommer de gode gamle industriarbejdspladser tilbage.

Imidlertid forholder sagen sig præcist omvendt: Det er USA, der gennem årtier har udbyttet omverdenen ved ikke at betale for de varer, de har købt. USA tjener jo penge gennem sin eksport, men den har altså ikke kunnet finansiere importen. Landet har med andre ord levet over evne, for at udtrykke det gammeldags.

Derfor har USA måttet låne for at finansiere merimporten. Det sker ved at udstede statsobligationer. Disse sælges, således at der kommer de nødvendige penge i kassen. Som navnet siger er obligationer forpligtelser (‘obligations’), nemlig til at tilbagebetale udstederen (USA), naturligvis med rente.

Så vidt, så godt. Det særlige ved netop amerikanske statsobligationer er, at de akkumuleres i udlandet, ikke mindst Kina, uden udsigt til at de indfries.

Hvorfor ikke? Hvorfor vil Kina ikke have sine penge igen? I givet fald måtte det ske ved at Kina sælger disse værdipapirer på markedet, og et sådant overudbud ville få deres værdi til at kollapse. Det ville være en katastrofe for USA, der nu ikke længere kan låne i udlandet, når landets lånebeviser er blevet værdiløse og derfor ikke kan finde købere, men også for Kina, der jo ligger inde med disse voldsomt nedskrevne papirer.

Dette er blevet beskrevet som en finansiel terrorbalance (MAD = Mutually Assured Destruction). Kina kan kun vælte spillet for USA ved at ruinere sig selv. Derfor har Kina gennem flere år diversificeret sin handel væk fra USA.

Resultatet af denne situation er, at USA i årtier har kunnet få forsyninger fra udlandet (overimporten) kvit og frit. Det er altså ikke omverdenen, der udnytter USA. Tværtimod.

En så givtig praksis ville ikke være mulig for et mere dødeligt land. Underskud må finansieres med lån, men et permanent underskud ville få udlandet til at tvivle på, at lånet nogensinde betales tilbage; udlandet smækker kassen i eller kræver en ubærligt høj rente.

Det, der sætter USA i en unikt favorabel position, er at dollaren er den globale reservevaluta; handler, der intet har med USA at gøre, betales i dollars, fx oliehandel mellem Tyskland og Saudi Arabien, og de fleste lande holder deres reserver i dollars.ⁱ

Det giver en overefterspørgsel efter dollars (ud over den efterspørgsel, der stammer fra at lande skal have dollars for at betale for import fra USA). Det holder værdien af dollars og dermed amerikanske værdipapirer, såsom statsobligationer, oppe; i mange år blev amerikanske statsobligationer regnet for det sikreste papir i verden. Og høj kurs betyder, at USA betaler en lempelig rente.ⁱⁱ

USA har altså en dobbelt fordel. Landet behøver ikke betale for sit overforbrug, og de lån man måtte optage er næsten gratis.

Fra industri til service

Trump har profiteret på at arbejderne i industrien er vrede; deres arbejdspladser er nedlagt og deres realløn har været stort set uforandret gennem mange år, mens de rige har skummet fløden; uligheden er steget betydeligt.

Overgangen fra industri- til servicesamfund er der ikke meget at gøre ved, bortset fra omskoling og andre tiltag for at lette processen. Det er en udvikling, der har kendetegnet alle udviklede lande, herunder Danmark, men afviklingen af industrien har været mest brutal og synlig (rustbælterne) i de tidligere kommunistiske lande og i USA. Trump stikker folk blår i øjnene, når han fabler om at vende tilbage til 60erne.

Derimod er den skæve indkomstudvikling i høj grad bestemt af udviklingen i klassernes styrkeforhold og dermed af politikken.

Midt i 1800-tallet skrev Marx, at staten er den herskende klasses stat og regeringen en kommitte, hvor kapitalejerne koordinerer deres fælles interesser. Det var stort set rigtigt på den tid, men blev forkert i takt med at demokratiet gav mere magt til folket. Nu er det blevet rigtigt igen, i hvert fald i USA, hvilket blev illustreret af, at de 5 tech-giganters chefer dannede bagtæppe for Trumps indsættelsestale. Oligarkisk kapitalisme af den reneste vand. Billederne illustrerer også overgangen fra industri til service, nærmere bestemt informationskapital; ikke en eneste traditionel industrivirksomhed var repræsenteret.

Trump står i spidsen for dette oligarki, men han har indtil nu haft held til at præsentere sig som fortaler for den forfordelte arbejderklasse.

Striden mellem MAGA og tech-kapitalen

Dette nye oligarki har imidlertid i mange henseender interesser, der strider mod Trump’s.

Hvor Trump er patriot (America First) og derfor vil have told for at holde udenlandske varer væk, er tech-selskaberne globalister, der ånder gennem internationale forsyningskæder.

Hvor Trump taler til industrien og dens arbejderklasse, lever tech-kapitalen i mere esoteriske luftlag, hvor told kan være skadelig.

Men de har en fælles interesse i at skære ned på statsapparatet, så Musk og co kan spare skat og Trump og hans vælgere kan slippe af med byrokrati og woke. Og tech-kapitalen kan bifalde en vis grad af økonomisk krig mod EU, fordi den europæiske regulering af miljø- og sundhed lægger den hindringer i vejen. I øvrigt er EU uinteressant ved en analyse af de globale magtrelationer, fordi EU ikke er en del af det globale tech-oligarki (de 5 store tech-virksomheder har alle hovedkvarter i USA).

Som mange forudså måtte der komme et opgør mellem Trump og Musk; det har intet at gøre med store egoer, men med fundamentale interesser.

Et tidligt symptom var det meget publicerede sammenstød mellem Musk og manden bag Trump’s toldpolitik, Navarro, som Musk kaldte ‘Retarrdo’, efter at Navarro havde kaldt Tesla-opfinderen en ‘simpel bilmontør’.

I lang tid styrede Navarro slagets gang, men for nylig blev det for meget for tech-kapitalen, især Apple.

Den store told på alle lande, herunder den navnkundige Pingvin-ø, truede med at sætte en stopper for verdenshandelen og dermed udløse en global recession; derfor blev det meste af tolden suspenderet i 90 dage. Undtagen for Kina, således at Trump’s patriotiske anti-Kina politik fastholdtes.

Men det holdt ikke længe. Tolden på Kina nåede et nivo, der betød at tech-selskabernes underleverandører i Kina i praksis var udelukket fra det amerikanske marked; derfor blev mobiltelefoner og anden elektronik, der udgør en stor el af Kinas eksport til USA, undtaget fra told.

Trump måtte bøje sig, hvilket viser magtforholdet mellem økonomi og politik. Når politikken kommer i strid med de herskende økonomiske interesser, er det politikken, der justeres. Som Marx lærte os.

Kampen mellem MAGA og tech-oligarkiet bølger frem og tilbage. I øjeblikket har MAGA muligvis overtaget, idet Musk synes på vej ud af administrationen (DOGE), samtidig med at der blev rejst tvivl om de elektroniske undtagelser for Kina.

Trumps mål er formentlig uindskrænket økonomisk krigsførelse mod Kina, fordi dette lands økonomiske styrke ses som en trussel mod USA. Men økonomisk er sagen altså mere indviklet, fordi de to økonomier er så indviklede i hinanden. Hertil kommer at Trumps specielle personlighed og hele uforudsigeligheden i den økonomiske politik giver vildt svingende aktiekurser.

Hvad nu?

Trumps politik indebærer tre ting.

For det første vil tolden naturligvis give inflation, hvilket vil sænke reallønnen (Trump blev bl.a. valgt på at reducere inflationen).

For det andet har politikken allerede fået statsobligationerne til at falde i kurs, hvilket vil øge renten; bl.a. derfor taler flere og flere om faren for en egentlig recession.

For det tredje er også dollaren faldet i værdi; det gør den amerikanske eksport billigere, set med udlandets øjne, og dermed lettere at sælge. Det er jo godt for den amerikanske handelsbalance, og faktisk mener Varoufakis at denne effekt er den store idé bag Trumps politik. Personlig tvivler jeg på en stor idé.

Hvis jeg skulle vove en spådom, tror jeg at det mest sandsynlige er, at tech-giganterne disciplinerer Trump og tvinger ham til at føre en politik i overensstemmelse med deres interesser.

Det spændende bliver så, hvad der sker, hvis dette går op for Trump’s vælgere.

Bragt i Solidaritet.dk 24. april 2025